Glavendrup og Tryggevælde

Ved Glavendrup på Fyn og Tryggevælde på Sjælland har man fundet to runesten. De er begge rejst af Ragnhild til minde om hendes ægtemænd.

Tryggevældestenen

Tryggevældestenen stod oprindelige på en høj i nærheden af Tryggevælde Hovedgård. Højen har sandsynligvis være Kong Hothers Høj, som ligger ved Hårlev Kirke. Da højen stammer fra 800-1000, kan den ikke have nogen tilknytning til kong Hother fra 500-tallet.

Hothers Høj ved Hårlev Kirke
Hothers Høj er dateret til perioden 800-1000 og kan meget vel være begravelsesstedet for høvdingen Gunulf

Via en omskiftelige tilværelse endte stenen i 1867 i Nationalmuseets Runehal. Stenen har 5 huller, som er lavet efter indskriften og formentlig brugt i forbindelse med transport.

Tryggevældesten på Nationalmuseet.

Teksten på stenen er: ”Ragnhild, Ulfs søster, satte denne sten og gjorde denne høj og denne skib(ssætning) efter Gunulf sin mand, den glammende mand, søn af Nærve. Få bliver nu født bedre end han” og på bagsiden: ”Han skal blive en ’ræte’ som ailti denne sten eller slæber den herfra.” 

Vi møder Ragnhild, som identificerer sig ved hjælp af sin slægt. Hends mand, Gunulf, er død. Teksten afsluttes med en besværgelse. Tryggevælde Hovedgård ligger 1500 m syd for Hothers Høj. Ved gården ligger et voldsted, som meget vel kan have været stedet, hvor Gunulf og Ragnhild boede.

Glavendrupstenen

Glavendrupstenen på Fyn står på sit oprindelige sted som stævnsten i en 50 m lang skibssætning med 28 sten. Skibssætningen er anbragt mellem broncealderhøjene, Flinthøj og Rævehøje.

Glavendrupstenens forside
Her ses hele teksten i runer, som er lagt ned i forhold til orienteringen på stenen.

Teksten på stenen er : “Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege (?), viernes gode hirdens højværdige thegn (høvding i hirden). Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller slæber den bort til minde om en anden.”

Vi møder igen Ragnhild, som ikke længere behøver at identificere sig ved hjælp af sin familie. Hendes afdøde mand, Alle den Blege har tilhørt en hird, altså tjent en konge. Besværgelsen svarer til besværgelsen på Tryggevældestenen, så vi tror, at det må være den samme Ragnhild. Tæt på Glavendrupstenen har man fundet en begravelsesplads fra vikingetiden ved Galgedil, som nu er et udstykket beboelsesområde i Otterup. Måske er Ragnhild selv gravlagt der. Den konge, som Alle har været hirdmand for, kunne være Ladbykongen