Sankt Bendts Kirke

Ringsted havde fra gammel tid været stedet for Sjællands landsting med en kongsgård. I 1080 byggede Roskilde-biskoppen, Svend Nordmand en frådstenskirke i byen.

Nogle af kirkens piller hviler på frådsten fra den oprindelige kirke

I 1135, året efter slaget ved Fodevig, stiftede sejrherren, Erik Emune et benediktinerkloster i Ringsted, og i 1161 påbegyndte Valdemar den Store byggeriet af den nuværende kirke. Koret og tværskibene stod færdige i 1170 til helgenkåringen af Knud Lavard. Kirken blev gravkirke for de danske konger fra Valdemar den Store til Erik Menved med undtagelse af Abel, som er begravet i Slesvig, Christoffer 1, som er begravet i Ribe Domkirke og Erik Klipping, som er begravet i Viborg Domkirke. Kirken er en af Danmarks første teglstensbygninger, og stilen er inspireret af norditaliensk kirkebyggeri og den kejserlige gravkirke i Königslutter med absider på østsiden af korsarmen. Kirken brændte i 1241, hvor træloftet efterfølgende blev udskiftet med ribbehvælv. Siden blev der bygget et tårn over korsskæringen. Efter yderligere en brand blev kirken istandsat i 1817, hvor der forsvandt yderligere elementer. Først i 1909 var kirken tilbage i fordums skikkelse.

Sankt Bendts kirke set fra øst. Statuen af Valdemar den Store er fra 1937 og lavet af billedhuggeren Johannes Bjerg.

En tur op ad kirkegulvet

I kirken findes en tavle over kongelige begravelser. Nogle af de anførte personer på tavlen har ikke længere deres grave markeret i kirken. Det drejer sig om “Hans Søster RIKIZA, Dr: af SVERIGE,død 1220″, (Rikizas blev begravet, hvor Dagmars grav er)”KNUD, Hertug af Lolland død 1260″ (Denne Knud havde ellers kæmpet mod Erik Plovpenning), “Hans Søn ERIK, Hertug af Halland død 1304″ (Denne Erik havde ellers været en del af oprørsgruppen mod Erik Menved), “Prinds WALDEMAR, Kong CHRISTOPER I Søn”; “Hans Moder Dronning AGNES, død 1304″ og “ERIK Søn af CHRISTOPHER II, død 1331″

Tavle over de kongelige begravelser i Sankt Bendts Kirke.

Knud Lavard

Knud Lavard blev efter sin død 7. januar 1131 begravet i frådstenskirken og blev efterfølgende helgengkåret. I 1146 havde Svend Grathe, som var søn af Erik Emune, allieret sig med med den 15 år gamle Valdemar. Kongen, Erik Lam, var død, og Svend og Valdemar fik opgravet Knuds Lavards knogler og nedlagt dem i et helgenskrin. Dette var en klar politisk handling mod Knud Magnussøn, som var søn af drabsmanden, Magnus. Ærkebiskop Eskild i Lund billigede ikke denne handling, men Svend og Valdemar fik Eskilds tilhængere i Ringsted erstattet af benediktinermunke og en abbed fra Odense, hvor man havde dyrket Knud den Hellige som helgen siden 1101. I 1157, hvor Valdemar stod som enehersker efter drabet på Svend Grathe, fortsatte han bestræbelserne på at få sin far helgenkåret. Han startede byggeriet af den nuværende teglstenskirke, og han havde også succes med at få paven Alexander 3. til at anerkende Knud som Helgen. Derved kunne paven alliere sig med Valdemar over for den tyske kejser, Frederik Barbarossa, og endelig den 25. juni 1170 kunne helgenkåringen finde sted i den nye kirke med deltagelse af Valdemar den Store, Knuds hustru Ingeborg og ærkebiskop Eskild fra Lund, som forrettede handlingen, selv om han stadigvæk var modstander. Efter refomationen svandt respekten for de gamle grave i kirken. Corfitz Ulfeld fik i 1646 Christian 4’s tilladelse til at fjerne hovedskallen af Knud Lavard og forære den den til Ludvig 14 i Frankrig, som opbevarede den i de franske kongers gravkirke, Saint-Denis. Efter den franske revolution, hvor de franske kongegrave blev ødelagt, kunne man ikke længere finde kraniet. Der er ikke efterladt noget af den oprindelige udsmykning af graven.

Den nuværende gravsten er fra 1855. De to løver er fra hertugdømmet Slesvigs våbenskjold, men dette blev først brugt af hertug Abel i 1232.
Knud Lavards gravsten fra 1600-tallet sidder på væggen i nordre sideskib. Man ser Sønderjyllands våbenskjold. Teksten er: “Knud. Søn af Danernes konge ERIK EJEGOD. Hertug i Slesvig, af Slavenland og Venderland, udnævnt og kronet konge over Abotriterne af kejser LOTHER, kaldes i baghold for mistanke angående kongeværdigheden i Danmark af sin fætter MAGNUS, søn af den da regerende danekonge NIELS, under foregivende af en hemmelig og venskabelig samtale, og nedhuggedes skammeligt den 7. januar 1131 i den nærliggende skov, Haraldsted skov, hvorfra han føres bort og begraves her, men han blev henført til helgernes tal og modtog guddommelig dyrkelse og ære i året 1170, idet sønnen VALDEMAR den første, udbad sig dette af Paven i Rom.”

I korsskæringens vestlige del ses et kalkmaleri af Knud Lavard som helgen. Han har lensfanden i hånden som lesmand i Slesvig. Ved siden ses dele af Erik Plovpennings martyrium. Maleriet er fra 1304, altså 134 år efter Knuds helgenkåring. Billedet skal ses som et led i den dræbte Erik Klippings dronning Agnes’ forsøg på at få Erik Plovpenning helgenkåret. Så ville der være en helgen i familien (Erik Klippings farbror), og man ville stemple Abels familie, idet Abel stod bag mordet på Erik Plovpenning.

Måske er det ikke Agnes, men hendes søn, Erik Menved, som står bag de fire kalkmalerier. En forklaring herpå kan ses under Erik Plovpenning. Her forklares bl.a. også de to billeder ved siden af Knud.

Valdemar den Store

Valdemar den Store døde allerede i en alder 51 år på Vordingborg Slot efter at han forgæves var søgt helbredt af indkaldte læger fra Skåne.

Valdemars gravsten fra 1855. Teksten er : Waldemarus Prim: Rex Danie.
Ved åbningen af graven i 1855 udtog man denne hårlok fra Valdemar den Store.

Man fandt også denne blyplade med næsten enslydende tekst på de to sider. På den ene side kaldes kongen blot Valdemar, mens han på den anden side kaldes Valdemar den første. Denne side er derfor yngst, og den indeholder også den længste tekst.

Den ældste tekstside
Den yngste teksside
Gengivelse af blypladens to tekstsider på dansk

Dronning Sophia

Sophias gravsten fra 1855. Teksten er Regina Sophia Uxor Waldemari Primi (Dronning Sophia, Waldemar 1’s hustru)

Christoffer Waldemarsøn

Christoffer (1150-1173) var søn af Valdemar den Store og hans frille, Tove. Han voksede op hos Peder Torstensen og Cecilia Skjalmsdatter på Pedersborg og blev også oplært af Absalon. Christoffer blev hertug af Slesvig, ligesom hans far og farfar havde været og deltog også i slaget med venderne.

Stenen er fra 1855 med teksten: “Christopher, søn af Waldemar den Første”

Knud 6

I korets sydvæg ses denne kongefrise, hvor Knud 6, Valdemar Sejr og Valdemar den Unge er afbildet

Knud 6. døde i Slesvig i en alder af 39 år.

Knud 6’s gravsten er fra 1855 ligesom mange af de andre. Teksten er: “Knud, Danmarks konge, søn af Waldemar den første”

Dronning Richiza

Dronning Richiza af Sverige døde i 1220. Hun var flyttet tilbage til Danmark, efter at hendes mand, Erik Knutson døde i 1216. Hun blev begravet på venstre side af sin bror, Knud 6, men denne grav blev sammen med Dagmars grav stærkt ødelagt, da provst Blichfeldt i 1683 indrettede et gravkammer til sig selv og sin familie. Graven er i dag ikke markeret.

Dronning Dagmar

Dagmar døde i Ribe i en alder af 26 år. Hendes grav blev sammen med Richizas grav stærkt ødelagt, da provst Blicher i 1683 indrettede et gravkammer til sig selv og sin familie.

Dronning Dagmars grav ligger ved siden af Valdemar Sejrs. Teksten er på dansk: “Dronning Dagmar. Første hustru af Waldemar den Anden”

På Christian 5‘s tid foretog man udgravninger i Sankt Bendts Kirke. Her fandt man et byzantinsk kors, som blev indleveret på Det kongelige Kunstkammer med oplysningen om, at det var fundet i dronning Dagmars kiste. Det er ikke helt sikkert, at dette er sandt. Det kan også være fundet i graven af dronning Richiza, som var søster til Valdemar den Sejr og svensk dronning. Hendes mor var jo Sophia af Minsk, som havde forbindelse til den byzantiske kejser. Det er et byzantisk relikviegemme fra o. 1000, som kunne åbnes. Det er nu loddet sammen, men man mener, at det indeholder en splint af Kristi kors.

Den ene side af korset med den korsfæstede Kristus, (Nationalmuseet)
Korsets anden side med Kristus i midten, Maria på venstre side og Johannes Døberen på højre side. For oven Sankt Basilios, og for neden ses Johannes Chrysostomos. Begge var kirkefædre fra det fjerde århundrede. (Nationalmuseet)

Dronning Beringera

Dronning Beringera døde i 1221 i en alder af 24 år.

Beringeras grav ligger på den anden side af Valdemar Sejrs i forhold Dagmar. Teksten siger på dansk: “Dronning Beringera, Waldemar den Andens hustru”
Da graven blev åbnet i 1855, fandt man Berengerias kranium og lavede en gibsafstøbning
Dronning Berengarias fletning

Valdemar den Unge

Valdemar den Unge var søn af Valdemar Sejr. Han døde på Røsnæs ved en vådeskudsudlykke i en alder af 22 år

På stenen står på dansk: “Waldemar den tredje, Danmarks konge, søn af Waldemar den anden”

Dronning Eleonora

Eleonora var gift med Valdemar den Unge, men blev ikke regerende dronning. Hun døde i en alder af 20 år.

Dronning Eleonoras gravsten. Som den enste er den ikke fornyet i 1855, men stammer fra 1600-tallet. I graven fandt man et lille muret rum i fodenden. I rummet lå skelettet af Eleonoras søn, som kun blev seks måneder gammel.

Valdemar Sejr

Valdemar sejr død i 1241 i en alder af 71 år

Valdemar Sejrs gravsten. Han er begravet mellem sine to dronninger, Dagmar og Beringera. Gravstenen stammer som de andre fra renoveringen i 1855. Teksten er atypisk i forhold til de andre kongebegravelser i Sankt Bendts Kirk. Den siger på dansk: “Waldemar den Anden, dansk lovgiver”, Ordet “konge” er altså ikke nævnt, men illustreres af kongekronen.

Erik Plovpenning

Erik Plovpenning døde i 1250 i en alder af 34 år. Efter at Eriks lig blev fisket op af fiskere på Slien, blev det ført til Sortebrødre Klosterkirke i Slesvig, som hed St. Maria Magdalena. Dette kloster findes nu ikke længere, men lå på de grunde, hvor Pastorenstrasse 3-7 nu ligger. Siden blev Erik begravet i Slesvig Domkirke, og i 1258 flyttede Christoffer 1 liget til Sankt Bendts Kirke. Her blev Erik begravet i en muret grav under korsskæringen. Senere blev liget flyttet op i en muret grav oven på den gamle. Derved kom noget af graven over kirkegulvet, således at menigheden havde adgang til at se ind i graven gennem et hul i siden.

I koret findes dette kalkmaleri, som sandsynligvis forestiller Erik Plovpenning
Den øverste af Eriks grave er udstillet på domkirkemuseet.

I 1520 flyttede man resterne af kongen til en af kirkens piller, så han stod som en stifter eller bærer af kirken. Oven på den tidligere grav lagde man en gravsten for den svenske konge Birger Magnussson (1280-1321) og hans hustru Margrete Eriksdatter, som var datter af Erik Klipping og Agnes.

Teksten er fra 1520 og lyder i dansk oversættelse: “Danmarks berømmelige fyrste, den guddommelige kong Erik, dræbt med broderlig svig ved floden og sværdet, han hvem forbrydelsernes hævner Christus havde udmærket ved forskellige tegn, befalede han også at begraves i denne ensomme jord.”

Dronning Agnes

Dronning Agnes døde i 1304 i en alder af 47 år.

Detalje af kalkmaleriet i korsskæringen over Agnes’ grav. Man ser enkedronningen med et skilt, hvorpå der står “Ave Maria”

Hun blev begravet foran alteret tæt på Erik Plovpenning, som hun forsøgte at få helgengjort. I dag er graven ikke længere markeret.

Kong Birger Magnussen og dronning Margrete Eriksdatter

På en pille i koret findes dette maleri af Birger Magnusson

Birger Magnusson døde i 1321 i en alder af 41 år og Margrete Eriksdatter døde i 1341 i en alder af 64 år.

Den svenske kong Birger Magnusson (1280-1321) og hans danske dronning Margrete (1277-1341) var blevet landflygtige i Danmark siden 1318. Efter Birgers død, levede Margrete i Sankt Peders Kloster i Næstved til sin død. Deres grav er anlagt oven i graven for Erik Plovpenning, hvis ben man flyttede til en af kirkens piller. Teksten er: “Birger 9 svensk konge med sin hustru Margrete”

Erik Menveds og dronning Ingeborgs grav

Erik Menved døde i 1319 i en alder af 45 år, og Ingeborg døde i i 1319 i en alder af 42 år. De er det sidste kongepar, som blev begravet i Ringsted.

Personerne er afbildet stående i en katedralportal. Under kongens fødder er løver, symbolet på styrke og under dronningens fødder er hunde, symbolet på troskab.
Erik Menved. Gravplade af messing med ansigtet i alabast. Overkjortlens mønster består af de danske våbentegn, løver og hjerter. Kongen bærer sværd og scepter.
Dronning Ingeborg. Gravplade i messing med ansigtet i alabast. Hun holder et scepter og en bog

I borten af messingpladen findes følgende latinske indskrift, som i dansk oversættelse lyder: “Jeg, Erik, fordum konge i Danmark i 33 år, en retfærdig dommer for fattige og rige, hvor de har haft ret, beder alle dem, som jeg måtte have gjort noget imod, at de af deres godhed vil tilgive mig og bede for min sjæl. Jeg døde i Herrens år 1319 på den hellige biskop og bekender Brictius’ dag (dvs. 13. november). Jeg, Ingeborg, svensk af fødsel, fordum dronning i Danmark, beder alle dem, som jeg måtte have gjort noget imod, at de af deres godhed vil tilgive mig og mindes min sjæl. Jeg døde i Herrens år 1319 på den hellige Jomfru Marias himmelfartsdag (dvs. 15. august)”

Blanka af Namur

Blanka af Namur var Håkon 6‘s mor. Enkelte kilder siger, at hun er begravet i Ringsted, mens andre siger, at hendes gravsted er ukendt.

Anne Hardenberg

Anne Hardenberg var Frederik 2‘s kærlighed gennem hans ungdom.

I korets nordvæg findes dette epitafium over Anna Hardenberg og hendes mande, Oluf Mouritzen Krognæs
I kapellet lige nord for koret er Anna Hardenberg og Oluf Mouritzen Krognos begravet