Harald Blåtand (932 – 985)

Gorm den Gamle
o.893-964
=>Harald Blåtand
932-985
Dynastisk forbindelse til Jellingdynastiet
Ingen ved, hvordan Harald Blåtand så ud, men her ses han på et kalkmaleri i Roskilde Domkirke fra 1500 tallet. Af teksten fremgår, at Harald har grundlagt domkirken, så billedet kan betegnes som et stifterbillede

Harald Blåtands liv

Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra Danebod. Han blev i 947 underkonge sammen med sin storebror, Knud DanaastHan efterfulge sin, og i 964 blev han enekonge efter at både Knud og Gorm var døde. Som 5-årig blev han i 937 sendt til Herman Billung af Sachsen sammen med sin storebror Knud Danaast som gidsler for, at Herman Billung hjalp Gorm og Knud Hardeknudsøn (Gnupa,Cnob) i kampen mod broderen Harald Hardeknudsøn. Dette år blev han døbt. I 947 deltog han sammen med Knud i et togt til Irland, hvor han udmærkede sig i kamp ved at angribe Dublin og egenhændigt dræbe høvdingen Blacair Guthfritson. I 963 giftede hans sig med sin afdøde bror Knuds enke, Tove Mistivojsdatter. Hun var gravid med Knuds barn, som hun fødte, nu som Haralds hustru. Harald blev dermed fosterfar til Svend Tveskæg. Ifølge Saxo var Harald gift med Gunhild. Det er muligvis en anden end Tove, men kan også være den samme. Harald var også på et tidspunkt gift med Gyrithe Olofsdatter, som tilhørte den svenske kongeslægt.

I starten af 960’erne havde den ellers kristne Gorm opgivet den kristne tro og var vendt tilbage til asa-troen. Det samme havde mange af landets indbyggere. Gorm døde i 964 og for at genindføre den kristne tro i landet, fornyede Harald sin tro ved at lade sig døbe af Popo, den senere biskop af Slesvig. Ifølge krønikeskriveren, Widukind af Corvey, foregik det ved, at Popo bar jernbyrd, altså havde en glødende varm jernhandske på hånden. Hånden forblev uskadt, hvilket Harald tog som bevis for den kristne guds overlegenhed. Herefter lod Harald sig døbe. Fortællingen er fremstillet på 7 guldplader, som blev opsat i Tamdrup Kirke ved Horsens. Dåben er nok foregået senest i 965, hvor Otto 1 bestemte, at bispesæderne i Slesvig, Ribe og Aarhus ikke skulle svare skat til den tyske kejser. Et dåbssted i Danmark kan have været ved Popostenen syd for Flensborg. Popostenen er en stendysse beliggende ved siden af bækken, Helligbek.

I 2012 fandt man 193 sølvmønter, heraf 66 danske ved Strandby nord for Frederikshavn. De danske mønter (korsmønter) er præget i Harald Blåtands tid. Nationalmuseet

Politik og krige

Harald skriver selv på sin runesten, at han vandt hele Danmark og Norge. Hvad Danmark angår, må det vel betyde, at han fik de lokale høvdinge til at anerkende hans overhøjhed. Ifølge Gesta Wulinensis fik Harald også herredømmet i Skåne i 964 ved hjælp af sin nevø, Guldharald. I Norge fik Harald magten ved at både Harald Gråfell og Håkon Jarl anerkendte hans overhøjhed. I 970 eliminerede han imidlertid både Guldharald og Harald Gråfell. Se søslagene i Limfjorden. Efter 974 ser det dog ud til, at Harald har mistet kontrollen over Norge til Håkon Jarl.

Harald var ligesom sine forgængere Knud Hardeknudsøn og Gorm formelt den tyske kejsers vasal. Hans rige var truet af det tysk-romerske kejserrige, selv om hans genkristning af landet o. 965 fratog Otto 1 et påskud for at invadere landet med henblik på mission.  I 973 afholdt Otto 1 et møde i Quedlingburg mellem udsendinge fra mange Europæiske lande, herunder Danmark med det formål at slutte en varig fred, men i 974 var situationen den, at Otto 1 var død i 973 og efterfulgt af sønnen, Otto 2. Syd for Dannevirke regerede hertug Bernhard af Sachsen og markgreve Thiedric, som begge var kejserens vasaller. Bernhard havde også herredømmet over Hedeby, hvorfra han krævede told af oksetransporterne mod syd. De to tyske fyrster samt ærkebiskop Atheldag af Hamburg-Bremen plyndrede også nord for grænsen op til Ribe, og Harald planlagde at genvinde kontrollen over området. Han benyttede sig af, at Håkon Jarl om foråret var sejlet til Aggershavn i Limfjorden, som formentlig har ligget i nærheden af det lidt senere Aggersborg. Håkon Jarl ville hverve jyske jarler til et togt mod England, men Harald beordrede ham og jarlerne til at deltage i en ekspedition mod tyskerne. Harald tog selv til Dannevirke med en hær, og Håkon Jarl belejrede og indtog Hedeby. Syd fra ankom Otto 2 med en hær til Dannevirke, men blev besejret i et bagholdsangreb fra Håkon Jarl. Herefter trak Håkon Jarl sig ud af krigen og begav sig til Jomsborg for at finde ledsagere til englandstogtet. Da dette ikke lykkedes, sejlede hans flåde op gennem Øresund og hærgede kysterne, herunder Lund. Ved Dannevirke forsatte kampene og Harald fik trængt kejseren tilbage til Ejderen, hvor han ved list fik kampene indstillet. Der blev indgået en fred, hvor grænsen blev fastlagt til Ejderen, og hvor Harald anerkendte at være Otto 2 ’s vasal.

Harald udvidede sin magt til Skåne, som blev erobret i 964 af hans nevø, Harald Knudsøn, kaldet Guldharald. Guldharald begyndte efterhånden af kræve, at Harald delte hele kongeriget med ham. I Norge havde Harald Blåtand magten i Viken, som er området fra Oslo og ned til ca. nuværende Göteborg, men hans indflydelse var også gældende i Trøndelagen ved Trondhjem, som blev styret af Håkon Jarl. Håkon Jarl var jarl under Harald Blåtand, men i Vestnorge sad Harald Gråfell på magten. I 970 gennemførte Harald Blåtand en aktion, som på én gang eliminerede Harald Gråfell og Guldharald. De nærmere omstændigheder kan læses her: Søslagene i Limfjorden. I 970 var Vestnorge og Trøndelagen altså styret af Håkon Jarl på vegne af Harald. I 983 blandede Harald sig i stridigheder i det Tysk-Romerske rige og angreb sachserne i Holsten. Samme år gik Svend Tveskæg også ind i kampene sammen med Haralds svigerfar, obodritfyrsten, Mistivoj. Herunder indtog Svend Hedeby.

Harald forsøgte også at udvide sin magt til Sverige. Han støttede Styrbjørn Olofson i oprøret mod Erik Segersäl, hvor også Haralds bror, Toke, deltog. Oprøret endte efter Haralds død i 985 med, at Erik vandt i slaget på Fyrisvallarne, hvor både Styrbjørn og Toke faldt.

Indenrigspolitisk opstod der efterhånden et modsætningsforhold mellem Harald og fostersønnen, Svend. Harald baserede sin magt på tyske og vendiske lejetropper, men mange var imod hans centralisering. Svend blev eksponent for denne modstand. Ifølge Saxo allierede Svend sig med Palnatoke, men ifølge Gesta Wulinensis allierede han sig med Haralds lillebror Toke Gormsøn. I 983 havde Svend allieret sig med sin morfar Mistivoj og erobret Hamborg og sammen år deltog han i erobringen af Hedeby fra tysk besættelse, hvilket er dokumenteret på to runesten fundet på stedet.

Byggerier

Harald Blåtand er Danmarks store entreprenør. I løbet af en kort årrække byggede han ringborgene Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Nonnebakken på Fyn, Trelleborg og Borgring på Sjælland og Trelleborg og Borgeby i Skåne. Ringborgene skulle befæste Haralds magt i landet over for de siddende lokale høvdinge men også over for hans egen søn, som ledede et oprør mod kongen. Byggeriet foregik efter, at Harald havde tabt kampen mod Otto 2 i 974. Harald var da lydkonge under den tyske kejser og befæstede sin magt ved at lade udenlandske lejetropper befolke borgene. Analyse af begravede i Trelleborg ved Slagelse har vist, at de kom fra det vendiske område, så ringborgene har hovedsageligt været bemandet med folk syd for Østersøen, hvilket dækker over jomsvikingerne men også tyske lejesoldater. Fælles for ringborgene var, at de kun fik en kort levetid. I samme periode byggede han den 740 meter lange Ravning bro nær Jelling og den 6,5 km lange vold Kovirke syd for Dannevirke.

Ravningbroen var 760 m lang og 4 m bred. Den førte over Vejle Å dalen. Her en rekonstrukton. WikiCommons

Harald forbandt også halvkredsvolden om Hedeby med det eksisterende Dannevirke, og han forstærkede befæstningen af Aarhus.

Endelig færdiggjorde han monumentområdet i Jelling. Her findes en nærmere omtale af Jelling-monumenterne.

Fra Harald Blåtands tid kendes mange nedgravede skatte og skatte fundet som gravfund. Her kan man se udpluk af skatte fundet i vikingetiden. Et af de største gravfund stammer fra Bjerringhøj ved Mammen, som ligger i nærheden af Viborg. I denne høj var begravet en meget rig stormand, som har hørt til inderkredsen om Harald Blåtand.

Mankestole fra Mammen-graven (Nationalmuseet)
Dette vokslys er fundet i Mammengraven. Det kan muligvis betyde, at den gravlagte var kristen (Nationalmuseet)

På Nationalmuseet kan man se kopier af to skrin, som Harald Blåtand muligvis har haft med sig på sin sidste rejse til Jomsborg.

Camminskrinet. Dette er en kopi af det originale skrin, som forsvandt fra domkirken i Cammin under 2. verdenskrig. Skrinet er fremstillet i Danmark under Harald Blåtands regeringstid ligesom Bambergskrinet og et nu forsvundet skrin fra kirken i Wiejkowo. Stilen indeholder mange nordiske elementer med de slyngede dyr og formen minder om formen på de langhuse, som lå i ringborgene. Nationalmuseet
Bambergskrinet. Dette er en kopi af det originale skrin, som nu befinder sig i Bayrisches Nationalmuseum i München. Som Camminskrinet er det fremstillet i Danmark i Harald Blåtands tid

På Harald Blåtands tid var der flere magtcentre og økonomiske centre i lande, herunder Hedeby, Ribe, Jelling, Aarhus, Odense, Lejre, Roskilde og Lund. Lejre var landets gamle magtcentrum fra hedensk tid. Når Harald ønskede at opføre et monument for landets overgang til kristendommen, var dette sted derfor ikke velegnet. Gorm havde allerede valgt Jelling, hvor der ikke var nogen tidligere bebyggelse, så Harald valgte denne by som hjemsted for sit monumentale anlæg. Det stod dog kun kort, for allerede under Svend Tveskæg (963-1014) flyttede man magtcentret til Roskilde, som også blev afløser for Lejre.

Haralds død

I 980’erne var situationen den, at Harald fortsatte kristningen af landet støttet af udenlandske lejetropper på ringborgene. Det skabte utilfredshed i befolkningen, som støttede Svend Tveskæg i et at erobre magten ifølge Adam af Bremensom. Ifølge Saxo stod der et søslag, muligvis i Knebel Vig. Harald gik i land for at forette sin nødtørft, og blev såret af en pil affyret af Palnatoke som hævn over uretfærdigheder. I Jomsvikingernes Saga fra 1200 tallet hedder det, at Harald ville varme sig ved et bål, og blev spiddet af en pil affyret af Palnatoke.

Knebel Vig, hvor søslaget mellem Harald Blåtand og Svend Tveskæg fandt sted i 985. Stedet angives af Saxo. Andre kilder angiver stedet til Isefjorden eller ud for Bornholm

Harald sejlede herefter til Jomsborg, (det nuværende Wolin i Polen), hvor han døde.

Ifølge Gesta Wulinensis foregik begiventhederne i 980’erne på en noget anden måde. Under borgerkrigen mellem far og søn erobrede Svend Hedeby, og det endelige opgør foregik i 983 i nærheden af Roskilde. Svends hær omfattede også Toke Gormsøn, der sad som hersker i Lund. Efter en våbenhvile kæmpede Harald og Svend en tvekamp, som Harald vandt, men hvor Svend blev skånet. Efterfølgende blev Harald alligevel såret i knæet af et vådeskud affyret af en kriger Ulf, søn af Glibir, fra Skåne, som var ankommet sammen med Toke. Poppo, som i sin tid havde døbt Harald, var med på togtet og forsøgte at læge såret, men hårdt såret sejlede Harald til Jomsborg ved Wolin. Forinden havde Harald overladt styret i Danmark til sin svigersø, jarlen Sibir Foltarsøn. I Jomsborg var Harald reelt i landflygtighed. Han havde tabt Norge til Håkon Jarl, og hans magt i Danmark var baseret på udenlandske lejetropper på ringborgene. Harald døde året efter.

Ved Tullstorp i Skåne findes denne runesten med teksten: “Glibir og Åsa rejste disse kumler efter Ulf”. Det sjældne navne Glibir for Ulfs far sandsynliggør, at Ulf er Harald Blåtands banemand.

Harald Blåtand blev ifølge Saxo begravet i den trækirke i Roskilde, som han selv havde grundlagt. Det skulle så være forløberen for Roskilde Domkirke.

Den svenske arkæolog Sven Rosborn har i bogen “Vikingekongens Guldskat” argumenteret for, at Harald ligger begravet i nærheden af kirken i Wiejkowo – nærmere bestemt ved en herregård, som er bygget over ruinerne af en tidligere kirke.

På øen Hiddensee har man fundet guldsmykker, som menes at stamme fra denne grav.

Hiddensee skatten. Wikicommons
Denne guldplade med diameteren 4,6 cm er fra graven. Teksten oversat til dansk er: “Harald Gormssøn, konge over daner, Skåne, Jumne i bispesædet Oldenborg”

Harald Blåtand døde o.985 og er begravet i Roskilde Domkirke eller i nærheden af kirken i Wiejkowo