Hamlets grav

Ifølge Saxo var Hamlet (eller Amlet) dattersøn af Skjoldungekongen Rørik. Hamlet blev dræbt i kamp på Ammelhede i Jylland, da han kæmpede med Lejre-kongen Viglet (Fridlev) om magten.

På Ammelhede ved Randers ligger der en gravhøj fra bronzealderen, som man i 1933 udnævnte til Hamlets grav. Der blev sat en sten, med følgende indskrift: Amlet ypperste oldtids-snille teed sig Tåbe til Hævnens time. Kåret på Ting af Jyder til Konge. Højsat han hviler på Ammel Hede. “ I 1950 blev højen undersøgt af Nationalmuseet, som fandt den stærkt afgravet og fra bronzealderen. Der fandtes ikke noget gravgods, idet højen tidligere var plyndret.