Liden Kirsten (1118-?)

Liden Kirsten eller Kirsten Knudsdatter var søster til Valdemar den Store og datter af Knud Lavard. Se nærmere her. Hun blev gift med den norske konge Magnus den Blinde, som dog lod sig skille fra hende engang i 1130-erne. Hun rejste tilbage til Danmark og et sagn siger, at hun blev forelsket i Prins Buris, som var søn af Henrik Skadelår og en af Valdemar den Stores modstandere. Hun skulle være blevet gravid med Buris, hvilket gjorde kongen så rasende, at han tvang hende til at danse sig til døde. Den historiske Buris blev fængslet i 1166, hvor Kirsten skulle være 48 år. Det er lidt svært at forestille sig, at hun i den alder skulle blive gravid med Buris. Sagnet fortæller fortsat, at Kirsten er begravet på Vestervig Kirkegård, og at Buris blev holdt fanget på Vestervig Kloster efter, at han havde været fængslet på Søborg Slot. Han var bundet til en lænke, som netop var så lang, at han kunne nå hen til Kirstens grav. På kirkegården findes endnu i dag en dobbeltgrav fra middelalderen, som indholder rester af en mand og en kvinde.