Corfitz Ulfeldt var søn af rigskansler Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Han blev gift med Leonora Christine i 1636 og blev rigshovmester i 1643.
Corfitz Ulfeldt var som dansk rigshovmester hovedforhandler ved afslutningen af Torstensson-krigen i Brømsebro på dansk side, og selv om resultatet var nådigt, set med danske øjne, blev Christian 4 rasende på ham og ville først ikke underskrive aftalen. Kongen mente og med rette, at Ulfeldt var korrumperet og havde beriget sig på statens vegne. I 1646 foretog Ulfeldt og Leonora Christina en rejse til Nederlandende og Frankrig. Han havde fået kongens tilladelse til at medbringe Knud Lavards pandeskal, som ellers blev opbevaret i Sankt Bendts Kirke. Relikviet blev skænket til den kun 9-årige Ludvig den 14. Det blev opbevaret i St. Denis kirken i Paris, hvor det formentlig gik til grunde under Den franske Revolution. Den specielle gave skal ses i lyset af, at Ulfeldt hemmeligt var overgået til katolicismen og ifølge et brev til Paven arbejdede for at indføre denne tro i Danmark. Ulfeldt havde mange modstandere blandt adelen, og i 1650 fik oberstløjtnant Jørgen Walther sin elskerinde Dina Vinhofer til at udbrede rygter om, at Corfitz og Leonora planlagde et giftmord på Frederik 3. Dina blev sagsøgt af Corfitz, og hun ændrede nu forklaring til, at det var Frederik 3, som ville myrde Corfitz. Det endte med, at Dina blev henrettet for falsk vidnesbyrd, men Corfitz følte jorden brænde under sig, så han og Leonora Christine forlod deres store hus i Løvstræde (Gråbrødetorv) og flygtede til Nederlandene og siden Sverige i 1651.
Corfitz Ulfeldt fulgte med Karl 10 Gustav i felttoget op gennem Jylland og over isen til Fyn og Sjælland i januar-februar 1658. Han opfordrede uden held den jyske adel til at begå højforræderi mod Frederik 3, og han var også svensk hovedforhandler ved fredsslutningen i Roskilde, hvor det blev indskrevet i fredsaftalen, at han skulle have sine gamle danske besiddelser tilbage. Under Københavns belejring boede Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine i Malmø men her blev han anklaget af Karl Gustav for at have røbet planerne om stormen på København for danskerne og for at have deltaget i en danske sammensværgelse om at erobre Malmø. Parret blev sat i husarrest i deres bolig i Malmø og Corfitz Ulfeldt blev dømt til døden. Efter Karl Gustavs død i 1659 blev de løsladt og flygtede til Danmark. Her blev de fængslet på Hammershus, hvorfra de forgæves prøvede at flygte. Opholdet varede 17 måneder, indtil de indgik forlig med Frederik 3, og måtte bo på Holckenhavn og ikke vise sig på Sjælland. Corfitz Ulfeldt fik dog lov til at tage på en kurrejse i 1662, hvor han besøgte Paris og herunder skænkede Ludvig 14 Knud Lavards kranium. Men så begik han landsforræderi, idet han lovede kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg, at han kunne skaffe ham Danmarks trone. Dette fortalte kufyrsten til Frederik 3, med det resultat, at Corfitz Ulfeldt blev dømt til døden in absentia og man henrettede en figur af ham på Københavns Slot i 1663. Hans gård på Gråbrødre Plads blev nedrevet og der blev opsat en skamstøtte for ham på pladsen.
Neuenburg am Rhein
Corfitz Ulfeldt var nu jaget i hele Europa, men tog ophold i Basel. Igen måtte han flygte og døde af sygdom på en båd på Rhinen. Herfra blev han begravet i franziskanerklostret i Neuenburg. Klosteret er nedrevet, men lå, der hvor Salzstrasse 1 i Neuenburg ligger. Dette ifølge artikel i Historisk Tidskrift bind 12 af Finn Fris og Das landeskundliche Informationssystem für Baden-Württemberg
Leonora Christinws grav i Maribo Domkirke indeholder ikke hendes jordiske rester. De blev muligvis overført til Corfitz Ulfeldts grav i Neuenburg af hendes sønner.