Harald Hårfagre (860-932)
Harald Hårfagre regnes som den første konge over hele Norge. I virkeligheden var det dog mest det vestlige Norge.
I 872 vandt han et stort slag over de andre høvdinge ved Hafrsfjord. Her er der i Møllebugten rejst monumentet “Sverd i fjell” til minde om slaget.
Harald er begravet i en gravhøj ved Haugesund, hvor der er rejst et stort monument for ham.
Erik Blodøkse (?-954)
Erik Blodøkse var søn af Harald Hårfagre og gift med Harald Blåtands søster, Gunhild Kongemor. Han var konge i Norge 930-935 , de første år sammen med sin far. Herefter blev kongemagten delt mellem Erik og hans halvbror, Håkon 1, hvorefter Erik og Gunhild tog til England, hvor Erik blev den sidste vikingekonge i York.
Han faldt i slaget ved Stainmore i 954, hvor han formentlig er begravet, men hans grav kendes ikke. Nord for A66 i Stainmore står resterne af et stenkors fra 1000 tallet, som siges at være til minde om slaget eller om Erik Blodøkse. Korset hedder Rey Cross, men man har ikke fundet rester af Eriks grav på stedet. Korset skal formentlig markere grænsen mellem Northumbria og Skotland.
Hvis man er på de kanter, så er der umiddelbart vest for monumentet aftegninger i jorden af en romersk lejr fra år 72 f.Kr. Lejren har form af en kvadrat med sidelængden 300 m.
Gunhild Kongemor (?-?)
Gunhild var datter Gorm den Gamle og således søster til Harald Blåtand. Hun blev gift med den norske konge, Erik Blodøkse og mor til den senere norske konge, Harald Gråfell. Harald og nogle af hans brødre blev delkonger i Norge, så derfor fik Gunhild tilnavnet Kongemor. Hun blev en sagnomspunden mytisk figur i Norge og blev tillagt overnaturlige evner. Hun fulgte med sin mand til England, hvor Erik blev dræbt ved Stainmore i 954. Senere kom hun via Orkneyøerne muligvis tilbage til sin bror, Harald
Moseliget ligger udstillet i Spinderihallerne. P.g.a en fure ved halsen regner man med, at kvinden er blevet stranguleret.
Gunhild døde o.980 i en alder af o. er formentlig begravet i Jelling
Håkon den Gode (918-959)
Håkon den Gode var søn af Harald Hårfagre og frillen Tora Mosterstong. Han blev opfostret hos den angelsaksiske konge Athelstan, hvor han også blev kristen. Han kæmpede mod sønnerne af Erik Blodøkse. Disse var støttet af danske Harald Blåtand, og i 959 tabte blev han dræbt i kamp i slaget ved Fitjar ved Bergen.
Han er begravet i Håkonshaugen.
Harald Gråfell (o.935-970)
Harald Gråfell var søn af Erik Blodøkse og Gunhild Kongemor. Han voksede op i England hvortil hans forældre var rejst. Han blev sammen med sine brødre småkonge i Norge. Her opildnede deres mor, Gunhild, brødrene til at vinde magten fra Håkon den Gode, og ved hjælp af Harald Blåtand vandt han magten i hele landet og blev Haralds vasal.
I 970 blev Harald Gråfell dræbt af Guld Harald. Der er to forskellige forklaringer på hændelsen. Se nærmere her: Øvrige danske beskrivelser.
Harald Gråfell døde i 970 i en alder af o. 35 år. Man kender ikke hans grav.
Håkon Jarl (935-995)
Håkon Jarl (Håkon Sigurdsson) var jarl i Trøndelagen under Harald Blåtand. Han kæmpede mod Harald Gråfell og hans brødre i Vestnorge, og ved hjælp af Harald Blåtand fik han besejret Gråfell i slaget i Limfjorden i 970. Se de nærmere omstændigheder her: Øvrige danske beskrivelser
Han var nu Harald Blåtands jarl både i Trøndelagen og Vestnorge, og i 974 kæmpede han på Haralds side mod Otto 2. Herefter gjorde han oprør mod Harald, da han ikke ville kristnes. På vej hjem fra kampene i Slesvig hærgede han i Skåne.
Hjørungavåg
Håkon Jarl kæmpede mod Danmark og jomsvikingerne i slaget ved Hjørungavåg hvor han ofrede sin søn og vandt slaget. Slaget fandt sted o. 983.
Begivenheden er skildret i Adam OehlenschIægers digt “Håkon Jarls Død”. I 995 blev Håkon Jarl angrebet af Olav Tryggvason i nærheden af Trondhjem. Her gemte han sig på gården Rimol, hvor han til sidst blev dræbt af sin træl, Kark, som havde hørt Olav Tryggvason udlove en bellønning til den som dræbte Håkon Jarl.
Rimol
Adresser: Rimol: Tranmælsvegen 186, 7227 Norge og Jarlshola: Bagøjvegen 7224 Norge.
Håkon Jarls begravelsessted kendes ikke, men Olav lod både Håkon Jarls og Karks hoveder sætte på stage på øen Munkholmen i Trondhjemsforden.
Olav Tryggvason (968-1000)
Olav Tryggvason var oldebarn af Harald Hårfagre. Han var kristen konge efter Håkon Jarls død og blev gift med Harald Blåtands datter, Thyra. Det siges, at Olav Tryggvason grundlagde Trondheim, hvor der er rejst et monument for ham.
Olav sejlede til England i 991 og vandt sammen med Svend Tveskæg over Ethelred den Rådvilde i slaget ved Maldon. Han kæmpede mod Svend Tveskæg og svenske Olof Skötkonung i Slaget ved Svold o.1000. Her sejlede han på det navnkundige skib, Ormen hin Lange, hvorfra han kastede sig i havet, da han indså, at slaget var tabt.
Herefter var Svend Tveskæg konge i Norge.
Olav Trygvason døde o.1000 i en alder af o.32 år. Hans gravsted kendes ikke.
Tyra Haraldsdatter (972-?)
Tyra var datter af Harald Blåtand og dronning Tove. Hun var bl.a. gift med Olav Tryggvason og ifølge sagnet tryglede hun sin mand om at sejle til sin halvbror, Svend Tveskæg, for at hente sin medgift, og dette skulle være grunden til slaget ved Svold. Før Olav Tryggvason havde Tyra bl.a. været gift med Styrbjørn Olofson.
Sagnet siger, at Tyra sultede sig ihjel efter sin mands død ved Svold. Hendes begravelsessted er ukendt.
Olav den Hellige (995-1030)
Olav den Hellige var søn af Harald Grenske (fra Greenland, som er et område ved Larvik) og stormandsdatteren Aasta Gudbrandsdatter. Faren døde, mens Olav var helt lille, og hans mor giftede sig med Sigurd Syr, som opfostrede drengen. Olav deltog sammen med Svend Tveskæg i angrebet på England fra 1012, hvorefter han ledte et togt til Spanien. I 1014 indgik han en alliance med Ethelred den Rådvilde, som ville vinde magten i England igen efter Svend Tveskægs død. Ved denne lejlighed blev han døbt i den hellige brønd i domkirken i Rouen. I Norge tog han efterhånden magten over de småkonger / jarler, som var underlagt Danmark og Sverige, og gennemførte en kristning af landet med meget hårdhændede metoder. Han forsøgte også, at tage magten i Danmark, mens Knud den Store var bortrejst. Herunder blev han muligvis hjulpet af Ulf Jarl, som var gift med Knuds søster Estrid. Efter et søslag ved Helge Å i Skåne i 1027, hvor han sammen med svenske Anund Jacob blev besejret af Knud den Store, vendte han tilbage til Norge og fortsatte med at tage magten, særligt i området omkring Trondhjem. I 1028 fik Knud dog magten i Norge ved hjælp af norske stormænd, og Olav flygtede sammen med sønnen Magnus til Novgorod, hvorfra han vendte tilbage i 1030. Han forsøgte at genvinde magten, men blev mødt af et oprør i hvilket han blev dræbt af bondehær i Slaget ved Stiklestad.
Olav blev helgenkåret og begravet i Klementskirken i Trondhjem, hvoraf der er fundet ruiner på Petter Egges Plass i byen. Senere blev han begravet i Nidaros Domen. Olavs søn, Magnus den Gode blev konge over Norge i 1035 og i Danmark i 1042.
San Carlo in Corso
Olav har sit eget kapel i kirken Santi Ambrosio e Carlo in Corso i Rom.
Olav den Hellige er begravet i Nidarosdomen
Svend Knutson (1016-1035)
Svend Knutson var søn af Knud den Store og Ælfgifu. Han regerede Norge i sin fars navn med sin mor som formynder efter, at Olav den Hellige var flygtet til Novgorod. I 1035 måtte han selv flygte til Danmark, hvor han døde. I Norge afløstes han af Olavs søn, Magnus den Gode. Hans gravsted kendes ikke.
Harald Hårderåde (1018-1066)
Harald Hårderåde var søn af Sigurd Syr og Asta Gudbrandsdatter, og på denne måde halvbror til Olav den Hellige. Han var far til dronning Ingegerd af Danmark. Harald kæmpede sammen med Olav i slaget ved Stiklestad i 1030, hvor Olav blev dræbt. Derefter tilbragte han 16 år som anfører for en vikingehær i de gamle svenske besiddelser i Østeuropa og senere i Kontantinopel og Grækenland. Han blev norsk konge i 1047 efter Magnus den Godes død og kæmpede i mange år mod den danske kong Svend Estridsen. Bl. a. afbrændte han Hedeby i 1050, og i 1062 kæmpede han mod Svend Estridsen i et søslag vis Nisåens (Nissan) udløb i bugten ved Hamstad.
I 1066 kæmpede han i England for at vinde den engelske trone efter Edward Bekenderens død. Den 20. september vandt han slaget ved Fulford Gate over to jarler.
Stamford Bridge
Fem dage efter sejren blev Harald angrebet af den nye engelske konge, Harold Godwinson ved Stamford Bridge.
Elisabeth af Kiev (1025-1067)
Elisabeth eller Elisiv var datter af Yaroslav 1 af Kiev og Ingegerd Olovsdatter af Sverige, hvorved hun var barnebarn af Olof Skötkonung. Hun var gift med Harald Hårderåde og mor til dronning Ingegerd af Danmark. Efter Haralds død i slaget ved Stamford Bridge i 1067, rejste hun til Danmark sammen med sin datter.
Elisabeths gravsted kendes ikke
Olav Kyrre (1050-1093)
Olav Kyrre var søn af Harald Hårderåde.
Efter Haralds død i England sluttede Danmark og Norge fred, og som et led i fredsslutningen blev Olav Kyrre gift med Svend Estridsens datter Ingrid, og Olavs halvsøster, Ingegerd, blev gift med Svends søn, Oluf Hunger.
Han siges at have grundlagt Bergen, hvor der er opsat en abstrakt rytterstatue af ham. Han er begravet i Nidarosdomen
Magnus Barfod (1073-1103)
Magnus Barfod var søn af Olav Kyrre og dennes frille, Tora Joansdatter.
Fra 1096 kæmpede Magnus mod den svenske Inge den Ældre om grænseterritorier, men de to konger sluttede fred i 1101 i Kongshelle, hvor mægleren var danske Erik Ejegod. Et resultat af forhandlingerne var, at Magnus blev gift med Inges datter Margrete Fredkulla, der som medgift kom med et omstridt grænseområde, Dalsland. Magnus drog så til Skotland og Irland, hvor han søgte at genvinde magten for de norske vikingesamfund, som var der. Han ville overtage kongemagten i Irland, men blev dræbt i et slag i Nordirland 24. august 1103.
Lidt syd for kirken ved en nedlagt jernbaneperron ligger et sted, som kaldes Magnus Grave, hvor der rejst en runesten i 2003, som skulle markere hans grav.
Sigurd Jorsalfar (1089-1130)
Sigurd Jorsalfar var søn af Magnus Barfod. Som dreng blev kan konge over Orkneyøerne, Isle of Man og Hebriderne. Han blev gift med en irsk prinsesse, men vendte tilbage til Norge, som han regerede sammen med sine to brødre og lod prinsessen blive i Irland. Navnet “Jorsalfar”, betyder “den, der rejser til Jerusalem”, og det navn fik Sigurd, fordi han drog på korstog til byen og støttede den kristne konge i kampe mod muslimerne 1107-1110.
Uagtet, at han allerede var irsk gift, blev han gift med den Malmfrid, som senere blev dansk dronning. Han blev begravet i Hallvardskatedralen, som nu ligger som ruin. Senere fandt man Sigurds kranium i ruinen, og via en omvej til København befinder det sig nu i den kongelige krypt på Akershus.
Harald Gille (1103-1136)
Harald Gille påstod at være søn af Magnus Barfod og en irsk kvinde. Påstanden blev “bevist” ved, at Harald bar jernbyrd.
Ingrid Ragnvaldsdatter (1107-1161)
Ingrid Ragnvaldsdatter var af svensk stormandsslægt.
Hun var gift 4 gange. Første gang med Henrik Skadelår og derefter med tre nordmænd, herunder kongen, Harald Gille. Mellem 3. og 4. ægteskab havde hun et forhold til Ivar Sneis, hvilket resulterede i sønnen, Orm Kongebroder. Blandt hendes sønner talte i øvrigt Buris og Knud Henriksøn i Danmark, Magnus Henriksøn, som kortvarigt var konge i Sverige og menes at have dræbt to svenske konger, samt de norske konger, Sigurd Munn og Inge Krogryg. Ingrid rejste på et tidspunkt til Danmark, hvor hun formentlig er død.
Hendes begravelsested er ukendt.
Magnus den Blinde (1115-1139)
Magnus den Blinde var søn af Sigurd Jorsalfar og blev i 1133 gift med Kirsten Knudsdatter, som var datter af Knud Lavard, hvormed han blev svoger til både Erik Emune og Valdemar den Store. Han kæmpede mod Harald Gille om kongemagten. Herunder blev han lemlæstet og fængslet i 1135, indtil han blev sat fri i 1137, hvor han søgte hjælp hos Erik Emune.
Han er begravet i Hallvardskatedralen i Oslo.
Magnus Lagabøte (1238-1280)
Magnus Lagabøte var søn af Håkon 4. Tilnavnet betyder “den som bøder på loven”, og referer til hans lovgivningsarbejde. Han opgav den norske overhøjhed over de skotske øer. Han var gift med Erik Plovpennings datter, Ingeborg Eriksdatter, som han røvede fra dominikanerklostret i Horsens. Brylluppet stod 1261 i Håkonshallen i Bergen med deltagelse af 2000 gæster. Han forsøgte bl.a. ved magt men uden held at få udbetalt hendes medgift fra hendes tante, Margrete Sambiria, og senere dennes søn, Erik Klipping.
Magnus Lagabøte er begravet i Bergens Domkirke.
Erik Præstehader (1268-1299)
Erik Præstehader var søn af Magnus Lagebøte og Ingeborg Eriksdatter. Han overtog sin fars krav om at få udbetalt medgiften for sin mor, og var derfor i konflikt med Danmark. Dette kom til udtryk efter mordet på Erik Klipping i 1286. De sammensvorne søgte støtte hos Erik og hans tropper var med i besættelsen af Hjelm og deltog i at hærge danske byer og borge.
Erik er begravet i Kristkirken i Bergen.
Håkon 7 (1872-1957)
Håkon 7 var næstældste barn af Frederik 8 og dronning Louise af Sverige. Han var døbt Carl, men tog navnet Håkon 7 ved sit valg til norsk konge i 1905 i en alder af 33 år. Forud var unionen mellem Sverige og Norge opløst, og den danske prins var blevet valgt ved en folkeafstemning i Norge. Kongen blev især kendt for sin rolle i modstandskampen mod den tyske besættelse fra 1940-1945, hvor han boede i eksil i London.
Håkon 7 er begravet i Akershus.
Maud (1869-1938)
Dronning Maud var gift med Håkon 7. Hun var datter af Edvard 7 og Alexandra af Storbritanninen. Parret blev gift i 1896, hvor Håkon stadig gik under navnet prins Carl af Danmark.
Dronning Maud er begravet i Akershus