Frederik 7 (1808-1863)

Kong Christian 8 1786-1848

=>

Kong Frederik 7 1808-1863

Frederik 7 var søn af Christian 8 og Charlotte Frederikke af Mecklenborg. Som 20 årig blev han gift med Frederik 6‘s datter, Vilhelmine Marie, men det arrangerede ægteskab blev ikke lykkeligt og blev ophævet i 1834. I 1841 blev kronprins Frederik gift for anden gang med prinsesse Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Også dette ægteskab blev kort og barnløst – mest fordi kongens interesser lå hos den unge Louise Rasmussen. I 1846 blev parret skilt. Frederik havde siden 1830’erne haft forbindelse med Louise Rasmussen, og denne forbindelse plejede han efterhånden åbentlyst til stor fortrydelse for regeringen og de bedre borgerskab. I 1850 blev han gift med hende til venstre hånd, og parret boede tit væk fra København, bl.a. på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot. Om vinteren boede parret så på Det andet Christiansborg. Under et ophold på Frederiksborg Slot i 1859 brændte slottet.

Kongen interesserede sig levende for arkæologi, hvilket resulterede i, at han foranstaltede mange udgravninger af fortidsminder. Udgravningerne var desværre noget hårdhændede og levede ikke op til nutidens krav til dokumentation og konservering. Mest kendt er udgravningen af Jellinghøjene i 1861.

Regeringsledere i Frederik 7’s tid

Regeringstid	Titel	Navn	Parti
1848-1852	Premierminister	Adam Wilhelm Moltke	Ikke tilknyttet
1852-1853	Premierminister	Christian Albrecht Bluhme	Højre
1853-1854	Premierminister	Anders Sandøe Ørsted	Ikke tilknyttet
1854-1856	Premierminister/ konseilspræsident	Peter Georg Bang	Ikke tilknyttet
1856-1857	Konseilspræsident	C.G. Andræ	Bondevennerne
1857-1859	Konseilspræsident	Carl Christian Hall	De Nationalliberale
1859-1860	Konseilspræsident	Carl Eduard Rotwitt	Højre
1860-1863	Konseilspræsident	Carl Christian Hall	De Nationalliberale

Grundloven

I 1848 blev Frederik konge efter sin fars, Christian 8‘s død. Der var et voksende krav fra stænderforsamlingerne i Viborg og Roskilde om en ændret styreform, og 21. marts 1848 samledes en stor gruppe borgere og gik mod Christiansborg med ønsket om et folkeligt styre. Frederik 7 meddelte da, at han allerede havde afskediget sit ministerium og dannet et nyt, det såkaldte martsministerium. I oktober 1848 blev der afholdt valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Denne trådte sammen 23. oktober 1848 i Højesterets lokale på Christiansborg. Forsamlingen skulle vedtage en grundlov, hvortil oplægget blev skrevet af Orla Lehman og D.G. Monrad. Frem til juni 1849 udarbejdede forsamlingen en grundlovstekst, som blev underskrevet af kongen 5. juni. Der indførtes en rigsdag bestående af to kamre, folketinget og landstinget. Til tingene var der valgret for mænd, der var fyldt 30 år, og som ikke var i tjeneste eller på offentlig forsørgelse.

Det første valg til Folketinget blev afholdt 4. december 1849. Der blev valgt 100 medlemmer, som fordelte sig i tre grupperinger: Højre, De Nationalliberale og Bondevennerne. Premierminister blev A.W. Moltke. I 1855 vedtog man som konsekvens af Første slesvigske Krig Helstatsforfatningen, som kom til at gælde for Danmark og de tre hertugdømmer. Heri blev det fastslået, at junigrundloven kun gjaldt for kongeriget Danmark.

Første slesvigske krig

I 1848 bestod den danske helstat af 4 dele: kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig, hvor den danske konge var hertug og også lensherre, hertugdømmet Holsten, hvor den danske konge var hertug men Det tyske Forbund var lensherre, samt hertugdømmet Lauenburg, som havde samme stilling som Holsten. Lauenburg var tilknyttet Danmark siden Kielerfreden i 1814. Fra 1830’erne voksede et ønske frem blandt de tysksindede om at forene de tre hertugdømmer og mindske tilknytningen til Danmark. Den første, som formulerede dette krav var landfogden på Sild, Uwe Jens Lornsen. Det danske modsvar, som særligt blev fremført af De Nationalliberale, var at indlemme Slesvig i kongeriget og give afkald på Holsten og Lauenburg, altså at lade kongerigets grænse gå til Ejderen. På denne måde ville hertugdømmerne blive splittet, hvilket de oponerede imod, bl.a. ved at fremdrage det 388 år gamle Ribebrev fra 1460 hvor Christian 1 havde skrevet under på, at hertugdømmerne til evig tid skulle være udelte til gengæld for at han blev deres hertug. Som modsvar mod martsregeringens ønske om Danmark til Ejderen oprettede oprørsledere i hertugdømmerne en regering med sæde i Kiel. Denne skulle arbejde for en sammenslutning af hertugdømmerne til en stat med tilknytning til Det tyske Forbund. Blandt oprørslederne var de to brødre, Christian August af Augustenborg og Frederik August (Prinsen af Nør).

Krigen startede 24. marts 1848 med at, oprørernes styrker under ledelse af Prinsen af Nør erobrede fæstningen Rendsborg fra de danske styrker. Erobringen blev muliggjort af den nye jernbane mellem Rendsborg og Kiel.

Herefter fortsatte krigen med nogle træfninger, hvor hærene holdt hinanden i skak. Imidlertid fik oprørerne hjælp fra Det tyske Forbund, og kampene rykkede nordpå. Den tyske fremrykning blev standset ved Aarhus 31. maj 1849. Rytterfægtningen foregik, hvor Stjernepladsen ligger i dag.

6. juli 1849 gennembrød indespærrede danske soldater i Fredericia den tyske belejring og vandt en sejr. Herunder døde general Olaf Rye. Herefter trak Det tyske Forbund sig ud af krigen, presset af Rusland. Krigen fortsatte, og 25. juli 1850 stod Slaget på Isted Hede. Det er det største slag i Danmarkshistorien med over 6500 faldne soldater.

Danmark vandt slaget, men hertugdømmerne var ikke overvundet endnu. Der fulgte yderlige et par træfninger, til krigen ebbede ud. Først i 1852 kom den endelige fredsslutning, garanteret og dikteret af stormagterne i London-protokollen, som fastslog, at den statsretlige stilling for hertugdømmerne fra før krigen skulle være uændret. De måtte altså ikke slutte sig sammen, og Slesvig måtte ikke sluttes til kongeriget.

Novemberforfatningen

I slutningen af Frederik 7’s regeringstid blev modsætningerne til Det tyske Fobund skærpet, I marts 1863 fremlagde regeringen et udkast til en ny forfatning, som skulle gælde for Danmark og Slesvig, mens Holsten og Lauenborg skulle stå udenfor og være knyttet til Det tyske Forbund. Forbundet og særligt Preussen var meget mod udkastet, som stred mod Londonprotokollen fra 1852 og princippet fra Ribebrevet om, at Slesvig og Holsten ikke måtte adskilles. Forbundet udtrykte sin modstand 1. oktober ved at kræve udkastet tilbagetrukket og truede med militær intervention. Rigsrådet vedtog udkastet 13. november, to dage før kongens død, så Frederik 7 nåede aldrig at underskrive forfatningen.

Jernbaner

I Frederik 7’s regeringstid åbnede disse jernbaner:

• Aarhus-Randers i 1862
• Langå-Viborg i 1863 (sidebane til Aarhus-Randers)

Markante personligheder på Frederik 7’s tid

• H.C. Ørsted (1777-1851)
• N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
• Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
• H.C. Andersen (1805-1875)
• Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
• Søren Kierkegaard (1813-1855)
• Orla Lehmann (1810-1870)
• D.G. Monrad (1811-1887)
• J.C. Jacobsen (1811-1887)
• C.F. Tietgen (1829-1901)
• Syv regeringsledere: Moltke, Bluhme, Ørsted, Bang, Andræ, Hall, Rotwitt

Frederik 7 er begravet i Roskilde Domkirke