Kirken kan findes her
Under kristenforfølgelserne i Rom i 2-hundredetallet blev Cecilia anklaget for at have omvendt sin mand til kristendommen. Ifølge traditionen forsøgte romerne gennem tre dage at skolde hende til døde i hendes eget bad, og da dette ikke lykkedes, blev hun halshugget og begravet i Callixtus-katakomberne. Hendes hus blev omdannet til kirke og ombygget gennem de følgende århundreder, og i 822 blev hun selv overført til kirken.
Den danske interesse for kirken er grundet i, at Cecilias lig ikke var det eneste, som i 822 blev overført fra Callixtus katakomberne. Der blev bl.a. overført de jordiske rester af Roskilde Domkirkes skytshelgen, Pave Lucius, som kun var pave 8 måneder fra 253-254. I 1100 tallet fik Roskilde Domkirke kraniet af Lucius som relikvie. Det blev hentet af to kanniker fra Santa Cecilia og sejlet til Roskilde. Under sejlturen beviste kraniet sin magiske evne, da kannikerne fik det oprørte hav til at lægge sig ved at hælde vand ud på det, som kraniet havde ligget i.