Valdemar den Store (1131 – 1182). Valdemar 1.

Valdemar den Stores grav

Valdemar blev født 14. januar 1131, en uge efter, at hans far Knud Lavard var blevet myrdet i Haraldsted Skov. Han blev sat i pleje hos Asser Rig og fru Inge i Fjenneslev, hvor han voksede op sammen med parrets to børn, Absalon og Esbern Snare. Da Erik Lam døde i 1146, var den 15-årige Valdemar til at begynde med på Svends side i striden mellem Svend og Knud 5. Allerede i 1148, da Valdemar var 17 år, blev han af Svend indsat som hertug i Slesvig, som hans far havde været det. Den tyske kejser Frederik Barbarossa mæglede mellem Svend og Knud og indsatte ved det tyske rigsmøde i Merseburg i 1152 Svend som konge i hele landet, mod at han skulle give Sjælland i len til Knud. Dette løfte blev brudt af Svend, og herefter fandt Valdemar og Knud sammen mod Svend, og de blev kronet som konger på tinget i Viborg i 1154. Valdemar var også blevet forlovet med Knuds halvsøster, Sophia af Minsk. Valdemar og Knud var herefter ene konger i Danmark i tre år, hvor Svend forlod landet. I 1157 kom Svend tilbage støttet af Henrik Løve, som var konge i Saksen. De tre konger aftalte en deling af landet, så Valdemar fik Jylland, Knud fik Sjælland og Svned fik Skåne. Aftalen kulle stadfæstes ved et møde i Roskilde kongsgård, det såkaldte Blodgilde 9. august 1157. Ifølge Saxo forsøgte Svends mænd at dræbe Knud og Valdemar. Valdemar reddede livet, men Knud blev dræbt.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Roskilde-Rektorhaven-1024x768.jpg
Kongsgården i Roskilde lå vest for domkirken, Rektorhaven nu ligger. Her har Roskilde Museum fundet spor efter en stenbygning.

Valdemar flygtede til Jylland, hvor han jo var konge. Her blev han gift med Sophia i Viborg Domkirke og var så klar til at møde Svend, som var kommet til Jylland med en hær. Kampen fandt sted 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, og den endte med Valdemars sejr og Svends død.

Billedhuggeren Johannes Bjergs staue af Valdemar den Store i Ringsted.

Valdemar var nu ene konge i landet. Han havde forinden giftet sig med Sophia af Minsk. Sophia var datter af fyrst Voldar af Novgorod og afdøde Magnus Stærkes hustru Richiza, og hun var således halvsøster til afdøde Knud 5. Valdemar allierede sig med Hvideslægten, som både han selv og hans far havde været meget knyttet til. Han fik Absalon indsat som biskop i Roskilde i 1158 og senere som ærkebiskop i Lund. I 1170 blev Valdemars far, Knud Lavard helgenkåret i Ringsteds klosterkirke og ved samme lejlighed blev Valdemars søn, Knud 6 kronet. Valdemar anså Buris Henriksøn som konkurrent til kongemagten. F.eks. ville Buris ikke anerkende kroningen af Knud 6. Buris var søn af Henrik Skadelår, som faldt i slaget ved Fodevig, hvor han kæmpede på samme side som Niels og Magnus. Buris havde oprettet Tvis Kloster, men Valdemar fik ham fængslet på Søborg Slot, hvor han blev både blindet og kastreret.

Et sagn og en folkevise fortæller en anden historie, at straffen over Buris skyldtes at han gjorde Valdemars søster, Kirsten, gravid. Hun blev tvunget til at danse sig ihjel og blev begravet ved Vestervig Kirk. Buris blev fængslet i et tårn med en lænke, så han netop kunne nå hen til hendes grav. Efterfølgende blev han begravet i den samme grav. Valdemar havde ganske rigtigt en søster, Kirsten, men hun var 12 år ældre end Buris og havde tidligere været gift med den norske konge, Magnus den Blinde.

Valdemar kæmpede mod Eskild og erobrede Eskilds nyanlagte borg i Søborg Sø i 1161. Han udbyggede senere borgen, som kom til at tjene som statsfængsel. Se også Ærkebiskop Eskild. Søborg slot har huset flere berømte fanger: Prins Buris, Biskop Valdemar

Valdemar grundlagde Vitskøl Kloster (Vitskøl = Vitae Scola , livets skole). Klosteret var et cistercienserkloster, og blev datterkloster af Esrum Kloster. Efter reformationen overgik klosteret til at være herregård.

Han grundlagde også borgene i Vordingborg og Nykøbing som base for togterne mod venderne, ligesom Valdemar byggede borgen på Sprogø, Tårnborg ved Korsør, Kärnan i Helsingborg, Sønderborg Slot, Jungshoved, påbegyndte Dronningholm Slot og grundlagde Skanderborg Slot. På Valdemars tid byggede man også borgen, Ørkild ved Svendborg som en tilflugtsborg ved angreb fra Venderne. I Kalundborg byggede Esbern Snare en borg og i Valdermars regeringstid grundlagdes Nyborg Slot til afløsning af Gamleborg, som lå i nærheden. I byen Havn lod Absalon bygge sin borg i 1167, som regnes for årstallet for Københavns grundlæggelse.

Sideløbende med alle disse borgbyggerier, begyndte Valdemar også at forstærke Dannevirke med en muret vold, Valdemarsmuren.

Lille udsnit af Valdemarsmuren. Den var 3 km lang, 6 m høj og 2,5 m tyk bygget af munkesten.

Valdemar byggede den nye klosterkirke i Ringsted viet til benediktinerordenen. Kirken skulle tjene som gravkirke for hans far og hans slægt. Som et sjovt kurisiom kan nævnes, at Valdemar var meget historisk interesseret, specielt i hans egen slægt, så han sendte en ekspedition til Blekinge for at tyde en runeindskrift, som efter sigende skulle være forfattet af skjoldungekongen, Harald Hildetand.

Venderne ved Østersøens sydkyst havde i mange år plaget Danmark. Harald Blåtand havde løst problemet ved at gifte sig med den vendiske prinsesse Tove, men skiftende konger havde senere kæmpet mod dette slaviske folk på forskellig måde. F.eks. havde kong Niels jo indsat Knud Lavard som Hertug i Slesvig, og samme Knud var af den tyske kong Lothar blevet indsat som hertug i Mechlenburg og Holsten. Men i 1158 angreb venderne igen, denne gang gik det ud over Falster, hvor den store borg ved Virket Sø blev belejret. Den holdt dog stand, selvom der fandt afbrænding af borgen sted.

Men nu skulle problemet løses en gang for alle, og Valdemar allierede sig med Absalon og hans bror Esbern Snare. Togterne kulminerede 15. juni 1169, hvor Valdemar, Absalon og Esbern indtog Arkona på Rügen, ødelagde gudestatuen Svantevit og tvangsdøbte befolkningen.

Indtagelsen af Arkona, Lauritz Tuxen, 1894, Frederiksborg. Valdemar den Store og Absalon overværer ødelæggelsen af statuen af Svantevit.

Borgen Arkona er et eksempel på en slavisk ringborg bygget af jord og træ. Selv efter dette fortsatte vendertogterne mange år endnu, og det var nok Valdemars plan at kolonisere del af Østersøens sydkyst, men her havde han en modstander i Henrik Løve, som var konge i Saksen og også havde interesser i området.

Tableau over erobringen af Arkona med genstande. I den røde dragt ærkebiskop Absalon. Moesgaard Museum

Ærkebiskop Eskilds to dattersønner, Karl og Knud anstiftede sammen med Erik Lams søn Magnus Eriksøn et oprør. Valdemar holdt et møde på Viby Kongsgård i 1176, hvor Magnus Erisøn deltog og afslørede den andre deltagere. Herefter blev Magnus og Knud indsat som fanger på Søborg Slot, mens Karl blev dræbt i forsøget på at erobre Halland. Karl var den dreng, som Valdemar i 1161 tog som gidsel ved belejringen af Søborg Slot, og som han truede med hængning.

Valdemar fik problemer med at få skåningene til at anerkende Absalon som deres ærkebiskop og især med at få dem til at betale kirketiende. I 1181 kom det til et slag mellem Valdemars hær og de skånske bønder ved Døsjebro på landevejen mellem Landskrona og Lund. Slaget var meget blodigt, men endte med sejr til Valdemar. Man kan stadigvæk se broen her

Året efter tog Valdemar igen på togt mod venderne – vel også for at hævde Danmarks suverænitet over for den tyske kejser, som han jo havde svoret lensed til. Togtet gik i opløsning og Valdemar sejlede tilbage til Vordingborg Slot, hvor han døde 12. maj 1182 – kun 51 år gammel. Han blev begravet i Sankt Bendts Kirke, han selv havde ladet bygge som gravkirke for sin far.

I Slesvig Domkirke ses Valdemar den Store afbildet over indgangen

I Væ Kirke i Skåne ses et kalkmaleri, som forestiller Valdemar den Store og dronning Sophia (eller måske kong Niels og dronning Margrete Fredkulla)

Share this: