| Kong Valdemar Sejr 1170-1241 | => | Kong Erik Plovpenning 1216-1250 |
Erik Plovpenning var søn af Valdemar Sejr og dronning Beringera. Ved sin fars død i 1241 var Erik 25 år gammel, men var allerede kronet til dansk konge i 1232. Valdemar havde gjort Eriks to brødre, Abel og Christoffer til hertuger af hhv. Slesvig og Lolland/Falster. Endvidere fik Knud som var søn af Valdemar Sejr og Esberns Snares enke, Helena titlen af hertug over Blekinge og Lolland. På samme måde fik Niels af Halland, som var søn af en frillesøn af Valdemar Sejr, Halland som len. Dels var lensvæsnet en måde at forsørge kongesønner på, og dels havde man så altid en hær i grænseegnene.
I 1239 giftede Erik sig med Jutta (Judith), som var datter af Sacherhertugen, Albrecht den Første.
Erik ønskede at genvinde de nordtyske områder, som var mistet for at få løsladt Valdemar Sejr fra fangenskabet i Schwerin, men her kom han i modsætning til Abel, der som Slesvigs hertug var interesseret i at gøre Schlesvig mere selvstændigt fra Danmark og som ved ægteskabet med Grev Adolf 4 af Holstens datter, Mechtilde også var blevet værge for sin kones to brødre, Johan og Gerhard. Han var derfor ikke interesseret i at støtte et dansk fremstød ned gennem Holsten.
Fra 1243 var der kampe mellem Erik på den ene side og Abel, Christoffer og Knud sammen med Lübeck på den anden side. Abels hær afbrændte byer i Jylland indtil der blev sluttet fred og Christoffer blev gift med Margrethe Sambria fra Polen. Erik kom også på kant med kirken repræsenteret ved biskoppen i Roskilde Niels Stigsen. Det var første gang, der var alvorligt fjendskab mellem kongeslægten og Hvideslægten.
I 1249 erobrede Lübeck København og nedrev Absalons borg fra 1167. De blev tvunget bort af Erik, som efterhånden fik overtaget og fik Abel til at indgå lensed for Slesvig. Erik tog også København tilbage fra ærkebispestolen og forberedte sig til et felttog mod Estland ved at indføre en skat på hjulplove, hvilket gav ham tilnavnet Plovpenning. Dog havde hans far allerede indført en plovskat omkring 10 år tidligere.
I 1250 blev Rendsborg truet at tyske tropper, og Erik rejste mod borgen for at komme den til hjælp. Undervejs boede han hos sin bror Abel på dennes borg i Slesvig (muligvis beliggende på øen Möweninsel eller Mågeøen. Borgen hed Jurisburg, og resterne kan ses endnu). Her blev Erik fanget den 10. august og ført ned til en båd, som blev roet ud til Mysunde. (Mysunde kom senere til at spille en rolle i de slesvigske krige). I båden blev kongen dræbt af Abels rådgiver Lave Gudmundsen, som var gift med Esbern Snares barnebarn, og liget blev sænket ned i Slien forsynet med hjelme for at få det til at synke. Imidlertid blev liget fanget i fiskeres garn og ført til Sortebrødrekirken i Slesvig og senere til domkirken. I 1258 blev liget overført til Sankt Bendts Kirke i Ringsted og begravet der.
I korsskæringen i Sankt Bendts Kirke er der fire kalkmalerier. Et af malerierne forstiller Erik Plovpenning. De to hoffolk omkring kongen er klædt i skråstribede dragter, hvilket tyder på en datering i starten af 1300 tallet. Malerierne skyldes i så fald Erik Menved, som ved sin mor, Agnes‘ død i 1304 ønskede at fremhæve Christoffer-linjen. Dette gjorde han bl.a. ved at fremhæve Erik Plovpenning og hans martyrium og dermed bringe Abel-linjen i miskredit. Han gjorde det også ved at gøre sin mor, Erik Plovpenning og hertug Knud Lavard til ligestillede figurer.
- Markante personligheder på Erik Plovpennings tid
- Jacob Erlandsen (1220-1274)
Erik Plovpenning døde i 1250 og er begravet i Sankt Bendts Kirke