| Kong Erik Emune 1085-1137 | => | Kong Svend Grathe 1125-1157 |
Svend Grathe var søn af Erik Emune og frillen, Thunna, og han var dermed fætter til Valdemar den Store og granfætter til Knud 5. I 1152 giftede han sig med Adela von Meissen, som var datter af Markgreve Conrad von Meissen. Da Erik Lam gik i kloster i 1146, anbefalede han at vælg Svend som sin efterfølger og efter sin død støttede Hvideslægten og Valdemar valget af Svend som konge over Sjælland og Skåne, mens jyderne valgte hans halvfætter, Knud. Der var nu lagt op til borgerkrig mellem Svend og Knud, men i første omgang forenede de kræfterne og angreb den hedenske obodritterfyrste, Niklot, ved Dobin. Angrebet var at regne for et korstog, men det endte dårligt for danskerne, som ikke kunne indtage byen. Resterne af Niklots borg kan endnu ses syd for Wismar.
Herefter begyndte kampene mellem de to kandidater, hvor Knud til at begynde med invaderede Sjælland og hærgede Roskilde. I 1149 vandt Svend over Knud ved Høje Tåstrup Kirke, hvor der findes en mindetavle om begivenheden. Sammen med Valdemar kæmpede Svend nu to gange ved Viborg og fik endelig Knud fordrevet fra landet. Den sidste af træfningerne fandt sted ved Geddebæk ved Kjellerup, hvor Svend igen vandt.
I 1152 mæglede Frederik Barbarossa mellem Svend og Knud. Resultatet blev, at Svend fortsatte som konge i Danmark, men skulle anerkende, at Knud fik Sjælland som len. I øvrigt skulle Svend selv anerkende kejseren som sin lensherre.
Samme år gik Svend i krig mod svenske Sverker den Ældre. Årsagen var at Sverkers søn, Jon, havde bortført Karl af Hallands hustru, Asa Eskildsdatter og søster og voldtaget dem. Karl var Svends halvfætter, så Svend ville forsvare slægtens ære. Knud og Valdemar deltog ikke, og krigen blev en dansk fiasko.
Svend ville ikke anerkende den tyske mægling, og Knud og Valdemar lod sig i 1154 hylde som konger i Jylland på tinget i Viborg, hvorefter de tvang Svend drog i landflygtighed. På dette tidspunkt skiftede Hviderne deres støtte fra Svend til Knud og Valdemar. F.eks. udvandrede Sune Ebbesen i 1153 eller 1154, da han skulle forny sin troskabsed til Svend. I denne periode blev landet også udsat for vendiske angreb, og på Als byggede man tilflugtsborgen
Omkring 1150 delte Svend Grathe og Ærkebiskop Eskild Bornholm imellem sig, så kongen fik Gammelborg. Denne blev senere afløst af den noget mindre Lilleborg. I vinteren 1156/57 invaderede han Jylland sammen med den sachsiske hertug, Henrik Løve, men trak sig tilbage for atter at invadere Lolland og Fyn. 1157 indgik Svend, Knud og Valdemar et forlig på Lolland, så Svend fik Skåne, Halland og Blekinge,Valdemar fik Jylland og fyn og Knud fik Sjælland. 14 dage efter forliget skulle dette besegles i Roskilde. Det skete ved det berygtede “Blodgildet i Roskilde“, som endte med at Knud blev dræbt af Svends mænd og Valdemar flygtedede. Dagen efter viste Svend sin gennemhullede kappe frem for borgerne i Roskilde og beskyldte Knud og Valdemar for at ville dræbe ham.
Grathe Hede
Valdemar flygtede til Jylland, men Svend drog også til Jylland med en hær, hvor han mødte Valdemars hær på Grathe Hede syd for Viborg. Her blev Svends hær slået, og Svend selv tog flugten. Han blev dog standset af nogle bønder, hvoraf en af dem ifølge Saxo dræbte Svend.
- Markante personligheder på Svend Grathes tid
- Ærkebiskop Eskild (1100-1181)
Svend Grathe døde i 1157 og er begravet ved Grathe Kapel