Frederik 2 (1534-1588)

Kong Christian 3
1503-1559
=>Kong Frederik 2
1534-1588
Dynastisk forbindelse til Oldenborgerne
Frederik 2. Hans Knieper eller Melchior Lorck, 1581.Kronborg

Frederik 2 var søn af Christian 3 og dronning Dorothea. Han blev hyldet som tronfølger på landstingene i 1542, da han var 8 år gammel. Han boede hovedsageligt på Koldinghus frem til 1552 og derefter på Malmøhus til han blev konge i 1559.

Allerede i 1559 kort efter sin udnævnelse deltog Frederik sammen med sine to hertugelige farbrødre Hans den Ældre og Adolf i et erobringstogt mod Ditmarsken. Felttoget blev ledet af Johan Rantzau. De erobrede hurtigt området, som efterfølgende blev delt mellem de tre hertuger.

Denne vinkande fra Paris blev hjemført fra Ditmarsken af Frederik 2, Nationalmuseet

Frederiks bror, Magnus, blev biskop i Øsel og rejste dertil i 1561 for at håndhæve sine rettigheder, men i 1561 besatte Erik 14 dele af Estland, mens Magnus vendte tilbage, og Polen og Rusland havde besat resten.

Syvårskrigen 1563-1570

I 1563 startede syvårskrigen mellem Danmark og Sverige. Det var på baggrund af, at Sverige havde blokeret indsejlingen til russiske Narva som modtræk mod Magnus af Øsel, så krigen drejede sig om herredømmet i Østersøen. Den drejede sig også om Sveriges misfornøjelse med, at den danske konge førte de tre svenske kroner i sit våben, hvilket kunne tydes, som om Frederik 2 i virkeligheden ville afsætte Vasa-slægten (Erik 14) og genindføre Unionen. Lybeck blev Danmarks allierede, og Danmark havde ogå indgået et forbund med Ivan den Grusommes Rusland. Krigen startede med et dansk flådenederlag ved Bornholm, hvilket fik Frederik 2 til at udnævne Peder Skram til øverste danske admiral. Han skulle hævde dansk herredømme i Østersøen, men Frederik var utilfreds med hans indsats, og erstattede ham med Herluf Trolle. Samme år førte Frederik en stor hærstyrke op til Elfsborg, som blev erobret. I 1564 foretog svenskerne indfald i Norge men blev slået tilbage og indfald i Blekinge, hvor de begik massakre i Rønneby, hvor 2000 civile blev dræbt. I de følgende år foretog danskerne indfald i Sverige, uden at det førte til noget på samme måde som Sverige foretog indfald i Norge, Varberg (som blev erobret) og Elfsborg som Danmark havde besat. Til søs havde Danmark støttet af Lybeck herredømmet i Østersøen, men ikke afgørende. Ved et slag ved Fehmern blev Herluf Trolle såret og døde efterfølgende i København. Samme år blev der igen kæmpet syd for Bornholm i krigens blodigste søslag. I 1565 vandt Daniel Rantzau over en overlegen svensk styrke ved Axtorna. I 1567 forsøgte svenskerne at erobre Akershus, men blev besejret af Danmark.

På Frederik 2’s sarkofag findes dette relief som skildrer sejren ved Akershus i 1567. Kilde: https://digitaltmuseum.no/021018289617/relieff-fra-kong-frederik-iis-sarkofag-i-roskilde-domkirke

Danmark havde efterhånden herredømmet til søs og i 1568 tilbageerobrede man Varberg. I dette slag døde Daniel Rantzau, og det var Frederik selv, som ledte slagets afslutning. Efterhånden var begge lande økonomisk møre af den lange krig, og i 1570 afsluttede man krigen ved et flere måneder langt fredsmøde i Stettin. Resultatet var, at ingen af de to lande havde fået noget nævneværdigt ud af krigen. Erobringer skulle gives tilbage. Status efter krigen var, at Sverige overtog de danske besiddelser på det baltiske fastland, men at Danmark beholdt de tre øer i Østersøen, Øsel, Gotland og Bornholm.

Kanon fra syvårskrigen. Tøjhusmuseet
Hagebøsse fra Syvårskrigen. Tøjhusmuseet
Frederik 2. Bemalet ler. Johan Gregor van der Schardt, 1578-79. Frederiksborg

Gennem hele sin ungdom havde Frederik et forhold til adelsdamen, Anna Hardenberg. Det førte dog ikke til noget ægteskab på grund af modvilje fra hans familie. I 1572 giftede Frederik sig med sin kusine, Sophie af Mechlenburg. Selv om han var 23 år ældre end hende, blev ægteskabet meget lykkeligt. Frederik 2’s monogram, her fra Kronborg, viser et sammenslynget F og S for Frederik og Sophie.

Frederik 2’s kommandostav fra 1587, Nationalmuseet
Frederik 2’s fingerring af guld fra 1575. Nationalmuseet. Yderst er graveret kongens valgsprog: “MEIN HOFNUNG ZU GUT” og inderst er graveret: “SOFIE”

I resten af Frederik 2′ regeringsperiode var der fred i landet, og Frederik kastede sig bl.a. over store byggerier. Allerede i 1560 mageskiftede han med Herluf Trolle og overtog slottet Hyllersholm (Hillerødsholm) beliggende på en holm i slotssøen i Hillerød. Til gengæld overtog Herluf Trolle Skovkloster ved Næstved, hvor han og hans hustru, Birgitte Gøye, oprettede skolen Herlufsholm. Hyllersholm blev omdøbt til Frederiksborg, og Frederik 2 gennemførte store ombygninger og nybygninger på slottet.

Frederik 2, Kronborgtapet, Hans Knieper, Nationalmuseet. Til venstre ses Kronborg og til højre ses prins Christian (Christian 4) foran Frederiksborg. Frederik 2 lod i alt 43 tapeter forestillende de danske konger fremstille til dansesalen på Kronborg. Der er bevaret 15. Her kan du se dem allesammen .

Det ubetinget største byggeri var Kronborg, til erstatning for Erik af Pommerns Krogen. Slottet skulle bevogte Danmark og være stedet, hvor skibene gennem Øresund skulle betale sundtold. Samtidig skulle det være et prægtigt renæssanceslot, som stod mål med Europas allerypperste. Byggeriet varede fra 1574-1585.

Byggerier i Frederik 2’s tid:

Frederik 2 døde 1588 og er begravet i Roskilde Domkirke