Frederik 6 (1768-1839)

Kong Christian 7
1749-1808		=>Kong Frederik 6
1768-1839
Dynastisk forbindelse til Oldenborgerne
Frederik 6 malet af C.W. Eckersberg i 1825. Frederiksborg. WikiCommons. Kongen var da 57 år gammel.

Frederik 6 var søn af Christian 7 og Caroline Mathilde. Allerede i 1772 mistede den fireårige Frederik forbindelsen til sin mor, Caroline Mathilde, som blev bortvist til Celle. Han blev i 1790 gift med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. I ægteskabet kom otte børn, hvoraf kun to piger overlevede. Gennem hele livet opretholdt Frederik 6 et forhold til Benthe Frederikke Dannemand, et forhold som blev accepteret af hans hustru.

I 1784 gennemførte den da 16-årige Frederik et statskup, hvorved han sikrede sig magten fra enkedronning Juliane Marie, arveprins Frederik og Høegh-Guldberg. Han fik gennemført, at hans fars underskrift på love ikke var tilstrækkelig, men skulle suppleres med hans egen. Frederik støttede sig nu til A.P. Bernstorff og C.D. Reventlow, men efterhånden tog han afstand fra større reformideer, og fik begrænset trykkefriheden.

Landboreformerne var en stor omvæltning i sidste halvdel af 1700 tallet. Stavnsbåndet var indført under Christian 6 i 1733 og bandt en bonde og hans sønner til en bestemt godsejer. Landsbyfællesskabet betød en uhensigtsmæsssig opdelingen af bondens jord og vanskeliggjorde beslutninger om bedre dyrkningsmetoder. Hoverikravet lagde stort beslag på bondens arbejdskraft. Disse ting blev efterhånden afskaffet, og foregangsmændene herfor var ud over kronprins Frederik især C.D. Reventlow og A.P.Bernstorff. En af reformerne var, at stavnsbåndet blev indskrænket til at gælde for bønder i alderen 14-36 år. Denne reform blev indført i 1788, og kaldes (lidt fejlagtigt) for stavnsbåndets ophævelse.

Inskription på østsiden: Kongen kiendte
at Borgerfriehed bestemt ved retfærdig Lov
giver Kierlighed til Fædreland, mod til dets Værn,
lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held
Indskription på vestsiden: “Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre. Landboe Lovene gives Orden og Kraft at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst flittig og god hæderlig Borger lykkelig.

I 1794 brændte det første Christiansborg, så kongefamilien måtte flytte til Amalienborg, men i 1828 kunne man indvie Det andet Christiansborg.

I 1795 brændte København igen, efter at byen også var brændt 67 år tidligere i 1728. Branden startede 5. juni i flådens bygninger på Gammelholm mellem Nyhavn og Holmens Kanal. Herefter bredte ilden sig i et bælte mod vest/nordvest til området ved den nuværende Vester Voldgade. Nikolai Kirke brændte ned til grunden

Kort over brandens udbredelse. De skraverede områder brændte. At Christiansborg også er skraveret, skyldes at slottet var brændt året forinden. WikiCommons

Københavns 4. rådhus på Nytorv brændte og blev erstattet af det 5. rådhus – også på Nytorv.

Englandskrigene

Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 holdt Danmark sig ude af deltagelse i europæiske krige. Landet orienterede sig mod Frankrig og Rusland, men forholdt sig neutralt under de krige, som fulgte den franske revolution i 1789. Neutraliteten betød en økonomisk gevinst, da vi kunne handle med alle parter, men politikken var farlig, De stridene parter begyndte at lade deres skibe sejle under dansk flag, for at forhindre angreb. Dette medførte konfrontationer med England på havet i 1799 og 1800. Danmark indgik så i et væbnet neutralitetsforbund med Preussen, Sverige og Rusland, men det var en udfordring for England, som frygtede, at den danske flåde kunne indgå i Frankrigs styrker.

I marts 1801 sendte England en flåde mod Danmark. Formålet var at tvinge Danmark til at udtræde af Det væbnede Neutralitetsforbund og herefter fortsætte ind i Østersøen og kæmpe mod Sverige og Rusland. Næstkommanderende på den engelske flåde var lord Nelson. Flåden blev beskudt fra Kronborg 30. marts uden resultat. I Sankt Olai Kirke i Helsingør kan man stadig se en kanonkugle i hvælvingerne. Kuglen blev affyret af et engelsk skib under passagen. Den danske flåde var ikke vedligeholdt, men man havde forberedt sig på kampen ved at lægge skibene i forsvarsposition ud for København uden sejlføring men udstyret med kanoner. Det kaldte man blokskibe, og de blev suppleret med nybyggede pramme, som også blev forsynet med kanoner.

Slaget stod 2. april 1801. Den engelske flåde var delt i to dele. Den ene del under kommando af Hyde Parker holdt sig i bero nordøst for Trekroner. Den anden del under kommando af lord Nelson lagde sig syd for Trekroner men vest for Middelgrunden. Umiddelbart vest herfor lå de danske blokskibe og pramme. Kampen mellem Nelsons styrker og de danske varede nogle timer med tab på begge sider. Et af de flydende flådebatterier blev ledet af den kun 17-årige Peter Willemoes, som høstede stor berømmelse for sin indsats. Hyde Parker signalerede til Nelson om at indstille kampen, men Nelson ignorede ordren ved at holde sin kikkert for det blinde øje. Englænderne havde overtaget, og Nelson sendte et brev ind til kronprins Frederik, som iagttog slaget fra Kastellet. I brevet forlangte Nelson våbenhvile mod at undlade af afbrænde de danske blokskibe med mandskab. Frederik, som vidste at Parkers flådeafdeling endnu ikke var indsat, accepterede tilbudet og kamphandlingerne standsede. En uge efter døde den russiske zar, hvormed neutralitetsforbundet blev opløst, og englænderne kunne sejle hjem.

Slaget på Reden set fra øst. Tættest på byen ses de danske blokskibe, herefter den engelske krigsskibe og yderst engelske kanonskibe. Malet Nicolas Pocock. National Maritime Museum. WikiCommons
Slaget på Reden set fra Christianshavn. I forgrunden ses en robåd men en engelsk udsending bærende et hvidt flag. Den engelske udsending medbragte Nelsons brev om våbenhvile til kronprinsen som ses i forgrunden til venstre. Malet af C.A. Lorentzen. Frederiksborg. WikiCommons

Her ses våben fra Englandskrigene. Tøjhusmuseet

På Holmens Kirkegård findes en massegrav og et mindesmærke for faldne søfolk ved Slaget på Reden.

Danmark fortsatte med at være neutrale, men mistede i 1807 sin allierede, Rusland, som gik over på Frankrigs side. Frankrig krævede, at Danmark skulle spærre sine farvande for englænderne, som på deres side krævede den danske flåde udleveret. Dette nægtede Danmark, hvorefter englænderne lagde en flåde ud for København og sendte tropper i land, som omringede byen. Der var kampe til søs med deltagelse af små danske kanonbåde og også kampe til lands, hvor englænderne slog de danske styrker ved Køge 29. august 1807 i det såkaldte Træskoslag. Navnet skyldes, at de indkaldte danske bønder hurtigt smed træskoene for at kunne flygte fra de engelske styrker. Ved museet KØS i Køge er opstillet en mindesten for slaget.

Mindestenen i Køge. Kilde: https://koegearkiverne.dk/9552

De engelske styrker på land og til vands gennemførte et bombardement af København 2-5 september 1807. 6000 granater regnede ind over byen og resulterede i flere døde og sårede samt ødelagte bygninger. Bl.a. brændte spiret på Vor Frue Kirke. Så kapitulerede danskerne og englænderne kunne sejle afsted med den danske flåde.

Gråbrødre Torv efter bombardementet. Man se til venstre Vor Frue Kirke, som har mistet sit spir og herefter Skt. Petri Kirke, som har spiret i behold. Malet af J.P. Møller i 1808. Frederiksborg. WikiCommons

Efter bombardementet følte Danmark sig tvunget til at indgå en alliance med Napoleons Frankrig. Rusland kom med i alliancen efter zarens død, mens Sverige blev allieret med England. Situtationen var herefter, at England stod over for et forenet Europa, pånær Sverige. Danmark var i krig med England og kom også i krig med Sverige fra 1808-1809. Sverige ville indlemme Norge til erstatning for Finland, som var tabt til russerne. Englænderne blokerede de danske farvande, og da flåden jo var taget i 1807, forsøgte danskerne at bryde blokaden med kanonbåde, som var store robåde uden sejlføring forsynet med kanoner. Blokaden medførte hungersnød i Norge, som var afskåret fra danske forsyninger. Danmark havde dog stadig enkelte linjeskibe, heriblandt “Prins Christian Frederik”, som havde Peter Willemoes ombord, da det blev sænket ud for Sjællands Odde 22. marts 1808. På Koldinghus var indkvarteret spanske hjælpetropper, da Spanien var i alliance med Frankrig. Slottet brændte i 1808, da spanierne havde fyret for hårdt i slottets kaminer.

Frankrigs nederlag i Rusland i 1812 betød, at Sverige, Rusland, Preussen og England blev allierede, og at Danmark stod alene tilbage i alliance med Frankrig. I 1813 blev Holsten invaderet af russiske og svenske styrker. I januar 1814 startede fredsforhandlingerne i Kiel. Her havde den svenske kronprins, Karl Johan sit hovedkvarter efter indtagelsen af Holsten. England og Rusland støttede de svenske krav på Norge, og resultatet blev, at Norge blev afstået til Sverige. Danmark fik de svenske besiddelser i Pommern og Rügen, hvilke dog blev byttet til Lauenborg. Danmark bestod altså efter 1814 af kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Mht. Holsten og Lauenborg var Frederik 6 hertug her under Det tyske Forbund. Endvidere bestod landet af Grønland, Island og Færøerne. Disse øer var oprindeligt norske, men efter Håkon 6‘s død i 1380 var de sammen med resten af Norge overgået til Danmark. Det norske fastland havde hørt til det danske kongerige i 434 år siden 1380.

I Dänische Strasse 31 i Kiel er opsat et mindesmærke for stedet.

Kielerfreden i 1814 blev indgået på Buchwaldsche Hof, som blev ødelagt under 2. verdenskrig. WikiCommons

Ud over tabet af flåden, ødelæggelserne af København og tabet af Norge, var krigen også årsag til statsbankerotten i 1813. Staten havde financieret sine store udgifter ved at udstede flere pengesedler, hvis værdi i sølv blev tilsvarende reduceret. Situationen var uholdbar, så i 1813 blev der udstedt nye pengesedler – rigsbanksedler – hvis værdi i sølv var garanteret og skulle erstatte de gamle pengesedler i forholdet 6:1. Sølvet skulle fremskaffes ved at indføre en skat på al fast ejendom, men alligevel måtte staten nedskrive sin gæld. Man kalder dette for statsbankerotten, selv om staten formelt ikke gik konkurs.

De politiske forhold fik konsekvenser for to personer med tilknytning til det danske kongehus, nemlig Christian August af Sønderborg-Augustenborg og Christian Frederik, den senere Christian 8.

I den sidste del af Frederi 6’s regeringstid blev han mødt med krav om en folkelig deltagelse i landets ledelse. Han forsøgte at imødekomme kravet ved i 1834 at indføre stænderforsamlinger for Øerne, Nørrejylland, Slesvig og Holsten. Stænderforsamlingerne bestod af valgte borgere, og var kun rådgivende over for den enevældige konge.

Markante byggerier fra Frederik 6’s tid:

Københavns Domkirke

Det andet Christiansborg
Københavns 5. rådhus – Københavns Domhus

Markante personligheder på Frederik 6’s tid

Frederik 6 er begravet i Roskilde Domkirke