Kong Svend Tveskæg 963-1014 | => | Kong Knud den Store o. 997-1035 |
Knud den Store var søn af Svend Tveskæg og Dronning Gunhild. Han efterfulgte Ethelred den Rådvilde som engelsk konge i 1016 og sin bror, Harald 2, som dansk konge i 1018.
Knud deltog i sin fars erobring af England i 1013. Da Svend døde i 1014 blev Knud jaget hjem til Danmark, og englænderne valgte Ethelred den Rådvilde til konge for anden gang.
Assandum
Ethelred den Rådvilde sad syg i London, så Knud kæmpede mod Ethelreds søn, Edmund Jernside. Thorkild den Høje, som tidligere var gået overpå engelsk side, tilsluttede sig Knud med sine styrker, og det samme gjorde andre lokale engelske høvdinge. Ethelred døde 23. april, og efter en forgæves belejring af London, blev de engelske styrker endeligt slået i slaget ved Assandum den 18. oktober 1016, hvorefter Knud og Edmund deltes om kongemagten i England. Allerede i november samme år blev Edmund formentlig myrdet, og Knud overtog så den engelske krone. I billedet til højre nedenfor ses en scene fra slaget, hvor jarl Eadric svigter Edmund Jernside og trækker sig ud af kampen.
Stednavnet Assandun er formentlig nutidens Ashington. På en bakke ved byen ligger en kirke fra 1020, som Knud den Store byggede til minde om slaget. Kirken hedder i dag Saint Andrews Church.
I den nedenstående tekst fra kirken finder man ud over navnet Knud også navnene Thorkild the Earl, Ærkebiskop Wulfstand, og Sigand. Den første er danskeren Thorkild den Høje, den næste var ærkebiskop af York, og den tredje er Stigant, som senere blev ærkebiskop af Canterbury. Stigant er afbildet på Bayeuxtapetet stående til højre for Harold Godwinson. Se billedet her.
Da Harald 2, døde i 1018 blev Knud også konge i Danmark og Norge. Han var gift to gange. Første gang med Aelfgifu og anden gang med Ethelreds enke, Emma af Normandiet. I princippet lod han sig skille fra Aelfgifu først, men reelt havde han to dronninger. Med Aelgifu fik han sønnerne Harald Harefod, som var engelsk konge 1035-1040 og Svend, som blev jarl i Norge. Med Emma fik han sønnen Hardeknud, som var engelsk konge 1040-1042 og dansk konge 1035-1042. Endvidere fik han datteren Gunhild, som blev gift med den tyske konge, Henrik 3.
I Danmark havde der siden 948 været bispesæder i Slesvig, Ribe og Aarhus og fra 988 i Odense. Bisperne var underlagt ærkebispesædet i Hamborg/Bremen, men bisperne opholdt sig sjældent i Danmark. Knud ville styrke forbindelsen til ærkebispesædet i Canterbury og stiftede i 1022 bispesædet i Roskilde. Her blev Gerbrand den første biskop, efter at han var blevet bispeviet i Canterbury.
I 1022 blev der udfærdiget et dokument, som bevidnede et mageskifte mellem Knud og klostret i Ely, som oprindelig blev grundlagt i 672. Der findes en afskrift af dokumentet fra 1100-tallet. Afskriftet blev udstillet på Roskilde Museum i 1000-året for det oprindelige dokument.
Der findes et sagn om Knud, som fortæller, at han ville irettesætte sine hoffolk, som lovpriste ham for meget. Derfor satte han sig i vandkanten og befalede tidevandet at stoppe. Dette skete jo ikke, og Knuds morale var, at han som jordisk konge intet var imod den himmelske. Fra den dag tog han sin krone af og hængte den på et krucifiks og bar den aldrig siden. I England skændes man om, hvor episoden fandt sted, men et bud er Southampton, hvor der tilmed findes en skilt på et tidligere hotel i Canute Road, som fortæller, at her skete det.
Knud var størstedelen af sin tid i England, og imens lod han Ulf Jarl styre Danmark. Ulf var gift med Knuds søster, Estrid og blev far til den senere konge Svend Estridsen. .
I 1030 tabte Olav den Hellige slaget ved Stiklestad, hvor han også blev dræbt, og Norge blev igen dansk. Knud indsatte sin skyggedronning Aelfgifu og sønnen Svend som regenter i Norge. Knud døde i 1035 i en alder af 40 år. Ved hans død blev Hardeknud konge i Danmark og Knuds søn med Emma, Harald Harefod blev konge i England.
- Markante personligheder på Knud den Stores tid
- Thorkild den Høje (964-1025)
- Eadric Streona (?-1017)
- Estrid (998-1058)
- Ulf Jarl (998-1027)
Knud den Store døde i 1035 og er begravet i Winchester Cathedral