Gorm den Gamle ?-964 | => | Harald Blåtand 932-985 |

Harald Blåtands liv
(De dele af teksten, som er skrevet med kursiv, bygger på kilden Gesta Wulinensis)
Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra Danebod. Han efterfulge sin far som konge efter dennes død i 964. Som 5-årig blev han i 937 sendt til Herman Billung af Sachsen sammen med sin storebror Knud som gidsler for, at Herman Billung hjalp Gorm og Gnupa i kampen mod broderen Harald. Dette år blev han døbt. I 947 var han som blot 15-årig underkonge på Sjælland, og samme år deltog han sammen med Knud i et togt til Irland, hvor han udmærkede sig i kamp ved at angribe Dublin og egenhændigt dræbe høvdingen Blacair Guthfritson. I 963 giftede hans sig med sin afdøde bror Knuds enke, Tove Mistivojsdatter. Hun var gravid med Knuds barn, som hun fødte, nu som Haralds hustru. Harald blev dermed fosterfar til Svend Tveskæg. Ifølge Saxo var Harald gift med Gunhild. Det er muligvis en anden end Tove, men kan også være den samme. Harald var også på et tidspunkt gift med Gyrithe Olofsdatter, som tilhørte den svenske kongeslægt.
I starten af 960’erne havde den ellers kristne Gorm opgivet den kristne tro og var vendt tilbage til asa-troen. Det samme havde mange af landets indbyggere. Gorm døde i 964 og for at genindføre den kristne tro i landet, fornyede Harald sin tro ved at lade sig døbe af Popo, den senere biskop af Slesvig. Ifølge krønikeskriveren, Widukind af Corvey, foregik det ved, at Popo bar jernbyrd, altså havde en glødende varm jernhandske på hånden. Hånden forblev uskadt, hvilket Harald tog som bevis for den kristne guds overlegenhed. Herefter lod Harald sig døbe. Fortællingen er fremstillet på 7 guldplader, som blev opsat i Tamdrup Kirke ved Horsens. Dåben er nok foregået senest i 965, hvor Otto 1 bestemte, at bispesæderne i Slesvig, Ribe og Aarhus ikke skulle svare skat til den tyske kejser. Et dåbssted i Danmark kan have været ved Popostenen syd for Flensborg. Popostenen er en stendysse beliggende ved siden af bækken, Helligbek.





Politik og krige
Harald skriver selv på sin runesten, at han vandt hele Danmark og Norge. Hvad Danmark angår, må det vel betyde, at han fik de lokale høvdinge til at anerkende hans overhøjhed. Ifølge Gesta Wulinensis fik Harald også herredømmet i Skåne i 964 ved hjælp af sin nevø, Guldharald. I Norge fik Harald magten ved at både Harald Gråfell og Håkon Jarl anerkendte hans overhøjhed. I 970 eliminerede han imidlertid både Guldharald og Harald Gråfell. Se søslagene i Limfjorden. Efter 974 ser det dog ud til, at Harald har mistet kontrollen over Norge til Håkon Jarl.
Haralds rige var truet af det tysk-romerske kejserrige, selv om hans genkristning af landet o. 965 fratog Otto 1 et påskud for at invadere landet med henblik på mission.
Harald udvidede sin magt til Skåne, som blev erobret i 964 af hans nevø, Harald Knudsøn, kaldet Guldharald. Guldharald begyndte efterhånden af kræve, at Harald delte hele kongeriget med ham. I Norge havde Harald Blåtand magten i Viken, som er området fra Oslo og ned til ca. nuværende Göteborg, men hans indflydelse var også gældende i Trøndelagen ved Trondhjem, som blev styret af Håkon Jarl. Håkon Jarl var jarl under Harald Blåtand, men i Vestnorge sad Harald Gråfell på magten. I 970 gennemførte Harald Blåtand en aktion, som på én gang eliminerede Harald Gråfell og Guldharald. De nærmere omstændigheder kan læses her: Øvrige danske beskrivelser. I 970 var Vestnorge og Trøndelagen altså styret af Håkon Jarl på vegne af Harald. Håkon Jarl kæmpede også på Danmarks side mod Otto 2 i 974, men da han ikke ville kristnes, blev han efterfølgende Haralds fjende og hærgede i Skåne. I 983 blandede Harald sig i stridigheder i det Tysk-Romerske rige og angreb sachserne i Holsten. Samme år gik Svend Tveskæg også ind i kampene sammen med Haralds svigerfar, obodritfyrsten, Mistivoj. Herunder indtog Svend Hedeby.
Harald forsøgte også at udvide sin magt til Sverige. Han støttede Styrbjørn Olofson i oprøret mod Erik Segersäl, hvor også Haralds bror, Toke, deltog. Oprøret endte efter Haralds død i 985 med, at Erik vandt i slaget på Fyrisvallarne, hvor både Styrbjørn og Toke faldt.
Byggerier

Harald forbandt også halvkredsvolden om Hedeby med det eksisterende Dannevirke, og han forstærkede befæstningen af Aarhus.
Endelig færdiggjorde han monumentområdet i Jelling. Her findes en nærmere omtale af Jelling-monumenterne.


På Nationalmuseet kan man se kopier af to skrin, som Harald Blåtand muligvis har haft med sig på sin sidste rejse til Jomsborg.


På Harald Blåtands tid var der flere magtcentre og økonomiske centre i lande, herunder Hedeby, Ribe, Jelling, Aarhus, Odense, Lejre, Roskilde og Lund. Lejre var landets gamle magtcentrum fra hedensk tid. Når Harald ønskede at opføre et monument for landets overgang til kristendommen, var dette sted derfor ikke velegnet. Gorm havde allerede valgt Jelling, hvor der ikke var nogen tidligere bebyggelse, så Harald valgte denne by som hjemsted for sit monumentale anlæg. Det stod dog kun kort, for allerede under Svend Tveskæg (963-1014) flyttede man magtcentret til Roskilde, som også blev afløser for Lejre.


Harald Blåtand blev ifølge Saxo begravet i den trækirke i Roskilde, som han selv havde grundlagt. Det skulle så være forløberen for Roskilde Domkirke.
Den svenske arkæolog Sven Rosborn har i bogen “Vikingekongens Guldskat” argumenteret for, at Harald ligger begravet ved kirken i Wiejkowo.

På øen Hiddensee har man fundet guldsmykker, som menes at stamme fra denne grav.


- Markante personligheder på Harald Blåtands tid
- Knud Dana-Ast (o.930-962)
- Guldharald (?-o.970)
- Toke Gormssøn (o.951-o.986)
- Palnatoke (?)
Harald Blåtand døde o.985 og er begravet i Roskilde Domkirke eller ved kirken i Wiejkowo