Ved Magnus den Godes død i 1047 efterlod han Norge til sin fars fætter, Harald Hårderåde, som havde opholdt sig bl.a. i Konstantinopel med en vikingehær siden slaget ved Stiklestad i 1030. Danmark blev overladt til Svend Estridsen, søn af Knud den Stores søster, Estrid og hendes mand, Ulf Jarl, som i 1026 blev dræbt af Knud. I Svends regeringstid, var landet udsat for mange angreb fra Harald Hårderåde. Bl. a. blev Hedeby brændt i 1050, hvor også Aarhus (Aros) blev hærget, og kirken, en forløber for Vor Frue Kirke, blev brændt.
Svend hævdede sin selvstændighed over for biskoppen i Bremen, og fik indflydelse på valget af bisper til landets nyoprettede stifter. De 8 stifter var: Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde og Lund.
De første biskopper i Vendsyssel havde sæde i Vestervig. Senere flyttede bispesædet til Børglum.
Den første frådstenskirke i Roskilde blev bygget som afløser for Harald Blåtands Trefoldighedskirke, og man byggede domkirken i Lund samt Dalby Kirke tæt på Lund. Både Lund og Dalby blev stiftsbyer med hver sin biskop. Svend opgav i første ogang at gå i fodsporet på sin morfar, Svend Tveskæg og sin onkel Knud den Store og fætter Hardeknud med hensyn til at genvinde kongemagten i England. Men i 1069 udrustede han en dansk flåde, som ledet af Svends bror, Asbjørn, sejlede til England med sønnerne Harald (Hen) og Knud (den Hellige). Her erobrede de York sammen med Edgar Aetheling, som blev indsat som konge. Den danske styrke blev dog betalt af Vilhelm Erobreren til at vende hjem, og Edgar flygtede til Skotland.
Ved Svends død i 1074/1076 efterlod han sig i omegnen af 14 sønner med mange forskellige mødre – de fleste friller. Svend havde kortvarigt været gift med en datter af den svenske konge, Anund Jacob og også med Anund Jacobs enke, Gunhild Svendsdatter. Dette ægteskab blev betragtet som blodskam af kirken, og Svend blev tvunget til at opløse det. Grunden var, at Gunhild var Svends halvkusine. Gunhilds mor var, Holmfrid, var datter datter Erik Segersäl og Gunhild af Polen, mens Svends mor, Estrid, var datter af Gunhild af Polen og Svend Tveskæg.
Svend Estridsen er også kendt for at have fortalt om sine forfædre til Adam af Bremen, som skrev værket om Hamborg-bispernes historie. Dette værk indeholder den første samlede fremstilling af Danmarks historie.
Svend Estridsen døde i 1074 i Søderup umiddelbart efter, at han havde holdt ting på Urnhoved.
- Markante personligheder på Svend Estridsens tid
- Estrid (998-1058)
- Biskop Wilhelm (? – 1074)
- Skjalm Hvide (1034-1113)
Svend Estridsen er begravet i Roskilde Domkirke
