Christian 2

Kong Hans 1455-1513

=>

Kong Christian 2 1481-1559

Christian 2 blev født i 1481 på Nyborg Slot som søn af Hans og dronning Christine. Han blev valgt som tronfølger i en alder af 6 år i 1487. Christian arbejdede for sin far med at slå norske oprørere ned efter 1500 og han var statholder i Norge i 1506-15012. I denne periode mødte han Dyveke og hendes mor Sigbrit, hvor han indledte et kærlighedsforhold til den første og et samarbejde med den anden, som med tid udviklede sig til, at Sigbrit var hans rådgiver og næsten styrende for landets finanser.

I 1513 måtte Christian 2 underskrive en håndfæstning, som var præget at adelens utilfredshed med faderens regering. Der var altså store krav fra adelen, men kongen beholdt alligevel en ret stor magt. I hertugdømmerne blev ordningen med Hans og Frederik videreført, så det nu var Christian og Frederik, som herskede over hvert sit område men i praksis regerede i fællesskab. Frederik anerkendte Christian som lensherre i de områder, som lå i Slesvig. Christian var stadig sammen med Dyveke, men han fandt en passende brud i Elisabeth af Habsburg, som var i familie med det habsburgske kejserhus. Brylluppet stod i 1514 i Bruxelles, hvor Elisabeth blev viet til adelsmanden Mogens Gøye som stedfortræder for Christian, og ceremonien blev gentaget i 1515 i København, denne gang med den ægte brudgom. Der var dog store problemer forbundet med brylluppet. Bruden blev forsinket så gæsterne måtte beværtes i halvanden måned og medgiften fra Elisabeths farfar, kejser Maximilian, udeblev.

Christian havde stadigvæk sin elskerinde Dyveke, efter at han var blevet gift med Elisabeth. Den danske adel var meget forarget, men nok mest, fordi Christian gav mor Sigbrit så stor en magt. Fra udlandet kom protesterne dels fra Elisabeths farfar, kejser Maximilian, hendes bror, den senere kejser Karl 5 men også fra Christians morbror, kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen. I 1517 døde Dyveke pludselig, og slotsforvalteren på Københavns slot, Torben Oxe blev anklaget for, at have forgivet hende med forgiftede kirsebær. Torben Oxe var i øvrigt farbror til Frederik 2’s rigshovmester, Peder Oxe. Efter at rigsrådet havde frikendt Torben Oxe, fik Christian ham dømt i en ret bestående af 12 bønder, og han blev henrettet 25. november 1517.

Sverige blev regeret af rigsforstanderen, Sten Sture den Yngre, men Christian havde ikke opgivet, at håndhæve Kalmarunionen og indtræde som svensk konge, så i 1517 arrangerede han et mislykket felttog mod Sverige. Forsøget blev gentaget i 1518, hvor den danske flåde belejrede Stockholm, men igen led nederlag. Christian aftalte med Sten Sture, at han ville komme i land og forhandle, men inden skulle svenskerne sende to gidsler ombord på den danske flåde. Så brød Christian aftalen og sejlede hjem medtagende de to gidsler, hvoraf den ene var den senere svenske konge Gustav Vasa.

Det stockholmske blodbad

I 1520 samlede Christian en stor lejet hær, hvormed han førte et felttog op i Sverige og besejrede Sten Sture, som døde. Svenske bønder rejste sig til opstand mod danskerne, men blev slået ved Uppsala. Christian indtog Stockholm og fik det svenske rigsråd overbevist om sin ret til den svenske krone. 4. november blev han salvet i Storkyrkan. Herefter festede man i tre dage på Stockholms Slot, men den 7. november blev de tilstedeværende gejstlige og adelige samt medlemmer af Stockholms byråd forsamlet i slottetes store sal. Her anklagede biskop Gustav Trolle de forsamlede for kætteri. Gustav Trolle var unionsvenlig og han var tidligere blevet fængslet af Sten Stures tilhængere og hans bispegård, Stäket, var blevet brændt af. Gustav Trolle var nu både anklager og dommer, og udgangen blev, at mange blev erklæret som kættere. Christian 2 kunne formelt ikke gribe ind, da kirken stod som anklager, men der er ikke tvivl om, at han stod bag ved forløbet. Dermed indledtes Det Stockhomske Blodbad. De følgende to dage blev i alt 82 fra den svenske elite halshugget på Stortorget. Man gik endda så vidt, at man gravede Sten Stures lig op sammen med liget af et af hans børn og brændte dem. Bag det hele stod Christian 2, som fra da af kaldtes Christian Tyran i Sverige.

Efter blodbadet i Stockholm drog Christian med sine lejetropper ned gennem Sverige og trak et spor af overgreb, henrettelser og død med sig, indtil han endelig nåede tilbage til København i februar 1521. Her kastede han sig ud i lovgivningsarbejde til fordel for borgere og bønder frem for adel og den højere gejstlighed, og han hentede bl.a. hollandske bønder til Amager, hvor de skulle dyrke jorden. Imens ramlede det i Sverige. Gustav Vasa samlede det svenske folk til modstand og belejrede Stockholm, som blev indtaget i 1523, hvor Gustav Vasa blev udråbt til svensk konge og samme år indtog Bohuslen, Halland og Blekinge.

I Danmark havde Christian store problemer. Lybæk angreb landet, og Frederik 1 fik efterhånden støtte hos den jyske adel til at få afsat kongen og selv overtage embedet. Christian var også blevet meget upopulær på grund af nye skatter, som skulle finansiere et nyt felttog til Sverige. I februar 1523 fik han i Jylland at vide, at den jyske adel, herunder Mogens Gøye, havde opsagt huldskab og troskab til ham, hvilket ifølge sagnet fik ham til at ro 20 gange frem og tilbage over Lillebælt, fordi han ikke kunne bestemme sig til om han skulle blive i Jylland og tage kampen op eller tage til København, hvor han havde sine støtter. Han valgte det sidste, men så ingen anden udvej, end at flygte ud af landet, selv om han stadig havde støtte fra Sjælland og Skåne, samt kontrollen med Norge. Han medtog 20 skibe fra flåden, da han den 13. april sejlede ud af Københavns havn sammen med Elisabeth og sine børn samt Sigbrit.

Den ældste danske politiske vise omhandler Christian 2, som var almuens ven over for Frederik 1, som mere var adlens ven. Visen hedder “Kristjern den Anden” eller “Ørnevisen”, og et af versene lyder:

“Bort da fløj den gamle Ørn alt med sine Unger smaa; de andre smaa Fugle de bleve da vilde, de vidste dennem ingen Raad.”

Christian begav sig til Nederlandene til sin faster, Margrete af Østrig, som var statholder. Han søgte hjælp hos hende og hos sin svoger Karl 5 med at få resten af medgiften for Elisabeth, men uden resultat. Han fik faktisk samlet en hær som skulle angribe Danmark, men den blev hurtigt opløst, da han ikke kunne betale den. Norge gik over til Frederik i 1524, da det stod klart, at Christian ikke kunne hævde sin suverænitet. Christian og Elisabeth mødte Luther og blev begge meget grebede af hans lære.

Lier

Fra 1524 boede Christian og Elisabeth i Lier tæt ved Antwerpen, hvor de havde et beskedent hof i et bygningskompleks kaldet Hof van Denemarken. De boede der sammen med deres tre børn, Hans, Dorothea og Christine. Christine blev gift med Hertug Franz 1 af Lotrhringen og hendes tip-tip-tip-tip-oldebarn var Marie Antoniette, den franske kejserinde, som blev halshugget i guillotinen i Paris 16. oktober 1793.

I 1526 døde Elisabeth på slottet i Gent, hvor hun fik en fyrstelig begravelse i Sankt Peters Kloster. Herefter overtog Margrethe af Østrig opdragelsen af de tre børn, mens Christian igen søgte at få sit tilgodehavende udbetalt af Karl 5. Han lånte penge mod pant i sin søster, Christines smykker og havde kontakt med kaperne Søren Norby og Skipper Clement. Christian og Elisabeth var som sagt tiltrukket af lutheranismen, men i 1530 skiftede Christian og erklærede overfor sin svoger, den katolske kejser Karl 5, at han ville tage kampen op mod den lutheranske Frederik 1 i Danmark. Herefter udrustede han en flåde i Nederlandene, som endelig skulle udrede den medgift, som Karl aldrig fik betalt. 24. oktober 1531 sejlede Christian 2 ud fra Medemblik med en flåde på ca. 20 skibe og små 10000 mand. Christian sejlede med flåden til Norge, men undervejs løb den ind i voldsomt stormvejr, så han mistede både skibe og mandskab samt kanoner og pengekassen. Da han kom til Oslo med de sørgelige rester, sluttede den norske almue op om ham og også den norske kirke, som så Christian som sin redningsmand over for de lutherske. Dog ville kommandanten på Akershus ikke overgive sig, og han fik en aftale med Christian om at blive siddende på slottet sammen med 20 mand og endog få lov til at skrive til Frederik 1. Christian ledte et felttog ned i Bohuslen, hvor han indtog Kongshelle og Karlsborg fra hhv. Frederik 1′ styrker og Gustav Vasas styrker, men danske Bohus ville ikke overgive sig, og Christian vendte tilbage til Oslo. Her fik Akershus forstærkning fra en lille dansk-lybsk fllåde under ledelse af Peder Skram. Senere ankom en større flåde fra Danmark, hvilket fik Christian til at forhandle og han blev lovet frit lejde til Danmark. Skibet med Christian ankrede op ud for København, hvor Frederik forhandlede med adelen, lybækkerne og svenskerne om hvad man skulle stille op. Resultatet blev, at Christian blev sejlet til Sønderborg og indsat som fange på slottet.

Christian blev installeret med hoffolk i tre værelser på slottet. Han kunne i begyndelsen frit bevæge sig i byen Sønderborg, men under Grevens Fejde blev hans bevægelsesfrihed indskrænket. Efter fejden fik han mere frie forhold og i forhandlinger med Christian 3 opgav han alle krav på den danske trone og han opfordrede børnene Dorothea og Christine til at frafalde deres krav og i stedet modtage en godtgørelse.

I 1549 efter 18 års fangenskab i Sønderborg overflyttedes han til Kalundborg, hvor han boede i et slags fangenskab til sin død i 1559.

• Markante personligheder på Christian 2’s tid
• Søren Norby (1470-1530)
• Mor Sigbrit (? – 1532)
• Mogens Gøye (1470-1544)
• Christiern Pedersen (1480-1554)
• Gustav Trolle (1488-1535)

Christian 2 døde i 1559 og blev begravet i Gråbrødre Kirke i Odense og senere overført til Sankt Knuds Kirke