| Gorm den Gamle o.893-964 | => | Harald Blåtand 932-985 |
Læs mere om Harald Blåtand her: Kilder til 900-tallets historie
Harald Blåtands liv
Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra Danebod. Han blev i 947 underkonge sammen med sin storebror, Knud Dana-Ast, og i 964 blev han enekonge efter at både Knud og Gorm var døde. Som 5-årig blev han i 937 sendt til Herman Billung af Sachsen sammen med sin storebror Knud Danaast som gidsler for, at Herman Billung hjalp Gorm og Knud 1 i kampen mod broderen Harald Hardeknudsøn. Dette år blev han døbt. I 947 deltog han sammen med Knud i et togt til Irland, hvor han udmærkede sig i kamp ved at angribe Dublin og egenhændigt dræbe høvdingen Blacair Guthfritson.
Harald var gift tre gange. Første gang i 947, hvor han giftede sig med Gyrithe Olofsdatter, som var niece af den svenske konge Erik Segersäl. Ægteskabet var formentlig barnløst, og efter Gyrithes død o. 952 giftede han sig med Gunhild Olafsdatter, som var af irsk fyrsteslægt og tipoldebarn af Ivar Benløs. I 963 giftede han sig med sin afdøde bror Knuds enke, Tove Mistivojsdatter. Hun var gravid med Knuds barn, som hun fødte, nu som Haralds hustru. Harald blev dermed fosterfar til Svend Tveskæg.
I starten af 960’erne havde den ellers kristne Gorm opgivet den kristne tro og var vendt tilbage til asa-troen. Det samme havde mange af landets indbyggere. Gorm døde i 964 og for at genindføre den kristne tro i landet, fornyede Harald sin tro ved at lade sig døbe af Popo, den senere biskop af Slesvig. Ifølge krønikeskriveren, Widukind af Corvey, foregik det ved, at Popo bar jernbyrd, altså havde en glødende varm jernhandske på hånden. Hånden forblev uskadt, hvilket Harald tog som bevis for den kristne guds overlegenhed. Herefter lod Harald sig døbe. Fortællingen er fremstillet på 7 guldplader, som blev opsat i Tamdrup Kirke ved Horsens. Dåben er nok foregået senest i 965, hvor Otto 1 bestemte, at bispesæderne i Slesvig, Ribe og Aarhus ikke skulle svare skat til den tyske kejser. Et dåbssted i Danmark kan have været ved Popostenen syd for Flensborg. Popostenen er en stendysse beliggende ved siden af bækken, Helligbek.
Politik og krige
Harald skrev på sin runesten, at han vandt magten i Danmark og Norge. Det betød, at de lokale høvdinge enten blev besejret eller blev hans vasaller.
I Skåne blev den lokale høvding, Bjørn Jarl, besejret af Haralds nevø, Harald Knudsøn, kaldet Guldharald, som blev indsat som sin onkels vasal. Men Guldharald begyndte efterhånden af kræve, at Harald delte hele kongeriget med ham. I Norge havde Harald Blåtand magten i Viken, som er området fra Oslo og ned til ca. nuværende Göteborg, men hans indflydelse var også gældende i Trøndelagen ved Trondhjem, som blev styret af Håkon Jarl. Håkon Jarl var jarl under Harald Blåtand, men i Vestnorge sad Harald Gråfell på magten. I 970 gennemførte Harald Blåtand en aktion, som på én gang eliminerede Harald Gråfell og Guldharald. De nærmere omstændigheder kan læses her: Søslagene i Limfjorden.
Harald var ligesom sine forgængere Gorm og Knud 1 formelt den tyske kejsers vasal. Hans rige var truet af det tysk-romerske kejserrige, selv om hans genkristning af landet o. 965 fratog Otto 1 et påskud for at invadere landet med henblik på mission. I 973 afholdt Otto 1 et møde i Quedlingburg mellem udsendinge fra mange Europæiske lande, herunder Danmark med det formål at slutte en varig fred, men i 974 var situationen den, at Otto 1 var død i 973 og efterfulgt af sønnen, Otto 2. Syd for Dannevirke regerede hertug Bernhard af Sachsen og markgreve Thiedric, som begge var kejserens vasaller. Bernhard havde også herredømmet over Hedeby, hvorfra han krævede told af oksetransporterne mod syd. De to tyske fyrster samt ærkebiskop Atheldag af Hamburg-Bremen plyndrede også nord for grænsen op til Ribe, og Harald planlagde at genvinde kontrollen over området. Han benyttede sig af, at Håkon Jarl om foråret var sejlet til Aggershavn i Limfjorden, som formentlig har ligget i nærheden af det lidt senere Aggersborg. Håkon Jarl ville hverve jyske jarler til et togt mod England, men Harald beordrede ham og jarlerne til at deltage i en ekspedition mod tyskerne. Harald tog selv til Dannevirke med en hær, og Håkon Jarl belejrede og indtog Hedeby. Syd fra ankom Otto 2 med en hær til Dannevirke, men blev besejret i et bagholdsangreb fra Håkon Jarl. Herefter trak Håkon Jarl sig ud af krigen og begav sig til Jomsborg for at finde ledsagere til englandstogtet. Da dette ikke lykkedes, sejlede hans flåde op gennem Øresund og hærgede kysterne, herunder Lund. Ved Dannevirke forsatte kampene og Harald fik trængt kejseren tilbage til Ejderen, hvor han ved list fik kampene indstillet. Der blev indgået en fred, hvor grænsen blev fastlagt til Ejderen, og hvor Harald anerkendte at være Otto 2 ’s vasal.
Harald forsøgte også at udvide sin magt til Sverige. Han støttede Styrbjørn Olofson i oprøret mod Erik Segersäl, hvor også Haralds bror, Toke, deltog. Oprøret endte efter Haralds død i 985 med, at Erik vandt i slaget på Fyrisvallarne, hvor både Styrbjørn og Toke faldt.
Indenrigspolitisk opstod der efterhånden et modsætningsforhold mellem Harald og fostersønnen, Svend. Harald baserede sin magt på tyske og vendiske lejetropper, men mange var imod hans centralisering. Svend blev eksponent for denne modstand. Ifølge Saxo allierede Svend sig med Palnatoke, men ifølge Gesta Wulinensis allierede han sig med Haralds lillebror Toke Gormsøn. I 983 havde Svend allieret sig med sin morfar Mistivoj og erobret Hamborg og sammen år deltog han i erobringen af Hedeby fra tysk besættelse, hvilket er dokumenteret på to runesten fundet på stedet.
Byggerier
Harald forbandt også halvkredsvolden om Hedeby med det eksisterende Dannevirke, og han forstærkede befæstningen af Aarhus.
Endelig færdiggjorde han monumentområdet i Jelling. Her findes en nærmere omtale af Jelling-monumenterne.
På Nationalmuseet kan man se kopier af to skrin, som Harald Blåtand muligvis har haft med sig på sin sidste rejse til Jomsborg.
På Harald Blåtands tid var der flere magtcentre og økonomiske centre i lande, herunder Hedeby, Ribe, Jelling, Aarhus, Odense, Lejre, Roskilde og Lund. Lejre var landets gamle magtcentrum fra hedensk tid. Når Harald ønskede at opføre et monument for landets overgang til kristendommen, var dette sted derfor ikke velegnet. Gorm havde allerede valgt Jelling, hvor der ikke var nogen tidligere bebyggelse, så Harald valgte denne by som hjemsted for sit monumentale anlæg. Det stod dog kun kort, for allerede under Svend Tveskæg (963-1014) flyttede man magtcentret til Roskilde, som også blev afløser for Lejre.
Haralds død
I 980’erne voksede utilfredsheden med Haralds styre fra de stormænd, hvis magt blev udfordret. Fra omkring 983 var Svend leder af et oprør, som også omfattede Svends fætter på mødrende side, Erik Tokesen, søn af Palnatoke samt Svends farbror Toke Gormsøn, der sad som Skånes leder i Lund. Oprøret var også støttet af Svends morfar, fyrst Mistivoj, som var leder af abodritterne. I årene 983-984 resulterede oprøret i flere hændelser. Svend og Mistivoj angreb og hærgede Hamborg, men deres angeb blev dog slået tilbage. Svend og Erik angreb Hedeby, som var under kontrol af grev Theoderik af Haldesleben, og Svend og Toke angreb Haralds hær uden for Roskilde. Efter en våbenhvile kæmpede Harald og Svend en tvekamp, som Harald vandt, men hvor Svend blev skånet. Efterfølgende blev Harald alligevel såret i knæet af et vådeskud affyret af en kriger Ulf, søn af Glibir, fra Skåne, som var ankommet sammen med Toke. Poppo, som i sin tid havde døbt Harald, var med på togtet og forsøgte at læge såret, men hårdt såret sejlede Harald til Jomsborg ved Wolin. Forinden havde Harald overladt styret i Danmark til sin svigersøn, jarlen Sibir Foltarsøn. I Jomsborg var Harald reelt i landflygtighed. Han havde tabt Norge til Håkon Jarl, og hans magt i Danmark var baseret på udenlandske lejetropper på ringborgene. Harald døde i 985.
Han blev begravet i nærheden af kirken i Wiejkowo. Denne kirke er i dag nedrevet og erstattet af en kirke et andet sted. På den oprindelige kirkes sted ligger en herregård, som er bygget over kirkens ruiner.
På øen Hiddensee har man fundet guldsmykker, som menes at stamme fra Haralds grav.
Harald gik i land for at forette sin nødtørft, og blev såret af en pil affyret af Palnatoke som hævn over uretfærdigheder. I Jomsvikingernes Saga fra 1200 tallet hedder det, at Harald ville varme sig ved et bål, og blev spiddet af en pil affyret af Palnatoke.
- Markante personligheder på Harald Blåtands tid
- Knud Dana-Ast (o.930-962)
- Guldharald (?-o.970)
- Toke Gormssøn (o.951-o.986)
- Palnatoke (?)