De dele af teksten, som bygger på kilden Gesta Wulinensis er skrevet i kursiv.
Mulige begravelser:
Hedeby ved Slien var en vigtig handelsby i vikingetiden. Den siges at være grundlagt i 808 af kong Godfred den Store, som efter forhandlinger med Karl den Store tvangsflyttede indbyggerne i Reric ved Wismar til stedet, hvor Hedeby blev grundlagt. Byen ligger ved udmundingen af Hedebybækken og er beskyttet af en halvkredsvold, som står i forbindelse med Dannevirke. Byen blev hurtigt Danmarks vigtigste handelsby i vikingetiden, og også kongeby (sammen med Lejre) for danske konger / delkonger frem til, at Jelling blev magtcentrum engang i 900 tallet. I 848 fik Ansgar lov af kong Erik 1 til at bygge den første kristne kirke på dansk grund i byen. Denne kirke har man dog ikke fundet spor af. Mens Ansgars delegation var på besøg, døde Regnar Lodbrog efter at være kommet hjem fra togtet til Paris i 845. Han blev muligvis dræbt af Erik 1, som følte sin magt truet. (En anden tradition siger jo, at Regnar Lodbrog blev dræbt i York i 854 af den northumbriske konge Aella. I år 948 blev Hedeby bispesæde.
I første del af 900 tallet skete der voldsomme omvæltninger i Danmark og Hedeby. Ifølge Widukind af Corvey, blev Hedeby erobret af Henrik 1 af Sachsen i 934, som besejrede kong Gnupa og lod ham døbe. Ifølge Thietmar af Merseburg, var det kong Knud, som blev besejret og ifølge Adam af Bremen var det kong Gorm. Også ifølge Adam af Bremen blev magten i Danmark overtaget af Hardegon (Hardeknud), som kom fra “Nortmannia”, og som var Gorms far. Ifølge Gesta Wulinensis intervenerede Henrik 1 i en strid mellem Gnupa/Chnop og hans bror Gorm på den ene side og deres bror, Harald Hardeknudsøn på den anden side. Gnupa/Chnop blev konge men under Henrik 1, hvorefter Hedeby var under tysk overherredømme. I 973 døde kejser Otto 1, hvorefter Harald indtog byen igen. Det varede dog kun til 974, hvor byen byen blev tilbageerobret af den nye tyske kejser Otto 2. Den tyske besættelse varede så 983, hvor Svend Tveskæg erobrede magten. I 1050 blev byen afbrændt af norske Harald Hårderåde, som på det tidspunkt gennemførte flere hærgningstogter mod Danmark under Svend Estridsen. Herefter blev byen opgivet og flyttet til nuværende Slesvig, som havde været bispeby siden 948.
Stenen Hedeby 1 har inskriptionen: “Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da drenge belejrede Hedeby. Han var styrmand og var en dreng med fornemme forældre“. Dermed hentydes til Svend Tveskægs erobring af byen i 983, hvor Erik fra Svends hird er faldet og hans ven Thorulv har rejst stenen som et minde.
Stenen Hedeby 2 har inskriptionen: “Asfrid gjorde disse minder efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn”. Dermed hentydes til Gnupas dronning Asfrid og hendes søn Sigtryd, som må være faldet i kampene i 934 mod Henrik 1.
Stenen Hedeby 3 har inskriptionen: “Kong Svend satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby.” Dermed hentydes til Svend Tveskægs erobring af Hedeby i 983, hvor hans hirdmand Skarde er faldet. Skarde er et kendt medlem af Jomsvikingerne.
Stenen Hedeby 4 har inskriptionen: “Asfrid, Odinkars datter, gjorde disse minder efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne”. Dermed hentydes ligesom på Hedeby 2 til dronning Asfrid, hendes mand kong Gnupa og deres søn Sigtryd, som døde under kampene mod Henrik 1 i 934.
Begravelser:
Harald Klak
Harald Klak døde o.847 i en alder af o.65 år. Han faldt i kamp ved Ejderen tæt på Hedeby, og han havde tætte forbindelser til det frankiske område. Dette passer med, at han muligvis er den begravede i bådkammergraven, men der er ingen kilder, som understøtter dette.
Sigtryd, Gnupa/Chnop og Asfrid
Sigtryd, Gnupa/Chnop og Asfrid er kongelige personer fra starten af 900-tallet med tilknytning til Hedeby. Sigtryd døde i 933, Gnupa/Chnop og Asfrid døde o. 940. Sigtryd og Gnupa/Chnop er muligvis begravet i nærheden af Selk Nor umiddelbart syd for Hedeby, hvor man fandt stenen, Hedeby 2. Asfrid er mor til Sigtryd og hustru til Gnupa/Chnop er muligvis begravet samme sted. Man har dog ikke fundet deres grave.
