Runamo klippen ligger i Blekinge. Den er omtalt af Saxo, som beretter, at der på klippen findes runer skrevet af Harald Hildetand som en hyldest til hans far. Allerede Valdemar den Store sendte en ekspedition til stedet. Det lykkedes ikke at tyde skriften, bortset fra, at man mente, at kunne tyde ordet, Lund. På Christian 4’s tid blev stedet igen undersøgt, denne gang af lægen og oldtidsforskeren, Ole Worm (1588-1654), som lavede tegninger af stedet og også kunne tyde ordet, Lund. I 1833 besøgte en dansk komité bestående af oldtidsforskeren Finn Magnusen (1781-1847), geologen Johan Forchhammer (1794-1865), historikeren Christian Molbech (1783-1857) og teatermaleren C.F.Christensen (1805-1883) til stedet for endelig af afgøre om det var runer eller naturlige klipperevner, og i givet fald tyde teksten. Først 8 år senere, i 1841 udkom Magnusens videnskabelige afhandling om Runamo på 743 sider, hvor han fremlagde en tolkning ud fra en teori om, at runerne skulle læses bagfra og i øvrigt bestod af mange binderuner, dvs tegn som er sammensat af flere runer. Teksten var en anprisning af guderne, som var forfattet af Harald Hildetand på vej til det afgørende slag på Bråvalla-sletten mod Sigurd Ring. Men i 1844 udgav arkæologen J.J.A.Worsaae (1821-1885) en artikel, som på overbevisende måde aflivede Magnusens teori og fastslog, at tegnene i klippen blot var naturlige revnedannelser.
