| Kong Christian 4 1577-1648 | => | Kong Frederik 3 1609-1670 |
Frederik 3 blev født på Haderslevhus (Hansborg) som søn af Christian 4 og Dronning Anne Cathrine.
Allerede som 8-årig blev han valgt som biskop i Bremen, men han virkede først fra 1635-1645. Han var hertug i den kongelige del af Slesvig-Holsten og boede på Duborg Slot sammen med Sophie Amalie, med hvem han var blevet gift i 1643. Frederik havde også et forhold til Margrete Pape, med hvem han fik sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Indtil 1647, hvor den udvalgte prins Christian døde, var han den næstældste søn af Christian 4, men efter sin storebrors død, anså han sig selv som tronarving. Efter Christian 4’s død i 1648 mødte han modstand især fra Corfitz Ulfeldt, men rigsrådet valgte ham alligevel til konge samme år.
I 1651 føg det med rygter om, at Frederik ville forgive Corfitz Ulfeld med gift – og også modsat. Samtidig blev der afsløret stort økonomisk underslæb fra Corfitz Ulfeldts side, så denne flygtede til Sverige sammen med hustruen, Leonora Christine.
De svenske besiddelser i Nordtyskland fra Gustav Adolfs erobringer omfattede Pommern, Mechlenburg og Bremen. For at imødegå en svensk trussel fra syd, anlagde Frederik byen Frederiksodde (Fredericia), som en forsvarsby for Jylland.
Karl Gustav krigene
Truslen fra Karl 10 Gustav var stor, og for at komme den i forkøbet, erklærede Danmark Sverige krig 1. juni 1657. Danmark startede med at tilbageerobre Bremen, men de svenske styrker, som var engageret i krig i Polen, marcherede hurtigt mod hertudømmerne, smed danskerne ud og trængte op til Slesvig, hvor Karl 10 sluttede forbund med hertug Frederik 3 af Gottorp, som egentlig var dansk lensmand, men også var Karl 10’s svigerfar. Svenskerne besatte Jylland, men ikke Frederiksodde i første omgang. Det varede til 24. oktober, før fæstningen faldt. Den svenske flåde var låst inde i Wismar af danskerne, så de kunne ikke nå frem og hjælpe med at føre hæren over til Fyn. Vinteren 1657-58 var usædvanlig hård, så de danske farvande var frosset til. 30. januar 1658 gik svenske tropper fra den lille ø, Brandsø i Lillebælt over isen til Tybrind Vig på Fyn. Herefter fortsatte de fra Svendborg over Tåsinge til Langeland og videre til Lolland, hvor de gik i land 7. februar ud for Frederiksdal. Videre gik det til Falster og Sjælland, som blev indtaget 11. februar. Samme dag startede de indledende fredsmøder i Vordingborg med engelsk mægling. Møderne fortsatte i Tåstrup Præstegård 16.-18. februar. Fredsslutningen kom 27. februar i Roskilde, hvor man havde forhandlet i rummet over Helligtrekongers Kapel i domkirken. Roskildefreden indebar bl.a. at Danmark-Norge mistede Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohuslen og Trondhjems Len, samt at Corfitz Ulfeldt fik sine danske besiddelser tilbage. Efter fredsslutningen afholdt kongen en storstilet banket på Frederiksborg Slot for de svenske sejrherre.
I fredsaftalen stod, at den svenske hær skulle rømme landet senest 1. maj. Det skete ikke. Tværtimod samlede Karl Gustav styrker på Sjælland for at angribe København, kongen blev rådet til flugt, men udtalte: “Jeg vil dø i min rede”, og landet forberedte sig på at slås for sin overlevelse. Den anden Karl Gustav krig var igang. Borgere, studenter og soldater i København forstærkede befæstningen og gjorde udfald mod den svenske belejringsstyrke. Resten af landet var besat, og mange steder oplevede man plyndringer. Kronborg blev belejret og faldt i svenskernes hænder. 19. august kom en hollandsk hjælpeflåde til Øresund. Den blev beskudt af svenskerne fra Kronborg og mødt af en svensk flåde, men efter et voldsomt søslag kom der nu hollandsk undsætning til København.
Bornholmerne gjorde oprør mod at være blevet svensk. Den svenske kommandant på Hammershus, Johan Printzensköld, blev skudt i Rønne, borgen overgav sig, og bornholmerne overgav deres ø til Frederik 3 til evig arv og eje.
11. februar 1659 kom Stormen på København. De svenske styrker prøvede hele natten uden held at trænge frem mod Slotsholmen sydfra ved at benytte, at det lavvandede område, Kalveboderne syd for Slotsholmen var frosset til. Efter 6 timer gav Karl Gustav op efter at have miste 580 mand. Kalveboderne er senere tørlagt og gaden Stormgade vidner om begivenheden på stedet.
.jpg){kind=link}
Der var danskere, som tog kampen op og kæmpede mod svenskerne. Den mest kendte er nok Svend Gønge.
Karl Gustav døde 7. februar 1660 og 27. maj samme år blev der sluttet fredi København, hvor Hannibal Sehested var den danske hovedforhandler. Freden var i høj grad dikteret af stormagterne, Holland, England og Frankrig. Danmark havde for altid mistet Skåne, Halland og Blekinge, samt Hven, men vandt som skrevet Bornholm tilbage, og Norge mistede Bohuslen, men vandt Trondhjems len tilbage. Det blev også fastsat, at huset Gottorp havde fuld statslig suverænitet over besiddelserne i Slesvig og Holsten.
Rigsrådet, hvor de adelige sad, havde mistet indflydelse under krigen til fordel for borgerstanden, som havde vundet magt. Rigsrådet var også uegnet til at styre landet p.g.a. den stærkt voksende administration. De to vigtige medlemmer af rigsrådet, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, var udmanøvreret af kongen. Rigsrådet var i løbet af 1600 tallet blevet meget upopulært i befolkningen, som var var utilfredse med adelens skattefrihed. Samtidig var kongen selv populær efter hans heltemodige optræden under Købehavns belejring. Det resulterede i indførelsen af enevælden 18. oktober 1660. Her blev kongen hyldet som arvekonge, så han efterfølgere fik automatisk kongeværdighed uden formelt at skulle vælges af et rigsråd og uden at skulle underskrive en håndfæstning.
Der var flere befæstninger, som skulle repareres og fornys efter Karl Gustav krigene. Frederiks Odde fik fornyet sine forsvarsværker og hed nu Fredericia. Kastellet fra 1624 blev totalt fornyet til et 5-stjernet forsvarsværk. Kongen byggede også jagtslottet, Frederiksdal ved Furesøen.
I 1665 kom det forfatningsmæssige grundlag for enevælden i form af Kongeloven, som var forfattet af Peder Schumacher Griffenfeld. Den kom til at fungere som landets grundlov frem til 1849.
- Markante personligheder på Frederik 3’s tid
- Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699)
- Thomas Kingo (1634-1703)
- Ole Rømer (1644-1710)
- Marie Grubbe (1643-1718)
- Svend Gønge (1610-1679)
- Leonora Christine Ulfeldt (1621-1698)
- Corfitz Ulfeldt (1606-1664)
- Hannibal Sehested (1609-1666)
- Ole Worm (1588-1654)
- Thomas Bartholin (1616-1680)
- Rasmus Bartholin (1625-1698)
- Niels Steensen (1636-1686)
- Hans Rostgård (1625-1684)
- Henrik Gerner (1629-1700)
Frederik 3 døde i 1675 og er begravet i Roskilde Domkirke