Germansk jernalder og tidlig vikingetid (o. 750-o-935)

Levetid (ca.)NavnGrav
745-800Sigfred Regnarsøn (Sigurd Ring)(*)Gamla Uppsala
750-810Godfred Regnarsøn (Godfred den Store)Ukendt
784-813Hemming HalfdansønUkendt
785-852Harald Halfdansøn (Harald Klak)(*)Hedeby
787-854Horik Godfredsøn (Erik 1)(*)Hedeby
795-854Regnar Halfdansøn (Regnar Lodbrog)Ukendt
o. 800Holger Godfredsøn (Holger Danske)(*)Saint Faron, Meux
825-877Halfdan RegnarsønUkendt
828-?Bjørn Regnarsøn (Bjørn Jernside)(*)Björn Järnsidas Hög
835-887Sigfred Regnarsøn (Sigurd Slangeøje)Ukendt
839-873Horik Sigfredsøn (Erik 2, Erik Barn)Ukendt
830-893 Helge RolfsønUkendt
854-909Olaf IvarsønUkendt
879-935Gnupa OlafsønUkendt – Ladby
908-?Sigtryd GnupasønUkendt Ladby
867-936Hardegon Sigfredsøn (Hardeknud / Knud 1)Ukendt

De familiemæssige forbindelser mellem vikingekongerne er komplicerede og ikke fuldt afklarede. Her ses mit forsøg på at opstille en stamtavle:

Verden omkring os

Danmark i tidlig vikingetid

De sydskandinaviske stammer havde i 700 tallet samlet sig i egentlige lande. Landene var i perioder styret af egentlige konger og i andre perioder opdelt i områder styret af høvdinge. Hovederhvervet i Danmark var fortsat landbrug, men der var allerede handelspladser ved Ribe, Hedeby og Aarhus, og flere kom til i perioden. Parallelt med den europæiske handel begyndte flere stormænd at sende flåder afsted på regulære plyndringstoger. De europæiske kystbyer var rige på kirker og klostre med sølv- og guldskatte, og ydermere var der mulighed for at samle slaver blandt lokalbefolkningen. Hjemme i Danmark regerede konger, som kunne have hovesæde i Lejre, men også Hedeby blev efterhånden en kongeby. Der lå imidlertid kongsgårde over hele landet. Nogle var indimellem brugt af lokale konger og i perioder, hvor der var en central kongemagt, var de beboet af lokale høvdinge, som skulle huse kongen under dennes rejser rundt om i landet. Der var som tidligere kongsgårde i Lejre og Tissø, men nu også i Viby ved Aarhus, Slesvig, Ribe, Viborg, Ringsted , Roskilde og Børglum. I Erritsø lå også en kongshal, som er udgravet i 2019. Ved Fæsted vest for Ribe fandt man i 2016 Danmarks største guldskat, som er afbildet længere nede på siden. Man har i vinteren 2019 påvist en hal på stedet samt en hørg (et alter lavet af sten til brug ved dyreofringer). Muligvis har stedet forbindelse til Ravnunge-Tue, som omtales på tre runesten, og som medvirkede ved opførelsen af Nordhøjen i Jelling. Der har været egentlige borganlæg fra perioden. Bl.a. Gammelborg på Bornholm og borgen ved Virket Sø på Falster.

Gammelborg på Bornholm er grundlagt omkring år 750. Anlægget var meget stort, omrking 27000 kvadratmeter. Den tilhørte kongen, hvilket somme tider vil sige den lokale konge. Borgen blev udbygget indtil den blev erstattet af den mere moderne Lilleborg bygget under Knud 6. Borgen blev benyttet som en såkaldt tilflugtsborg, hvortil lokalbefolkningen flygtede ved truende angreb

Vikingekongernes begravelsessteder.

Vikingekongerne er f.eks. begravet i høje (Lejre), skibsgrave (Hedeby og Ladby). De kan også på samme måde som lokale høvdinge være begravet i skibssætninger (Lejre, Tryggevælde, Glavendrup, Klebæk Høje) . Her må man huske, at stenene i skibssætninger har været eftertraget byggemateriale gennem århundreder, så det er kun en forsvindende lille del, som er tilbage. Lindholm Høje ved Nørresundby indeholder begravelser fra yngre jernalder og vikingetid. Fra vikingetiden er begravelserne i skibssætninger. Begravelserne er anonyme, men det vel ikke utænkeligt, at der er lokale konger eller vikingehøvdinge imellem.

I 800-tallet rykkede magtcentrummet mod vest til Hedeby og senere til Jelling. Fra midten af 800 tallet blev landet udsat for en ny kulturel strømning, nemlig kristendommen, som var religion i de store europæiske lande. Fra ærkebispebyerne, Bremen, Hamburg og Køln kom missionærer til landet for at udbrede den kristne tro. Med få undtagelser gik kongerne ikke over til den nye tro, men de tillod i et vist omfang missionsvirksomheden, som resulterede i kirkebyggeri i Hedeby og Ribe. Ud over disse to byer kom der i denne periode nye byer, som blev til, hvor der tidligere havde været handelspladser. Det drejer sig om Aarhus, Ribe, Odense, Roskilde og Viborg. Samtidigt med disse konger fremstod også egentlige vikingekonger eller søkonger, der som navnet siger var konger på havet. De organiserede plyndringstogter særligt til England, Irland og Nordfrankrig, og efterhånden grundlagde de egentlige vikingeriger disse steder. De var så magtfulde, at de i perioder kunne true den hjemlige danske kongemagt. Se Danelagen og Normandiet.

Den politiske situation vekslede meget i løbet af de små 200 år, som perioden dækker. Behovet for en central kongemagt voksede i takt med presset frankerriget og senere det tysk-romerske kejserrige. Allerede Sigfred Randversen (Sigurd Ring) var i stand til at modstå presset fra Karl den Store og give ly til dennes germanske modstander, Widukind af Sachsen. Fra omkring 800 har vi en central kongemagt under Godfred, som kan forhandle med Karl den Store og stoppe udbredelsen af hans frankiske rige. Herefter følge nogle år med kampe mellem rivaliserende grene af kongeslægten, indtil Erik 1 (Horik 1) igen får samlet riget og styrer det centralt, også selv om han har kontroverser med Harald Klak. Fra midten af 800 tallet ser det ud til, at styret opdeles i småkonger. I denne periode var der mange stærke søkonger, herunder Regnar Lodbrog, som belejrede Paris i 845. Regnar Lodbrogs sønner fortsatte traditionen med vikingetogter, og et par af dem var også egentlige danske konger. Halfdan var konge sammen med Sigfred, som var meget aktiv i England og i Frankrig, hvor han ledede belejringen af Paris i 885/886. I slutningen af århundredet kom det såkaldt svenske dynasti til magten, repræsenteret af Olaf og hans efterfølgere. Olaf er muligvis søn af Ivar Benløs, og dynastiet sad på magten i Hedeby. I løbet af den første del af 900 tallet, indtil det lykkedes det Hardeknud og sønnen Gorm, der kom fra England, at overtage magten i Danmark.

Et resultat af vinkingetogterne var, at de danske stormænd/høvdinge fik samlet store rigdomme. I ufredstider blev disse af og til begravet, og man finder til stadighed skatte fra vikingetiden rundt om i Danmark.

Det mest eftertragtede sværd man kunne eje i vikingetiden, var et såkaldt ulfberth-sværd. Det havde en inskripition, som indeholdt to kors. “+ULFBERTH+, som var datidens varemærke.

Her ses et ulfberth-sværd fremstilet i en smedje ved Rihnen. (Odense Bymuseum)