Harald Blåtand (? – 987)

Haralds grav

Harald Blåtand (Harald Gormsøn) blev født formentlig i England og fulgte med forældrene til Danmark i første del af 900-tallet, hvor han formentlig blev medkonge sammen med sin far efter at hans storebror Knud (Dana-ast) blev dræbt i Dublin. Man kan overveje grunden til, at Gorm kaldte sin søn for Harald. Gorms ældste søn, Knud (Dana-Ast) var opkaldt efter Gorms far, Hardeknud (Knud 1), så den næstældste søn Harald kan være opkaldt efter Harald Klak. Harald Klak var dels Gorms oldefar på mødrene side og dels var han morfar til den Guthrum (Gorm), som var fosterfar for Hardeknud, og hvem Gorm selv var opkaldt efter. Harald rejste i sin ungdom på vikingetogter dels til Irland men også til Normandiet, hvor han hjalp sin slægtning, Richard 1, barnebarn af Rollo, mod den franske konge Ludvig 4. Harald og Gorms regeringstid var plaget af det tysk-romerske rige, som nu blev mere og mere magtfuldt – først under Henrik 1 (876-936), så under Otto 1 (912-973) og Otto 2 (955-983)

Harald var gift tre gange. Første gang med Gyrith o. 947 og efter hendes død o. 954 med Gunhild, som døde o. 965. Haralds 3. kone var den vendiske (abodritter) konge Mistivojs datter Tove.

Ved Gorms død var Hedeby besat af den tyske kejser Otto 1. Harald vandt Hedeby tilbage og fik også magten over (det sydlige) Norge, med Håkon Jarl som underregent. Alt dette gjorde, at Harald kunne skrive på den store Jellingsten, at han vandt sig al Danmark og Norge.

Harald lod sig døbe og erklærede landet for kristent o. 965. Det kan delvist begrundes med at han dermed afværgede faren for, at kejser Otto 1 ville missionere i landet. Popo, den senere ærkebiskop af Køln, kom til landet for at omvende Harald til kristendommen. Ifølge krønikeskriveren, Widukind af Corvey, foregik det ved, at Popo bar jernbyrd, altså havde en glødende varm jernhandske på hånden. Hånden forblev uskadt, hvilket Harald tog som bevis for den kristne guds overlegenhed. Herefter lod Harald sig døbe. Fortællingen er er fremstillet på 4 guldplader, som blev opsat i Tamdrup Kirke ved Horsens. Dåben foregik i Magdeburg, hvor Harald blev døbt sammen med sin hustru Gunhild og deres søn Svend (Tveskæg). Ifølge Thietmar af Merseburgs krønike sløjfede Otto 1 ved denne lejlighed en særlig kirkeskat pålagt de hedenske danere.

I 973 afholdt Otto 1 et møde i Quedlingburg mellem udsendinge fra mange Europæiske lande, herunder Danmark med det formål at slutte en varig fred. Ved mødet blev udvekslet gaver, og Camminskrinet fra Cammin i Polen kan være en sådan gave.

Kopi af Camminskrinet. Det originale skrin gik tabt under Anden Verdenskrig

I 974 udnyttede Harald, at Otto 1 var død og efterfølgeren på den tysk-romerske kejsertrone var den kun 19-årige Otto 2. Han angreb det tyske rige og trængte ned til Ejderen, men her havde tyskerne bygget borg ved det nuværende Rendsburg, og de trængte Harald tilbage, og erobrede Hedeby og Danevirke. Først i 983 lykkedes det Harald sammen med sønnen, Svend Tveskæg, at tilbageerobre byen. Herunder ødelagde de Ottos borg ved Rendsborg. Harald fik herredømmet over Sydnorge (Viken) idet han fik Håkon Sigurdsson (Håkon Jarl) til at acceptere at blive hans jarl. Dette skete ved, at han lokkede Guld-Harald med sin flåde ind Limfjorden, hvor Håkan kunne besejre ham. Guld-Harald var søn af Knud Dana-Ast og således Haralds nevø. Guld-Harald var også ude efter herredømmet i Sydnorge, og således blev Håkon fri for en rival. Guld-Harald med sin flåde var selv blevet lokket ind i Limfjorden af Harald for at kæmpe mod den norske konge Harald Gråfells flåde og besejre denne. Derved var også denne konkurrent til Sydnorge forsvundet for Håkon. Guld-Haralds grav kendes ikke, men ved Hals findes en gravhøj, som kaldes Guld-Haralds høj. Det kom senere til en borgerkrig mellem far og søn, og herunder blev Harald dræbt o. 985.

Harald Blåtand er Danmarks store entreprenør. I løbet af en kort årrække byggede han ringborgene Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Nonnebakken på Fyn, Trelleborg og Borgring på Sjælland og Trelleborg og Borgeby i Skåne. Ringborgene havde kun en kort levetid og skulle styrke forsvaret mod dels det tysk-romerske kejserrige, dels Norge og dels stormænd og hans egen søn, som var utilfredse med Haralds linje. I samme periode byggede han den 740 meter lange Ravning bro nær Jelling og den 6,5 km lange vold Kovirke syd for Dannevirke. Han forbandt også halvkredsvolden om Hedeby med det eksisterende Dannevirke.

Borgring ved Køge

Endelig færdiggjorde han monumentområdet i Jelling. Her findes en nærmere omtale af Jelling-monumenterne.

Fra Harald Blåtands tid kendes mange nedgravede skatte og skatte fundet som gravfund. Her kan man se udpluk af skatte fundet i vikingetiden. Et af de største gravfund stammer fra Bjerringhøj ved Mammen, som ligger i nærheden af Viborg. I denne høj var begravet en meget rig stormand, som har hørt til inderkredsen om Harald Blåtand.

Mankestole fra Mammen-graven (Nationalmuseet)
Dette vokslys er fundet i Mammengraven. Det kan muligvis betyde, at den gravlagte var kristen (Nationalmuseet)

Harald Blåtand havde flere regeringsbyer i Danmark. Det drejer sig om Jelling, Odense, Lejre og Lund. Alle steder er der fundet spor af bebyggelse fra 900-tallet. Lejre var landets gamle hovedstad fra hedensk tid. Når Harald ønskede at opføre et monument for landets overgang til kristendommen, var dette sted derfor ikke velegnet. Gorm havde allerede valgt Jelling, hvor der ikke var nogen tidligere bebyggelse, så Harald valgte denne by som hjemsted for sit monumentale anlæg. Det stod dog kun kort, for allerede under Svend Tveskæg (985-1014) flyttede man hovedsædet til Roskilde, som også blev afløser for Lejre.

I 980’erne var der borgerkrig i Danmark mellem Harald Blåtands tilhængere og tilhængerne af hans søn Svend Tveskæg. Ved et søslag i Knebel Vig i år 987 blev Harald hårdt såret af en pil, muligvis affyret af Svends støtte, høvdingen Palnatoke fra Fyn. Harald sejlede herefter til Jomsborg, (det nuværende Wolin i Polen), hvor han døde. Han blev begravet i den trækirke i Roskilde, som han selv havde grundlagt.