Ved Magnus den Godes død i 1047 efterlod han Norge til sin farbror, Harald Hårderåde, som havde opholdt sig bl.a. i Konstantinopel med en vikingehær siden slaget ved Stiklestad i 1030. Danmark blev overladt til Svend Estridsen, søn af Knud den Stores søster, Estrid og hendes mand, Ulf Jarl, som i 1026 blev dræbt af Knud. I Svends regeringstid, var landet udsat for mange angreb fra Harald Hårderåde. Bl. a. blev Hedeby brændt i 1050, hvor også Aarhus (Aros) blev hærget, og kirken, en forløber for Vor Frue Kirke, blev brændt. Hedeby blev ikke genopbygget, men i stedet grundlagde man byen Slesvig i bunden af Slien og byggede en domkirke. Svend følte, at regeringsbyen, Roskilde, var truet af angreb og anlagde en spærring ved Skuldelev, hvor han sænkede 6 udtjente skibe. Disse er senere fundet og nu udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
I 1062 kom det til et afgørende slag mellem Svend og Harald Hårderåde ved elven Nissan i Halland. Harald vandt slaget, men sejlede alligevel hjem til Norge. Svend hævdede sin selvstændighed over for biskoppen i Bremen, og fik indflydelse på valget af bisper til landets stifter. Den første frådstenskirke i Roskilde blev bygget som afløser for Harald Blåtands Trefoldighedskirke, og man byggede domkirken i Lund samt Dalby Kirke tæt på Lund. Både Lund og Dalby blev stiftsbyer med hver sin biskop. Svend opgav at gå i fodsporet på sin farfar, Svend Tveskæg og sin onkel Knud den Store og fætter Hardeknud med hensyn til at genvinde kongemagten i England. I stedet for prøvede Harald Hårderåde sammen med Svends lillebror Asbjørn på dette, men blev slået af Wilhelm Erobreren i 1066 i slaget ved Stamford Bridge, som afsluttede vikingetiden. Der kom et efterspil, idet Harold Godwinsons to sønner kom til Danmark og bad Svend om hjælp til at tilbageerobre England fra Wilhelm Erobreren. Der blev udrustet en flåde, som sejlede til England med Godwinson-sønnerne samt Svends sønner Harald (Hen) og Knud (den Hellige), men de måtte give op over for Wilhelms styrker. Ved Svends død i 1076 efterlod han sig i omegnen af 14 sønner med mange forskellige mødre – de fleste friller. Svend havde kortvarig været gift med Gunhild Svendsdatter, som var enke efter den afdøde svenske kong Anund Jacob. Dette ægteskab blev betragtet som blodskam af kirken, og Svend blev tvunget til at opløse det.