Jens Grand tilhørte Hvide-slægten, idet han var Skjalm Hvides tiptipoldebarn. Han havde allerede været modstander af Erik Klipping i sin tid som domprovst i Roskilde. Han var ligesom sin forgænger, Jacob Erlandsen,tilhænger af kirkens uafhængighed af kongemagten.
I 1289 blev han ærkebiskop og arbejdede sammen med oprørerne mod Erik Menved. Han havde overtaget Hammershus fra sine forgængere, og han havde nu magten over borgen.
Erik slog til og fængslede Jens Grand den 9. april 1294 og satte ham i fængsel på Søborg Slot under barske forhold med det resultat, at landet blev lyst i interdikt af paven.
13. december 1295 lykkedes det Jens Grand at undslippe fangenskabet med hjælp fra borgens kok og en fil. Han kom op til nordkysten og med et skib, som sejlede ham til hans borg, Hammershus på Bornholm. Senere rejste han til Rom for at føre sin sag for paven. Han vendte tilbage til Danmark sammen med pavens udsending, Isarn. Hans krav mod Erik Menved var uhyrlige. Han skulle modtage en enorm sum penge, og så skulle hele Lunds stift, dvs. Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm tilhøre ærkebiskoppen. Efter mange forhandlinger kom man frem til et kompromis, hvor kravene blev betyligt reducerede, og paven forflyttede Jens Grandtil Riga som ærkebiskop.
Avignon
Han endte sine dage hos paven i Avignon, hvor han er begravet i Cathédrale Notre-Dame des Doms d’Avignon
