Christan 2

Christian 2’s grav

Christian 2 blev født i 1481 på Nyborg Slot som søn af Hans og dronning Christine. Han blev valgt som tronfølger i en alder af 6 år i 1487. Han arbejdede for sin far med at slå norske oprørere ned efter 1500 og han var statholder i Norge i 1506-15012. I denne periode mødte han Dyveke og hens mor Sigbrit, hvor han indledte et kærlighedsforhold til den første og et samarbejde med den anden, som med tid udviklede sig til, at Sigbrit var hans rådgiver og næsten styrende for landets finanser.

(*) På Statens Museum for Kunst hænger dette portræt af Christian 2 fra 1515 malet af Michael Sittow. Her var kongen 34 år. Han havde været konge i 2 år var netop blevet gift med Elisabeth af Habsburg.

I 1513 måtte Christian 2 underskrive en håndfæstning, som var præget at adelens utilfredshed med faderens regering. Der var altså store krav fra adelen, men kongen beholdt alligevel en ret stor magt. I hertugdømmerne fortsatte ordningen med at nu Christian og Frederik herskede over hver sit område, men i praksis regerede i fællesskab. Frederik anerkendte Christian som lensherre i de områder, som lå i Slesvig. Christian var stadig sammen med Dyveke, men han fandt en passende brud i Elisabeth af Habsburg, som var barnebarn af kejser Maximilian samt af det spanske kongepar, Ferdinand og Isabella. Brylluppet stod i 1514 i Bruxelles, hvor Elisabeth blev viet til adelsmanden Mogens Gøye som stedfortræder for Christian, og ceremonien blev gentaget i 1515 i København, denne gang med den ægte brudgom. Der var dog store problemer forbundet med brylluppet. Bruden blev forsinket så gæsterne måtte beværtes i halvanden måned og medgiften fra kejser Maximilian udeblev.

Detalje fra altertavle i Sankt Mariæ Kirke, Helsingør. Christian og Elisabeth og måske Dyveke afbildet som skøge. Nationalmuseet

Christian havde stadigvæk sin elskerinde Dyveke, efter at han var blevet gift med Elisabeth. Den danske adel var meget forarget, men nok mest, fordi Christian gav mor Sigbrit så stor en magt. Fra udlandet kom protesterne dels fra Elisabeths farfar, kejser Maximilian, hendes bror, den senere kejser Karl 5 men også fra Christians morbror, kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen. I 1517 døde Dyveke pludselig, og slotsforvalteren på Københavns slot, Torben Oxe blev anklaget for, at have forgivet hende med forgiftede kirsebær. Efter at rigsrådet havde frikendt Torben Oxe, fik Christian ham dømt i en ret bestående af 12 bønder, og han blev henrettet 25. november 1517.

Sverige blev regeret af rigsforstanderen, Sten Sture den Yngre, men Christian havde ikke opgivet, at håndhæve Kalmarunionen og indtræde som svensk konge, så i 1517 arrangerede han et mislykket felttog mod Sverige. Forsøget blev gentaget i 1518, hvor den danske flåde belejrede Stockholm, men igen led nederlag. Christian aftalte med Sten Sture, at han ville komme i land og forhandle, men inden skulle svenskerne sende to gidsler ombord på den danske flåde. Så brød Christian aftalen og sejlede hjem medtagende de to gidsler, hvoraf den ene var den senere svenske konge Gustav Vasa. I 1520 samlede Christian en stor lejet hær, hvormed han førte et felttog op i Sverige og besejrede Sten Sture, som døde. Svenske bønder rejste sig til opstand mod danskerne, men blev slået ved Uppsala. Christian indtog Stockholm og fik det svenske rigsråd overbevist om sin ret til den svenske krone. 4. november blev han salvet i Storkyrkan. Herefter festede man i tre dage på Stockholms Slot, men den 7. november blev de tilstedeværende gejstlige og adelige samt medlemmer af Stockholms byråd forsamlet i slottetes store sal. Her oplæste biskop Gustav Trolle et anklageskrift, som mundede ud i, at mange blev erklæret for kættere. Gustav Trolle var unionsvenlig og han var tidligere blevet fængslet af Sten Stures tilhængere og hans bispegård, Stäket, var blevet brændt af. Gustav Trolle var nu både anklager og dommer, og udgangen blev, at mange blev erklæret som kættere. Dermed indledtes Det Stockhomske Blodbad. De følgende to dage blev i alt 82 fra den svenske elite halshugget på Stortorget. Man gik endda så vidt, at man gravede Sten Stures lig op sammen med liget af et af hans børn og brændte dem. Bag det hele stod Christian 2, som fra da af kaldtes Christian Tyran i Sverige.

Stortorget i Stockholm med Stortorgs-brønden, som markerer Stockholms midtpunkt. På dette sted foregik Det Stockhomske Blodbad i 1520, hvor man med Christian 2’s billigelse over to dage i november halshuggede 82 personer fra den svenske elite, og hvor blodet flød i strømme ud over torvets kantsten og ned i de smalle sidegader.
I Stadshuset findes denne mosaik, som forestiller Christian 2 som Christian Tyran. Til højre ses ærkebiskop Gustav Trolle, som startede processen med anklager om kætteri og til venstre ses Sten Stures enke, Christina Gyllenstierna, som beder for sit liv. Christina havde forsvaret Stockholms Slot mod danskerne. Hun blev dødsdømt, men senere benådet og fængslet.

Efter blodbadet i Stockholm drog Christian med sine lejetropper ned gennem Sverige og trak et spor af overgreb, henrettelser og død med sig, indtil han endelig nåede tilbage til København i februar 1521. Her kastede han sig ud i lovgivningsarbejde til fordel for borgere og bønder frem for adel og den højere gejstlighed, og han hentede bl.a. hollandske bønder til Amager, hvor de skulle dyrke jorden. Imens ramlede det i Sverige. Gustav Vasa samlede det svenske folk til modstand og belejrede Stockholm, som blev indtaget i 1523, hvor Gustav Vasa blev udråbt til svensk konge og samme år indtog Bohuslen, Halland og Blekinge.

Christian 2 og Frederik 1, Kronborgtapet, Hans Knieper, Nationalmuseet. Christian 2 tabte kongemagten til Frederik 1, hvilket symboliseres af den tabte krone på jorden.

I Danmark havde Christian efterhånden store problemer. Lybæk angreb landet, og Frederik 1 fik efterhånden støtte hos den jyske adel til at få afsat kongen og selv overtage embedet. Christian var også blevet meget upopulær på grund af nye skatter, som skulle finansiere et nyt felttog til Sverige. I februar 1523 fik han i Jylland at vide, at den jyske adel, herunder Mogens Gøye, havde opsagt huldskab og troskab til ham, hvilket ifølge sagnet fik ham til at ro 20 gange frem og tilbage over Lillebælt, fordi han ikke kunne bestemme sig til om han skulle blive i Jylland og tage kampen op eller tage til København, hvor han havde sine støtter. Han valgte det sidste, men så ingen anden udvej, end at flygte ud af landet, selv om han stadig havde støtte fra Sjælland og Skåne, samt kontrollen med Norge. Han medtog 20 skibe fra flåden, da han den 13. april sejlede ud af Københavns havn sammen med Elisabeth og sine børn samt Sigbrit.

Den ældste danske politiske vise omhandler Christian 2, som var almuens ven over for Frederik 1, som mere var adlens ven. Visen hedder “Kristjern den Anden” eller “Ørnevisen”, og et af versene lyder:

“Bort da fløj den gamle Ørn alt med sine Unger smaa; de andre smaa Fugle de bleve da vilde, de vidste dennem ingen Raad.”

Christian begav sig til Nederlandene til sin faster, Margrete af Østrig, som var statholder. Han søgte hjælp hos hende og hos sin svoger Karl 5 med at få resten af medgiften for Elisabeth, men uden resultat. Han fik faktisk samlet en hær som skulle angribe Danmark, men den blev hurtigt opløst, da han ikke kunne betale den. Norge gik over til Frederik i 1524, da det stod klart, at Christian ikke kunne hævde sin suverænietet. Christian og Elisabeth mødte Luther og blev begge meget grebede af hans lære.

I 1524 udgav Christian 2 i landflygtighed Det nye Testamente på dansk. Her ses indledningen til Romerbrevet, hvor kongen skriver om grunden til udgivelsen. Man ser også kongens protræt udført 1523 af Lucas Cranach. Med til historien hører, at kongen senere vendte tilbage til den katolske tro for at få støtte fra kejser Karl 5.
(*) På Sønderborg Slot hænger dette maleri forestillende Christian 2. Det er malet af Lucas Cranach den Ældre, som boede i Wittenberg, og hvor Christian og Elisabeth også boede en overgang, mens de hørte på Luthers lære.

Fra 1524 boede Christian og Elisabeth i Lier tæt ved Antwerpen, hvor de havde et beskedent hof i et bygningskompleks kaldet Hof van Denemarken. De boede der sammen med deres tre børn, Hans, Dorothea og Christine. Christine blev gift med Hertug Franz 1 af Lotrhringen og hendes tip-tip-tip-tip-oldebarn var Marie Antoniette, den franske kejserinde, som blev halshugget i guillotinen i Paris 16. oktober 1793.

Christian 2’s børn: Dorothea, Hans og Christine. Jan Mabuse, 1526. Frederiksborg

I 1526 døde Elisabeth på slottet i Gent, hvor hun fik en fyrstelig begravelse i Sankt Peters Kloster. Herefter overtog Margrethe af Østrig opdragelsen af de tre børn, mens Christian igen søgte at få sit tilgodehavende udbetalt af Karl 5. Han lånte penge mod pant i sin søster, Christines smykker og havde kontakt med søhanerne Søren Norby og Skibber Clement. Christian og Elisabeth var som sagt tiltrukket af lutheranismen, men i 1530 skiftede Christian og erklærede overfor sin svoger, den katolske kejser Karl 5, at han ville tage kampen op mod den lutheranske Frederik 1 i Danmark. Herefter udrustede han en flåde i Nederlandene, som endelig skulle udrede den medgift, som Karl aldrig fik betalt. 24. oktober 1531 sejlede Christian 2 ud fra Medemblik med en flåde på ca. 20 skibe og små 10000 mand. Christian sejlede med flåden til Norge, men undervejs løb den ind i voldsomt stormvejr, så han mistede både skibe og mandskab samt kanoner og pengekassen. Da han kom til Oslo med de sørgelige rester, sluttede den norske almue op om ham og også den norske kirke, som så Christian som sin redningsmand over for de lutherske. Dog ville kommandanten på Akershus ikke overgive sig, og han fik en aftale med Christian om at blive siddende på slottet sammen med 20 mand og endog få lov til at skrive til Frederik 1. Christian ledte et felttog ned i Bohuslen, hvor han indtog Kongshelle og Karlsborg fra hhv. Frederik 1′ styrker og Gustav Vasas styrker, men danske Bohus ville ikke overgive sig, og Christian vendte tilbage til Oslo. Her fik Akershus forstærkning fra en lille dansk-lybsk fllåde under ledelse af Peder Skram. Senere ankom en større flåde fra Danmark, hvilket fik Christian til at forhandle og han blev lovet frit lejde til Danmark. Skibet med Christian ankrede op ud for København, hvor Frederik forhandlede med adelen, lybækkerne og svenskerne om hvad man skulle stille op. Resultatet blev, at Christian blev sejlet til Sønderborg og indsat som fange på slottet.

Christian 2 afbildet på Claus Bergs altertavle i Sankt Knuds Kirke

Christian blev installeret med hoffolk i tre værelser på slottet. Han kunne i begyndelsen frit bevæge sig i byen Sønderborg, men under Grevens Fejde blev hans bevægelsesfrihed indskrænket. Efter fejden fik han mere frie forhold og i forhandlinger med Christian 3 opgav han alle krav på den danske trone og han opfordrede børnene Dorothea og Christine til at frafalde deres krav og i stedet modtage en godtgørelse.

Christian 2 i fangenskab på Sønderborg Slot. Carl Bloch. Frederiksborg

I 1549 efter 18 års fangenskab i Sønderborg overflyttes han til Kalundborg, hvor han bor i et slags fangenskab til sin død i 1559.

Share this: