Ørkild Slot i Svendborg stammer fra 1100 tallet under Valdemar den Store, hvor det var en tilflugtsborg, da området var i fare for angreb fra Venderne. Det var senere en af de borge, som blev pantsat til holstenerne under Christoffer 2, men slottet blev tilbageerobret af Valdemar Atterdag. Siden tilhørte slottet bispestolen i Odense, men det blev i 1534 ødelagt af byens borgere under Grevens Fejde. I dag er der et bevaret voldanlæg.
Navnet Svendborg er egentlig navnet på sundet, og det er så blevet til navnet på byen. Sundet hed oprindelig Swineburgh. Ordet “Swin” kan betyde vig eller sund på nederlandsk, så navnet betyder altså sundet ved borgen.