Jelling

De dele af nedenstående tekst, som bygger på kilden Gesta Wulinensis, er skrevet i kursiv.

Tolkninger

Jelling blev Danmarks magtcentrum under kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand, altså fra o. 935. Det varede dog kun til 980’erne, hvor Harald Blåtand flyttede magtcentret til Roskilde, som dermed afløste både Jelling og Lejre som landets magtcentrum. Monumenterne består af 5 dele (1) Skibssætningen, (2) de to gravhøje, (3) de to runesten, (4) Palisaden og (5) Kirken. Her ses en oversigt over monumenterne.

På modellen ses 4 af Jelling-monumenternes 5 dele: Yderst den rhombeformede palisade. Dernæst skibssætningen, de to gravhøje og inderst kirken. (Udstillingen Kongernes Jelling)

Skibssætningen

Skibssætningens dimensioner er 360 x 80 m. Den er bygget med centrum i nordhøjen. Den viser tilbage til andre store skibssætninger, f.eks. den i Vejerslev tilbage fra o. 550, Glavendrup fra første halvdel af 900-tallet og Bække fra samme periode.

Markering af hvor der har stået sten fra skibssætningen. Rækken fortsættes inde i sydhøjen, hvor stenene stadigvæk står.
Fra Sydhøjen ses markering af skibssætning, som afbrydes af kirkegården

Gravhøjene

Nordhøjen har den diameter på 65 meter og en højde på 8 meter. Den har fra gammel tid heddet Thyras Høj. På toppen af Nordhøjen lå der tidligere en dam, hvorfra byens borgere hentede vand. I 1820 var dammen udtørret så meget, at bønderne i Jelling på pastor Ferslevs (1769-1831) opfordring udgravede den for at fritlægge dens kilder. Nordhøjen blev udgravet i 1820/21 under Frederik 6, hvor man gravede ned fra oven og fandt et gravkammer af egeplanker. Træet i gravkammeret er dendrokronologisk dateret til at være fældet i 958/959, hvor højen også må være fra denne tid. Gravkammeret havde tidligere været udsat for et indbrud fra oven. Dette indbrud er foretaget ikke mange år efter højens færdiggørelse hvor man fjernede liget/ligene og gravgods, hvorefter kammeret er blevet repareret. Efter indbruddet var skakten ned til gravkammeret blevet opfyldt igen og i dette opfyld fandt man bl.a. en træstøtte og to brudstykker af et vokslys beregnet til at sidde på enden af en træstang. Træstøtten er dendrokronologisk dateret til 964/65 og vokslyset er C-14 dateret til o. 970, men C-14 dateringen er meget mere usikker end en dendrokronoligisk datering, så vi må konkludere, at indbruddet er foretaget i 964/965. I selve gravkammeret fandt man ingen begravede og der var ikke ret meget gravgods tilbage. Men man fandt dog et sølvbæger, nogle beslag af forgyldt kobber beregnet til seletøj, nogle fragmenter af bemalet egetræ, formentlig stammende fra møbler eller paneler og resterne af dun/fjer. Gravgodset tyder på, at den begravede var kristen. I 1861 blev der på foranledning af Frederik 7 gravet en tunnel i nordhøjen ind til gravkammeret. Denne blev dog senere sløjfet p.g.a. sammenstyrtninger.

Betegnelsen Thyras høj er dokumenteret på to runesten ved hhv. Bække Kirke og Horne Kirke. Begge steder får vi at vide, at Tue, søn af Ravn, har bygget Thyras høj.

Sydhøjen har en diameter på 77 m og en højde på 11 m. Den er bygget af flere omgange startende o. 970 og først færdigbygget i 990’erne under Svend Tveskæg. Sydhøjen har fra gammel tid heddet Gorms Høj. Den er opført senere end skibssætningen, hvilket kan ses af, at den er bygget ind over nogle af skibssætningens sten. I 1861 gravede man en tunnel ind i sydhøjen for at finde et gravkammer tilsvarende det i nordhøjen. Udgravningen var foranlediget af Frederik 7, men arbejdet var resultatløst, da højen viste sig at være tom, hvilket blev bekræftet af en ny udgravning i 1941/42 under Christian 10.

Skitse fra udgravningen af Nordhøjen i 1820. Man ser dammen øverst og den gravede skakt. Bronzalderhøjen var dækket af et lag af sten og nederst ses det tomme gravkammer udført af træ.(Udstillingen Kongernes Jelling)
I Nordhøjen fandt man dette bæger af af sølv med forgyldt inderside. Dekorationen er udført i den såkaldte Jellingstil, som var fremherskende i starten af 900-tallet. Bægeret er sandsynligvis en alterkalk og er udsmykket med to slangelignende dyrefigurer, som er forbundet til en tredje figur. (Nationalmuseet)
Genstande fundet i Norhøjen: Øverst to jernringe, herunder tre hængselbeslag, herunder to beslag med korsfigurer, nederst et remkrydsbeslag af forgyldt bronze, en fugleformet remholder og to dele af et vokslys fundet uden for gravkammeret. (Nationalmuseet)

Ovenstående billeder er fra Nationalmuseet

Runestenene

Den ældste runesten tjente i 1500 tallet som bænk ved kirken. Man kender ikke dens originale placering, men et bud kunne være, at den har fungeret som stævnsten på skibssætningen. Indskriften er forfattet af Gorm den Gamle, og på stenen skrives ordet Danmark for første gang. Han bruger også udtrykket “Danmarks bod”, hvilket er tolket på forskellig måde. Det kan betyde Danmarks værn, og denne tolkning knytter sig til fortællingen om at Thyra opfører Dannevirke. Det kan også betyde Danmarks pryd eller måske den som byder over Danmark. Den fulde tekst er: “Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyra sin kone. Danmarks bod”.

Den yngste runesten er opsat af Harald Blåtand. Den står på sin originale placering midtvejs mellem de to høje. Stenen har tre sider, alle med tekst. På to af siderne er der desuden en billedudsmykning. Det er dels en udsmykning, som forestiller en slange og et gribedyr og dels en udsmykning som forestiller Kristus. Kristusfiguren er den ældste i Norden. Udsmykningen er udført i den såkaldte Mammen-stil, som blev fremherskende i løbet af 900-tallet og som erstattede Jellingstilen. Stenen har følgende indskrift: “Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder. Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne.” Af teksten kan man udlede, at Gorm og Thyra var Haralds forældre, at Harald var konge over hele Danmark (de forskellige jarler må have sværget troskab efter Gorms død i 964, og dette år erobrede han også Skåne og indsatte Guldharald som jarl), at han var konge i hele Norge (ud over Viken, som var dansk fra gammel tid, kom områderne bestyret af Harald Gråfell og Håkon Jarl også under Harald, idet de to høvdinge blev hans lydkonger) og at Danmark fra nu af var kristent. Der er tydelig forskel på udformningen af tekstens to dele. Første del: “Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder”, fylder tre indrammede linjer og er omgivet af ornamenter og vulster. Den sidste del, “Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne.” er ikke skrevet i indrammede linjer og er skrevet stenens tre sider. Dette tyder på, at denne del er tilføjet senere.

Gorms runesten over Thyra. Skriften fylder 4 lodrette bånd med 3 på forsiden og et på bagsiden

Den store jellingsten – siden med tekst. Det er bemærkelsesværdigt, at teksten skal læses vandret som i en bog og ikke lodret, som det var normalt på runesten.
Den store jellingsten – siden med Kristusbilledet. Her hænger Jesus ikke på korset men derimod på et træ. Forklaringen er en tro på, at Adams søn, Seth, hentede en kvist af Livets Træ fra paradisets port og plantede det på Golgatha. Træet blev senere fældet af kong Salomon og lå i vand indtil en tømrer brugte træet til at fremstille korset. Jesus hænger altså på Livets Træ, som er kilden til det evige liv.

Her ses Harald Blåtands runesten, som den kunne have set ud bemalet. Optagelsen er fra udstillingen Kongernes Jelling.

Palisaden

Hele anlægget er indhegnet af et rhombeformet palisadebyggeri. Rhomben har en sidelængde på ca. 360 meter og det indhegnede areal har størrelsen 12,5 ha. Palisaden har haft en højde på omkring 3 meter og er den største indhegnede konstruktion fra denne tid i Danmark. Ved hjælp af bevarede stolpedele fra Smededammen er palisaden dendrokronologisk bestemt til år 968. Her er en oversigt over palisadeforløbet

Model af palisaden (Udstillingen Kongernes Jelling)
I Jelling har man bygget en moderne konstruktion af et udsnit af palisaden
Palisaden er markeret i landskabet med cylindre
Her ses Smededammen, hvor man fandt bevarede stolpedele til dendrokronologisk aldersbestemmelse

Kirken

Jelling kirke og Nordhøjen
Kirkens indre. Udsmykningen koret skyldes kunstneren Jørgen Larsen og er udført i år 2000.

På skibssætningens central akse mellem de to kæmpehøje ligger også en kirke. Ved udgravninger i 1976-79 fandt man stolpehuller, som måske stammer fra en kongshal eller en tidligere trækirke. Koret i den nuværende kirke har tjent som skib i den første stenkirke. På østenden har man fundet spor efter det oprindelige kor, som blev nedrevet, da kirken blev ombygget i 1100 tallet. Den første kirke, hvoraf det nuværende skib står tilbage, formodes at være bygget i 1000 tallet og er dermed Danmarks ældste stenbygning. Her ses koret udvendigt, hvor der i østenden var det oprindelige kor.

Her ses koret indvendigt

Model af en oprindelig trækirke. Ifølge Sven Rosborn lod Harald Blåtand denne kirke bygge over Knud Danaasts grav. Udstillingen Kongernes Jelling
Model af en mulig kongshal i Jelling. Udstillinlgen Kongernes Jelling
Model af den oprindelige stenkirke forsynet med et nyt skib – og med markering af den oprindelige apsis. Udstillingen Kongernes Jelling

Kammergraven

Ved udgravninger 1976-79 fandt man under gulvet i den nuværende kirkes skib – altså lige uden for den oprindelige stenkirke – en kammergrav af træ indeholdende knogler fra en ca. 173 cm høj yngre mand Knoglerne lå i spredt orden og der manglede nogle, idet man kun fandt 137 ud af kroppens 206 knogler. Man kan endvidere se, at knoglerne har været pakket ind i et klæde indeholdende guldtråde. Disse er fundet, hvorimod selve tekstilet er gået tabt. Endvidere fandt man nogle smykker af samme type, som man fandt i Nordhøjen. En umiddelbar konklusion er, at graven ikke har været den oprindelige, men at knoglerne er blevet flyttet. Graven har heller ingen tilknytning til den første stenkirke, da den lå uden for. Derimod har graven ligget indenfor en tidligere trækirke og/eller hal af træ.


Remende-dup og remholder af forgyldt sølv. Fundet i graven i kirken. (Nationalmuseet)

Tolkninger

Jellingmonumenterne har hovedsagelig to tolkninger:

Tolkning A: Gorm den Gamle er begravet i kirken.

Thyra dør på et eller andet tidspunkt før 958. Hun begraves (brandgrav?), og skibssætningen rejses med centrum i graven. Gorms runesten opsættes som stævnsten. Gorm dør o. 958. Der bygges en kammergrav over Thyras grav og Gorm begraves her. Over kammergraven rejses nordhøjen. O. 964/965 foranlediger Harald Blåtand, at Gorms lig tages op af graven og begraves lidt sydligere i en kammergrav, hvorover der bygges en trækirke. Samtidig opsætter Harald den store Jellingsten, som fortæller om hans forældre. Harald bygger også den tomme sydhøj – delvis ind over skibssætningen. Denne høj og området mellem højene har været anvendt som en art rigssamlingsplads. O. 968 indhegnes hele området af palisader. Imod denne tolkning taler, at der mangler mange af knoglerne fra liget i kammergraven, hvilket ikke rigtig stemmer med, at man bare har flyttet liget fra nordhøjen. Det er også underligt, at kammergraven ikke har en central placering i kirken. Tolkning A er den officielle tolkning. I 2000 blev de fundne knogler genbegravet og graven er under kirkens gulv forsynet med et skilt, som fortæller, at den indeholder resterne af kong Gorm. Gravstedet er specielt markeret i kirkens gulv.

Tolkning B: Knud DanaAst er begravet i kirken

Thyra dør o. 957 og får en kristen begravelse af sønnen, Harald. Hvor vides ikke. Gorm forlader kristendommen og flytter sin afdøde hustru til en kammergrav, hvorover han bygger nordhøjen og en skibssætning med centrum i denne. Den lille jellingsten bliver stævnsten. I 962 dør Knud DanaAst i Irland (17. oktober ifølge Gesta Wulinensis). Med henblik på transport bliver liget kogt og skelettet transporteres til Jelling og begraves i en kammergrav, hvorover Gorm rejser en gravhøj beliggende i skibssætningens centralakse syd for Thyras høj. Ifølge Gesta Wulinensis tllbringer Gorm meget tid med at sidde på denne høj og sørge over sin ældste søn og sin hustru. I 964 sejler Gorm bort på et skib, hvorefter Harald Blåtand er ene regent. Han fjerner gravhøjen over sin brors grav og bygger en trækirke, så graven ligger centralt i koret. Han fjerner også sin mors lig fra nordhøjen og giver hende igen en kristen begravelse – muligvis i den nye kirke. Harald opstiller den store jellingsten, som bl.a. fortæller om kristningen af landet og han ødelægger delvis den hedenske skibssætning ved at bygge den tomme sydhøj ind over. Højen og pladsen nordfor benyttes muligvis som en art rigssamlingsplads. I 968 indhegnes hele området af palisader. For denne tolkning tæller, at nordhøjen altid er blevet kaldt for Thyras Høj, og at dette navn også indgår i runesten fundet ved Bække og Horne. For tolkningen taler også de manglende knogler hos liget i kammergraven, hvilket kan skyldes at liget først blev kogt i Irland. Der er også fundet mærker på knoglerne, som indikerer, at man har skåret sener og lignende væk. Kammergravens placering i kirken forklares i bogen “Vikingekongens Guldskat” af Sven Rosborn med, at de træstolper, man har fundet under kirken, har hørt til en kirke, som har været orienteret øst-vest, og hvor graven har været placeret midt i koret.

Gorm den Gamle

Gorm den Gamle døde muligvis i 958, men ifølge Gesta Wulnensis sejlede han bort i 964 og blev ikke set siden. Hvis dette ikke er sandt, er han begravet et sted i Jellingmonumenterne og muligvis i kammergraven i kirken. Se tolkninger.

Thyra Danebod

Thyra Danebod døde o.957 i en alder af o. 59 år. Hendes grav kendes ikke, men den befinder sig muligvis under den nuværende kirke. Se tolkninger.

Knud Dana-Ast

Knud Dana-Ast døde i 962 i en alder af o. 32 år. Han er muligvis begravet i kammergraven. Se tolkninger.