Karl den Store (748-814)

Karl den Store var søn af den frankiske konge, Pipin 3, som havde taget magten fra den tidligere kongeslægt, merovingerne. Karl gennemførte massive erobringer og udvidede det frankiske territorium, hvilket fremgår af nedenstående kort

Frankerrigets udbredelse i 814. Af dansk interesse ses erobringen af Sachsen og oprettelsen af den fremskudte borg i Itzehoe i 810. ( se Widukind og Ekbert), WikiCommons

I 777-778 førte Karl krig mod Maurerne i Spanien, men måtte trække sig tilbage. Fra denne krig stammer Rolandskvadet, hvor en af heltene er Holger Danske. År 800 lod Karl sig krone til romersk kejser i Rom og var nu ligestillet med den østromerske kejser i Konstantinopel. Karl førte krig med Sachserne i mange år. Her besejrede han den Sachsiske høvding Vidukind, som måtte søge tilflugt hos den dansk/svenske konge, Sigurd Ring. Frankerriget var nu Danmarks nabo mod syd, og det kom til konfrontationer med den danske konge Godfred den Store,som angreb Frisland med sine vikingeflåder.

Karl den Store, Albrecht Dürer, 1511, WikiCommons

I 804 havde Karl opnået herredømmet op til Ejderen og han tvangsflyttede de sachsiske indbyggere i det daværende Holsten til syd for Elben og overlod området til abodritterne i det nuværende Mechlenburg. Samtidigt oprettede hans vasal, Ekbert borgen Esesfeldburg, som var en fremskudt borg ved det nuværende Itzehoe. På sin side forstærkede Godfred det gamle forsvarsanlæg, Dannevirke, mod den store fjende i syd. I 810 sejlede Godfred med sin vikingeflåde op af Maas for at angribe Karl den Store i Aachen, men angrebet blev aldrig til noget, da Godfred selv blev dræbt af en af sine underordnede.

Karl den Store døde i 814 i en alder af 66 år. Han er begravet i domkirken i Aachen

Domkirken i Aachen

Domkirken i Aachen stammer fra o. 800 i Karl den Stores regeringstid. I kirken kan bl.a. ses Karl den Stores Marmortrone, hans sarkofag og hans helgenskrin.

Karl den Stores trone i domkirken i Aachen
Karl den Store blev gravlagt i Proserpina Sarkofagen fra det 3. århundrede. WikiCommons

Karlsskrinet, hvor Karl den Stores knogler opbevares efter hans helgenkåring. WikiCommons