| Kong Christian 1 1426-1481 | => | Kong Hans 1455-1513 |
Forhold til Sverige
Fra 1481-1497 blev Sverige styret af Sten Sture den Ældre som rigsforstander. Fra 1501-1513 var der skiftende svenske rigsforstandere, Sten Sture den Ældre, Svante Nilsson Sture og Sten Sture den Yngre. Ingen af disse blev dog anerkendt af Hans.
Hans var ældste søn af Christian 1 og Dorothea. Han blev først konge i Danmark og Norge i 1483, to år efter sin fars død, da rigsrådet forgæves havde forsøgt at genoplive unionen på trods af svensk modstand. I 1478 var han i Vor Frue Kirke i København blevet gift med Christine, som var datter af kurfyste Ernst af Sachsen og kurfyrstinde Elisabeth af Bayern.
Hans og Christine boede i længere perioder på Nyborg Slot, og de fik indrettet et kapel i Gråbrødre Kloster i Odense, hvor de ville begraves. I København boede kongeparret på Københavns Slot. I nærheden af slottet forsøgte Hans sig med dyrkning af vin, og lod en bygning opføre, som blev kendt som Vingården. Se nærmere her.
I hertugdømmerne Slesvig og Holsten lavede man i 1490 en opdeling, hvor Hans og hans yngre bror, Frederik, herskede over hver sin del. I Frederiks del af Slesvig måtte han anerkende Hans som sin lensherre. I praksis regerede de dog i fællesskab. På denne måde blev bestemmelserne i Ribe-brevet fra 1460 om, at de to hertugdømmer skulle være evigt udelte, formelt efterkommet. Det lykkedes i nogen grad Hans at stække Hansestædernes magt til fordel for englænderne og nederlænderne, bl.a. ved at spille hansebyerne ud mod hinanden. I Sverige var Sten Sture den Ældre rigsforstander, men en del af den svenske adel foretrak at genoplive unionen med Hans som konge. I 1495 sejlede Hans til Kalmar med en flåde for at mødes med Sten Sture, men undervejs sank hans skib, Gribshunden ud for Rönneby. Vraget blev fundet i 1970’erne, og det er det bedst bevarede skibsvrag fra middelalderen.
Rotebro
Mødet i Kalmar blev dog ikke til noget, men den svenske højadel var efterhånden så utilfredse med Sten Sture den Ældre, at de ville gøre Hans til svensk konge. Sten Sture ville dog ikke afgive magten frivilligt, så Hans sendte danske styrker til Stockholm og angreb Stens Stures hær i slaget ved Rotebro 28. september 1497. Rotebro ligger der, hvor Staffansväg føres over Edsåen. Slagmarken lå neden for Rotebro Skans, som er en middelalderborg, hvis ruiner nu findes for enden af Stridsborgsvägen.
Resultatet blev sejr til Hans, som nu blev konge. Ved samme lejlighed blev hans søn, Christian, hyldet som svensk tronfølger, ligesom han tidligere var hyldet som tronfølger i Danmark og Norge. Hans vendte sig nu mod Ditmarsken nord for Elben. I 1474 havde hans far fået området i len, men det aldrig blevet effektueret. I år 1500 slog Hans og hans bror Frederik sig sammen som hertuger Slesvig og Holsten og forsøgte med en styrke på 300 riddere og 500 vogne at erobre området.
Siden stormede ditmarskerne Meldorf og røvede et stort bytte, bl.a. den gamle fane fra 1219. Den blev også røvet af svenskerne i slaget ved Brunkeberg i 1471 og nu altså igen i 1500. Den kom senere tilbage til Danmark i 1559 under Frederik 2, og blev hængt op i domkirken i Slesvig. Her smuldrede de sidste rester af fanen, som var forsvundet omkring 1660.
I 1501 gjorde svenskerne oprør efter Hans’ nederlag i Ditmarsken, og højadlen indsatte igen Sten Sture den Ældre som rigsforstander. Hans og Christine sejlede til Stockholm, hvor de tog ophold på Stockholms Slot (Tre Kronor). Efter forgæves forhandlinger tog Hans hjem igen for at samle nye styrker, og efterlod Christine på Slottet med en styrke på 1000 mand. Slottet blev så belejret saf Sten Stures tropper og overgav sig først efter 7 måneder i 1502, hvor størstedelen af styrken var døde af sult og skørbug. Da Hans tre dage efter ankom til Stockholm, ville Sten Sture ikke overgive dronningen til Hans, som måtte sejle med uforettet sag, mens dronningen blev ført som fange til Vadstena Kloster. Herefter fulgte år med kampe mellem dansk/norske og svenske styrker, hvor svenskerne gjorde indfald i Norge og Blekinge. Kalmar og Borgholm slot var skiftevis på svenske og danske hænder. Sten Sture døde i 1503 og blev afløst af Svante Nilsson Sture som rigsforstander. Da Svante Nilsson døde i 1512, blev han igen afløst af sønnen, Sten Sture den Yngre. I resten af Hans’ regeringstid fra 1501 var han formelt svensk konge, selv om den svenske højadel svor troskab til de skiftende rigsforstandere.
I Danmark var rigshovmesteren på dette tidspunkt Poul Laxmand, som var landets største jordbesidder. Hans nærede mistanke om, at Poul Laxmand hemmeligt støttede svenskerne. Han blev myrdet i 1502, og efter mordet blev store dele af hans besiddelser inddraget af kongen. Poul Laxmand blev begravet i Karmelitterklostret i Helsingør.
Engelsborg
Sverige og Hansestæderne indgik forbund mod Danmark og Hans skabte den første nationale danske flåde, som kunne tage kampen op og bl.a. blokere svenske havne. I den forbindelse byggede han Danmarks første flådeværft på Slotø i Nakskov Fjord, kaldet Engelsborg. Til at lede den danske flåde brugte Hans tit Søren Norby, som egentlig var kaper, dvs. en slags privat sørøver med kongelig tilladelse til at opbringe fremmede skibe. Men i 1500 tallets første årti blev Danmark den ledende sømagt i Østersøen, og Søren Norby kæmpede mod svenskerne og lybeckerne både som privat kaper og som leder af den nye danske flåde.
Tronfølgeren, Christian 2, blev sendt til Norge for at nedkæmpe oprør i landet. Her mødte han Dyveke og hendes mor, Sigbrit i Bergen. Han forelskede sig i datteren og førte både mor og datter til Oslo og indlogerede dem der. Slutningen af Hans’ regeringstid var mest præget af søkampe mod Lybæk, som var blevet isoleret i Hansestæderne.
Kong Hans døde i 1513 og blev begravet i Gråbrødre Kloster i Odense og senere overflyttet til Sankt Knuds Kirke.