Horik 1 (Erik 1) var søn af Godfred den Store. Han var konge 813-835 – i perioder dog kun medkonge. Efter Hemmings død i 812 kom en tid med kampe mellem to grene af kongeslægten: Sigfredlinjen, som bestod af nære slægtninge til Sigfred og haraldlinjen, som bestod af efterkommere af Harald Hildetand. Sigfred fra sigfredlinjen (han var Sigfred Regnarsøns nevø) og Anulo fra haraldlinjen (han var Harald Hildetands barnebarn) blev begge dræbt i 812, hvorefter brødrene Harald Klak og Reginfred fra haraldlinjen (de var børnebørn af Harald Hildetand) deltes om kongemagten. I 913 fordrev Horik og hans brødre Harald Klak og Reginfred fra landet. De vendte dog tilbage og fortsatte borgerkrigen, så i 814 blev Horiks bror, Olaf og Reginfred dræbt, hvorefter Harld Klak igen blev jaget ud af landet. Ifølge Saxo blev Olaf begravet ved Lejre. Her kan man finde Olufs Høj.
Fra 814-828 regerede Horik 1 sammen med de resterende Godfred-sønner, hvoraf vi kun kender Rolf. Ind imellem regerede de sammen med Harald Klak, der dog det meste af tiden var fordrevet fra landet. I 815 trængte en frankisk styrke med Harald Klak ind i landet. Her angreb de en borg ved Lillebælt, som formentlig har været anlægget ved Erritsø. De måtte dog trække sig tilbage uden at have været i kamp med Horik. I 817 angreb Horik 1 Frankerrigets nordlig forpost, Itzeho (Esesfeldburg) dog uden at indtage borgen. Horik var tilhænger af en hård linje over for frankerne, som nu blev ledet af Karl den Stores søn, Ludvig den Fromme. I Horiks regeringstid blev Frisland, det vestlige Frankrig og de britiske øer hærget af mange vikingeekspeditioner. I årene 834-838 blev
Men der er også beretninger om, at Horik påtog sig at beskytte Frankerriget mod betaling fra kejseren. Vikingeflåderne var nu så stærke, at de til dels var ude af kongens kontrol og samtidig var Frankerriget svækket af kampe mellem Ludvig den Fromme og hans sønner og mellem sønnerne indbyrdes. Bl.a. blev Rouen og Nantes nedbrændt af danske og norske vikingehøvdinge, som opererede på egen hånd og i ledtog med en af Ludvig den Frommes sønner mod de andre.
Den mest sagnomspundne af tidens vikingehøvdinge var Regnar Lodbrog (o.795 – o.845). Hans vikingeflåde belejrede Paris i 845 og samme år sejlede flåden til Hamborg, som blev nedbrændt. Høvdingene fra disse togter blev imidlertid angrebet af en mystisk sygdom, og Erik, som mente at sygdommen var en hævn fra den kristne gud, blev forfærdet og lod de overlevende høvdinge henrette og frigav de fanger, der var taget på togterne. Regnar Lodbrog døde selv af sygdommen.
Erik havde allerede givet Ansgar lov til at missionere i Danmark fra 826, hvor landet sammen med resten af Norden formelt kom under bispesædet i Reims. Men efter episoden med sygdommen i 845, fik Erik altså et mere positivt syn på kristendommen, hvilket resulterede i, at Ansgar fik lov til at byggen en kirke i Hedeby i 848. Der er dog ikke fundet spor af denne kirke, men man har fundet en kirkeklokke fra den. Erik hjalp også Ansgar med at genopbygge sin kristne kirke i Birka. Denne kirke var blevet ødelagt tidligere af den hedenske befolkning, men Eriks hjælp tyder på, at Erik havde en form for indflydelse i det Sverige. Norden var nu under bispesædet Hamburg-Bremen.
I 850 blev Erik presset til at dele kongemagten med to af sine nevøer, men i 854 vendte en tredje nevø, Guttorm tilbage til Danmark og indledte et opgør med de tre delekonger. Oprøret resulterede i, at Erik og alle tre nevøer blev dræbt, hvorefter kongemagten overgik til Eriks grandnevø, Horik 2/Erik 2, som ikke havde deltaget i kampene, da han på det tidspunkt kun var et barn.
Horik 1/Erik 1 døde i 854 i en alder af o. 55 år. Hans grav kendes ikke, men det kan være ham, som er begravet i bådkammergraven i Hedeby.