Kong Christian 7 1749-1808 | => | Kong Frederik 6 1768-1839 |

Frederik 6 var søn af Christian 7 og Caroline Mathilde. Allerede i 1772 mistede den fireårige Frederik forbindelsen til sin mor, Caroline Mathilde, som blev bortvist til Celle. Han blev i 1790 gift med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. I ægteskabet kom otte børn, hvoraf kun to piger overlevede. Gennem hele livet opretholdt Frederik 6 et forhold til Benthe Frederikke Dannemand, et forhold som blev accepteret af hans hustru.
I 1784 gennemførte den da 16-årige Frederik et statskup, hvorved han sikrede sig magten fra enkedronning Juliane Marie, arveprins Frederik og Høegh-Guldberg. Han fik gennemført, at hans fars underskrift på love ikke var tilstrækkelig, men skulle suppleres med hans egen. Frederik støttede sig nu til A.P. Bernstorff og C.D. Reventlow, men efterhånden tog han afstand fra større reformideer, og fik begrænset trykkefriheden.

at Borgerfriehed bestemt ved retfærdig Lov
giver Kierlighed til Fædreland, mod til dets Værn,
lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held

I 1794 brændte det første Christiansborg, så kongefamilien måtte flytte til Amalienborg, men i 1828 kunne man indvie Det andet Christiansborg.

Københavns 4. rådhus på Nytorv brændte og blev erstattet af det 5. rådhus – også på Nytorv.
Englandskrigene
Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 holdt Danmark sig ude af deltagelse i europæiske krige. Landet orienterede sig mod Frankrig og Rusland, men forholdt sig neutralt under de krige, som fulgte den franske revolution i 1789. Neutraliteten betød en økonomisk gevinst, da vi kunne handle med alle parter, men politikken var farlig, De stridene parter begyndte at lade deres skibe sejle under dansk flag, for at forhindre angreb. Dette medførte konfrontationer med England på havet i 1799 og 1800. Danmark indgik så i et væbnet neutralitetsforbund med Preussen, Sverige og Rusland, men det var en udfordring for England, som frygtede, at den danske flåde kunne indgå i Frankrigs styrker.
I marts 1801 sendte England en flåde mod Danmark. Formålet var at tvinge Danmark til at udtræde af Det væbnede Neutralitetsforbund og herefter fortsætte ind i Østersøen og kæmpe mod Sverige og Rusland. Næstkommanderende på den engelske flåde var lord Nelson. Flåden blev beskudt fra Kronborg 30. marts uden resultat. I Sankt Olai Kirke i Helsingør kan man stadig se en kanonkugle i hvælvingerne. Kuglen blev affyret af et engelsk skib under passagen. Den danske flåde var ikke vedligeholdt, men man havde forberedt sig på kampen ved at lægge skibene i forsvarsposition ud for København uden sejlføring men udstyret med kanoner. Det kaldte man blokskibe, og de blev suppleret med nybyggede pramme, som også blev forsynet med kanoner.
Slaget stod 2. april 1801. Den engelske flåde var delt i to dele. Den ene del under kommando af Hyde Parker holdt sig i bero nordøst for Trekroner. Den anden del under kommando af lord Nelson lagde sig syd for Trekroner men vest for Middelgrunden. Umiddelbart vest herfor lå de danske blokskibe og pramme. Kampen mellem Nelsons styrker og de danske varede nogle timer med tab på begge sider. Et af de flydende flådebatterier blev ledet af den kun 17-årige Peter Willemoes, som høstede stor berømmelse for sin indsats. Hyde Parker signalerede til Nelson om at indstille kampen, men Nelson ignorede ordren ved at holde sin kikkert for det blinde øje. Englænderne havde overtaget, og Nelson sendte et brev ind til kronprins Frederik, som iagttog slaget fra Kastellet. I brevet forlangte Nelson våbenhvile mod at undlade af afbrænde de danske blokskibe med mandskab. Frederik, som vidste at Parkers flådeafdeling endnu ikke var indsat, accepterede tilbudet og kamphandlingerne standsede. En uge efter døde den russiske zar, hvormed neutralitetsforbundet blev opløst, og englænderne kunne sejle hjem.


Her ses våben fra Englandskrigene. Tøjhusmuseet


På Holmens Kirkegård findes en massegrav og et mindesmærke for faldne søfolk ved Slaget på Reden.
Danmark fortsatte med at være neutrale, men mistede i 1807 sin allierede, Rusland, som gik over på Frankrigs side. Frankrig krævede, at Danmark skulle spærre sine farvande for englænderne, som på deres side krævede den danske flåde udleveret. Dette nægtede Danmark, hvorefter englænderne lagde en flåde ud for København og sendte tropper i land, som omringede byen. Der var kampe til søs med deltagelse af små danske kanonbåde og også kampe til lands, hvor englænderne slog de danske styrker ved Køge 29. august 1807 i det såkaldte Træskoslag. Navnet skyldes, at de indkaldte danske bønder hurtigt smed træskoene for at kunne flygte fra de engelske styrker. Ved museet KØS i Køge er opstillet en mindesten for slaget.

De engelske styrker på land og til vands gennemførte et bombardement af København 2-5 september 1807. 6000 granater regnede ind over byen og resulterede i flere døde og sårede samt ødelagte bygninger. Bl.a. brændte spiret på Vor Frue Kirke. Så kapitulerede danskerne og englænderne kunne sejle afsted med den danske flåde.

Efter bombardementet følte Danmark sig tvunget til at indgå en alliance med Napoleons Frankrig. Rusland kom med i alliancen efter zarens død, mens Sverige blev allieret med England. Situtationen var herefter, at England stod over for et forenet Europa, pånær Sverige.
Frankrigs nederlag i Rusland i 1812 betød, at Sverige, Rusland, Preussen og England blev allierede, og at Danmark stod alene tilbage i alliance med Frankrig. I 1813 blev Holsten invaderet af russiske og svenske styrker. I januar 1814 startede fredsforhandlingerne i Kiel. Her havde den svenske kronprins, Karl Johan sit hovedkvarter efter indtagelsen af Holsten. England og Rusland støttede de svenske krav på Norge, og resultatet blev, at Norge blev afstået til Sverige. Danmark fik de svenske besiddelser i Pommern og Rügen, hvilke dog blev byttet til Lauenborg. Danmark bestod altså efter 1814 af kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Mht. Holsten og Lauenborg var Frederik 6 hertug her under Det tyske Forbund. Endvidere bestod landet af Grønland, Island og Færøerne. Disse øer var oprindeligt norske, men efter Håkon 6‘s død i 1380 var de sammen med resten af Norge overgået til Danmark. Det norske fastland havde hørt til det danske kongerige i 434 år siden 1380.
I Dänische Strasse 31 i Kiel er opsat et mindesmærke for stedet.
Ud over tabet af flåden, ødelæggelserne af København og tabet af Norge, var krigen også årsag til statsbankerotten i 1813. Staten havde financieret sine store udgifter ved at udstede flere pengesedler, hvis værdi i sølv blev tilsvarende reduceret. Situationen var uholdbar, så i 1813 blev der udstedt nye pengesedler – rigsbanksedler – hvis værdi i sølv var garanteret og skulle erstatte de gamle pengesedler i forholdet 6:1. Sølvet skulle fremskaffes ved at indføre en skat på al fast ejendom, men alligevel måtte staten nedskrive sin gæld. Man kalder dette for statsbankerotten, selv om staten formelt ikke gik konkurs.
De politiske forhold fik konsekvenser for to personer med tilknytning til det danske kongehus, nemlig Christian August af Sønderborg-Augustenborg og Christian Frederik, den senere Christian 8.
I den sidste del af Frederi 6’s regeringstid blev han mødt med krav om en folkelig deltagelse i landets ledelse. Han forsøgte at imødekomme kravet ved i 1834 at indføre stænderforsamlinger for Øerne, Nørrejylland, Slesvig og Holsten. Stænderforsamlingerne bestod af valgte borgere, og var kun rådgivende over for den enevældige konge.
Markante byggerier fra Frederik 6’s tid:
Markante personligheder på Frederik 6’s tid
- Adam Gottlob Moltke (1710-1792)
- A.P. Bernstorff (1735-1797)
- Ove Høegh Guldberg (1731-1808)
- Peter Willemoes (1783-1808)
- Christian August af Augustenborg (1768-1810)
- Carsten Niebuhr (1733-1815)
- Christian Ditlev Reventlow (1748-1827)
- Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
- H.C. Ørsted (1777-1851)
- Adam Oehlenschläger (1779-1850)
- N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
- Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
- Uwe Jens Lornsen (1793-1838)
- H.C. Andersen (1805-1875)
- Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
- Søren Kierkegaard (1813-1855)
- C.F. Hansen (1756-1845)
Frederik 6 er begravet i Roskilde Domkirke