Svend Estridsen (1022-1076)

Kong Svend Tveskæg o.963-1014

=>

Estrid o.1005-1058

=>

Kong Svend Estridsen 1022-1076

Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Estrid, og dermed var han dattersøn af Svend Tveskæg. Han efterfulgte Magnus den Gode som konge i 1047. Ved Magnus den Godes død i 1047 efterlod han Norge til sin farbror, Harald Hårderåde, som havde opholdt sig bl.a. i Konstantinopel med en vikingehær siden slaget ved Stiklestad i 1030. Danmark blev overladt til Svend Estridsen, søn af Knud den Stores søster, Estrid og hendes mand, Ulf Jarl, som i 1026 blev dræbt af Knud. I Svends regeringstid, var landet udsat for mange angreb fra Harald Hårderåde. Bl. a. blev Hedeby brændt i 1050, hvor også Aarhus (Aros) blev hærget, og kirken, en forløber for Vor Frue Kirke, blev brændt. Hedeby blev ikke genopbygget, men i stedet grundlagde man byen Slesvig i bunden af Slien og byggede en domkirke. Svend følte, at regeringsbyen, Roskilde, var truet af angreb og anlagde en spærring ved Skuldelev, hvor han sænkede 6 udtjente skibe. Disse er senere fundet og nu udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

I 1062 kom det til et afgørende slag mellem Svend og Harald Hårderåde i bugten ved Halmstad. Her udløber Nisåen (Nissan), og slaget kaldes slaget ved Niså. Harald vandt slaget, men sejlede alligevel hjem til Norge. En af deltagerne på dansk side var Skjalm Hvide.

Svend hævdede sin selvstændighed over for biskoppen i Bremen, og fik indflydelse på valget af bisper til landets nyoprettede stifter. De 9 stifter var: Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde, Dalby og Lund. Allerede i 1066 blev Dalby lagt ind under Lund, så der nu var 8 stifter.

De første biskopper i Vendsyssel havde sæde i Vestervig. Senere flyttede bispesædet til Børglum.

Forløberen for Roskilde Domkirke blev bygget i frådsten som afløser for Harald Blåtands Trefoldighedskirke, og man byggede domkirken i Lund samt Dalby Kirke tæt på Lund. Både Lund og Dalby blev stiftsbyer med hver sin biskop. Svend opgav i første ogang at gå i fodsporet på sin morfar, Svend Tveskæg og sin onkel Knud den Store og fætter Hardeknud med hensyn til at genvinde kongemagten i England. Men i 1069 udrustede han en dansk flåde, som ledet af hans bror, Asbjørn, sejlede til England med sønnerne Harald (Hen) og Knud (den Hellige). Her erobrede de York sammen med Edgar Aetheling, som blev indsat som konge. Den danske styrke blev dog betalt af Vilhelm Erobreren til at vende hjem, og Edgar flygtede til Skotland.

Ved Svends død i 1074 efterlod han sig i omegnen af 14 sønner med mange forskellige mødre – de fleste friller. Svend havde kortvarigt været gift med Gunhild Svendsdatter, som var enke efter Anund Jacob. Dette ægteskab blev betragtet som blodskam af kirken, og Svend blev tvunget til at opløse det. Grunden var, at Svend og Gunhild skulle være fætter og kusine, idet Svends mor, Estrid og Gunhilds mor, Holmfrid var halvsøstre (døtre af Gunhild Mieszkosdatter). Dette er dog ikke korrekt, da Estrids mor formentlig var en anden en Gunhild. Svend var muligvis også kortvarigt gift med Gunhild og Erik Segersäls datter, Gyda. Svend havde et forhold til stormandsfrue fra Slangerup. Dette resulterede i sønnen Erik Ejegod.

Svend Estridsen er også kendt for at have fortalt om sine forfædre til Adam af Bremen, som skrev værket om Hamborg-bispernes historie. Dette værk indeholder den første samlede fremstilling af Danmarks historie.

Svend Estridsen døde i 1076 i Søderup umiddelbart efter, at han havde holdt ting på Urnhoved.

• Markante personligheder på Svend Estridsens tid
• Estrid (998-1058)
• Biskop Wilhelm (? – 1074)
• Skjalm Hvide (1034-1113)

Svend Estridsen er begravet i Roskilde Domkirke