

Erik 2 var grandevø til Erik 1 og oldebarn til Godfred den Store. Han er også kendt som Horik 2, Horik den unge og Erik Barn. Det sidste, fordi han kun var et barn, da han blev konge i 854, erfter at de ældre tronkrævere var dræbt i indbyrdes kampe. Erik 2 måtte også kæmpe medlemmer af Harald Klaks slægt, som stadig forsøgte at overtage kongemagten. Bl.a. kæmpede han Harald Klaks nevø, Rorik af Dorestad, som beherskede et landområde syd for Ejderen.
I værket, Ansgars Levned, skrives, at kirken i Hedby blev lukket på foranledning af en jarl i Slesvig, men at Errik 2 afsatte jarlen og genåbnede kirken. Han gav også Ansgar lov til at bygge en kirke i Ribe i 860. Man har ikke fundet spor af den trækirke, som Erik 2 gav Ansgar lov til at bygge. Derimod har man på et areal syd for den nuværende domkirke (Torvet 13) fundet en begravelsesplads med øst-vest vendte jordfæstegrave uden gravudstyr, hvoraf de ældste er dateret til 800-tallet. Gravene er typiske for kristne begravelser, hvilket vidner om, at der har ligget en kristen kirke. Kirken har formentlig ligget under den nuværende domkirke. Hele pladsen omkring kirken har været omgivet at en grøft, hvilket er en typisk markering af indviet jord.

Ribe
På Erik 2’s tid var Ribe allerede 150 år gammel. Byen var bygget som en handelsplads nordøst for Ribe Å omkring år 700, og er Nordens ældste handelsby. Allerede fra 725 blev der udstedt mønter i byen, hvilket viser, at den har været under den danske konge.






Erik 2 døde i 873 i en alder af ca. 44 år. Man kender ikke hans grav.
