Frederik 4 (1671-1730)

Store Nordiske Krig

Karl 12, som efterfulgte sin far, Karl 11 arbejde på at udvide den svenske magt i østersøregionen. Sveriges alliance med Gottrop var en trussel mod Danmark. En trussel, som ikke blev mindre af, at hertug Frederik 4 giftede sig med Karl 12’s søster, Hedvig Sofia. Danmark allierede sig med Rusland under zar Peter den Store og Polen/Sachsen, som var styret af August den Stærke, som var kongens fætter. Alle tre lande havde mistet områder til Sverige, og havde således fælles interesser. Krigen startede 22. februar 1700 med et sachsisk angreb på svenske Livland med Riga, som blev belejret. Belejringen blev dog brudt i maj. Danskerne besatte i foråret et gottorpsk område i Holsten mellem Hamborg og Lübeck, indtog Friedrichstadt og belejrede Tønning. Efter melding om at tropper fra Sverige og dets allierede Lüneburg havde invaderet Holsten fra syd, blev Tønnings belejring ophævet 1 juni. Den danske flåde under ledelse af kongens halvbror, Ulrik Christian Gyldenløve, forsvarede København i juli mod bombardement fra en forenet svensk, engelsk og nederlandsk flåde. Herefter fulgte en svensk landgang af 5000 soldater ved Humlebæk 4. august. Karl 12 var selv med til operationen, som blev forsøgt imødegået af to kompagnier kavallerister og nogle militsfolk under ledelse af Jens Rostgaard, der i øvrigt var nevø af den Hans Rostgaard, som i 1659 udmærkede sig under den svenske besættelse. Overmagten var dog for stor, og i de følgende dage etablerede svenskerne en befæstet lejr på stedet. Lejren talte efterhånden 10000 mand.

Hele sommeren opholdt Frederik 4 sig i Holsten, hvor Danmark 18. august sluttede fred med Gottorp og Lüneburg i byen Traventhal og udtrådte af alliancen med Rusland og Polen/Sachsen. Derefter ville den engelske og nederlandske flåde ikke længere hjælpe Sverige, så de svenske styrker gav op og forlod Sjælland.

I de følgende år flyttede krigsskuepladsen til Østeuropa. 30. november 1700 vandt de svenske styrker over en langt større russisk hær, som havde belejret Narva, der lå i Svensk Estland. Den svenske sejr blev dog efterfulgt af et totalt nederlag til Peter den Store i 1704. Svenskerne opholdt sig i Polen/Litauen, hvor de udkæmpede en række kampe med August den Stærkes sachisk-polske hær, mens russiske styrker besejrede de svenske fælstninger ved Nevafloden og grundlagde Sankt Petersborg den 27. maj 1703. Karl 12 fik indsat en svensk lydkonge i Polen, mens August den Stærke fortsatte som konge i Sachsen. 13. februar 1706 vandt Karl 12 i et stort slag ved Fraustadt (Wschowa) over den sachsiske hær. Herefter besatte Karl 12 Sachsen og sluttede fred med August 24. september 1706. I efteråret 1707 startede den svenske hær sin store march fra Sachsen mod Rusland. Undervejs faldt halvdelen fra p.g.a. træfninger, kulde og sult, så det var en undertallig svensk hær anført af Karl 12, som mødte den russiske hær anført af Peter den Store. Slaget ved Poltava stod 27. juni 1709, og her blev den svenske hær delvist udslettet og delvist taget til fange. Karl 12 selv flygtede hårdt sammen med 1000 mand til såret til Bendery i Moldova, som hørte under det osmanniske rige. Efterfølgende befæstede Rusland sin position som stormagt ved at erobre Riga i 1710, og landet havde nu erobret alle de svenske besiddelser i Baltikum.

Danmark benyttede sig af situationen og erklærede Sverige krig 28. oktober 1709 efter at have indgået angrebsalliancer med Sachsen og Rusland mod Sverige. En uge efter gik danskerne i land ved Raa syd for Helsingborg med 14000 soldater. Den danske hær blev ledet af Christian Ditlev Reventlow, som var Anne Sophie Reventlows halvbror, mens flåden blev ledet af Ulrik Christian Gyldenløve, som var kongens halvbror. Man startede med at besætte Helsingborg, og i januar 1710 foretog Reventlow et felttog til Blekinge og besatte Kristiansstad og Kristianshamn. Man var dog truet fra nord af Magnus Stenbocks styrker, så Reventlow trak sig tilbage til Helsingborg. Han skrev forgæves til Danmark efter forstærkninger, men blev syg, og overlod ledelsen til Jørgen Rantzau. Den svenske hær tog opstilling nordøst for Helsingborg, og 10. marts 1710 begyndte Slaget ved Helsingborg. Det endte med dansk nederlag med 5000 døde og sårede, og hæren måtte rømme byen og flygte til Helsingør. Der er rejst to mindesten for slaget foran vandtårnet Borgen.

4. oktober 1710, fandt et stort søslag sted i Køge Bugt. Herunder mistede Danmark linieskibet, Dannebroge, som var under ledelse af Ivar Huitfeldt.

I 1711 foretog statholderen i Norge, Woldemar Løvendal et felttog ind i Bohuslen, men måtte returnere. Krigen fortsatte i Nordtyskland, hvor Danmark var ude efter de svenske besiddelser. Besiddelserne i Baltikum var jo erobret af russerne. I 1711 forenede danske, sachsiske og russiske styrker sig og belejrede Stralsund samtidig med, at danskerne belejrede Wismar, men ved årsskiftet blev belejringerne opgivet. Hertugdømmet Bremen blev erobret i 1712, hvor Stade blev indtaget, og Stralsund blev belejret men ikke indtaget. 20 december 1712 tabte danske og sachsiske styrer i et stort slag til svenskerne anført af Magnus Stenbock ved Gadenbusch. Den danske hær havde 3000 faldne og sårede samt 2500 tilfangetagne. Ved landsbyen Wakenstädt syd for Gadenbusch findes minder om slaget.

Efter slaget fortsatte svenskerne med Magnus Stenbock i spidsen ind i Holsten, hvor Altona blev brændt af angiveligt som hævn for den danske indtagelse af Stade. Den svenske hær blev indlogeret i den gottorpske fæstningsby Tønning, som blev belejret af danske, sachsiske og russiske styrker. Danske styrker indtog Gottorp Slot og Frederik 4 tog de gottorpske dele af Slesvig og Holsten i besiddelse. I 1713 blev Magnus Stenbock taget til fange, og i 1714 overgav Tønning sig til Danmark. Samme år overgav klippeøen Helgoland sig til Danmark og forblev i dansk besiddelse, indtil England erobrede øen i 1807. I 1715 stod et søslag ved Fehmern mellem en dansk og en svensk flåde, hvor Danmark gik af med sejren. Senere på året kæmpede den danske og den svenske flåde ved Rügen, hvor den svenske flåde måtte trække sig tilbage. I den forbindelse udførte Tordenskjold nogle dristige angreb på de svenske skibe i Østersøen. Sidst på året invaderede danske og preussiske styrker Rügen og erobrede også Stralsund, hvorfra Karl 12 flygtede tilbage til Sverige. I 1716 indtog danske, preussiske og hanoveranske styrker Wismar, som var den sidste svenske bessiddelse på Østersøens sydkyst.

I marts 1716 angreb svenske styrker Norge og indtog kortvarigt Christiania, hvor kun Akershus holdt stand. Den danske flåde kæmpede mod svenskerne, og her gjorde særligt Tordenskjold sig bemærket. 8. juIi stod et berømt søslag ved Dynekilen tæt på grænsen til Norge. Her lykkedes det Tordenskjolds styrker at erobre adskillige svenske skibe som skulle forsyne styrkerne i Norge. Efter et mislykket angreb på fæstningen Frederiksten forlod den svenske hær Norge den 10 juli. I løbet af sommeren 1716 samlede store danske og russiske styrker sig i København med henblik på en invasion af Skåne. Peter den Store var med de russiske styrker i København, og hans besøg huskes især for hans ridt op i Rundetårn. Imidlertid blev invasionen aflyst pga. mistro mellem russerne og danskerne. 1717 var et år med stilstand i krigen. Svenskerne forberedte sig på et nyt angreb på Norge, og Tordenskjold angreb Gøteborg og Strømstad – begge steder med nederlag til følge. Karl 12 angreb Norge i september 1718, hvor svenske styrker trængte ind over grænsen mod Trondhjem. Angrebet blev efterfulgt af et angreb i det sydlige Norge i november, hvor fæstningen Frederiksten blev belejret. Karl 12 var med belejringsstyrkerne, men om aftenen den 11. december blev han dræbt, mens han befandt sig i en løbegrav ved fæstningen. Kongens svoger, Frederik 1 sikrede sig kongemagten fra 1720 på bekostning af sin nevø, Carl Frederik af Gottorp – i første omgang var det dog hustruen, Ulrika, som blev kronet til regerende dronning. Svenskerne trak sig tilbage fra Norge, men både tilbagetrækningen fra Sydnorge, men især tilbagetrækningen fra Trondhjem krævede mange dødsfald på grund af sult og kulde. Krigen fortsatte i 1719 med en dansk-norske invasion ned i Bohuslen og dansk erobring af Marstrand. Frederik 4 trak dog styrkerne tilbage fra Bohuslen på grund af manglene opbakning fra Rusland og England, og der blev indgået våbenhvile. Med engelsk mægling blev der 3. juli 1720 indgået fred på Frederiksborg Slot. Den svenske toldfrihed, som var indført ved Roskildefreden i 1658, blev ophævet og Danmark overtog den gottorpske del af Sønderjylland, så Frederik 4 nu blev fyrste på Gottorp Slot. Endelig tilbageleverede Danmark Marstrand og Forpommern med Stralsund og Rügen mod en erstatning på 600.000 rigsdaler.