Christian 9 var søn af Vilhelm af Glücksborg og Louise Karoline af Hessen-Kassel. Da det stod klart, at Frederik 7 ikke ville efterlade sig nogle arvinger, så man sig om efter en ny tronfølger. Valget faldt i 1852 på prins Christian af det Glücksborgske dynasti. Arvekravet til den danske trone var oprindeligt overført fra Christians hustru. Hendes arvekrav var begrundet i Kongelovens bestemmelse om kvindelig arvefølge, da mandslinjen efter Frederik 3 var ved at uddø. Med Arvefølgeloven af 1853 ophævedes Kongelovens bestemmelse om kvindelig arvefølge, og Christians arveret til tronen blev i stedet en del af loven. Kvindelig arvefølge blev først genindført med grundlovsændringen i 1953. I øvrigt var Christian efterkommer i 9. led af Christian 3 i mandslinje og han var oldebarn i kvindelinje til Frederik 5. Se i øvrigt afsnittet om tronfølgespørgsmålet her.
| Kong Christian 3 1503-1559 | => | Hans den Yngre 1545-1622 | => | Alexander af Sønderborg 1573-1627 | => | August Philip af Beck 1617-1678 | => | Frederik Ludvig af Beck 1653-1728 | => | Peter August af Beck 1696-1775 | => | Karl Anton af Beck 1727-1759 | => | Frederik af Beck 1757-1816 | => | Vilhelm af Glücksborg 1785-1831 | => | Kong Christian 9 1818-1906 |
| Kong Frederik 5 1723-1666 | => | Louise af Danmark 1750-1831 | => | Louise Karoline af Hessen-Kassel 1789-1867 | => | Kong Christian 9 1818-1906 |
I 1842 giftede Christian sig med prinsesse Louise af Hessen. Parret boede indtil 1863 i Det gule Palæ ved Amalienborg og på Bernstorf Slot.
Christian 9 er blevet kaldt “Europas svigerfar”. Det skyldes, at to af hans døtre blev europæiske dronninger og to sønner blev europæiske konger. Prinsesse Alexandra blev gift med den den engelske tronfølger og senere konge, Edvard 7. Prinsesse Dagmar blev gift med den russiske tronfølger og senere zar, Alexander 3. Prins Vilhelm blev græsk konge under navnet Georg 1 og prins Frederik blev dansk konge under navnet Frederik 8.
Personer på billedet:
- Gruppe yderst til venstre: Siddende Edvard 7, stående Alexandra og parrets søn, prins Albert af Wales
- Børnegruppe bagerst til venstre: prinsesse Ingeborg og prins Harald, børn af Frederik 8
- Børnegruppe forrest til venstre: prins Georg og prinsesse Marie, børn af Thyra
- Siddende midtergruppe: dronning Louise og kong Christian 9
- Gruppe bag ved kongeparret: Thyra, hendes datter, prinsesse Alexandra og hendes bror, Valdemar
- Børnegruppe bag ved kongeparret: Christian 10, søn af Frederik 8 og Nikolaj 2, søn af Dagmar
- Gruppe til højre for kongeparret: Kejserinde Dagmar, zar Alexander 3 og børnene, Olga (liggende) og Michai.
- Stående gruppe bagerst til højre: Frederik 8 og Georg 1.
- Siddende gruppe forrest til højre: Lovisa, Frederik 8’s hustru og hendes datter, prinsesse Thyra
- Stående gruppe til højre: Olga Konstantinovna med datteren: prinsesse Marie.
2. slesvigske krig
Da Christian 9 ved Frederik 7’s død i 1863 blev konge, var hans første handling at underskrive novemberforfatningen. Han var selv var tilhænger af helstatsløsningen, så derfor skete underskriften kun, fordi han var presset til det af regeringen Hall og af folkestemningen. Han var med god grund bange for, at Otto von Bismarck i Tyskland ville bruge forfatningen til at indlede en krig mod Danmark, formelt for at forhindre Slesvigs tilknytning til Danmark og reelt for at indlemme Slesvig, Holsten og Lauenborg i Tyskland. Frederik August af Augustenborg, som var søn af Christian August af Augustenborg anså sig selv for retmæssig arving til Slesvig-Holsten og dannede en eksilregering. Hertugens krav blev støttet af de tyske lande – dog ikke af Preussen og Østrig. 23. december besatte Det tyske Forbund Holsten, men holdt sig syd for Ejderen. Regeringen Hall var splittet indbyrdes og overfor kongen. Den trådte tilbage og blev af løst af regeringen Monrad, som tiltrådte 31. december. Den nye regering var villig til at trække Novemberforfatningen tilbage, men Bismarck var fast besluttet på at indlemme Slesvig, så kampene startede 1. februar 1864, hvor preussiske og østrigske styrker gik over Ejderen. 1. træfning stod ved Mysunde 2. februar, hvor Danmark holdt stand. Det var planen at standse tyskerne ved Dannevirke, men denne stilling var ikke færdigbygget og kunne i øvrigt passeres, da de tilstødende vådområder var frosset til. Det blev klart for danskerne, som under ledelse af general de Meza opgav Dannevirkestillingen den 5. februar og trak sig tilbage til nord for Flensborg.
Under tilbagetrækning stod et slag ved Sankelmark 6. februar, hvor danskerne besejrede en østrisk forfølgelsesstyrke. Tyskerne besatte fra 8. marts Jylland fra Kongeåen til Limfjorden, og de danske styrker holdt nu kun Dybbøl, Als, Fredericia pg Vendsyssel. Under besættelsen blev mindestøtten på Skamlingsbanken sprængt. Den var blot rejst året forinden. 18. april blev stillingen ved Dybbøl stormet efter forudgående bombardementer. Herunder døde mere end 1700 danske soldater, og de overlevende styrker trak sig tilbage til Als. Kort tid efter blev Fredericia rømmet, mens den danske flåde blokerede de tyske havne.
Den 20. april indledte man forhandlinger i London, hvor stormagterne også var repræsenteret, men først 9. maj blev der indgået en våbenhvile. Samme dag besejrede Danmark en østrigsk flådeenhed ved Helgoland. Der var splittelse i den danske regering. De konservative og kongen var tilhængere af en helstatsløsning, mens de nationalliberale var tilhængere af at afgive Holsten og Lauenborg og indlemme af Slesvig – efterhånden mest en deling af Slesvig. Den 25. juni brød forhandlingerne sammen, da Danmark krævede en deling langs en linje fra Slesvig til Frederiksstad ved Ejderen, hvilket Preussen ikke kunne gå med til. Den 29. juni blev Als invaderet og herefter blev resten af Jylland besat. 11. juli trådte Monrad tilbage og overlod magten til den nationalkonservative Bluhme, som stadig var tilhænger af en personalunion. Det var kongen også, men han gik et skridt videre og tilbød Preussen en personalunion, hvor alle dele – også kongeriget – blev optaget i Det tyske Forbund. Forslaget blev dog afvist af Bismarck. og endelig 30. oktober blev freden underskrevet i Wien med afståelse af de tre hertugdømmer. Danmarks sydgrænse skulle så i princippet være grænsen til Slesvig, som fulgte Kongeåen. Imidlertid havde der siden 1500-tallet været enklaver i hertugdømmerne, som var direkte under den danske konge. Se Slesvig-Holsten . Disse enklaver blev opgivet, men som kompensation kom grænsen så til at gå sydligere end Kongeåen i den østlige og vestlige del. Dermed kom Ribe, (som fra middelalderen havde hørt under den danske konge) og nogle sogne syd for Kolding til at tilhøre Danmark, ligesom Ærø også gjorde det.
Tiden frem til 1875
Efter Monrads afgang, blev Bluhme konseilpræsident. Novemberforfatningen var jo afgået ved døden med 2. slesvigske krig, men Bluhme formåede ikke at få gennemført en ny, så han blev i 1866 afløst af C.E. Frijs, som fik gennemført Den reviderede Grundlov af 1866. Denne lov gav større magt til godsejerne, som fik udvidet valgret til Landstinget, hvor de fra nu af fik flertal. I 1870 blev Ludvig Holstein-Holsteinborg ny konseilpræsident. Han gik imod en stemning om at tilslutte sig Frankrig i Den fransk-tyske Krig, så landet forblev neutralt. I 1871 så en ny bevægelse dagens lys. Louis Pio stiftede Den internationale Arbejderforening i Danmark, som blev grundlaget for Socialdemokratiet. I 1872 blev “Slaget på Fælleden” udkæmpet mellem demonstranter fra Pios bevægelse og politiet. Ved valget i 1872 fik et nyt parti, Det forenede Venstre absolut flertal i Folketinget. Det var dannet på baggrund af Bondevennerne og andre grupper, som var imod godsejernes magt. Der var dog ikke indført parlamentarisme, så en regering kunne godt regere, selv om et flertal i Folketinget var imod. I 1873 kunne regeringen ikke få flertal for finansloven, som dermed herefter blev gjort foreløbig (provisorisk). Ludvig Holstein-Holsteinsborg gik af i 1874 og blev afløst af C.A. Fonnesbech, som heller ikke kunne komme igennem med sin politik over for folketingsflertallet.
Fra 1875-1901
Efter Fonnesbech blev godsejeren Estrup fra partiet Højre konseilspræsident med støtte fra den konservativt sindede konge. Der var højre-flertal i Landstinget og Venstre-flertal i Folketinget. Folketinget krævede parlamentarisme, hvilket Landstinget ikke ville gennemføre. Som modsvar stemte Venstre gang på gang imod finansloven, som alligevel blev gennemført som en provisorisk lov (foreløbig lov). Man kalder også periolden for provisorietiden. Et andet stridspunkt var, at Højre ville lave en landbefæstning af København, hvilket Venstre var imod. Venstre (Det forenede Venstre) var i perioden delvis opsplittet i forskellige fraktioner ledet af Berg, Hørup og Brandes. Fæstningsarbejdet blev vedtaget i Landstinget og gennemført mellem 1887 og 1894. I 1884 brændte Det andet Christiansborg, og Rigsdagen flyttede sine møder til den bygning i i Fredericiagade, som oprindelig var bygget som operahus under Frederik 4, men senere kom til at huse Østre Landsret. Estrup gik af i 1894 og afløstes af tre på hinanden følgende højre-ministerier udpeget af kongen.
Fra 1901-1906
I 1901 vandt Venstre en knusende sejr ved et folketingsvalg, og kongen måtte modstræbende udnævne venstremanden, J.H. Deuntzer til konseilspræsident. Deuntzer blev i 1905 afløst af J.C. Christensen. Det politiske skifte i 1901 kaldes systemskiftet og det indebar også indførelse af parlamentarisme, så en regering ikke kan sidde imod et folketingsflertal.
Konseilspræsidenter i Christian 9’s tid
| Regeringstid | Navn | Bevægelse/Parti |
| 1863-1864 | D.G. Monrad | Nationalliberale |
| 1864-1865 | C.A. Bluhme | Nationalkonservative |
| 1865-1870 | C.E. Frijs | Nationalkonservative |
| 1870-1874 | Ludvig Holstein-Holsteinborg | Nationalkonservative Nationalliberale |
| 1874-1875 | C.A. Fonnesbech | Nationalkonservative |
| 1875-1894 | J.B.S. Estrup | Nationalkonservative Højre |
| 1894-1897 | Tage Reedtz-Thott | Højre |
| 1897-1900 | H.E. Hørring | Højre |
| 1900-1901 | Hannibal Sehested | Højre |
| 1901-1905 | J.H. Deuntzer | Venstre |
| 1905-1908 | J.C. Christensen | Venstre |
Markante personligheder på Christian 9’s tid
- 11 ovenstående konseilspræsidenter
- C. de Meza (1792-1865)
- N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
- H.C. Andersen (1805-1875)
- Orla Lehmann (1810-1887)
- J.C. Jacobsen (1811-1887)
- Christen Berg (1829-1891)
- Enrico Dalgas (1828-1894)
- Louis Pio (1841-1894)
- C.F. Tietgen (1829-1901)
- Viggo Hørup (1841-1902)
- Herman Bang (1857-1912)
- Georg Brandes (1842-1927)
- Edvard Brandes (1847-1931)
- H.N. Andersen (1852-1931)
- Carl Nielsen (1865-1931)
- Henrik Pontoppidan (1857-1943)
- Johannes V. Jensen (1873-1950)
Markante byggerier i Christian 9’s tid.
Befæstningen af København blev gennemført af partiet Højre på trods af, at der ikke var flertal for projektet i Folketinget. På landsiden indeholdt befæstningen først og fremmest Vestvolden mellem Kalveboderne og Utterslev Mose. Endvidere blev der bygget en række forter og batterier. På søsiden var det vigtigste element Middelgrundsfortet.
To partier fra Vestvolden. WikiCommons
På grund af den hastige udvikling af kanoners rækkevidde og fremkomsten af militære fly blev befæstningen hurtigt forældet og allerede nedlagt i 1922.
Slottet var brændt i 1859, men blev genopbygget med midler fra brygger J.C. Jacobsen og Carlsbergfondet. Det blev geninviet i 1884.
Christian 9 er begravet i Roskilde Domkirke