| Kong Erik Ejegod 1055-1103 | => | Knud Lavard 1096-1131 | => | Kong Valdemar den Store 1131-1182 |
Valdemar var søn af Knud Lavard og Ingeborg. Gennem sin mor var han både i familie med svenske Inge den Ældre (hans oldefar) og med Rurik-dynastiet i Kiyv/Novgorod (Han var efterkommer i 9. led af af den svenske vikingehøvding, Rurik).
Valdemar blev født 14. januar 1131 i Kyiv en uge efter, at hans far, Knud Lavard, var blevet myrdet i Haraldsted Skov. Han tilbragte sine første barneår i fyrstepaladset i Novgorod, hvor hans mor boede sammen med broderen, Vsevolod. I 1137 rejste mor og søn til Danmark, da forholdene i Novgorod blev for farlige. Christiern Svendsen fra Thrugott-slægten prøvede at overtale Ingeborg til, at de to sammen skulle fremføre den mindreårige Valdemar som kongsemne efter Erik Emunes død. Dette modsatte Ingeborg sig af frygt for barnets sikkerhed. Han blev dog præsenteret på tinge som afdøde Knud Lavards søn, men Erik Lam blev valgt som ny konge. Valdemar blev så sat i pleje hos Asser Rig og fru Inge i Fjenneslev, hvor han voksede op sammen med parrets tre børn, Absalon, Esbern Snare og Ingefred. Her udviklede han et nært og livsvarende venskab med den 2½ år ældre Absalon.
Da Erik Lam døde i 1146, var den 15-årige Valdemar til at begynde med på Svend Grathes side i striden mellem Svend og Knud 5. Allerede i 1148, da Valdemar var 17 år, blev han af Svend indsat som hertug i Slesvig, ligesom hans far havde været det. Her måtte han kæmpe mod sin halvfætter, Knud Henriksen om magten. Den tyske kejser Frederik Barbarossa mæglede mellem Svend og Knud og indsatte ved det tyske rigsmøde i Merseburg i 1152 Svend som konge i hele landet, mod at han skulle give Sjælland i len til Knud. Ved samme lejlighed blev Valdemars position som hertug i Slesvig bekræftet. Fredsaftalen blev brudt af Svend, og herefter fandt Valdemar og Knud sammen mod Svend, og de lod sig krone på tinget i Viborg i 1154. Sammenholdet mellem de halvfætre belv beseglet af, at Valdemar forlovede sig med Knuds halvsøster, Sophia af Minsk. Valdemar og Knud var herefter ene konger i Danmark i tre år, hvor Svend var tvunget i landflygtighed.
I 1157 kom Svend tilbage støttet af Henrik Løve, som var konge i Saksen og borgerkrigen fortsatte. Men nu tvang danske stormænd de tre konger til at slutte fred. De aftalte en deling af landet, så Valdemar fik Jylland, Knud fik Sjælland og Svend fik Skåne. Aftalen kulle stadfæstes ved et møde i Roskilde kongsgård. Mødet udartede til det berygtede “Blodgildet i Roskilde” 9. august 1157, hvor Knud blev dræbt af Svends mænd. Valdemar flygtede til sin mor, Inge Eriksdatter, som sad som enke på gården i Fjenneslev. Herfra blev han hjulpet til Jylland af Esbern Snare. Han blev kort efter gift med Sophia i Viborg Domkirke og var så klar til at møde Svend, som var kommet til Jylland med en hær. Kampen fandt sted 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, og den endte med Valdemars sejr og Svends død.
Valdemar var nu ene konge i landet, og han befæstede sin alliance med Hvideslægten og i særdeleshed med Absalon ved at få denne valgt som biskop i Roskilde i 1158.
Et af landets store problemer var de konstante angreb fra Venderne på Østersøens nordkyst. Angrebene kom hovedsageligt fra beboerne på øen Rügen, som sammen med Pommern og Abodritternes rige udgjorde de slaviske områder ved Østersøen.
I 1158 angreb venderne igen, denne gang gik det ud over Falster, hvor Tryggeborgen blev belejret. Den holdt dog stand, selvom der fandt afbrænding af borgen sted. Valdemar samlede et fast krigsråd omkring sig bestående af Absalon, Sune Ebbesen, Esbern Snare og Peder Torstensen, altså alle medlemmer af Hvideslægten. Disse mænd skulle komme til at deltage i de senere erobringstogter på den tyske østersøkyst.
I 1160 vandt Valdemar herredømmet over Rügen og indsatte brødrene Jaromar og Tetzlav som lensmænd. Se nærmere her.
Valdemar kæmpede mod Ærkebiskop Eskild og erobrede Eskilds nyanlagte borg i Søborg Sø i 1161. Han udbyggede senere borgen, som kom til at tjene som statsfængsel.
For at få kejserens støtte, måtte Valdemar aflægge lensed til Frederik Barbarossa. Dette skete dog først ved et stort møde i september 1162 i Saint-Jean-de -Losne, hvortil Valdemar var taget sammen med Absalon og de øvrige danske bisper. Dog glimrede Eskild ved sit fravær. Kejseren kronede Valdemar, som svor lensed til ham.
I 1163 forsøgte Valdemar at tage magten i Norge fra Erling Skakke, der sad som formynder for sønnen, Magnus Skakkesøn. Se nærmere her. Valdemar var allieret med Buris Henriksøn, som havde et stærkt netværk i Norge bestående af Arne Kongsmåg, Alv Røde og Orm Kongebroder. Se nærmere her. Forsøget lykkedes dog ikke.
I 1164 indtog abodritterfyrsten, Pribislav, Mecklenburg, som var tysk besat. Han truede også de danske besiddelser på Rügen, og Valdemar svarede igen ved at angribe sammen med Henrik Løve. Han erobrede Wolgast lidt øst for Rügen og lod sine forbundsfæller Prislav (Pribislavs bror) og Tetzlav af Rügen besætte byen.
I 1165 sammenkaldte Valdemar sine deltagere i et vellykket togt til Rügen på den lille ø, Strela (nu Dänholm) ved Stralsund. Her lavede han og Absalon en slags statskup, idet de foreslog, at man skulle vælge den tre-årige søn Knud til konge. Det var klart i modstrid med, at Danmark var et valgkongedømme, og Buris var også imod forslaget til Valdemars utilfredshed.
I 1166 lod Valdemar Buris indsætte på Søborg Slot. Årsagen var et brev fra Henrik Løve, som anklagede Buris for forræderi. Han skulle være i ledtog med norske Erling Skakke, som ville tage magten i Danmark. Det optog samtiden meget, at en kongeætling (Buris var oldebarn af Svend Estridsen) blev lagt i lænker. Buris døde af opholdet, men handlingen er grundlag for sagn og folkeviser.
I 1167 modtog Valdemar sin niece Kristina og hendes lille søn Sverker fra Sverige. Hun havde være gift med Karl Sverkerson, som var dræbt i kampen mod Knut Erikson. Se nærmere her
Dette gjorde forholdet til Sverige fjendtligt, og det blev ikke bedre af, at Knuts jarl, Birger Brosa var halvfætter til brødrene Karl og Knud Karlsøn, som også havde et fjendtligt forhold til Valdemar. Se nærmere her.
Arkona
Fra 1168 fik de danske togter til østersøkysten karakter af korstog. Man ville kristne Rügboerne, som man tidligere havde kæmpet sammen med. Hertil fik Valdemar hjælp af den pommerske fyrste Bogislav 1. Det pommerske fyrstehus skulle senere blive forbundet med det danske. Se nærmere her. Togterne kulminerede 15. juni 1169 , hvor Valdemar, Absalon og Esbern indtog Arkona på Rügen, ødelagde gudestatuen Svantevit og tvangsdøbte befolkningen. Rügen var nu et dansk vasalområde, og den lokale stormand, Jaromar 1, blev indsat som leder til stor fortydelse for pommerske Bogislav 1, som mente at have ret til øen.
Jaromarsburg på Arkona er et eksempel på en slavisk ringborg bygget af jord og træ.
Efter sejren over Rügen befæstede Valdemar sin magt ved en stor ceremoni 25. juni 1170 i Sankt Bendts Kirke, som på dette tidspunkt endnu ikke stod færdig. Med deltagelse af ærkebiskop Eskild blev knoglerne af faderen, Knud Lavard, lagt på alteret, som symbol på, at Knud nu var helgen med pavens velsignelse. Ved samme lejlighed blev Knud (den 6) kronet som Valdemars efterfølger i en alder af 7 år. Denne handling var en torn i øjet på mange stormænd, som mente, at kongen tiltog sig for stor magt ved at gå udenom stormændenes traditionelle indflydelse på kongevalget på landstingene.
Togterne over Østersøen gik nu mod Pommern, som truede Rügen. I 1172 blev Stettin underlagt Valdemar som len, og i 1179 ledede Knud 6 for første gang et togt mod Pommern.
Modviljen mod kroningen af Knud i 1170 var stor. Ærkebiskop Eskilds to dattersønner, Karl og Knud anstiftede sammen med Erik Lams søn Magnus Eriksøn et oprør. Valdemar holdt et møde på Viby Kongsgård i 1176, hvor Magnus Eriksøn deltog og afslørede de andre deltagere, hvorefter han fik lov at beholde liv og ejendom. Eskild ville træde tilbage som ærkebiskop, og håbede på at hans nevø, Viborgbispen Asser, kunne efterfølge ham. Men Asser blev tvunget af kongen til at indrømme, at han havde haft kendskab til oprørsplanerne fra Knud og Valdemar. Faktisk blev Asser valgt til ærkebiskop blandt Lunds præster, men Valdemar tvang Eskild til at få annuleret valget, og få indsat Absalon til ærkebiskop og samtidig biskop i Roskilde i 1177. Herefter blev Magnus grebet i at have kontaktet Karl og Knud. Det resulterede i, at Magnus blev indsat som fange på Søborg. Herefter blev Magnus og Knud indsat som fanger på Søborg Slot, mens Karl blev dræbt i forsøget på at erobre Halland. Karl var den dreng, som Valdemar i 1161 tog som gidsel ved belejringen af Søborg Slot, og som han truede med hængning.
Byggerier
Valdemar fik problemer med at få skåningene til at anerkende Absalon som deres ærkebiskop og især med at få dem til at betale kirketiende. I 1181 kom det til et slag mellem Valdemars hær og de skånske bønder ved Døsjebro på landevejen mellem Landskrona og Lund. Slaget var meget blodigt, men endte med sejr til Valdemar. Man kan stadigvæk se
Valdemar grundlagde
Han grundlagde også borgene i Vordingborg og Nykøbing som base for togterne mod venderne, ligesom Valdemar byggede borgen på Sprogø, Tårnborg ved Korsør, Kärnan i Helsingborg, Sønderborg Slot, Jungshoved, påbegyndte Dronningholm Slot og grundlagde Skanderborg Slot. På Valdemars tid byggede man også borgen, Ørkild ved Svendborg som en tilflugtsborg ved angreb fra Venderne. I Kalundborg byggede Esbern Snare en borg og i Valdermars regeringstid grundlagdes Nyborg Slot til afløsning af Gamleborg, som lå i nærheden. I byen Havn lod Absalon bygge sin borg i 1167, som regnes for årstallet for Københavns grundlæggelse.
Sideløbende med alle disse borgbyggerier, begyndte Valdemar også at forstærke Dannevirke med en muret vold, Valdemarsmuren. Den var 3,7 km lang, 6 m høj og 2,5 m tyk bygget af teglsten. Muren var det mest monumentale bygningsværk i Nordeuropa på den tid, så nu var Danmark med i den noreuropæiske kulturkreds
Valdemar byggede den nye klosterkirke i Ringsted viet til benediktinerordenen. Kirken skulle tjene som gravkirke for hans far og hans slægt. Som et sjovt kurisiom kan nævnes, at Valdemar var meget historisk interesseret, specielt i hans egen slægt, så han sendte en ekspedition til Blekinge for at tyde en runeindskrift på klippen Runamo, som efter sigende skulle være forfattet af skjoldungekongen, Harald Hildetand.
I Slesvig Domkirke ses Valdemar den Store afbildet over indgangen
I Væ Kirke i Skåne ses et kalkmaleri, som forestiller Valdemar den Store og dronning Sophia (eller måske kong Niels og dronning Margrete Fredkulla)
- Markante personligheder på Valdemar den Stores tid
- Ærkebiskop Eskild (1100-1181)
- Knud Henriksøn (1120-1162)
- Esbern Snare (1124-1201)
- Abbed Vilhelm (1127-1203)
- Ærkebiskop Absalon (1128-1201)
- Magnus Eriksøn (? – 1178)
- Buris Henriksøn (1130-1167)
- Svend Aggesen (1145-?)
- Niels af Aarhus (1150-1180)
- Valdemar Knudsøn (1158-1236)
I 1182 var Valdemar for svag til at tage på togt, så det blev overladt til sønnen, Knud 6 og Absalon. De mente dog ikke at kunne styre de jyske deltagere, så togtet måtte opgives. Valdemar blev på Vordingborg, hvor han døde.
Valdemar den Store døde i 1182 og er begravet i Sankt Bendts Kirke