| Kong Christian 3 1503-1559 | => | Hans den Yngre 1545-1622 | => | Alexander af Sønderborg 1573-1627 | => | August Philip af Beck 1617-1678 | => | Frederik Ludvig af Beck 1653-1728 | => | Peter August af Beck 1696-1775 | => | Karl Anton af Beck 1727-1759 | => | Frederik af Beck 1757-1816 | => | Vilhelm af Glücksborg 1785-1831 | => | Kong Christian 9 1818-1906 |
| Kong Frederik 5 1723-1666 | => | Louise af Danmark 1750-1831 | => | Louise Karoline af Hessen-Kassel 1789-1867 | => | Kong Christian 9 1818-1906 |
Christian 9 var søn af Vilhelm af Glücksborg og Louise Karoline af Hessen-Kassel. Som det ses af skemaet, var han 9. generations efterkommer af Christian 3. Han tilhørte altså en sidelinje til den oldenborgske kongeslægt, men via sin mor var han også oldebarn af Frederik 5. Da det stod klart, at Frederik 7 ikke ville efterlade sig nogle arvinger, så man sig om efter en ny tronfølger. Valget faldt på prins Christian af det Glücksborgske dynasti. Han stammede jo fra Hans den Yngre og dermed Christian 3, og han støttede helstaten med de fire dele, Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg. Helstaten var også grundlaget for freden i London 1852 efter 1. slesvigske krig. I 1842 giftede prins Christian sig med prinsesse Louise af Hessen. Parret boede i Det gule Palæ ved Amalienborg og på Bernstorf Slot. Da det stod klart, af Frederik 7 ikke kunne få børn, havde man et problem. Ifølge Kongeloven af 1665 skulle arvefølgen i tilfælde af, at den mandlige linje efter Frederik 3 uddøde, gå til til efterkommere af Frederik 3 i kvindelig linje. Her havde man kronprinsesse Louise af Hessen, som var 4 gange tip-oldebarn af Frederik 3. Dette forekom utænkeligt, og Louise var heller ikke selv interesseret, så derfor lavede man en tronfølgelov i 1853, hvori man sløjfede kvindelig arveret og gav arveretten til Christian 9, som var efterkommer efter Christian 3 i 9. led i mandlinje. Denne lov blev så omgjort 100 år efter, hvor man genindførte kvindelig arveret, for at sikre Frederik 9’s ældste datter, Margrethe.
Christian 9 er blevet kaldt “Europas svigerfar”. Det skyldes, at to af hans børn blev giftet ind i kongelige familier og to blev selv konger.
Personer på billedet:
- Gruppe yderst til venstre: Siddende Edvard 7, stående Alexandra og parrets søn, prins Albert af Wales
- Børnegruppe bagerst til venstre: prinsesse Ingeborg og prins Harald, børn af Frederik 8
- Børnegruppe forrest til venstre: prins Georg og prinsesse Marie, børn af Thyra
- Siddende midtergruppe: dronning Louise og kong Christian 9
- Gruppe bag ved kongeparret: Thyra, hendes datter, prinsesse Alexandra og hendes bror, Valdemar
- Børnegruppe bag ved kongeparret: Christian 10, søn af Frederik 8 og Nikolaj 2, søn af Dagmar
- Gruppe til højre for kongeparret: Kejserinde Dagmar, zar Alexander 3 og børnene, Olga (liggende) og Michai.
- Stående gruppe bagerst til højre: Frederik 8 og Georg 1.
- Siddende gruppe forrest til højre: Louise, Frederik 8’s hustru og hendes datter, prinsesse Thyra
- Stående gruppe til højre: Olga Konstantinovna med datteren: prinsesse Marie.
2. slesvigske krig
Da Christian 9 ved Frederik 7’s død i 1863 blev konge, var hans første handling at underskrive novemberforfatningen. Han var selv var tilhænger af helstatsløsningen, så derfor skete underskriften kun, fordi han var presset til det. Han var med god grund bange for, at Otto von Bismarck i Tyskland ville bruge forfatningen til at indlede en krig mod Danmark, formelt for at forhindre Slesvigs tilknytning til Danmark og reelt for at indlemme Slesvig, Holsten og Lauenborg i Tyskland. Som forudset, erklærede Det tyske Forbund Danmark krig, og kampene startede 1. februar 1864, hvor preussiske og østrigske styrker gik over Ejderen. 1. træfning stod ved Mysunde 2. februar, hvor Danmark holdt stand, men de danske styrker opgav deres stillinger på Dannevirke og trak sig tilbage til Dybbøl 5. februar.
Under tilbagetrækning stod et slag ved Sankelmark 6. februar. 18. april blev stillingen ved Dybbøl stormet efter forudgående bombardementer og de overlevende danske styrker trak sig tilbage til Als. De preussiske styrker havde da besat Jylland og havde bl.a. sprængt mindestøtten på Skamlingsbanken, som var rejst året forinden.
Stillingen på Als blev også tabt 29. juni og endelig 20. juli blev der sluttet fred efter forhandlinger i London, hvorved Slesvig, Holsten og Lauenborg blev afstået til Tyskland. Danmarks sydgrænse skulle så i princippet være grænsen til Slesvig, som fulgte Kongeåen. Imidlertid havde der siden 1500-tallet været enklaver i hertugdømmerne, som var direkte under den danske konge. Se Slesvig-Holsten . Disse enklaver overgik så til Tyskland, men som kompensation kom grænsen så til at gå sydligere end Kongeåen i den østlige og vestlige del. Dermed kom Ribe og nogle sogne syd for Kolding til at tilhøre Danmark, ligesom Ærø også gjorde det.
Resultatet af fredsforhandlingerne kunne have været anderledes. Der var i hvert fald kræfter, som virkede for, at helstaten bestående af de fire områder, Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle fortsætte, med kongen som leder, men denne stat skulle indgå i Det tyske Forbund. Christian 9 var selv tilhænger af denne løsning, men Bismarck ville ikke have den. Der var også kræfter, som arbejdede for en nordisk union, hvor Danmark på linje med Norge skulle regeres af den svenske konge, som jo havde haft Norge under sig siden 1814. Den svenske konge på dette tidspunkt var Karl 9, som var far til Frederik 8‘s dronning Louise af Sverige.
En af de store militære ledere var overgeneralen Christian de Meza. Han iværksatte og organiserede tilbagetrækningen fra Dannevirke 5. februar. Beslutningen var rigtig og tilbagetrækningen var en militærteknisk bedrift, men regeringen og folkestemningen var imod ham, så han blev fyret i unåde.
Den politiske ledelse var i hænderne på konseilspræsident D.G. Monrad, hvis urealistiske syn på de danske muligheder efterhånden tog til i en sådan grad, at han blev afskediget 8. juli.
Tiden frem til 1875
Efter Monrads afgang, blev Bluhme konseilpræsident. Novemberforfatningen var jo afgået ved døden med 2. slesvigske krig, men Bluhme formåede ikke at få gennemført en ny, så han blev i 1866 afløst af C.E. Frijs, som fik gennemført Den reviderede Grundlov af 1866. Denne lov gav større magt til godsejerne, som fik udvidet valgret til Landstinget. I 1870 blev Ludvig Holstein-Holsteinborg ny konseilpræsident. Han gik imod en stemning om at tilslutte sig Frankrig i Den fransk-tyske Krig, så landet forblev neutralt. I 1871 så en ny bevægelse dagens lys. Louis Pio stiftede Den internationale Arbejderforening i Danmark, som blev grundlaget for Socialdemokratiet. I 1872 blev “Slaget på Fælleden” udkæmpet mellem demonstranter fra Pios bevægelse og politiet. Ved valget i 1872 fik et nyt parti, Det forenede Venstre absolut flertal i Folketinget. Det var dannet på baggrund af Bondevennerne og andre grupper, som var imod godsejernes magt. Der var dog ikke indført parlamentarisme, så en regering kunne godt regere, selv om et flertal i Folketinget var imod. I 1873 kunne regeringen ikke få flertal for finansloven, som dermed herefter blev gjort foreløbig (provisorisk). Ludvig Holstein-Holsteinsborg gik af i 1874 og blev afløst af C.A. Fonnesbech, som heller ikke kunne komme igennem med sin politik over for folketingsflertallet.
Fra 1875-1901
Efter Fonnesbech blev godsejeren Estrup fra partiet Højre konseilspræsident med støtte fra den konservativt sindede konge. Der var højre-flertal i Landstinget og Venstre-flertal i Folketinget. Folketinget krævede parlamentarisme, hvilket Landstinget ikke ville gennemføre. Som modsvar stemte Venstre gang på gang imod finansloven, som alligevel blev gennemført som en provisorisk lov (foreløbig lov). Man kalder også periolden for provisorietiden. Et andet stridspunkt var, at Højre ville lave en landbefæstning af København, hvilket Venstre var imod. Venstre (Det forenede Venstre) var i perioden delvis opsplittet i forskellige fraktioner ledet af Berg, Hørup og Brandes. Fæstningsarbejdet blev vedtaget i Landstinget og gennemført mellem 1887 og 1894. I 1884 brændte Det andet Christiansborg, og Rigsdagen flyttede sine møder til den bygning i i Fredericiagade, som oprindelig var bygget som operahus under Frederik 4, men senere kom til at huse Østre Landsret. Estrup gik af i 1894 og afløstes af tre på hinanden følgende højre-ministerier udpeget af kongen.
Fra 1901-1906
I 1901 vandt Venstre en knusende sejr ved et folketingsvalg, og kongen måtte modstræbende udnævne venstremanden, J.H. Deuntzer til konseilspræsident. Deuntzer blev i 1905 afløst af J.C. Christensen. Det politiske skifte i 1901 kaldes systemskiftet og det indebar også indførelse af parlamentarisme, så en regering ikke kan sidde imod et folketingsflertal.
Konseilspræsidenter i Christian 9’s tid
| Regeringstid | Navn | Bevægelse/Parti |
| 1863-1864 | D.G. Monrad | Nationalliberale |
| 1864-1865 | C.A. Bluhme | Nationalkonservative |
| 1864-1870 | C.E. Frijs | Nationalkonservative |
| 1870-1874 | Ludvig Holstein-Holsteinborg | Nationalkonservative Nationalliberale |
| 1874-1875 | C.A. Fonnesbech | Nationalkonservative |
| 1875-1894 | J.B.S. Estrup | Nationalkonservative Højre |
| 1894-1897 | Tage Reedtz-Thott | Højre |
| 1897-1900 | H.E. Hørring | Højre |
| 1900-1901 | Hannibal Sehested | Højre |
| 1901-1905 | J.H. Deuntzer | Venstre |
| 1905-1908 | J.C. Christensen | Venstre |
Markante personligheder på Christian 9’s tid
- 11 ovenstående konseilspræsidenter
- C. de Meza (1792-1865)
- N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
- H.C. Andersen (1805-1875)
- Orla Lehmann (1810-1887)
- J.C. Jacobsen (1811-1887)
- Christen Berg (1829-1891)
- Enrico Dalgas (1828-1894)
- Louis Pio (1841-1894)
- C.F. Tietgen (1829-1901)
- Viggo Hørup (1841-1902)
- Herman Bang (1857-1912)
- Georg Brandes (1842-1927)
- Edvard Brandes (1847-1931)
- H.N. Andersen (1852-1931)
- Carl Nielsen (1865-1931)
- Henrik Pontoppidan (1857-1943)
- Johannes V. Jensen (1873-1950)
Markante byggerier i Christian 9’s tid.
Befæstningen af København blev gennemført af partiet Højre på trods af, at der ikke var flertal for projektet i Folketinget. På landsiden indeholdt befæstningen først og fremmest Vestvolden mellem Kalveboderne og Utterslev Mose. Endvidere blev der bygget en række forter og batterier. På søsiden var det vigtigste element Middelgrundsfortet.
To partier fra Vestvolden. WikiCommons
På grund af den hastige udvikling af kanoners rækkevidde og fremkomsten af militære fly blev befæstningen hurtigt forældet og allerede nedlagt i 1922.
Slottet var brændt i 1859, men blev genopbygget med midler fra brygger J.C. Jacobsen og Carlsbergfondet. Det blev geninviet i 1884.
Christian 9 er begravet i Roskilde Domkirke