Frederik 7 (1808-1863)

Kong Christian 8 1786-1848

=>

Kong Frederik 7 1808-1863

Frederik 7 var søn af Christian 8 og Charlotte Frederikke af Mecklenborg. Som 20 årig blev han gift med Frederik 6‘s datter, Vilhelmine Marie, men det arrangerede ægteskab blev ikke lykkeligt og blev ophævet i 1834. I 1841 blev kronprins Frederik gift for anden gang med prinsesse Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Også dette ægteskab blev kort og barnløst – mest fordi kongens interesser lå hos den unge Louise Rasmussen. I 1846 blev parret skilt. Frederik havde siden 1830’erne haft forbindelse med Louise Rasmussen, og denne forbindelse plejede han efterhånden åbentlyst til stor fortrydelse for regeringen og de bedre borgerskab. I 1850 blev han gift med hende til venstre hånd, og parret boede tit væk fra København, bl.a. på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot.

Om vinteren boede parret så på Det andet Christiansborg. Under et ophold på Frederiksborg Slot i 1859 brændte slottet.

Kongen interesserede sig levende for arkæologi, hvilket resulterede i, at han foranstaltede mange udgravninger af fortidsminder. Udgravningerne var desværre noget hårdhændede og levede ikke op til nutidens krav til dokumentation og konservering. Mest kendt er udgravningen af Jellinghøjene i 1861.

Grundloven

I 1848 blev Frederik konge efter sin fars, Christian 8‘s død. Der var et voksende krav fra nationalliberale og radikale kræfter om at afskaffe enevælden, indføre en fri forfatning, og indlemme Slesvig i kongeriget. Kravet kulminerede 11. og 12. marts med store møder i Casinoteatret og Hippodromen, og 21. marts samledes en stor gruppe borgere på Nytorv og gik mod Christiansborg med ønsket om et folkeligt styre. Frederik 7 meddelte da, at han allerede havde afskediget sit ministerium, og 22. marts dannede han det såkaldte martsministerium under ledelse af premierminister A.W. Moltke. I oktober 1848 blev der afholdt valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Denne trådte sammen 23. oktober 1848 i Højesterets lokale på Christiansborg. Forsamlingen skulle vedtage en grundlov, hvortil oplægget blev skrevet af Orla Lehman og D.G. Monrad. Frem til juni 1849 udarbejdede forsamlingen en grundlovstekst, som blev underskrevet af kongen 5. juni. Der indførtes en rigsdag bestående af to kamre, folketinget og landstinget. Til tingene var der valgret for mænd, der var fyldt 30 år, og som ikke var i tjeneste eller på offentlig forsørgelse. Dette betød, at kun 18% af den voksne befolkning fik stemmeret. Med denne indskrænkede valgret er det tvivlsomt, om man kunne kalde styreformen demokratisk. Parlamentarismen som princip blev også først gennemført 52 år efter, i 1901, så indtil da kunne en regering godt have et folketingsflertal imod sig.

Det første valg til Folketinget blev afholdt 4. december 1849. Der blev valgt 100 medlemmer, som fordelte sig i tre grupperinger: Nationalkonservative, Nationalliberale og Bondevennerne. Premierminister blev A.W. Moltke. I 1855 vedtog man som konsekvens af Første slesvigske Krig Helstatsforfatningen, som kom til at gælde for Danmark og de tre hertugdømmer. Heri blev det fastslået, at junigrundloven kun gjaldt for kongeriget Danmark.

Det politiske spektrum var domineret af tre bevægelser, som endnu ikke kunne kaldes partier.

De nationalkonservative var i starten som oftets tilhængere af helstaten. De så med skepsis på den almindelige valgret og for nogles vedkommende ønskede de enevælden genindført. Siden gik de ind for at løsrive Slesvig fra Holsten og tilknytte det il Danmark. Betydningsfulde medlemmer var: C.A. Bluhme, A.S. Ørsted og P.G. Bang. Bevægelsen blev senere til Højre og derefter til Det konservative Folkeparti

De nationalliberale var tilhængere af Danmark til Ejderen, og ville bevare Junigrundloven. Betydningsfulde medlemmer var: Orla Lehmann, D.G. Monrad og C.C. Hall

Venstrefløjen bestod af bevægelserne, Bondevennerne og Grundtvigianerne. Betydningsfulde medlemmer var A.F. Tscherning, C.G. Andræ, C.E. Rotwitt og Grundtvig (selv om han er vanskelig at indpasse i et politisk spektrum). Bevægelsen blev senere til Venstre og Det radikale Venstre.

Regeringsledere i Frederik 7’s tid

Regeringstid	Titel	Navn	Bevægelse
1848-1852	Premierminister	Adam Wilhelm Moltke	Nationalkonservative Nationalliberale
1852-1853	Premierminister	Christian Albrecht Bluhme	Nationalkonservative
1853-1854	Premierminister	Anders Sandøe Ørsted	Nationalkonservative
1854-1856	Premierminister/ konseilspræsident	Peter Georg Bang	Nationalkonservative
1856-1857	Konseilspræsident	C.G. Andræ	Bondevennerne
1857-1859	Konseilspræsident	Carl Christian Hall	Nationalliberale
1859-1860	Konseilspræsident	Carl Eduard Rotwitt	Bondevennerne
1860-1863	Konseilspræsident	Carl Christian Hall	Nationalliberale

Første slesvigske krig

I 1848 bestod den danske helstat af 4 dele: kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig, hvor den danske konge var hertug og også lensherre, hertugdømmet Holsten, hvor den danske konge var hertug men Det tyske Forbund var lensherre, samt hertugdømmet Lauenburg, som havde samme stilling som Holsten. Lauenburg var tilknyttet Danmark siden Kielerfreden i 1814. Fra 1830’erne voksede et ønske frem blandt de tysksindede om at forene de tre hertugdømmer og mindske tilknytningen til Danmark. Den første, som formulerede dette krav var landfogden på Sild, Uwe Jens Lornsen. Den danske holdning (Frederik 6 og Christian 8) havde siden 1814 været at beholde helstaten, mens De Nationalliberales holdning var at indlemme Slesvig i kongeriget og give afkald på Holsten og Lauenburg, altså at lade kongerigets grænse gå til Ejderen. På denne måde ville hertugdømmerne blive splittet, hvilket de oponerede imod, bl.a. ved at fremdrage det 388 år gamle Ribebrev fra 1460 hvor Christian 1 havde skrevet under på, at hertugdømmerne til evig tid skulle være udelte til gengæld for at han blev deres hertug. Som modsvar mod martsregeringens ønske om Danmark til Ejderen mødtes delegerede fra hertudømmernes stænderforsamlinger 18. marts i Rendsborg, hvor man vedtog, at der skulle oprettes en slesvig-holstensk stat med tilkknytning til Det tyske Forbund. Dette krav blev afvist af Danmark, og da oprørslederne erfarede, at den nydannede danske martsregering arbejdede for “Danmark til Ejderen”, dannede de en provisorisk regering med sæde i Kiel. Blandt oprørslederne var Frederik August (Prinsen af Nør), som var bror til Christian August af Augustenborg. Christian August var tiltænkt rollen som Slesvig-Holstens konge, når Frederik 7 døde, men han sympatiserede ikke med oprørsledernes tanker om folkets selvbestemmelse. Krigen startede 24. marts 1848 med at en styrke på 300 mand under ledelse af Prinsen af Nør kørte med den nye jernbane fra Kiel til Rendsborg, hvor de indtog fæstningen uden kamp. Fæstningens 1500 soldater overgav sig herefter til oprørerne.

Den provisoriske regerings betingelser var uantagelige for Danmark, så borgerkrigen brød ud med nogle træfninger. 9. april sejrede danskerne i et slag ved Bov, hvor der er rejst en mindesten. Imidlertid fik oprørerne hjælp fra Det tyske Forbund og besejrede danskerne i et slag ved Slesvig 28. april. Til minde om dette slag findes en mindelund ved Trefoldighedskirken i Slesvig. Der var kræfter, som talte for en deling af Slesvig, men de blev kraftigt imødegået bl.a. af kongen, som udtalte “det skal ej ske”, hvilket kan ses på en mindesten ved Lerbæk Gods ved Vejle. Efter en våbenvile fortsatte kampene i 1849, hvor en dansk flådestyrke den 5. april angreb tyske stillinger ved Eckernförde med det resultat, at fregatten Christian 8 sprang i luften og mang mistede livet. Der er et mindesmærke om slaget på Friedhof am Mühlenberg. Tyskerne trængte så op i Jylland, men blev standset ved Aarhus 31. maj 1849. Slaget, foregik, hvor Stjernepladsen ligger i dag og til erindring om slaget er opsat en mindesten på Nørrebrogade.

6. juli 1849 gennembrød indespærrede danske soldater i Fredericia den tyske belejring og vandt en sejr. Herunder døde general Olaf Rye. I Fredericia er begivenheden mindet dels med Bissens statue af Den tapre Landsoldat og dels med krigergraven på Trinitatis Kirkegård. Herefter trak Det tyske Forbund sig ud af krigen, presset af Rusland, og der blev våbenhvile. Men 25. juli 1850 stod Slaget på Isted Hede. Det er det største slag i Danmarkshistorien med over 6500 faldne soldater.

Danmark vandt slaget, men hertugdømmerne var ikke overvundet endnu. Der fulgte yderlige et par træfninger, til krigen ebbede ud. Først i 1852 kom den endelige fredsslutning, garanteret og dikteret af stormagterne i Londontraktaten. Her blev helstatsordningen videreført, så nu var de nationalliberale drømme om Danmark til Ejderen skudt til hjørne. I hertugdømmerne skulle der fortsat være enevælde med den danske konge som hertug, og Frederik 7’s efterfølger skulle være prins Christian af Glücksborg – den senere Christian 9. Se Tronfølgespørgsmålet.

Tronfølgespørgsmålet

Det havde længe stået klart, at Frederik 7, ikke var i stand til at få børn. Kongeloven fastslog, at de arveberettigede til den danske trone skulle søges blandt Frederik 3‘s efterkommere i mandlig linje, dog med mulighed for kvindelig arvefølge, hvis mandslinjen uddøde. Mulige emner var:

1. Arveprins Ferdinand. Han var bror til Christian 8 men 16 år ældre end Frederik 7. Han havde dog ingen børn, og regeringen anså ham ikke for egnet.
2. Frederik Vilhelm af Hessen-Kassel. Han var søn af Christian 8’s søster, Louise, men der var dog modstand mod at gøre Frederik Vilhelm til kronprins, fordi han i 1844 giftede sig med Aleksandra Nikolajevna, som var datter af den reationære russiske zar, Nikolaj 1.
3. Christian August af Augustenborg. Hans arvekrav til den danske trone skyldtes hans mor, prinsesse Louise Augusta, som var datter af Christian 7 og Caroline Mathilde (selv om hendes biologiske far var Struensee). Hans arvekrav til Holsten og Slesvig skyldtes, at han tilhørte den oldenborgske stamme og nedstammede i mandslinje fra Christian 3. I øvrigt var hans søster gift med Christian 8. Christian August gjorde fælles sag med de slesvig-holstenske oprørere i 1848, og var udset til regent i et forenet Slesvig-Holsten. Dette gjorde ham totalt uegnet set med danske øjne.
4. Arvestorhertug Peter af Oldenburg, den senere storhertug Peter 2 af Oldenborg. Peter nedstammede i 6. led fra Frederik 3 af Gottorp, men var nu arvtager til Oldenborg, hvorfra hans familie stammede ligesom de danske oldenborgere. Han var i starten favoritten hos Rusland, hvor han var fætter i 3. led til zaren. Imidlertid havde han deltaget på Slesvig-Holstensk side i Først Slesvigske Krig og havde siden ytret danskfjentlige synspunkter, så han var uspiselig for danskerne.
5. Prins Christian af Glücksborg (Christian 9). Han nedstammede selv i mandslinje fra Christian 3, men hans berettigelse skyldtes hans hustru, Louise af Hessen, som var datter af Christian 8’s søster Louise. Louise af Hessen var den egentlige arveberettigede, men hun ville overdrage rettigheden til sin mand. Den russiske zar, Nikolaj 1, var egentlig arveberettiget til det gottorpske fyrstehus og havde derfor stor indflydelse på valget. Prins Christian var zarens foretrukne kandidat, når det nu ikke kunne blive Peter 2 af Oldenborg.
6. Prins Frederik (Frederik 8). Han var søn af prins Christian og hans berettigelse skyldtes, at hans mor var Louise af Hessen. Han var dog kun 10 år gammel i 1853. Frederik var til at begynde med regeringens foretrukne kandidat, men efter pres fra Rusland måtte regeringen satse på hans far, prins Christian.

I 1853 vedtog man en ny arvefølgelov for helstaten Danmark, som ophævede Kongelovens bestemmelser og fastslog arvefølgen til at være efterkommere af prins Christian af Glücksborg i mandslinje i overensstemmelse med Londontraktaten. Dermed blev emne 2 i ovenstående liste udelukket og arvefølgen blev mandlig i overensstemmelse med reglerne i hertugdømmerne

Novemberforfatningen

I slutningen af Frederik 7’s regeringstid blev modsætningerne til Det tyske Fobund skærpet, I marts 1863 fremlagde regeringen et udkast til en ny forfatning, som skulle gælde for Danmark og Slesvig, mens Holsten og Lauenborg skulle stå udenfor og være knyttet til Det tyske Forbund. Forbundet og særligt Preussen var meget mod udkastet, som stred mod Londonprotokollen fra 1852 og princippet fra Ribebrevet om, at Slesvig og Holsten ikke måtte adskilles. Forbundet udtrykte sin modstand 1. oktober ved at kræve udkastet tilbagetrukket og truede med militær intervention. Imidlertid var regeringen overbevist om, at hvis det kom til konfrontation med Det tyske Forbund, kunne man regne med militær støtte fra Svrige-Norge. Rigsrådet vedtog udkastet 13. november, to dage før kongens død, så Frederik 7 nåede aldrig at underskrive forfatningen. Novemberforfatningen var således Danmarks tredje forfatning, og den var mere konservativ end junigrundloven men mindre konservativ end oktoberforfatningen fra 1855.

Jernbaner

I Frederik 7’s regeringstid åbnede disse jernbaner:

• Aarhus-Randers i 1862
• Langå-Viborg i 1863 (sidebane til Aarhus-Randers)

Markante personligheder på Frederik 7’s tid

• H.C. Ørsted (1777-1851)
• N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
• Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
• H.C. Andersen (1805-1875)
• Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
• Søren Kierkegaard (1813-1855)
• Orla Lehmann (1810-1870)
• D.G. Monrad (1811-1887)
• J.C. Jacobsen (1811-1887)
• C.F. Tietgen (1829-1901)
• A.F. Tscherning (1795-1874)
• Syv regeringsledere: Moltke, Bluhme, Ørsted, Bang, Andræ, Hall, Rotwitt

Frederik 7 er begravet i Roskilde Domkirke