Christian 9 (1818-1906)

Kong
Christian 3
1503-1559
=> Hans den Yngre
1545-1622
=> Alexander af Sønderborg
1573-1627
=> August Philip af Beck
1617-1678
=> Frederik Ludvig af Beck
1653-1728
=> Peter August af Beck
1696-1775
=> Karl Anton af Beck
1727-1759
=> Frederik af Beck
1757-1816
=> Vilhelm af Glücksborg
1785-1831
=>Kong Christian 9
1818-1906
På fædrende side: Dynastisk forbindelse til Oldenborgerne. Forbindelse mellem Oldenborgerne og Glücksborgerne
Kong Frederik 5
1723-1666
=>Louise af Danmark
1750-1831
=>Louise Karoline af Hessen-Kassel
1789-1867
=>Kong Christian 9
1818-1906
På Mødrende side: Dynastisk forbindelse til Oldenborgerne. Forbindelse mellem Oldenborgerne og Glücksborgerne
Christian 9 malet i 1871 af H. Olrik. Amalienborgmuseet. WikiCommons. Kongen var da 53 år gammel.

Christian 9 var søn af Vilhelm af Glücksborg og Louise Karoline af Hessen-Kassel. Som det ses af skemaet, var han 9. generations efterkommer af Christian 3. Han tilhørte altså en sidelinje til den oldenborgske kongeslægt, men via sin mor var han også oldebarn af Frederik 5. Da det stod klart, at Frederik 7 ikke ville efterlade sig nogle arvinger, så man sig om efter en ny tronfølger. Valget faldt på prins Christian af det Glücksborgske dynasti. Han stammede jo fra Hans den Yngre og dermed Christian 3, og han støttede helstaten med de fire dele, Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg. Helstaten var også grundlaget for freden i London 1852 efter 1. slesvigske krig. I tronfølgeloven af 1853 blev hans status officielt fastslået. I 1842 giftede prins Christian sig med prinsesse Louise af Hessen. Parret boede i Det gule Palæ ved Amalienborg og på Bernstorf Slot.

Christian 9 er blevet kaldt “Europas svigerfar”. Det skyldes, at to af hans børn blev giftet ind i kongelige familier og to blev selv konger.

Laurids Tuxen malede i 1880’erne dette billede af Christian 9’s famile samlet på Fredensborg Slot. De kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg. WikiCommons

Personer på billedet:

  • Gruppe yderst til venstre: Siddende Edvard 7, stående Alexandra og parrets søn, prins Albert af Wales
  • Børnegruppe bagerst til venstre: prinsesse Ingeborg og prins Harald, børn af Frederik 8
  • Børnegruppe forrest til venstre: prins Georg og prinsesse Marie, børn af Thyra
  • Siddende midtergruppe: dronning Louise og kong Christian 9
  • Gruppe bag ved kongeparret: Thyra, hendes datter, prinsesse Alexandra og hendes bror, Valdemar
  • Børnegruppe bag ved kongeparret: Christian 10, søn af Frederik 8 og Nikolaj 2, søn af Dagmar
  • Gruppe til højre for kongeparret: Kejserinde Dagmar, zar Alexander 3 og børnene, Olga (liggende) og Michai.
  • Stående gruppe bagerst til højre: Frederik 8 og Georg 1.
  • Siddende gruppe forrest til højre: Louise, Frederik 8’s hustru og hendes datter, prinsesse Thyra
  • Stående gruppe til højre: Olga Konstantinovna med datteren: prinsesse Marie.

2. slesvigske krig

Da Christian 9 ved Frederik 7’s død i 1863 blev konge, var hans første handling at underskrive novemberforfatningen. Han var selv var tilhænger af helstatsløsningen, så derfor skete underskriften kun, fordi han var presset til det. Han var med god grund bange for, at Otto von Bismarck i Tyskland ville bruge forfatningen til at indlede en krig mod Danmark, formelt for at forhindre Slesvigs tilknytning til Danmark og reelt for at indlemme Slesvig, Holsten og Lauenborg i Tyskland. Som forudset, erklærede Det tyske Forbund Danmark krig, og kampene startede 1. februar 1864, hvor preussiske og østrigske styrker gik over Ejderen. 1. træfning stod ved Mysunde 2. februar, hvor Danmark holdt stand, men de danske styrker opgav deres stillinger på Dannevirke og trak sig tilbage til Dybbøl 5. februar.

En dansk skanse ved Mysunde. Illustration fra 1861. Wikicommons. Skanseområdet kan findes ved jættestuen i Mysunde. Ved den nærliggende lille færgehavn stod tidligere et mindekors for Erik Plovpenning, som blev dræbt på fjorden i 1250.
Dannevirkestillingen fotograferet i 2016

Under tilbagetrækning stod et slag ved Sankelmark 6. februar. 18. april blev stillingen ved Dybbøl stormet efter forudgående bombardementer og de overlevende danske styrker trak sig tilbage til Als.

Tilbagetrækningen fra Dannevirke. N.Simonsen. Frederiksborg. WikiCommons
Slaget ved Sankelmark. WikiCommons. Slagmarken med mindesmærker kan findes ved Parkplatz Sankelmarker See.
Kanon fra Dybbølstillingen. Inskriptionen fortæller, at den er brugt 28/3 og 18/4 1864. Fotograferet i 2016
Dybbøl Mølle med flaget fotograferet i 2016

Stillingen på Als blev også tabt 29. juni og endelig 20. juli blev der sluttet fred efter forhandlinger i London, hvorved Slesvig, Holsten og Lauenborg blev afstået til Tyskland. Danmarks sydgrænse skulle så i princippet være grænsen til Slesvig, som fulgte Kongeåen. Imidlertid havde der siden 1500-tallet været enklaver i hertugdømmerne, som var direkte under den danske konge. Se Slesvig-Holsten . Disse enklaver overgik så til Tyskland, men som kompensation kom grænsen så til at gå sydligere end Kongeåen i den østlige og vestlige del. Dermed kom Ribe og nogle sogne syd for Kolding til at tilhøre Danmark, ligesom Ærø også gjorde det.

Resultatet af fredsforhandlingerne kunne have været anderledes. Der var i hvert fald kræfter, som virkede for, at helstaten bestående af de fire områder, Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle fortsætte, med kongen som leder, men denne stat skulle indgå i Det tyske Forbund. Christian 9 var selv tilhænger af denne løsning, men Bismarck ville ikke have den. Der var også kræfter, som arbejdede for en nordisk union, hvor Danmark på linje med Norge skulle regeres af den svenske konge, som jo havde haft Norge under sig siden 1814. Den svenske konge på dette tidspunkt var Karl 9, som var far til Frederik 8‘s dronning Louise af Sverige.

En af de store militære ledere var overgeneralen Christian de Meza. Han iværksatte og organiserede tilbagetrækningen fra Dannevirke 5. februar. Beslutningen var rigtig og tilbagetrækningen var en militærteknisk bedrift, men regeringen og folkestemningen var imod ham, så han blev fyret i unåde.

Den politiske ledelse var i hænderne på konseilspræsident D.G. Monrad, hvis urealistiske syn på de danske muligheder efterhånden tog til i en sådan grad, at han blev afskediget 8. juli.

Tiden frem til 1875

Efter Monrads afgang, blev Bluhme konseilpræsident. Novemberforfatningen var jo afgået ved døden med 2. slesvigske krig, men Bluhme formåede ikke at få gennemført en ny, så han blev i 1866 afløst af C.E. Frijs, som fik gennemført Den reviderede Grundlov af 1866. Denne lov gav større magt til godsejerne, som fik udvidet valgret til Landstinget. I 1870 blev Ludvig Holstein-Holsteinborg ny konseilpræsident. Han gik imod en stemning om at tilslutte sig Frankrig i Den fransk-tyske Krig, så landet forblev neutralt. I 1871 så en ny bevægelse dagens lys. Louis Pio stiftede Den internationale Arbejderforening i Danmark, som blev grundlaget for Socialdemokratiet. I 1872 blev “Slaget på Fælleden” udkæmpet mellem demonstranter fra Pios bevægelse og politiet. Ved valget i 1872 fik et nyt parti, Det forenede Venstre absolut flertal i Folketinget. Det var dannet på baggrund af Bondevennerne og andre grupper, som var imod godsejernes magt. Der var dog ikke indført parlamentarisme, så en regering kunne godt regere, selv om et flertal i Folketinget var imod. I 1873 kunne regeringen ikke få flertal for finansloven, som dermed herefter blev gjort foreløbig (provisorisk). Ludvig Holstein-Holsteinsborg gik af i 1874 og blev afløst af C.A. Fonnesbech, som heller ikke kunne komme igennem med sin politik over for folketingsflertallet.

Fra 1875-1901

Efter Fonnesbech blev godsejeren Estrup fra partiet Højre konseilspræsident med støtte fra den konservativt sindede konge. Der var højre-flertal i Landstinget og Venstre-flertal i Folketinget. Folketinget krævede parlamentarisme, hvilket Landstinget ikke ville gennemføre. Som modsvar stemte Venstre gang på gang imod finansloven, som alligevel blev gennemført som en provisorisk lov (foreløbig lov). Man kalder også periolden for provisorietiden. Et andet stridspunkt var, at Højre ville lave en landbefæstning af København, hvilket Venstre var imod. Venstre (Det forenede Venstre) var i perioden delvis opsplittet i forskellige fraktioner ledet af Berg, Hørup og Brandes. Fæstningsarbejdet blev vedtaget i Landstinget og gennemført mellem 1887 og 1894. I 1884 brændte Det andet Christiansborg, og Rigsdagen flyttede sine møder til den bygning i i Fredericiagade, som oprindelig var bygget som operahus under Frederik 4, men senere kom til at huse Østre Landsret. Estrup gik af i 1894 og afløstes af tre på hinanden følgende højre-ministerier udpeget af kongen.

Fra 1901-1906

I 1901 vandt Venstre en knusende sejr ved et folketingsvalg, og kongen måtte modstræbende udnævne venstremanden, J.H. Deuntzer til konseilspræsident. Deuntzer blev i 1905 afløst af J.C. Christensen. Det politiske skifte i 1901 kaldes systemskiftet og det indebar også indførelse af parlamentarisme, så en regering ikke kan sidde imod et folketingsflertal.

Konseilspræsidenter i Christian 9’s tid

RegeringstidNavnParti
1863-1864D.G. MonradDe Nationalliberale
1864-1865C.A. BluhmeHøjre
1864-1870C.E. FrijsHøjre
1870-1874Ludvig Holstein-HolsteinborgUafhængig
1874-1875C.A. FonnesbechHøjre
1875-1894J.B.S. EstrupHøjre
1894-1897Tage Reedtz-ThottHøjre
1897-1900H.E. HørringHøjre
1900-1901Hannibal SehestedHøjre
1901-1905J.H. DeuntzerVenstre
1905-1908J.C. ChristensenVenstre

Markante personligheder på Christian 9’s tid

Markante byggerier i Christian 9’s tid.

Københavns Befæstning.

Befæstningen af København blev gennemført af partiet Højre på trods af, at der ikke var flertal for projektet i Folketinget. På landsiden indeholdt befæstningen først og fremmest Vestvolden mellem Kalveboderne og Utterslev Mose. Endvidere blev der bygget en række forter og batterier. På søsiden var det vigtigste element Middelgrundsfortet.

To partier fra Vestvolden. WikiCommons

Middelgrundsfortet. WikiCommons

På grund af den hastige udvikling af kanoners rækkevidde og fremkomsten af militære fly blev befæstningen hurtigt forældet og allerede nedlagt i 1922.

Frederiksborg Slot

Slottet var brændt i 1859, men blev genopbygget med midler fra brygger J.C. Jacobsen og Carlsbergfondet. Det blev geninviet i 1884.

Frederiksborg Slot. Bygningerne på Yderholmen fotograferet fra Mellemholmen.

Københavns 6. rådhus

Christian 9 er begravet i Roskilde Domkirke