Knud den Store (o.997-1035)

Kong Svend Tveskæg
963-1014		=>Kong Knud den Store
o. 997-1035
Dynastisk forbindelse til den Jellingdynastiet

Knud den Store var søn af Svend Tveskæg og Dronning Gunhild. Han efterfulgte Ethelred den Rådvilde som engelsk konge i 1016 og sin bror, Harald 2, som dansk konge i 1018.

Knud deltog i sin fars erobring af England i 1013. Da Svend døde i 1014 blev Knud jaget hjem til Danmark, og englænderne valgte Ethelred den Rådvilde til konge for anden gang.

Svend byder Knud farvel, 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg.

I slutningen af 1015 vendte Knud tilbage med en invasionshær, mens hans storebror, Harald sad som konge i Danmark.

Assandum

Ethelred den Rådvilde sad syg i London, så Knud kæmpede mod Ethelreds søn, Edmund Jernside. Thorkild den Høje, som tidligere var gået overpå engelsk side, tilsluttede sig Knud med sine styrker, og det samme gjorde andre lokale engelske høvdinge. Ethelred døde 23. april, og efter en forgæves belejring af London, blev de engelske styrker endeligt slået i slaget ved Assandum den 18. oktober 1016, hvorefter Knud og Edmund deltes om kongemagten i England. Allerede i november samme år blev Edmund formentlig myrdet, og Knud overtog så den engelske krone. I billedet til højre nedenfor ses en scene fra slaget, hvor jarl Eadric svigter Edmund Jernside og trækker sig ud af kampen.

Scener fra slaget ved Assandum, 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg
Scene fra slaget ved Assandun, 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg. Her har Knud vundet kampen. Bemærk de anakronistiske lurer.

Stednavnet Assandun er formentlig nutidens Ashington. På en bakke ved byen ligger en kirke fra 1020, som Knud den Store byggede til minde om slaget. Kirken hedder i dag Saint Andrews Church.

St. Andrews Church i Ashington er fra 1020. Bygget af Knud den Store og oprindelig viet til St. Michael som tak for sejren.
Slagmarken lå øst for den bakke, hvor kirken blev bygget. Her ses kirkegården og udsigt over slagmarken
Et skilt på stedet viser, hvordan Edmund Jernsides styrker lå på bakketoppen og Knud den Stores styrker lå mod øst. Edmund angreb fra bakken, men hans jarl Edric forlod ham og trak sine styrker bort

I den nedenstående tekst fra kirken finder man ud over navnet Knud også navnene Thorkild the Earl, Ærkebiskop Wulfstand, og Sigand. Den første er danskeren Thorkild den Høje, den næste var ærkebiskop af York, og den tredje er Stigant, som senere blev ærkebiskop af Canterbury. Stigant er afbildet på Bayeuxtapetet stående til højre for Harold Godwinson. Se billedet her.

Ved indgangen til kirken kan man læse dette skilt: PARISH CHURCH SAINT ANDREWS ASHINGDON. 1016. BATTLE OF ASSENDON FOUGHT ON THIS SPOT BETWEEN CNUT DANE AND EDMUND IRONSIDE ON S.LUKE’S DAY. IN THIS BATTLE THE NOBILITY OF THE ENGLISH RACE WAS DESTROYED. 1020. IN THIS YEAR WENT THE KING CNUT TO ASHINGDON AND ARCHBISHOP WULFSTAND, THORKILD THE EARL, AND MANY BISHOPS AND ALSO ABBOTS AND MANY MONKS AND CONSECRATED THE MINSTER AT ASHINGDON AND CAUSED TO BE BUILD HERE A MINSTER OF STONE AND LIME FOR THE SOULS OF THE MEN WHO THERE WERE SLAIN AND GAVE IT TO ONE OF HIS PRIESTS WHOSE NAME WAS STIGAND

Denne hjemmesides redaktør foran kirkens tårn
Knud den Store fæster dronning Emma til sin viv. 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg
Eneste samtidige billede af Knud den Store. Her er han afbildet sammen med dronning Emma, hvor de skænker et kors til New Minster i Winchester. Emma er angivet med navnet Aelfgifu, hvilket skyldes, at Emma havde antaget dette navn ved ægteskabet med Ethelred den Rådvilde. Det skal ikke forveksles med Knuds første dronning af samme navn. Billedet findes i Emmas skrift, Liber Vitae, som omhandler Knud.

Da Harald 2, døde i 1018 blev Knud også konge i Danmark og Norge. Han var gift to gange. Første gang med Aelfgifu og anden gang med Ethelreds enke, Emma af Normandiet. I princippet lod han sig skille fra Aelfgifu først, men reelt havde han to dronninger. Med Aelgifu fik han sønnerne Harald Harefod, som var engelsk konge 1035-1040 og Svend, som blev jarl i Norge. Med Emma fik han sønnen Hardeknud, som var engelsk konge 1040-1042 og dansk konge 1035-1042. Endvidere fik han datteren Gunhild, som blev gift med den tyske konge, Henrik 3.

I Danmark havde der siden 948 været bispesæder i Slesvig, Ribe og Aarhus og fra 988 i Odense. Bisperne var underlagt ærkebispesædet i Hamborg/Bremen, men bisperne opholdt sig sjældent i Danmark. Knud ville styrke forbindelsen til ærkebispesædet i Canterbury og stiftede i 1022 bispesædet i Roskilde. Her blev Gerbrand den første biskop, efter at han var blevet bispeviet i Canterbury.

I 1022 blev der udfærdiget et dokument, som bevidnede et mageskifte mellem Knud og klostret i Ely, som oprindelig blev grundlagt i 672. Der findes en afskrift af dokumentet fra 1100-tallet. Afskriftet blev udstillet på Roskilde Museum i 1000-året for det oprindelige dokument.

Gerbrand blev udpeget som den første biskop i Roskilde, men befandt sig i England i 1022. Bemærk dronningenavnet, Ælfgiva, som var et navn, som dronning Emma fik. Roskilde Museum
Dokumentet fra 1100-tallet. Bemærk navnene, Gerbrandus og roscylde. Roskilde Museum

Der findes et sagn om Knud, som fortæller, at han ville irettesætte sine hoffolk, som lovpriste ham for meget. Derfor satte han sig i vandkanten og befalede tidevandet at stoppe. Dette skete jo ikke, og Knuds morale var, at han som jordisk konge intet var imod den himmelske. Fra den dag tog han sin krone af og hængte den på et krucifiks og bar den aldrig siden. I England skændes man om, hvor episoden fandt sted, men et bud er Southampton, hvor der tilmed findes en skilt på et tidligere hotel i Canute Road, som fortæller, at her skete det.

Knud den Store befaler tidevandet at trække sig tilbage. 1883-86, Lorenz Frølich, Frederiksborg

Knud var størstedelen af sin tid i England, og imens lod han Ulf Jarl styre Danmark. Ulf var gift med Knuds søster, Estrid og blev far til den senere konge Svend Estridsen. .

I Danmark opstod der problemer, idet den norske konge Olav den Hellige og den svenske konge Anund Jakob sluttede sig sammen for at tage landet fra Knud i dennes fravær. I 1026 måtte Knud tage til Danmark inden mødet i Rom, for at imødegå den nordiske trussel. Han kæmpede mod Olav og Jakob ved Helge Å. Nogle krøniker skriver, at han vandt, mens den angelsaksiske krønike skriver, at han tabte. Året efter deltog Knud den Store i den tysk-romerske kejser Konrads kroning i Rom i 1027, og i den forbindelse indgik han aftale med kejseren om forbedrede forhold for handel og pilgrimsfærd i Europa . Efter hjemkomsten tog han til Roskilde, hvor han fik sin danske statholder, Ulf Jarl, dræbt i den trækirke, som Harald Blåtand eller Svend Tveskæg havde bygget. Drabet skyldtes muligvis, at Ulf Jarl havde samarbejdet med Olav og muligvis at han havde også udråbt Hardeknud til dansk konge uden Knuds accept. Derved havde Ulf tiltaget sig magt som Hardeknuds formynder. Drabet udløste en bod både til kirken og til Ulfs enke, Estrid, som jo var Knuds egen søster.

I 1030 tabte Olav den Hellige slaget ved Stiklestad, hvor han også blev dræbt, og Norge blev igen dansk. Knud indsatte sin skyggedronning Aelfgifu og sønnen Svend som regenter i Norge. Knud døde i 1035 i en alder af 40 år. Ved hans død blev Hardeknud konge i Danmark og Knuds søn med Emma, Harald Harefod blev konge i England.

Knud den Store døde i 1035 og er begravet i Winchester Cathedral