Knud den Store (995-1035)

Kong Svend Tveskæg
o. 960-1014
=>Kong Knud den Store
o. 995-1035
Dynastisk forbindelse til den Jellingdynastiet

Knud den Store var søn af Svend Tveskæg og Dronning Gunhild. Han efterfulgte sin bror, Harald 2, som konge i 1018. Knud delltog i sin fars erobring af England i 1013. Da Svend døde i 1014 blev Knud jaget hjem til Danmark, og englænderne valgte Ethelred den Rådvilde til konge for anden gang.

Svend byder Knud farvel, 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg.

I slutningen af 1015 vendte Knud tilbage med en invasionshær, mens hans storebror, Harald sad som konge i Danmark.

Assandum

Ethelred den Rådvilde sad syg i London, så Knud kæmpede Ethelreds søn, Edmund Jernside. Thorkild den Høje, som tidligere var gået overpå engelsk side, tilsluttede sig Knud med sine styrker, og det samme gjorde andre lokale engelske høvdinge. Efter en forgæves belejring af London, blev de engelske styrker endeligt slået i slaget ved Assandum i Wessex den 18. oktober 1016, hvorefter Knud og Edmund deltes om kongemagten i England. Allerede i 1017 blev Edmund imidlertid myrdet, og Knud overtog så den engelske krone

Scene fra slaget ved Assandun, 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg. Her har Knud vundet kampen. Bemærk de anakronistiske lurer.

Stednavnet Assandun er formentlig nutidens Ashington i Wessex. På en bakke ved byen ligger en kirke fra 1020, som Knud den Store byggede til minde om slaget. Kirken hedder i dag Saint Andrews Church.

St. Andrews Church i Ashington er fra 1020. Bygget af Knud den Store og oprindelig viet til St. Michael som tak for sejren. WikiCommons.
Knud den Store fæster dronning Emma til sin viv. 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg
Eneste samtidige billede af Knud den Store. Her er han afbildet sammen med dronning Emma, hvor de skænker et kors til New Minster i Winchester. Emma er angivet med navnet Aelfgifu, hvilket skyldes, at Emma havde antaget dette navn ved ægteskabet med Ethelred den Rådvilde. Det skal ikke forveksles med Knuds første dronning af samme navn. Billedet findes i Emmas skrift, Liber Vitae, som omhandler Knud.

Da Harald 2, døde i 1018 blev Knud også konge i Danmark og Norge. Han var gift to gange. Første gang med Aelfgifu og anden gang med Ethelreds enke, Emma af Normandiet. I princippet lod han sig skille fra Aelfgifu først, men reelt havde han to dronninger. Med Aelgifu fik han sønnerne Harald Harefod, som var engelsk konge 1035-1040 og Svend, som blev jarl i Norge. Med Emma fik han sønnen Hardeknud, som var engelsk konge 1040-1042 og dansk konge 1035-1042.

I Danmark havde der siden 948 været bispesæder i Slesvig, Ribe og Aarhus og fra 988 i Odense. Bisperne var underlagt ærkebispesædet i Hamborg/Bremen, men bisperne opholdt sig sjældent i Danmark. Knud ville styrke forbindelsen til ærkebispesædet i Canterbury og stiftede i 1022 bispesædet i Roskilde. Her blev Gerbrand den første biskop, efter at han var blevet bispeviet i Canterbury.

Der findes et sagn om Knud, som fortæller, at han ville irettesætte sine hoffolk, som lovpriste ham for meget. Derfor satte han sig i vandkanten og befalede tidevandet at stoppe. Dette skete jo ikke, og Knuds morale var, at han som jordisk konge intet var imod den himmelske. Fra den dag tog han sin krone af og hængte den på et krucifiks og bar den aldrig siden. I England skændes man om, hvor episoden fandt sted, men et bud er Southampton, hvor der tilmed findes en skilt på et tidligere hotel i Canute Road, som fortæller, at her skete det.

Knud den Store befaler tidevandet at trække sig tilbage. 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg

Knud var størstedelen af sin tid i England, og imens lod han Ulf Jarl styre Danmark. Ulf var gift med Knuds søster, Estrid og blev far til den senere konge Svend Estridsen. Knud den Store deltog i den tysk-romerske kejser Konrads kroning i Rom i 1027, og i den forbindelse indgik han aftale med kejseren om forbedrede forhold for handel og pilgrimsfærd i Europa.

I Danmark opstod der problemer, idet den norske konge Olav den Hellige og den svenske konge Anund Jakob sluttede sig sammen for at tage landet fra Knud i dennes fravær. I 1026 måtte Knud tage til Danmark inden mødet i Rom, for at imødegå den nordiske trussel. Han besejrede Olav og Jakob ved Helge Å og tog herefter til Rom. Efter hjemkomsten tog han til Roskilde, hvor han fik sin danske statholder, Ulf Jarl, dræbt i den trækirke, som Harald Blåtand eller Svend Tveskæg havde bygget. Drabet skyldtes, at Ulf Jarl havde samarbejdet med Olav og han havde også udråbt Hardeknud til dansk konge uden Knuds accept. Drabet udløste en bod både til kirken og til Ulfs enke, Estrid, som jo var Knuds egen søster.

I 1030 tabte Olav den Hellige slaget ved Stiklestad, hvor han også blev dræbt, og Norge blev igen dansk. Knud indsatte sin skyggedronning Aelfgifu og sønnen Svend som regenter i Norge. Knud døde i 1035 i en alder af 40 år. Ved hans død blev Hardeknud konge i Danmark og Knuds søn med Emma, Harald Harefod blev konge i England.

Knud den Store døde i 1035 og er begravet i Winchester Cathedral