Frederik 1 (1471-1533)

Frederik 1’s grav

Frederik 1 var yngste søn af Christian 1 og Dorothea. Han var 16 år yngre end sin storebror Hans, som blev konge i 1481 efter faderens død. Frederik havde siden 1490 hersket over halvdelen af hertugdømmerne og anerkendt først Hans og siden Christian 2 som sin lensherre i de dele, som lå i Slesvig. Da han blev konge, var han enehersker i begge hertugdømmer.

I 1501 søgte Frederik og Hans at erobre Ditmarsken nord for Elben, som var givet i len til deres far Christian 1, men som aldrig havde overgivet sig. Resultatet blev et sviende nederlag. I 1502 blev Frederik gift med Anna af Brandenburg med hvem han fik sønnen Christian, den senere Christian 3. Anna døde allerede i 1514 og blev begravet i Bordesholm Kloster, hvor der findes en sarkofag med figurer forestillende Frederik og Anna.

(*) Figurer af Frederik 1 og hans første dronning Anna af Brandenburg i Bordesholm Kloster

I 1518 giftede Frederik sig igen, denne gang med Sophie af Pommern, som overlevede ham og først døde i 1568.

I hele Christian 2′s regeringstid var der et anspændt forhold mellem Frederik og hans nevø. Frederik havde ikke glemt, at Hans i sin tid havde fået hele kongeriget, så han fremførte hele tiden sine krav på at få halvdelen af såvel Danmark som Norge. Det var dog et krav, som det danske rigsråd sagde nej til i Udelelighedsbrevet fra 1494. Men Frederik kunne ikke støtte Christian i hans svenske felttog og han støttede til gengæld tit lybækkerne i deres kampe mod Christian. I 1522 fik Frederik åbenlys støtte fra den jyske og fynske adel, herunder Mogens Gøye, til at blive dansk konge, og i 1523 blev han hyldet som konge på landstinget i Viborg og 14. april, dagen efter at Christian var flygtet fra København, blev han valgt som enehertug både i Slesvig og Holsten. Mogens Gøye blev rigsforstander og fortsatte med at være det også under Christian 3.

Christian 2 og Frederik 1, Kronborgtapet, Hans Knieper, Nationalmuseet. Frederik gik sejrrigt ud af magtkampen, så han har kronen på hovedet, mens Christian 2’s krone er tabt på jorden.

Frederik måtte dog kæmpe for at få magten i landet. Det var en kamp hvor han i høj grad gjorde brug af Johan Rantzaus lejetropper, som blev berygtede for deres brutale fremfærd. Den 13. april rykkede Rantzau sammen med Frederiks søn, Christian til Fyn, som hurtigt underlagde sig Frederik. Frederik fik (betalt) hjælp af lybækkerne, som sejlede hans tropper til Sjælland, som overgav sig pånær København og Malmø, som blev belejret med hjælp fra lybske tropper. Endelig overgav de to byer sig til Frederik, da det stod klart, at de ikke kunne forvente hjælp fra den landflygtige Christian. Senere i 1524 gik Norge også over til Frederik, da det stod klart, at Christian ikke kunne hævde sin suverænitet. Særligt Skåne voldte problemer, da denne landsdel var blevet overtaget af Søren Norby, som støttede Christian, og som selv blev bakket op af den skånske almue. Ved hjælp af Rantzaus tropper lykkedes det dog at genovertage kontrollen over denne landsdel både fra Søren Norby og fra Gustav Vasas forsøg på at indlemme den i Sverige.

Religiøst tog Frederik ikke klart parti for hverken den gamle katolske kirke eller lutheranismen. Han beskyttede dog Hans Tausen og ansatte ham som hofkapellan.

I starten af 1532 kom der underretning om, at Christian 2 var sejlet til Norge, og havde underlagt sig landet. Det gjaldt dog ikke Akershus, hvorfra underretningen kom. Frederik udrustede en lille dansk flåde, som sammen lybske skibe under kommando af Peder Skram sejlede til Marstrand og erobrede nogle af Christians skibe. Herefter sejlede flåden til Oslo og undsatte kommandanten på Akershus. Samme år hentede Frederik Christian hjem ved hjælp af en dansk flåde. Christian var blevet lovet frit lejde, men efter en uges ophold på skib udenfor Københavns havn, blev han sejlet til Sønderborg Slot, hvor han blev indsat som fange 9. august 1532.

Share this: