Valdemar den Store (1131 – 1182). Valdemar 1.

Valdemar den Stores grav

Valdemar blev født 14. januar 1131, en uge efter, at hans far Knud Lavard var blevet myrdet i Haraldsted Skov. Han blev sat i pleje hos Asser Rig og fru Inge i Fjenneslev, hvor han voksedeop sammen med parrets to børn, Absalon og Esbern Snare. Da Erik Lam døde i 1146, var den 15-årige Valdemar til at begynde med på Svends side i striden mellem Svend og Knud 5. Allerede i 1148, da Valdemar var 17 år, blev han af Svend indsat som hertug i Slesvig, som hans far havde været det. Den tyske kejser Frederik Barbarossa mæglede mellem Svend og Knud og indsatte ved det tyske rigsmøde i Merseburg Svend som konge i hele landet, mod at han skulle give Sjælland i len til Knud. Dette løfte blev brudt af Svend, og herefter fand Valdemar og Knud sammen mod Svend, og de blev kronet som konger på tinget i Viborg i 1154. Valdemar og Knud var herefter ene konger i Danmark i tre år, hvor Svend forlod landet. I 1157 kom Svend tilbage støttet af Henrik Løve, som var konge i Saksen. Valdemar gik så bag Knuds ryg og aftalte en forlods deling af landet med Svend, så Valdemar selv blev konge over Jylland. Aftalen blev godkendt af alle tre kongsemner, som så skulle stadfæste den ved et møde i Roskilde kongsgård, det såkaldte Blodgilde 9. august 1157. Ifølge Saxo kom det til kamp mellem Svends mænd og Knud og Valdemar. Valdemar reddede livet, men Knud blev dræbt. Valdemar flygtede til Jylland, hvor han jo var konge. Svend sejlede med sin hær til Jylland og mødte 23. oktober 1157 Valdemar i et slag på Grathe Hede syd for Viborg, som endte med Valdemars sejr og Svends død.

Billedhuggeren Johannes Bjergs staue af Valdemar den Store i Ringsted.

Valdemar var nu ene konge i landet. Han havde forinden giftet sig med Sophia af Minsk. Sophia var datter af fyrst Voldar af Novgorod og afdøde Magnus Stærkes hustru Richiza, og hun var således halvsøster til afdøde Knud 5. Valdemar allierede sig med Hvideslægten, som både han selv og hans far havde været meget knyttet til. Han fik Absalon indsat som biskop i Roskilde i 1158 og senere som ærkebiskop i Lund. I 1170 blev Valdemars far, Knud Lavard helgenkåret i Ringsteds klosterkirke og ved samme lejlighed blev Valdemars søn, Knud 6 kronet. Valdemar anså Buris Henriksøn som konkurrent til kongemagten. Buris var søn af Henrik Skadelår, som faldt i slaget ved Fodevig, hvor han kæmpede på samme side som Niels og Magnus. Buris havde oprettet Tvis Kloster, men Valdemar fik ham fængslet på Søborg Slot, hvor han blev både blindet og kastreret. Det siges, at Buris ligger begravet på Vestervig Kirkegård i samme grav som Valdemars søster, Kirsten.

Valdemar kæmpede mod Eskild og erobrede Eskilds nyanlagte borg i Søborg Sø i 1161. Han udbyggede senere borgen, som kom til at tjene som statsfængsel. Se også Ærkebiskop Eskild. Søborg slot har huset flere berømte fanger: Prins Buris, Biskop Valdemar

Valdemar grundlagde Vitskøl Kloster (Vitskøl = Vitae Scola , livets skole). Klosteret var et cistercienserkloster, og blev datterkloster af Esrum Kloster. Efter reformationen overgik klosteret til at være herregård.

Han grundlagde også borgene i Vordingborg og Nykøbing som base for togterne mod venderne, ligesom Valdemar byggede borgen på Sprogø, Tårnborg ved Korsør, Kärnan i Helsingborg, Sønderborg Slot, Jungshoved, påbegyndte Dronningholm Slot og grundlagde Skanderborg Slot. I Kalundborg byggede Esbern Snare en borg og i Valdermars regeringstid grundlagdes Nyborg Slot til afløsning af Gamleborg, som lå i nærheden. I byen Havn lod Absalon bygge sin borg i 1167, som regnes for årstallet for Københavns grundlæggelse.

Sideløbende med alle disse borgbyggerier, begynder Valdemar også at forstærke Dannevirke men en muret vold, Valdemarsmuren.

Lille udsnit af Valdemarsmuren. Den var 3 km lang, 6 m høj og 2,5 m tyk bygget af munkesten.

Valdemar byggede den nye klosterkirke i Ringsted viet til benediktinerordenen. Kirken skulle tjene som gravkirke for hans far og hans slægt. Som et sjovt kurisiom kan nævnes, at Valdemar var meget historisk interesseret, specielt i hans egen slægt, så han sendte en ekspedition til Blekinge for at tyde en runeindskrift, som efter sigende skulle være forfattet af skjoldungekongen, Harald Hildetand.

Venderne ved Østersøens sydkyst havde plaget Danmark siden Harald Blåtands dage. Harald havde løst problemet ved at gifte sig med den vendiske prinsesse Tove, men skiftende konger havde senere kæmpet mod dette slaviske folk på forskellig måde. F.eks. havde kong Niels jo indsat Knud Lavard som Hertug i Slesvig, og samme Knud var af den saksiske kong Lothar blevet indsat som vendisk konge. Men nu skulle problemet løses en gang for alle, og Valdemar allierede sig med Absalon og hans bror Esbern Snare. Togterne kulminerede 15. juni 1169, hvor Valdemar, Absalon og Esbern indtog Arkona på Rügen, ødelagde gudestatuen Svantevit og tvangsdøbte befolkningen. Borgen Arkona er et eksempel på en slavisk ringborg bygget af jord og træ. Selv efter dette fortsatte vendertogterne mange år endnu, og det var nok Valdemars plan at kolonisere del af Østersøens sydkyst, men her havde han en modstander i Henrik Løve, som var konge i Saksen og også havde interesser i området.

Valdemar fik problemer med at få skåningene til at anerkende Absalon som deres ærkebiskop og især med at få dem til at betale kirketiende. I 1181 kom det til et slag mellem Valdemars hær og de skånske bønder ved Døsjebro på landevejen mellem Landskrona og Lund. Slaget var meget blodigt, men endte med sejr til Valdemar. Man kan stadigvæk se broen her

Året efter tog Valdemar igen på togt mod venderne – vel også for at hævde Danmarks suverænitet over for den tyske kejser, som han jo havde svoret lensed til. Togtet gik i opløsning og Valdemar sejlede tilbage til Vordingborg Slot, hvor han døde 12. maj 1182 – kun 51 år gammel. Han blev begravet i Sankt Bendts Kirke, han selv havde ladet bygge som gravkirke for sin far.

I Slesvig Domkirke ses Valdemar den Store afbildet over indgangen

I Væ Kirke i Skåne ses et kalkmaleri, som forestiller Valdemar den Store eller kong Niels