Christian 4 (1577-1648)

Kong Frederik 2 1534-1588

=>

Kong Christian 4 1577-1648

Christian 4 blev født på Frederiksborg slot som søn af Frederik 2 og Dronning Sophie. Han fik en meget grundig skolegang i modsætning til sin far. Efter Frederik 2’s død blev landet ledet af en formynderregering, som fik skubbet Christians mor, dronning Sophie ud på en sidelinje og fratog hende al indflydelse.

Christian blev kronet 29. august 1594 ved en storslået fest i København. Fra 1597-1612 var han gift med Anna Cathrine af Brandenburg, men fra 1615 var han gift med Kirsten Munk. Han var aldrig blevet viet til hende, men regnede hende selv som sin hustru. Samlivet holdt til 10. november 1628, hvor Kirsten Munk lukkede sovekammerdøren på Frederiksborg Slot for kongen. Hun havde da en affære med grev Otto Ludwig, og kongen fik samme dag hugget et sæde i en sten, som stadig ligger i Frederiksborg Slotspark. Fra 1630 var de skilt. Samme år blev Kirstens Munks tidligere kammerpige, Vibeke Kruse kongens nye samlever. Dette forhold holdt indtil kongens død.

Forholdet til Sverige var dårligt med gensidige beskyldninger for ikke at overholde fredstraktraten fra 1570, stridigheder om sejlads i Østersøen og om sundtolden. Christian 4 planlagde en krig og i den forbindelse grundlagde han den befæstede by, Kristianopel i Blekinge tæt på Kalmar o. 1600. På samme tid startede han byggerier på Koldinghus, Akershus, Varberg og Bohus, ligesom han byggede Tøjhushavnen med Tøjhuset og Proviantgården samt Bryghuset i København.

Stadig i de første 10 år af det 17. århundrede nedrev han det gamle Frederiksborg Slot og byggede et nyt, han startede byggeriet af Rosenborg Slot og Jægersborg Slot (Slottet er nedrevet, men man kan stadig se grundplanen ved Jægersborg Haves plejeboliger). Vor Frue Kirke og Skt. Petri Kirke fik nye spir, og Gammeltorv fik sit Caritas-springvand.

Kalmarkrigen 1611-1613

Den første af Christian 4’s krige var Kalmarkrigen mod Sverige. Krigsplanerne blev intensiverede i takt med, at Sverige grundlagde Gøteborg, hvorfra de lod hollandske skibe sejle toldfrit gennem Øresund under svensk flag. De tiltog sig også rettigheder i det nordligste Norge for at sætte sig på nordøstpassagen til Rusland. Samtidig spøgte de gamle krav på Skåne, Halland og Blekinge, som stammede fra Valdemar Atterdags dokument til Magnus Smek.

Krigen blev erklæret 4. april 1611, 7 måneder før Karl 9 døde. Den formelle grund var, at den svenske konge havde erklæret overhøjhed over samerne i nord. Christian 4 mente, at svenskerne dermed anfægtede, at Norge hørte til hans rige. Karl 9 var lammet af en hjerneblødning, men blev bedre og kunne selv lede de svenske styrker. Danskerne angreb og erobrede Kalmar by men ikke slottet. De blev kastet tilbage, men senere blev byen igen erobret og slottet overgav sig ved forræderi og det samme gjorde Øland med Borgholm. I mellemtiden havde svenskerne under ledelse af den unge Gustav Adolf erobret Kristianopel. Erobringen var et prestigetab for Christian, selv om svenskerne hurtigt måtte opgive byen igen. Efter Karl 9’s død fortsatte kampene fra svensk side under ledelse af hans søn, Gustav Adolf og den kun 28 årige kansler, Axel Oxenstierna. Svenskerne trængte ned i Skåne, hvor de bl.a. hærgede Vä og Åhus, men de blev slået på flugt 11. februar 1612 ved Vittsjö. Her blev Gustav Adolf reddet fra at drukne, og der findes i dag en mindesten for slaget, og i Ravlunda Kirke findes en samtidig inskription om slaget og om Kalmarkrigen.

23. maj 1612 erobrede Christian 4 Elfsborg, men måtte opgive at nå til Stockholm over land, da der var mytteri i hæren i Kalmar. 31. maj erobrede han Øland for anden gang.

1. september 1612 angreb Christian 4 øen Vaxolm i den stockholmske skærgård, men spærringer forhindrede ham i at nå frem til hovedstaden.

Så løb krigen ud i sandet, og 23. januar 1613 blev der underskrevet en fredsaftale i Knærød. Sverige skulle opgive kravene på det nordlige Norge, forlade Øsel og Jemtland og frafalde protesten mod de tre kroner i rigsvåbenet. Landet skulle betale en enorm krigsskadeerstatning til Danmark, som skulle beholde Elfsborg og Gøteborg som pant. Danmark skulle give Kalmar tilbage til Sverige. Der er rejst en mindesten i Sjöaryd for fredsslutningen

Efter afslutningen af Kalmarkrigen grundlagde Christian 4 byen Glückstadt ved Elbens munding som konkurrent til Hamburg, og han grundlagde Kristiansstad i Skåne til erstatning for Kristianopel.

I Danmark færdiggjorde Christian 4 Frederiksborg og Rosenborg og fornyede portene i Københavns volde, som han i øvrigt udvidede mod nord op til det nybyggede Kastellet. Læs mere om Københavns volde og Kastellet.

I disse år blev også Christianshavn grundlagt, som en konkurrerende by til København. Den fik kanaler ind til købmandsgårdene og sit eget fæstningsanlæg.

Byggerierne i København fortsatte med Børsen, som var en handelsbygning i to etager og Nyboder, som skulle være beboelsesbygninger for flådens mandskab.

I 1623 indviede han Collegium Regium – i daglig tale Regensen som en bolig for de stuerende ved Københavns Universitet.

Christian 4 arbejdede for at forøge indtægterne ved handel med sydøstasien. Til det formål stiftede han Ostindisk Kompagni i 1616. Det fik monopol på handlen og fungerede indtil 1729. Den indiske base for kompagniet blev kolonien Trankebar, som blev erhvervet i 1620 og var dansk indtil 1845.

Udenrigspolitisk arbejde Christan 4 for at isolere Sverige, hævde sig over for Nederlandene, Frankrig, England samt Hanseforbundet, som alle var utilfredse over den danske øresundstold. Det gav sig udtryk i en kortvarig militær indsats i 1615 til fordel for Christians nevø, Hertug Frederik Ulrik, overfor hansebyen Braunscheig. I 1618 udbrød 30-årskrigen, som i første omgang betød en styrkelse af Danmarks stilling, da de protestantiske lande og i særlig grad Nederlandene var truede af den katolske tyske kejser. Styrkelsen blev udnyttet til at få indsat Christians næstældste søn, den 12-årige Frederik, som fyrstebiskop i Bremen i 1621.

Kejserkrigen 1625-1627

Fra 1625-1627 deltog Christian 4 i Kejserkrigen, som leder af de protestantiske nordtyske fyrstedømmer. Krigen var en del af 30-årskrigen, 1618-1648 og blev ført mod den habsburgske kejser, Ferdinand 2. Trediveårskrigen var udløst af, at protestanterne i Bøhmen gjorde oprør mod den katolske kerjser og indsatte Frederik af Phalz som bøhmisk konge. Frederik var gift med Christian 4’s niece, den engelske prinsesse Elizabeth Stuart. England, Frankrig og Nederlandene ville alle begrænse kejserens magt. De ville dog ikke involvere sig, men opfordrede Christian 4 til at lede modstanden. Christian deltog på grund af Rigsrådets modstand som holstensk fyrste og ikke som dansk konge. Han kæmpede med hvervede soldater mod en professionel hær ledet af general Johann Tilly. Under et ophold i Hameln faldt han af hesten og pådrog sig en hjernerystelse, som svækkede ham meget. Det var under dette sygeleje, at Kirsten Munk bedrog ham med Rhingreven, Otto Ludwig.

Fra Schloss Rotenburg am Fulda:

17. august 1626 kæmpede han mod Tilly ved Lutter am Barenberg, og tabte slaget. Det var meget blodigt med 10-14000 dræbte, herunder Christian 4’s general, Fuchs. Der er rejst en mindesten over den dræbte general og i Heimatmuseum Lutter findes en udstilling med genstande fra slaget. Året efter trængte kejserlige styrker under ledelse af general Albrecht von Wallestein op og besatte Jylland, som blev plyndret både af de kejserlige styrker og de tropper, som skulle forsvare landet. Krigen blev formelt afsluttet ved fredsforhandlinger i Lybeck, hvor mæglerne var kongens svigerdatters far, kurfyrste Johan Georg 1 af Sachsen og kongens nevø, hertug Frederik 3 af Gottorp var mæglere. Herefter rømmede WallensteinJylland og hertugdømmerne, men Christian 4 stod svækket tilbage. Han skulle afholde sig fra indgreb i Nordtyskland, ærkerivalen Gustav Adolf havde forstærket sin indflydelse langs Østersøen og Frederik 3 af Gottorp orienterede sig mod kejseren og mod Sverige.

I 1629 holdt Christian 4 og Gustav Adolf et møde i Ulvsbäck Præstegård, hvor Christian 4 ikke ville gå med til Gustav Adolfs planer om en offensiv mod kejseren.

Nikolaj Kirke

Efter kejserkrigen fortsatte Christian 4’s byggerier, på Kronborg, som var brændt, på Roskilde Domkirke med kapel, spir og portal og med at fædigbygge spiret på Nikolaj Kirke.

Kirken stammer fra Valdemar Sejrs tid i starten af 1200 tallet. Den brændte ved Københavns anden brand i 1795, hvor den blev opgivet som kirke. Brygger Jacobsen rekonstruerede tårn og spir i 1909 og byggede et nyt skib til kirken, som nu er udstillingsbygning.

På den tilhørende kirkegård blev Hans Egede begravet i 1758. Kirkgården og graven er senere sløjfet, men man kan se et epitafium for Hans Egede på kirkens ydermur.

Rundetårn

Christian 4 byggede Trinitatis Kirke og Rundetårn mellem 1637 og 1642.

I 1716 red den russiske zar, Peter den Store op i tårnet.

Gravsteder ved Trinitatis Kirke

Christian 4 færdiggjorde også Holmens Kirke, som oprindelig havde være en ankersmedie til skibsbyggeriet på Gammelholm (Bremerholm), og han byggede Valdemars Slot på Tåsinge til sin søn med Kirsten Munk, Valdemar Christian. Oslo var brændt, så Christian 4 byggede en ny by og kaldte den Christiania

Torstensonkrigen 1643-1645

Sverige havde styrket sin position. I 1630 invaderede Gustav Adolf Nordtyskland og besejrede den kejserlige hær i to slag. I de følgende år var såvel svenskerne som nederlænderne meget utilfredste med den danske forhøjelse af øresundstolden. Sverige kunne nu true Danmark både fra syd og nord, og i december 1643 udbrød Torstensson-krigen, da den svenske general Lennart Torstensson med et overraskelsesangreb invaderede hertugdømmerne og Jylland fra syd. Hertug Frederik 3 af Gottorp sluttede forbund med Torstenson, og kort tid efter invaderede Sverige også Skåne fra nord. Det lykkedes dog ikke svenskerne at indtage Varberg, Kristiansstad og Malmø. Den danske flåde søgte at hindre nederlænderne i at komme med hjælp til Sverig. 16. maj kæmpede 9 danske skibe ledet af kongen mod en større svensk-hollandsk styrke ved Listerdyb nord for Sild. Søslaget endte med dansk sejre.

1. juli 1644 stod slaget mellem den danske og svenske flåde ved Kolberger Heide, som ligger lige vest for Fehmern. Slaget endte uafgjort, men Christian 4, som var ombord på Trefoldigheden, blev ramt af et sprængstykke og mistede sit ene øje. Herefter blev den svenske flåde indespærret i Kielerfjorden, som var under dansk blokade. Det lykkedes dog svenskerne at undslippe 2. august, og allerede 13. oktober led flåden et nederlag ved Fehmern, som betød, at det danske overherredømme til søs for altid var tabt.

Krigen endte med en fredsaftale i 1645 i Brømsebro. Her slap Danmark nådigt. Sverige skulle rømme dansk jord. Danmark skulle afgive Gotland og Øsel, samt de norske landskaber Jemtland og Herjedalen. Endvidere skulle Sverige have Halland i 30 år som pant på freden, og Danmark skulle reducere Øresundstolden. Dog var freden skelsættende. Det var første gang en dansk konge måtte afgive gammel dansk jord.

Corfitz Ulfeldt var den danske hovedforhandler i Brømsebro, og selv om resultatet var nådigt, set med danske øjne, blev Christian 4 rasende på ham og ville først ikke underskrive aftalen. Senere blev kongens uvilje mod Corfitz Ulfeldt endnu større, fordi han og hans hustru, Leonore Christine, rejste et år i Nederlandene og Frankrig for at øge de danske forbindelser, dog uden nævneværdigt resultat.

Kongen døde 28. februar 1648 på Rosenborg Slot. Han er begravet i Roskilde Domkirke.

• Markante personligheder på Christian 4’s tid
• Anders Sørensen Vedel (1542-1616)
• Tyco Brahe (1546-1616)
• Arild Huitfeldt (1546-1609)
• Corfitz Ulfeldt (1606-1664)
• Hannibal Sehested (1609-1666)
• Leonora Christine Ulfeldt (1621-1698)
• Ole Worm (1588-1654)
• Thomas Bartholin (1616-1680)
• Rasmus Bartholin (1625-1698)

Christian 4 døde 1648 og er begravet i Roskilde Domkirke