Hans (1455-1513)

Hans’ grav

Hans var ældste søn af Christian 1 og Dorothea. Han blev først konge i Danmark og Norge i 1482, året efter sin fars død, da rigsrådet forgæves havde forsøgt at genoplive unionen på trods af svensk modstand. I 1478 var han i Vor Frue Kirke i København blevet gift med Christine, som var datter af kurfyste Ernst af Sachsen og kurfyrstinde Elisabeth af Bayern.

Kong Hans afbildet på altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense

Hans og Christine boede i længere perioder på Nyborg Slot, og de fik indrettet et kapel i Gråbrødre Kloster i Odense, hvor de ville begraves

I hertugdømmerne Slesvig og Holsten lavede man i 1490 en opdeling, hvor Hans og hans yngre bror, Frederik, herskede over hver sin del. I Frederiks dele af Slesvig måtte han enerkende Hans som sin lensherre. I praksis regerede de dog i fællesskab. På denne måde blev bestemmelserne i Ribe-brevet fra 1460 om at de to hertugdømmer skulle være evigt udelte, formelt efterkommet. Det lykkedes i nogen grad Hans at stække Hansestædernes magt på bekostning af englænderne og nederlænderne, bl.a. ved at spille hansebyerne ud mod hinanden. I Sverige var Sten Sture rigsforstander, men en del af den svenske adel foretrak at genoplive unionen med Hans som konge. I 1495 sejlede Hans til Kalmar med en flåde for at mødes med Sten Sture, og undervejs sank hans skib, Gribshunden ud for Rönneby. Vraget blev fundet i 1970’erne, og det er det bedst bevarede skibsvrag fra middelalderen. Dele fra vraget, bl.a. en gallionsfigur, er udstillet på Blekinge Museum i Karlskrona.

(*) Gallionsfiguren fra Gribshunden forestiller et havuhyre, som fortærer et menneske. Det har oprindelig været bemalet.

Mødet i Kalmar blev dog ikke til noget og to år efter, i 1497, angreb danske styrker Stockholm, i slaget ved Rotebro, mens Sten Sture var optaget af krig mod Rusland. Resultatet blev, at Hans blev svensk konge og Sten Sture blev afsat som rigsforstander. Ved samme lejlighed blev hans søn, Christian, hyldet som svensk tronfølger, ligesom han tidligere var hyldet som tronfølger i Danmark og Norge. Hans vendte sig nu mod Ditmarsken nord for Elben. I 1474 havde hans far fået området i len, men det aldrig blevet effektueret. I år 1500 slog Hans og hans bror Frederik sig sammen som hertuger Slesvig og Holsten og forsøgte at erobre området. 14. februar blev den lille by Meldorf indtaget og indbyggerne massakreret, og derefter begav den hertuelige hær sig nordpå, men her blev den standset ved Dusen Düwels Warf. Hæren blev på vejen, men bønderne i Ditmarsken kunne færdes i det våde terræn, og de åbnede sluseportene ud mod Vadehavet med det resultat, at de rustningsklædte riddere sad fast i mudderet og blev hugget ned af bønderne.

(*) Ved Dusenddüvelswarf blev der i år 1900 rejst dette mindesmærke om ditmarskernes sejr over Hans og Frederik. Det var i 400 året for slaget. På stenen er skrevet “Wahr di Garr. De Burde kumt” (Vogt dig garde, bonden kommer). Det var kampråbet fra ditmarskerne under ledelse af Wolf Isebrandt.

Siden stormede ditmarskerne Meldorf og røvede et stort bytte, bl.a. den gamle fane fra 1219. Den blev også røvet af svenskerne i slaget ved Brunkeberg i 1471 og nu altså igen i 1500. Den kom senere tilbage til Danmark i 1559 under Frederik 2, og blev hængt op i domkirken i Slesvig. Her smuldrede de sidste rester af fanen, som var forsvundet omkring 1660.

Hans, Kronborgtapet, Hans Knieper, Nationalmuseet. (Ansigtet er fejlagtigt Christian 1’s)

Svenskerne gjorde nu oprør efter Hans’ nederlag i Ditmarsken og Hans og Christine sejlede til Stockholm i 1501. Efter nogle forhandlinger tog Hans hjem igen for at samle nye styrker, og efterlod Christine på Stockholms Slot (Tre Kronor) med en styrke på 1000 mand. Herefter blev slottet belejret af Sten Stures tropper og overgav sig først efter 7 måneder i 1502, hvor størstedelen af styrken var døde af sult og skørbug. Da Hans dagen efter ankom til Stockholm, ville Sten Sture ikke overgive dronningen til Hans, som måtte sejle med uforettet sag, mens dronning blev ført som fange til Vadstena Kloster. Rigshovmesteren på dette tidspunkt var Poul Laxmand, som var landets største jordbesidder. Med eller uden grund nærede Hans mistanke om, at Poul Laxmand hemmeligt støttede svenskerne. Han blev myrdet i 1502, men efter mordet blev store dele af hans besiddelser inddraget af kongen. Han blev begravet i Karmelitterklostret i Helsingør. Herefter fulgte år med kampe mellem dansk/norske og svenske styrker, hvor svenskerne gjorde indfald i Norge og Blekinge. Kalmar og Borgholm slot var skiftevis på svenske og danske hænder. Sverige og Hansestæderne indgik forbund mod Danmark og Hans skabte den første nationale danske flåde, som kunne tage kampen op og bl.a. blokere svenske havne. I den forbindelse byggede han Danmarks første flådeværft på Slotø i Nakskov Fjord. Til at lede den danske flåde brugte Hans tit Søren Norby, som egentlig var søhane, dvs. en slags privat sørøver med kongelig tilladelse til at opbringe fremmede skibe. Men i 1500 tallets første årti blev Danmark den ledende sømagt i Østersøen, og Søren Norby kæmpede mod svenskerne og lybækkerne både som privat søhane og som leder af den nye danske flåde.

(*) Ruinerne af kong Hans’ skibsværft på Slotø

Tronfølgeren, Christian 2, blev sendt til Norge for at nedkæmpe oprør i landet. Her mødte han Dyveke og hendes mor, Sigbrit i Bergen. Han forelskede sig i datteren og førte både mor og datter til Oslo og indlogerede dem der. Slutningen af Hans’ regeringstid var mest præget af søkampe mod Lybæk, som var blevet isoleret i Hansestæderne. En af Hans’ admiraler var Jens Holgersen Ulfstand, som i 1499 havde bygget borgen Glimminghus i Skåne. Borgen fremstår i dag som Danmarks bedst bevarede middelalderborg. Som chef for den danske flåde kæmpede Jens Holgersen Ulfstand i 1511 mod Lybæks flåde syd for Bornholm i det største danske søslag siden vikingetiden. Det endte uafgjort. Jens Holgersen Ulfstand er begravet i Valby Kirke ved Ystad, hvor man stadig kan se hans gravsten.

(*) Glimminghus i Skåne

I 1513 døde kong Hans på Aalborghus, hvor han også var født. Medvirkende årsag til døden var, at han var faldet af hesten ved Skjern Å og var kommet i isfyldt vand. På stedet er nu rejst en mindesten og en nærliggende bro over åen er opkaldt efter kongen. Det nuværende Aalborghus ligger et andet sted end middelalderens Aalborghus, som lå der, hvor Møllegade støder op til Rantzausgade i Aalborg. Der er ingen spor efter slottet.

(*) Mindesten for kong Hans rejst i 2004

Kong Hans blev begravet i Gråbrødre Kloster i Odense og senere overflyttet til Sankt Knuds Kirke.

Share this: