Esbern Snare voksede op i Fjenneslev sammen med sin bror Absalon og Valdemar den Store. I borgerkrigen (1148-57) støttede han Valdemar. Efter blodgildet i Roskilde i 1157 hjalp han Valdemar med at flygte til Jylland i en båd. Da Svend Grathe kom i land i Jylland, var det også Esbern, som red mod hans hær og udfordrede krigerne inden slaget på Grathe Hede. Esbern Snare var med på togterne mod venderne sammen med Absalon og Valdemar. Han byggede en borg ved Kalundborg, som blev udgangspunkt for de dele af flåden, som han selv ledede.
Vor Frue Kirke
I 1187 indtraf en katastrofe for den kristne verden. Muslimerne havde generobret Jerusalem, som ellers var indtaget under det første korstog (1096-99). Det var anledningen til Det tredje Korstog, hvor bl.a. Richard Løvehjerte forgæves forsøgte at generobre byen. Den aldrende Esbern udrustede skibe og drog til Det Hellige Land sammen med bl.a. sin nevø, Alexander.
De nåede frem, men for sent. I stedet blev togtet til en pilgrimsrejse, hvor de besøgte de hellige steder. Den fem-tårnede Vor Frue Kirke i Kalundborg er grundlagt af Esberne Snare inden pilgrimsfærden og færdigbygget af hans datter, Ingeborg og hendes mand, Peder Strangesen, som sad på slottet. Den symboliserer det ny Jerusalem, som er kendt fra Johannes Åbenbaring. hvortil Esbern Snare var rejst. Esbern var gift tre gange, sidste gang med Helena Guttormsdatter, som allerede inden Esberns død havde et forhold til kong Valdemar Sejr. Efter Esberns død, fik hun sønnen Knud (greve af Blekinge) med Valdemar.
Tæt på Tissø ligger også Gørlev Kirke fra 1100 tallet. Kirken er grundlagt af Esbern Snare og ombygget datteren Inger af Kalundborg.
I nærheden ligger også Sæbygård, som er grundlagt af Esbern Snare. Ifølge Arild Huitfeld døde Esbern Snare på Sæbygård ved at falde og brække halsen på en møllesten.
Esbern Snare er begravet i Sorø Klosterkirke