Knud Lavard var kun 7 år gammel, da hans forældre, Erik Ejegod og dronning Bodil rejste til Det hellige Land og døde. Som lille havde Knud boet hos forældrene på kongsgården i Slangerup, men da de skulle rejse, kom han i pleje hos Skjalm Hvide og fru Signe i Fjenneslev. Efter forældrenes død i udlandet sendte Skjalm Hvide ham til den sachsiske hertug Lothar for at beskytte ham mod sine halvbrødre, Erik og Harald. Her boede han hos hertugen i Qedlingburg, som også er det sted, hvor Henrik Fuglefænger blev begravet og det sted, hvor Otto 1 holdt et fredsmøde med deltagelse af fyrster fra Danmark og omgivne lande. Knud blev indsat som hertug af både Slesvig og Holsten af sin onkel, kong Niels for at forsvare grænsen mod venderne. Han kom til at bo på kongsgården i Slesvig, som lå der hvor det nuværende rådhus ligger. På denne måde blev hertugdømmerne både len af den danske konge og den tyske kejser. Knud udvidede yderligere sin magt, da han også blev hersker over venderne, stadigvæk under den tyske kejser. I den forbindelse blev hans vendiske regeringsæde byen Stargard i det nuværende Polen. Kong Niels og hans søn, Magnus, arbejdede begge på at lade Magnus efterfølge sin far som konge, men de anså Knud Lavard som en farlig rival. Ved et julegilde i kongsgården i Haraldsted var Knud på besøg hos Asser Rigs svigermor Cæcilia og hendes mand Erik Jarl. Her blev Knud myrdet af sin fætter, Magnus, 7. januar 1131, idet Magnus havde lokket Knud med ud til Haraldsted Skov. Mordet satte gang i et oprør mod Niels, ledet af Knuds halvbror, Erik Emune. På mordstedet sprang en hellig kilde, og der blev rejst et kapel, hvortil folk valfartede for at nyde godt af kildens helbredende kræfter. Knud blev begravet i den daværende frådstenskirke i Ringsted, og han blev helgenkåret i 1170 under foranledning af sin søn, Valdemar den Store.
