Sophie af Mechlenburg (1557-1631)

Gift med Frederik 2

Sophie af Mechlenburg var datter af hertug Ulrich 3 af Mechlenburg og Elisabeth af Danmark.

“Dronnng Sophie. f. Prinsesse af Mechlenborg-Schwerin. Frederik II’s gemalinde. 1557-1631. ca. 1588. Frederiksborg
Sophie af Mecklenburg, Hans Knieper, 1578. Dronningen er her 19 år gammel. Rosenborg

Da Elisabeth var Christian 3‘s halvsøster, var hun altså halvkusine til Frederik 2, som hun var gift med. Ægteskabet blev indgået i 1572, hvor Sophie var 14 år og Frederik 2 var 38. På trods af den store aldersforskel blev ægteskabet meget lykkeligt.

Frederik 2’s monogram, her fra Kronborg, viser et sammenslynget F og S for Frederik og Sophie.

Efter Frederik 2’s død i 1588 forsøgte hun ligesom sine middelalderlige forgængere, Margrethe Sambiria og Margrethe 1 at blive formynder for sin umyndige søn, Christian 4, men nu var adlen blevet så stærk, at Rigsrådet ikke ville give magten fra sig. Hun trak sig så tilbage til Nykøbing Slot, som var hendes livgeding. I Nykøbing Klosterkirke findes hendes anetavle på nordvæggen i koret. Her blev hun landets rigeste godsbesidder og hun tog med energi fat i driften af sit len. Sofie var interesseret i vandmøller, og arbejdede med møller på Lolland og Falster men også i Nordsjælland, hvor hun ejede Dronningens Mølle, der senere skulle give navn til den lille nordsjællandske by, Dronningmølle. Den hovedrige eksdronning lånte penge ud til europæiske adelig og kongelige, herunder særligt til sin søn, Christian 4, som konstant var i pengenød. Da Sofie døde i 1631 efterlod hun en formue på 5,5 millioner rigsdaler, hvoraf 1 million var Christian 4’s gæld til hende. Han arvede i øvrigt sine egne gældsbreve.Hun døde i 1631 på Nykøbing Slot.

Enkedronning Sophie af Mecklenburg, Jacob van Doordt, 1626, Frederiksborg. Sophie var da 70 år og havde været enke i 38 år.

Sophie er begravet i Roskilde Domkirke