Den europæiske historie i perioden 0-750 indeholder romerrigets storhedstid, dets forfald, folkevandringstiden, og herunder invasionen af hunnerne. Antikkens kultur forfaldt, men overvintrede i klostrene, og den katolske kirke var arnestedet for en kulturel opblomstring. Læs nærmere om den europæiske historie her.
Mange professionelle historikere har helt afskrevet danske konger før 900 pånær to, som er omtalt i udenlandske skrifter. Det drejer sig om Chlocilaicus og Angantyr. På denne måde affærdiges alle konger, som optræder i den danske sagnhistorie, bl.a. med den begrundelse, at fortællingerne om den kan henføres til europæiske vandrehistorer. Min holdning er, at så taber man jo en masse historie. Hvis de to ovennævnte konger fra hhv. 500- og 700- tallet er historiske personer, indikerer det jo, at der i disse perioder har været et dansk kongerige. Dette medfører, at der også må have været et dansk kongerige i nærliggende perioder. Når det kommer til at sætte navne på kongerne, er det da nærliggende at benytte sig af det mylder af kongenavne, som optræder i sagnhistorien. Det har jeg hermed forsøgt.
Romersk jernalder (0-400)
Kongerække for Anglerne (o. 30 f.Kr – o. 30)
| Levetid | Navn | Gravsted | |
| 1 | o. 30 f.Kr | Wiglecus | Husby |
| 2 | o. 0 | Warmundus/ Vermund (søn af 1) | Ukendt – Husby |
| 3 | o. 30 | Offa/Uffe (søn af 2) | Ukendt – Husby |
Anglerne
Ifølge den romerske historiker Tacitus (56-120) boede der nord for Elben bl.a. folkeslagene, anglerne, varinerne og eudoserne. Eudoserne menes at være jyderne, som boede i det nuværende Midtjylland nord for Kolding, mens anglerne boede i det nuværende Sydslesvig op til en linje mellem Åbenrå og Tønder, deraf navnet på halvøen Angel sydøst mellem Flensborg Fjord og Slien. Varinerne boede så i Sønderjylland mellem jyderne og anglerne. Af angelske konger kan nævnes Wiglecus (grundlæggeren), Warmundus og Offa.
Oglerdiget er dendrokronologisk dateret til år 22-31 og er bygget af anglerne som værn mod varinerne. Det bestod af en vold, en voldgrav og et system af palisader, hvortil der er brugt 90000 egetræer. I Skalk 2017 nr 3 argumenteres for, at Olgerdiget blev bygget af kong Offa / Uffe.
Ved Almstrup Mark er der (dec. 2020) en arkæologisk undersøgelse i gang.
Efterhånden udvidede anglerne deres territorium mod nord, hvorved Olgerdiget mistede sin betydning. I 400 tallet blev Anglerne presset fra nord af jyderne, som i forvejen havde presset varinerne mod vest. Det resulterede i, at en del af anglerne udvandrede til England, hvor den romerske tilbagetrækning havde efterladt et tomrum. Sammen med udvandrede saksere oprettede de kongedømmer i det sydlige England. Anglia, Sussex, Wessex og Essex. Ifølge engelsk tradition udvandrede den angliske konge Wehha til England. Wehhas oldebarn, kong Raedwald var konge i East-Anglia. Raedwald menes at være begravet i bådkammergraven, Sutton Hoo fra 625.
Ud over de angelske konger er det ikke muligt at identificere andre konger eller høvdinge fra den romerske jernalder, men mange fund vidner om, at magten har været koncentreret om nogle få stammer, som har ligget i indbyrdes strid. Nogle af disse fund er beskrevet nedenfor.
Illerup Ådal
I
De følgende billeder er alle taget på Moesgaard Museum, hvor fundet er udstillet.
Nydam Mose
Tilsvarende har man i Nydam Mose på Als fundet ofrede våben og tre skibe. Ofringerne er sket i perioden o. 200-o.450, hvor området var beboet af anglerne. Fundene er udstillet på Gottorp Slot i Slesvig..
Viemose
Ved Viemose på Fyn har man fundet våben, som er ofret i romersk jernalder. Ofringerne har fundet sted over et længere tidsrum og vidner om krigerisk aktivitet.
De ofrede genstande, som ofte er ødelagt før ofringen, stammer fra mange dele af Skandinavien og fra flere tidsaldre. De fleste fund stammer fra romersk jernalder, altså før 400, men der er også senere fund fra germansk jernalder. Fundene fortæller om invaderende hære, som er blevet slået på Fyn, hvilket tyder på, at der i perioder har været et stærkt centralstyre på øen, og dermed også (lokale) konger. Fundene er udstillet på Odens Bymuseum og Nationalmuseet.
Det ydre pres var sikkert en medvirkende årsag til at man i de enkelte stammer samledes om ledere, konger. Disse konger havde ud over opgaven at lede stammen også vigtige rituelle opgaver i forbindelse med udøvelsen af stammernes religion, asatroen. Lokaliteter som Gudme og Uppåkra og fund som Gundestrupkarret og guldhornene vidner om at politisk og religiøs magt har været koncentreret til enkelte slægter.
Gudme
En af de største magtkoncentrationer i romersk jernalder fandtes i Gudme på Østfyn. Læs mere om stedet her: Gudme
Uppåkra
Uppåkra i Skåne har været bebygget gennem hele jernalderen. Læs mere om stedet her: Uppåkra.
Gundestrupkarret
Gundestrupkarret er fremstillet omkring år 0 og altså før den periode som behandles her. Karrets motiver peger både på thrakerne (Bulgarien og Rumænien) og Kelterne (Vesteuropa), og karret er måske fremstillet det sydvestlige Rumænien. At karret er fundet i Danmark, må betyde at det er hjemført af en betydningsfuld stormand – måske som et resultat af Cimbrernes togt til Sydeuropa i 113 f.Kr. Det er så opbevaret hos en stormandsslægt i Himmerland, hvor det blev fundet i Gundestrup i 1891.
På fundstedet, Roldvej 22A, er opsat en mindesten om fundet. I nærheden ligger den befæstede jernalderlandsby, Borremose, hvor karret måske blev opbevaret, inden det blev udlagt som offer.
Guldhornene
Et helt særligt fund er guldhornene, som stammer fra omkring år 400. De blev fundet ved Gallehus, hvor der er opsat mindesten for fundene. Motiverne på guldhornene er gådefulde men menes at refere til den nordiske gudeverden. Det korte guldhorn bar en indskrift, som kan oversættes til “Jeg Lægæst (Holts søn) gjorde hornet.” Det første guldhhorn fundet i 1639 skulle egentligt have været smeltet om for at bidrage til statskassen, men det blev forhindret af Christian 4‘s søn, den udvalgte prins Christian.
Germansk jernalder (400-750)
Kongerække 400-750 – ufuldstændig
| Levetid | Navn | Gravsted | |
| 1 | før 400 | Dan | Ø Bakker (*) |
| 2 | før 400 | Kong Humbles Høj (*) | |
| 3 | 400 tallet | Skjold (mytisk søn af Odin) | Ukendt |
| 4 | ?-o.515 | Chlocilaicus (ingen kendt forbindelse til skjoldungerne) | Ukendt |
| 5 | o.495-o. 540 | Frode den Store (barnebarn af 3) | Ukendt |
| 6 | o.525-o.580 | Roar (oldebarn af 3) | Ukendt |
| 7 | o.527-o.567 | Helge (oldebarn af 3) | Ukendt |
| 8 | o.557-o.600 | Rolf Krake (søn af 7) | Ukendt |
| 9 | ?-o.600 | Hother / Hjørvad (efterkommer af 3 i 4. led) | Hothers Høj (*) |
| 10 | o. 611-o.661 | Frode Fredegod (barnebarn af 8) | Frodebjerg (*) |
| 11 | 600-tallet | Amled (Jysk konge, tipoldebarn af 5 | Hamlets grav (*) |
| 12 | o.646- o.706 | Ivar Vidfadme (efterkommer af 6 i 5. led) | Ukendt |
| 13 | ? – o. 728 | Angantyrshøj (*) | |
| 14 | o.681 – o.749 | Harald Hildetand (oldebarn af 10) | Harald Hildetands Høj (*) |
| (*) Ifølge (lokale) sagn |
Også i germansk jernalder var landet opdelt i stammer. Den mest betydningsfulde stamme var Danerne, som var hjemmhørende i Skåne og på Sjælland. Den første omtale af danerne findes hos historikeren Jordanes, som o. 550 skriver, at danerne fordrev herulerne fra deres bopladser. Dette skete ca. 100 år føri folkevandringstiden, og Jordanes har sine oplysninger fra skriftlige kilder i Ravenna fra goterkongen Thedorik den Stores tid (493-526). I løbet af perioden ekspanderede denne stamme til Fyn med øer og Jylland herunder Sønderjylland=Slesvig mellem Kongeåen og Ejderen. Danernes konger kaldes her Skjoldungerne, som angiver slægtsskab med Kong Skjold – en mytisk sagnkonge fra starten af perioden. Der kendes mange sagnkonger (-høvdinge) fra germansk jernaldere, men som navnet siger, kendes langt de fleste fra sagn, som først er nedskrevet langt senere i 1100 tallet og derefter. Disse kilder er også uenige om den historiske placering af og indbyrdes forhold mellem kongerne. Der indgår også tit mytiske og overnaturlige forklaringer. Her spiller en af kongerne en særlig rolle. Om Kong Skjold siges, at han er født af Odin. Odin-kulten opstod i Norden i folkevandringstiden. Myten siger, at Odin kom vandrende sammen med aserne. Visse forskere (bl.a. Lotte Hedager, Universitetet i Oslo) mener, at Odin i virkeligheden er hunnerkongen, Attila, som døde i 453. Mænd fra Norden gik i krigertjeneste hos hunnerne og og tog heltefortællingen med hjem. Hvis det er sandt, må Skjold have regeret i 400 tallet. Om enkelte af kongerne er der mere håndfaste vidnesbyrd i form at samtidige udenlandske kilder. Det drejer sig om Chlociaicus og Angantyr, som man bare ikke umiddelbart kan genfinde i sagnhistorien og tildels Frode den Store o. 808.
Danerne fik efterhånden magten i såvel jydernes som anglernes land. Der er to bygningsværker fra tiden, som vidner om en central kongemagt. Det ene bygningsværk er Dannevirke, hvis tidligste del kan dateres tilbage til slutningen 400 tallet, hvor det blev opført som værn mod sakserne. I 737 byggedes en palisade på Dannevirke. Det andet bygningsværk er Kanhavekanalen.
Der er altså fysiske spor af en fælles identitet for befolkningen fra germansk jernalder, men der optræder også en anden fælles identitet, nemlig religionen. Menneskene har troet på guder til alle tider, og herom vidner fund fra alle tidsaldre før germansk jernalder, men for første gang får vi nu navne på. Ved Vindelev i nærheden af Jelling fandt man i 2020 en guldskat, som bl.a. indholdt 13 brakteater fra o. 500. På en af brakteaterne kan man læse navnet Odin. På brakteaten ses en peron, som tydeligvis er rytter sammen med en inskription, som er tydet til “Han er Odins mand”. Det kunne være en konge/høvding, som nedstammede fra Odin, hvilket jo var tilfældet med skjoldungerne, hvis stamfader, kong Skjold jo var Odins søn. Brakteaterne havde romerske medaljoner som forbillede, og på disse var afbildet kejsere, som også blev anset som guder. Den stiliserede hest leder også tanken hen på rytterkongen Attila, som døde i 453 og kan være inspiration til Odin, som beskrevet ovenfor.
Kanhavekanalen
Kanhavekanalen på Samsø er dendrokronologisk dateret til år 726. Den forbandt øens øst-og vestkyst og gjorde det muligt hurtigt at flytte en flåde fra den ene side af øen til den anden. En anden funktion er foreslået af Anders Lundt Hansen. Skibe til og fra handelsbyen Aarhus blev roet. For at undgå at sejle omkring Samsø, kunne skibene så benytte kanalen mod at erlægge en afgift. Det store byggeri vidner om en stærk centralmagt, og opførelsestidspunktet indikerer, at Harald Hildetand stod bag byggeriet. Et sagn fortæller dog, at det var den samtidige kong Angantyr, som var ophavsmanden. Kanalen var 500 m lang med en profil på 11m x 1,25 m med sider beklædt med svær tømmer. Kanalen blev lukket igen efter ca. 50 års brug, mens landet var styret af kong Siegfred.
Dannevirke
Forsvarsværket Dannevirke stammer tilbage fra o. 500. Det var først en jordvold eller et system af jordvolde, som senere blev forsynet med en palisademur. Palisadenmuren er dendrokronologisk bestemt til år 736 og er via skriftlige kilder knyttet til kong Angantyr. I vikingetiden og middelalderen blev forsvarsværket yderligere udbygget. Læs mere om Dannevirke her.
I perioden blev også anlagt den handelsplads ved Jyllands vestkyst, som senere skulle blive til Ribe, Danmarks ældste by, mens Hedeby ved Slesvig er lidt yngre, da den menes at være grundlagt af kong Godfred den Store.
I germansk jernalder fandtes nogle magtcentre, hvor fyrster regerede fra stor haller. Det gælder f.eks. Lejre, Uppåkra og Tissø.
Lejre
Syd for Roskilde lå bebyggelsen Lejre, som ifølge sagnhistorien har spillet en vigtig rolle for flere af tidens konger. Læs mere om stedet her: Lejre.
Uppåkra
Syd for Lund lå bebyggelsen, Uppåkra. Stedet har været bebygget siden år 100 f.Kr. Kun lidt af området er undersøgt, men den vigtigste bygning har været et kulthus, som har stået på stedet i 700 år fra o.200 til o.900. Ved siden af har man fundet spor af et langhus, svarende til kongshallerne i Lejre og Tissø. Langhuset har været brændt og genopført flere gange.
Uppåkra har fungeret som (midlertidigt) hjemsted for flere af danerkongerne. Det er sandsynligt, at Frode den Store har boet der, da han udkæmpede flere krige mod Herulerne, som havde invaderet Sverige.
I løbet af 900-tallet har Uppåkra mistet sin betydning til fordel for Lund. Ifølge Gesta Wulinensis, skulle Uppåkra være erobret af Harald Blåtands nevø, Guldharald i 964, hvorefter indbyggerne blev tvunget til at flytte til Lund.
Tissø
Ved Tissø på Vestsjælland har man fundet resterne af haller, som er bygget efter hinanden og også et gudehus. Se nærmere her: Tissø
Ribe
Ribe, som er grundlagt i germansk jernalder, er Nordens ældste handelsby. Læs nærmere her: Ribe.
De tidlige kongers begravelssteder
Der er flere spor efter fyrstebegravelser fra germansk jernalder. De mest iøjnefaldende er skibssætningerne, f.eks. Vejerslev, Lejre og Ales Stenar.
Begravelsespladsen Lindholm Høje ved Nørre Sundby indeholder begravelser fra både germansk jernalder og vikingetid. De døde er gravlagt i stensætninger og i skibssætninger.
Der findes en række gravhøje i landet, som er opkaldt efter konger fra germansk jernalder. Højene stammer dog typisk fra bronzealderen, men de blev ofte genbrugt til begravelser i senere tider, og i nogle af højene er fundet gravgods fra germansk jernalder. Det der dog usikkert, hvor mange af disse gravhøje som rent faktisk indeholder gravstedet for den konge, hvis navn højen bærer. Her kan nævnes: Hamlets Grav, Kong Humbles Høj, Kong Hothers Høj, Hagbards Høj, Kong Frodes Høj og Harald Hildetands Høj ved Lejre.
