| Kong Christian 4 1577-1648 | => | Kong Frederik 3 1609-1670 |
Frederik 3 blev født på Haderslevhus (Hansborg) som søn af Christian 4 og Dronning Anne Cathrine.
Allerede som 12-årig blev han indsat som coadjutor til ærkebispedømmet i Bremen, hvilket betød, at han var udset til at blive ærkebiskop senere. Det skete dog først i 1635 hvor han efterfulgte sin farfars (Frederik 2’s) fætter, Johan Frederik, i embedet. I 1636 blev han endvidere fyrstebiskop i Verden. I Bremen kæmpede Frederik længe med bystyret for at indføre lutheransk gudstjeneste i domkirken, og det lykkedes længe for Frederik at holde Bremen ude af 30-års krigen, også da Torstenson indvaderede Jylland i 1643. Han blev udnævnt som general i 1644, hvor han skulle tage kampen op mod de svenske styrker i Jylland, men i 1645 blev Bremen indtaget af svenskerne, hvorved Frederik mistede sin titel af ærkebiskop i 1647. Herefter boede Frederik på Duborg Slot i Flensborg sammen med sin 19 år yngre hustru, Sophie Amalie, med hvem han var blevet gift i 1643. Han havde allerede i 1638 et forhold til Margrete Pape, med hvem han fik sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Indtil 1647, hvor den udvalgte prins Christian døde, var han den næstældste søn af Christian 4, men efter sin storebrors død blev han af stænderne og rigsrådet valgt som tronfølger, mod at hans far trak nogle reformer tilbage. Efter Christian 4’s død i 1648 blev han konge samme år, mod at han skulle underskrive en hård håndfæstning, som begrænsede hans magt.
I 1651 føg det med rygter om, at Frederik ville forgive Corfitz Ulfeld med gift – og også modsat. Samtidig blev der afsløret stort økonomisk underslæb fra Corfitz Ulfeldts side, så denne flygtede til Nederlandene og siden Sverige sammen med hustruen, Leonora Christine.
De svenske besiddelser i Nordtyskland efter afslutningen af 30-årskrigne omfattede Pommern, Mechlenburg og Bremen. For at imødegå en svensk trussel fra syd, anlagde Frederik byen Frederiksodde (Fredericia), som en forsvarsby for Jylland.
Karl Gustav krigene
Truslen fra Karl 10 Gustav var stor, og for at komme den i forkøbet, erklærede Danmark krig mod Sverige 1. juni 1657. Danmark startede med at tilbageerobre Bremen, men de svenske styrker, som var engageret i krig i Polen, marcherede hurtigt mod Holsten, hvor de besejrede danskerne og trængte op til Slesvig, hvor Karl 10 sluttede forbund med hertug Frederik 3 af Gottorp, som var Karl 10’s svigerfar. Svenskerne besatte Jylland, men ikke Frederiksodde i første omgang. Det varede til 24. oktober, før fæstningen faldt. Den svenske flåde var låst inde i Wismar af danskerne, så de kunne ikke nå frem og hjælpe med at føre hæren over til Fyn. Vinteren 1657-58 var usædvanlig hård, så de danske farvande var frosset til. 30. januar 1658 gik svenske tropper fra den lille ø, Brandsø i Lillebælt over isen til Tybrind Vig. Fyn overgav sig hurtigt, og svenskerne fortsatte til Svendborg, videre over Tåsinge til Langeland og derfra til Lolland, hvor de gik i land 7. februar ud for Frederiksdal. Videre gik det til Falster og Sjælland, som blev indtaget 11. februar. Samme dag startede de indledende fredsmøder i Vordingborg med engelsk mægling. Møderne fortsatte i Tåstrup Præstegård 16.-18. februar. Fredsslutningen kom 27. februar i Roskilde, hvor man havde forhandlet i rummet over Helligtrekongers Kapel i domkirken. Roskildefreden indebar bl.a. at Danmark-Norge mistede Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohuslen og Trondhjems Len, samt at Corfitz Ulfeldt fik sine danske besiddelser tilbage. Efter fredsslutningen afholdt kongen en storstilet banket på Frederiksborg Slot for de svenske sejrherre. Svenskerne skulle rømme landet senest 1. maj. De rømmede dog kun Sjælland og Lolland men fortsatte besættelsen af resten af landet.
Den 2. Karl Gustav Krig startede i august 1658, da svenskerne gik i land i Korsør. Karl Gustavs styrker på Sjælland forberedte et angreb på København for endelig at udslette staten Danmark-Norge. Kongen blev rådet til flugt, men udtalte: “Jeg vil dø i min rede”, og byen forberedte sig på at slås for sin og landets overlevelse. Borgere, studenter, soldater og hollandske hjælpetropper forstærkede befæstningen og gjorde udfald mod den svenske belejringsstyrke. Resten af landet var besat, og mange steder oplevede man plyndringer. Kronborg blev belejret og faldt i svenskernes hænder. 20. oktober kom en hollandsk hjælpeflåde til Øresund. Den blev beskudt af svenskerne fra Kronborg og mødt af en svensk flåde, men efter et voldsomt søslag kom der nu hollandsk undsætning til København. Danmark havde indgået en alliance med Brandenburg, og herfra invaderede en styrke Jylland. Styrken var ledet af kurfyrste Frederik Vilhelm , som i øvrigt var Frederik 3’s fætter forskudt et led, men hovedparten af styrken bestod af polske lejetropper, som hærgede endnu mere, end svenskerne havde gjort. I Norge lykkedes det at genvinde Trondhjem Len fra svenskerne i december 1658.
Bornholmerne gjorde oprør mod at være blevet svensk. Den svenske kommandant på Hammershus, Johan Printzensköld, blev skudt i Rønne, borgen overgav sig, og bornholmerne overgav deres ø til Frederik 3 til evig arv og eje.
11. februar 1659 kom Stormen på København. De svenske styrker prøvede hele natten uden held at trænge frem mod Slotsholmen sydfra ved at benytte, at det dengang lavvandede område, Kalveboderne syd for Slotsholmen var frosset til. Efter 6 timer gav Karl Gustav op efter at have miste 580 mand. Kalveboderne er senere tørlagt og gaden Stormgade vidner om begivenheden på stedet.
Der var danskere, som tog kampen op og kæmpede mod svenskerne. Den mest kendte er nok Svend Gønge.
Karl Gustav døde 7. februar 1660 og 27. maj samme år blev der sluttet fred i København, hvor Hannibal Sehested var den danske hovedforhandler. Freden var i høj grad dikteret af stormagterne, Holland, England og Frankrig. Danmark havde for altid mistet Skåne, Halland og Blekinge, samt Hven, men vandt som skrevet Bornholm tilbage, og Norge mistede Bohuslen, men vandt Trondhjems len tilbage. Det blev også fastsat, at huset Gottorp havde fuld statslig suverænitet over besiddelserne i Slesvig og Holsten.
Rigsrådet, hvor de adelige sad, havde mistet indflydelse under krigen til fordel for borgerstanden, som havde vundet magt. Rigsrådet var også uegnet til at styre landet p.g.a. den stærkt voksende administration. De to vigtige medlemmer af rigsrådet, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, var udmanøvreret af kongen. Rigsrådet var i løbet af 1600 tallet blevet meget upopulært i befolkningen, som var var utilfredse med adelens skattefrihed. Samtidig var kongen selv populær efter hans heltemodige optræden under Købehavns belejring. Et stændermøde i København i oktober 1660 resulterede i, at de gejstlige og borgerne udmanøvrerede adelen og foreslog konge og rigsråd, at gøre kongemagten arvelig og sløjfe håndfæstningen af 1648. Rigsrådet var svagt og splittet og tilsluttede sig forslaget, hvilket resulterede i indførelsen af enevælden 18. oktober 1660. Det var i første omgang kun kongens arveret, der blev indført. Håndfæstningen blev ophævet og kongen skulle selv fremkomme med en ny forfatning. Det blev til den såkaldte “enevoldsarveregeringsakt” fra 1661, som fastslog kongens uindskrænkede magt, såvel lovgivende, udøvende som dømmende.
I 1665 kom det forfatningsmæssige grundlag for enevælden i form af Kongeloven, som var forfattet af Peder Schumacher Griffenfeld. Den kom til at fungere som landets grundlov frem til 1849.
Byggerier i Frederk 3’s tid
.jpg){kind=link}
- Markante personligheder på Frederik 3’s tid
- Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699)
- Thomas Kingo (1634-1703)
- Ole Rømer (1644-1710)
- Marie Grubbe (1643-1718)
- Svend Gønge (1610-1679)
- Leonora Christine Ulfeldt (1621-1698)
- Corfitz Ulfeldt (1606-1664)
- Hannibal Sehested (1609-1666)
- Ole Worm (1588-1654)
- Thomas Bartholin (1616-1680)
- Rasmus Bartholin (1625-1698)
- Niels Steensen (1636-1686)
- Hans Rostgård (1625-1684)
- Henrik Gerner (1629-1700)
Frederik 3 døde af lungebetændelse i 1670 og er begravet i Roskilde Domkirke