Niels (1065-1134)

Kong Svend Estridsen 1022-1076

=>

Kong Niels 1065-1134

Niels var søn af Svend Estridsen. Han efterfulge Erik Ejegod som konge i 1103. Niels var dermed den sidste af Svend Estridsens sønner, som blev konge. Harald Kesja havde styret landet i Eriks fravær, men på grund af hans brutalitet, var han meget upopulær, så man valgte i stedet Niels. Det skete i 1104 da han var 39 år gammel, og det var en af de gange, hvor det endelige valg faktisk skete på Isøre Ting. Ved Olufs kroning i 1086 blev Niels sendt til Flandern for at overtage rollen som gidsel hos grev Robert 1.

Niels var gift to gange. Første gang med Margrete Fredkulla, som var blevet enke efter norske Magnus Barfods død og anden gang med Ulvhild, som var enke efter svenske Inge den Yngre. Margrete og Niels grundlagde kirken i Væ i Skåne. I kirken findes stifterbilleder af et kongepar, som muligvis er Margrete og Niels. En anden mulighed er Sophia og Valdemar den Store.

I Niels’ regeringstid blev cølibatet indført for landets gejstlige efter krav fra paven. I 1104 blev pavens løfte til Erik Ejegod endelig indfriet, og Danmark fik sin første ærkebiskop i Lund. Det blev Asser , som var nevø til Erik Ejegods afdøde dronning Bodil. Niels skar ned på hirden og indgik en alliance med Polen mod venderne. Det kom til udtryk ved, at Niels’ søn Magnus i 1127 blev gift med Richiza, som var datter af den polske hertug Boleslaw 3. Bryllupet stod i Ribe, hvor Niels også havde grundlagt borgen Riberhus.

I Niels’ regeringstid var landet plaget af angreb fra venderne. Som værn bleb der bygget tilflugtsborg, bl.a. borgen ved Søby på Ærø og Borrebjerg og Guldborg på Langeland.

Der opstod spændinger mellem Niels og hans nevø, Knud Lavard, som efterhånden havde skabt sig en stærk magtbase mod syd. Her var han grænsejarl i Sønderjylland (mellem Kongeåen og Ejderen), som først og fremmest skulle forsvare mod venderne. Men han havde også indtaget det nuværende Mechlenburg og Holsten, hvor han sad som hertug under den sachsiske konge Lothar 3. Da Niels’ søn, Magnus, dræbte Knud Lavard i 1131, blev en anden af Eriks sønner, Erik Emune, kåret som medkonge. Han havde også støtte fra den Lothar, som nu var blevet tysk-romersk kejser. . Dermed var kampen om magten i Danmark indledt, en kamp, som først fik sin afslutning i 1157, da Valdemar den Store stod som sejrherre. I 1134 kulminerede borgerkrigen i slaget ved Slaget ved Fodevig. Her kæmpede Niels og Magnus sammen med Erik Ejegods ene frillesøn, Harald Kesja, på den ene side mod den anden frillesøn, Erik Emune , Eriks fætter Erik Lam og bl.a. ærkebiskop Asser (fætter til Knud Lavard) på den anden side. Den tyske kejser Lothars støtte var gået fra Erik til Magnus, og det indebar planer om at ophæve ærkebispeædet i Lund og lægge det ind under Bremen. Det var selvfølgelig uacceptabelt for biskop Asser, som nu støttede Erik. I slaget kæmpede kong Niels’s ledingshær som var gået i land ved Fodevig mod Eriks rytterhær, som også var bistået af Erik Lam. Slaget endte med et nederlag for Niels. Magnus blev dræbt og Niels flygtede til Slesvig efter at han havde fået udpeget Harald Kesja som sin efterfølger. Efter at være modtaget af Slesvigs borgere uden for byen, blev han dræbt i Marktstrasse (Torvestræde) på vej hen til kongsgården I Slesvig havde Knud Lavard jo været hertug, så Niels havde mange modstandere i byen, bl.a. gildebrødrene i det laug, hvor han var oldermand.

• Markante personligheder på Niels’ tid
• Knud Lavard (1096-1131)
• Harald Kesja (1077-1135)
• Magnus Stærke (1106-1134)
• Ærkebiskop Asser (1055-1137)
• Skjalm Hvide (1034-1113)
• Asser Rig (1082-1142)

Niels døde i 1134 og er (sandsynligvis) begravet i Slesvig Domkirke