Harald Kesja var ligesom sin halvbror Erik Emune søn af Erik Ejegod. Da Erik Ejegod og Bodil tog på pilgrimsfærd i 1103, blev den 26 årige Harald fungerende konge, indtil Niels blev konge i 1104. Efter mordet på Knud Lavard i 1131 gik Harald og Erik Emune sammen for at hævne drabet. Sammenholdet varede dog ikke længe, før de to brøde begyndte at kæmpe indbyrdes. Harald skiftede side og støttede Niels og Magnus. Han byggede en borg ved Roskilde kaldet Haraldsborg, hvorfra han undertvang sig byen. I 1132, altså mens Niels stadigvæk levede, var der kampe ved Haraldsborg, som blev belejret af Erik Emunes tropper. Her skriver Saxo, at der på borgen var et drejeligt tårn, som man dog ikke har fundet nogen rester af.
Haraldsborg blev brændt ned i forbindelse med Grevens Fejde, og der ses ikke længere rester af borgen. Der ligger nu et villakvarter og et julemærkehjem, Liljeborg, hvis bygninger tidligere har huset Haraldsborg Husholdningsskole. En vej i nærheden bærer også navnet Haraldsborgvej.
Harald blev gift med Ragnhild, som var datter af den norske konge, Magnus Barfod. Han blev udpeget af Niels som medkonge efter, at de sammen havde tabt slaget ved Fodevig i 1134, og senere blev han valgt til konge på Urnehoved Ting.
Skibet
I 1135 opsøgte Erik Emune ham på hans gård ved landsbyen Skibet ved Vejle. Mit bud er, at Harald Kesjas gård har ligget, hvor den nuværende herregård, Haraldskær, ligger.
Her blev Harald dræbt, og hans 7 af hans sønner blev ført som fanger til Skåne, hvor de senere blev dræbt. Den 8. søn undslap ved at iklæde sig kvindeklæder. Sønnen var Olaf Haraldsøn, som senere udkæmpede en borgerkrig mod Erik Lam. Man kender ikke Haralds grav, men i nærheden af Skibet findes en gravhøj, som fra gammel tid har heddet Haraldshøj.
Et sagn siger, at Haralds hoved er begravet på Skibet kirkegård i det fjerneste hjørne.