| Kong Svend Tveskæg o.963-1014 | => | Estrid o.1005-1058 | => | Kong Svend Estridsen 1020-1076 |
Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Estrid, og dermed var han dattersøn af Svend Tveskæg. I 1027 lod Knud den Store Ulf Jarl dræbe i Roskilde, hvorefter Estrid sammen med sin 7-årige søn søgte tilflugt hos den svenske konge, Anund Jacob. Efter Hardeknuds død i 1042 anerkendte Svend norske Magnus den Godes krav på den danske kongemagt. Han begyndte dog hurtigt at udfordre Magnus og lod bl.a. præge mønter i Skåne. Da Magnus døde i 1047 blev Svend konge i Danmark, mens Harald Hårderåde blev konge i Norge.
Da svenske Anund Jacob døde i 1050 giftede Svend sig med enken, Gunhild Svendsdatter. Dette ægteskab blev betragtet som blodskam af kirken, og Svend blev tvunget til at opløse det. Grunden var, at Svend og Gunhild skulle være fætter og kusine, idet Svends mor, Estrid og Gunhilds mor, Holmfrid var halvsøstre (døtre af Gunhild Mieszkosdatter). Dette er dog ikke korrekt, da Estrids mor formentlig var en anden en Gunhild. Svend var muligvis også kortvarigt gift med Gunhild og Anund Jacobs datter, Gyda. Svend havde et forhold til en stormandsfrue fra Slangerup. Dette resulterede i sønnen Erik Ejegod. I det hele taget var Svend meget aktiv på det erotiske område. Ved hans død i 1074 efterlod han sig i omegnen af 14 sønner med mange forskellige mødre – de fleste friller.
I Svends regeringstid, var landet udsat for mange angreb fra Harald Hårderåde. Bl. a. blev Hedeby brændt i 1050, hvor også Aarhus (Aros) blev hærget, og kirken, en forløber for Vor Frue Kirke, blev brændt.
9. august 1062 stod det afgørende slag mellem Svend og Harald Hårderåde i bugten ved Halmstad. Her udløber Nisåen (Nissan), og slaget kaldes slaget ved Niså, Hvor en af deltagerne på dansk side var Skjalm Hvide. Harald vandt slaget, men kunne ikke udnytte sejren og sejlede hjem til Norge. Først i 1064 anerkendte Harald Svends ret til den danske krone.
Svend hævdede sin selvstændighed over for biskoppen i Bremen, og fik indflydelse på valget af bisper til landets nyoprettede stifter. De 9 stifter var: Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde, Dalby og Lund. Allerede i 1066 blev Dalby lagt ind under Lund, så der nu var 8 stifter.
De første biskopper i Vendsyssel havde sæde i Vestervig. Senere flyttede bispesædet til Børglum.
Forløberen for Roskilde Domkirke blev bygget i frådsten som afløser for Harald Blåtands Trefoldighedskirke, og man byggede domkirken i Lund samt Dalby Kirke tæt på Lund. Både Lund og Dalby blev stiftsbyer med hver sin biskop. Svend opgav i første omgang at gå i fodsporet på sin morfar, Svend Tveskæg og sin onkel Knud den Store med hensyn til at genvinde kongemagten i England. Han hævdede dog at have arvekrav til den engelske trone, idet han jo var fætter til Harold GodwinsonM, så i 1069 udrustede Svend en dansk flåde, som ledet af hans bror, Asbjørn, sejlede til England med sønnerne Harald (Hen) og Knud (den Hellige). Her erobrede de York sammen med Edgar Aetheling, som blev indsat som konge. Vilhelm Erobreren genvandt dog hurtigt kontrollen over byen. I 1075 sendte Svend endnu en ekspedition til England under ledelse af Knud den Hellige for at støtte et oprør, men oprøret belv hurtigt kvalt, og styrkerne sejlede hjem, dog først efter at have plyndret York Minster.
Den danske styrke blev dog betalt af Vilhelm Erobreren til at vende hjem, og Edgar flygtede til Skotland.
Svend Estridsen er også kendt for at have fortalt om sine forfædre til Adam af Bremen, som skrev værket om Hamborg-bispernes historie. Dette værk indeholder den første samlede fremstilling af Danmarks historie.
Svend Estridsen døde i 1076 i Søderup umiddelbart efter, at han havde holdt ting på Urnhoved.
- Markante personligheder på Svend Estridsens tid
- Estrid (998-1058)
- Biskop Wilhelm (? – 1074)
- Skjalm Hvide (1034-1113)
Svend Estridsen er begravet i Roskilde Domkirke