Valdemar Sejr (1170-1241)

Valdemar Sejrs grav

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store. I 1188 blev han udnævnt til Hertug af Slesvig af sin bror, kong Knud 6. Dermed indledtes et fjendskab med Valdemar Knudsøn, som var søn af Knud 5, og som på dette tidspunkt var hertug af Slesvig og samtidig også biskop der. Valdemar Knudsøn tog til Sverige, samlede en hær og lod sig udråbe til konge i 1192, men blev taget til fange og indsat på Nordborg Slot frem til 1197 og derefter på Søborg Slot frem til 1206, for derefter at forsøge sig som ærkebiskop i Bremen, hvorfra han blev forstødt. Valdemar Sejr udbyggede sin magt i Holsten, hvor han kæmpede mod hertug Adolf. Han nåede til Lübeck og Hamborg og Adolf blev også sat i fængsel i Søborg. Adolf blev dog senere frigivet, da Lauenburg overgav sig til Valdemar.

Ligesom Valdemar den Store og Knud 6 havde støttet sig til ærkebiskob Absalon, så støttede Valdemar Sejr sig til Anders Sunesen, som havde afløst Absalon som ærkebiskop i 1201. Valdemar indsatte Anders Sunesen som kansler, og Anders Sunesen arbejdede på at gøre regeringen af landet mere effektivt.

Valdemar giftede sig i 1205 med den bøhmiske prinsesse Margrethe Dragomir, hvis navn fordanskedes til Dagmar. Ifølge sagnet forærede Valdemar Dronningholm Slot, til Dagmar i morgengave. Dagmar døde allerede i 1212 i barselssengen. I middelaldervisen om dronning Dagmar får man også nogle beskrivelser af Valdemar.

Valdemar befinder sig på Skanderborg Slot , mens Dagmar ligger syg i Ribe. Her får Valdemar besked om, at hun ligger på sit yderste:

Dankonning slog sammen det tavlebord,
så alle de terninger sjunge:
“Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulle Dagmar hin unge!”
– Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

Her er det vilde ridt fra Skanderborg til Ribe:

Der kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars dreng hin venne.
– Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar

Her ser man den gudfrygtige konge

“Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale!”
– Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.

I 1214 giftede Valdemar sig igen, denne gang med den portugisisk prinsesse Bengaria, hvis navn blev fordansket til Bengerd. Bengerds bror, Ferdinand, var greve af Flandern og var i alliance med England og Tyskland mod Frankrig, så ved ægteskabet knyttede han Danmark til sin side. Valdemar var jo også i opposition til den franske konge, Philip August, som havde sat hans søster Ingeborg i husarrest i et kloster. Lige så god og elsket, som overleveringen karakteriserer Dagmar, lige så ond og forhadt bliver Bengerd karakteriseret. Hun var også kun dronning i 7 år og døde i 1221 efter at have født de tre sønner, Abel, Erik og Christoffer.

I 1215 fik Valdemar kronet sin og Dagmars søn, Valdemar den Unge som konge i en alder af kun 7 år.

De tyske handelsinteresser i Østersøen var gennem årene vokset grundet driftige købmænd i Lübeck og en tysk kolonisering i Letland, hvor Riga blev grundlagt af den tyske biskop Albert. For at dæmme op for dette planlagde Valdemar og Anders Sunesen et missionstogt til Estland, hvor også Knud 6 havde været. Der blev udrustet en flåde på 1500 skibe, som sejlede til Estland i 1219 og gik i land ved Lyndanisse (Tallinn). Med i felttoget var foruden kongen også ærkebiskop Ander Sunesen og andre biskoppper, herunder biskop Theoderik af Estland, som var indsat af biskop Albert af Riga. Felttoget kulminerede 15. juni 1219 præcis 50 år efter, at Valdemar den Store og Absalon havde erobret Arkona. Ifølge en senere overlevering bølgede kampen frem og tilbage, og når Anders Sunesen løftede sine arme mod himlen, havde danskerne overtaget. Til sidst faldt dannebrog ned fra himlen, og under dette tegn sejrede danskerne. Danskerne bygge en borg til erstatning for den allerede eksisterende borg. Borgen blev kaldt Castrum Danorum og ombygget mange gange, så bygningen i dag huser Estlands parlament.

(*) Castrum Danorum i Tallinn
(*) Mindesmærke for Dannebrog i Tallinn
(*) I 2019, som var 800 året for slaget ved Lyndanisse, blev der opsat en dansk fane med en mindeplade i domkirken i Tallinn under medvirken af dronning Margrethe 2

I 1223 var kongen på jagt på Lyø sammen med sin søn, Valdemar den Unge. De havde inviteret grev Henrik af Schwerin til øen. Der var fjendskab med Henrik, som mente at have nogle arvekrav at gøre gældende, og det lykkedes Henrik at tage de to konger til fange og føre dem til slottet i Schwerin. Betingelserne for frigivelse var meget skrappe. Store summer og mange naturalier, og så skulle Valdemar afstå det meste af Holsten, samt flere nordtyske besiddelser og Estland. Valdemars søster Ingeborg, som var fransk dronning, men som nu boede i Cobeil ved Paris, hvor hun havde oprettet et kloster, betalte store summer for at frigivet sin bror. Efter sin løsladelse kæmpede Valdemar for at tilbageerobre de tabte områder. I 1227 stod slaget ved Bornhøved i Holsten mellem danske styrker hjulpet af ditmarskerne mod forende tyske styrker. Danskerne tabte og der faldt omkring 4000 mænd i slaget, hvor kongen også mistede sit ene øje. Königsbarg er en gravhøj på stedet, hvor Valdemar efter sigende skulle have ledet slaget. I 1238 lykkedes det for Valdemar Sejr, at genvinde herredømmet over Estland fra den tyske ridderorden.

I 1241 kunne Valdemar endelig underskrive Jyske Lov på Vordingborg Slot. Han havde arbejdet med lovteksten sammen med biskop Gunnar fra Viborg. Loven var gældende for Jylland og Fyn, og var en sammenskrivning og opdatering af de love og retstradioner, som var gældende. Loven blev også vedtaget på de berørte ting. Jyske Lov var gældende indtil 1683, hvor Christian den 5. indførte Danske Lov, og den var gældende indtil år 1900 i Sønderjylland.

Kort efter at have underskrevet loven, døde Valdemar på Vordingborg slot. Han blev begravet sammen med sin familie i Sankt Bendts kirke i Ringsted.