Harald Blåtand (932 – 985)

Gorm den Gamle ?-964

=>

Harald Blåtand 932-985

Harald Blåtands liv

(De dele af teksten, som er skrevet med kursiv, bygger på kilden Gesta Wulinensis)

Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra Danebod. Han efterfulge sin far som konge efter dennes død i 964. Som 5-årig blev han i 937 sendt til Herman Billung af Sachsen sammen med sin storebror Knud som gidsler for, at Herman Billung hjalp Gorm og Gnupa i kampen mod broderen Harald. Dette år blev han døbt. I 947 var han som blot 15-årig underkonge på Sjælland, og samme år deltog han sammen med Knud i et togt til Irland, hvor han udmærkede sig i kamp ved at angribe Dublin og egenhændigt dræbe høvdingen Blacair Guthfritson. I 963 giftede hans sig med sin afdøde bror Knuds enke, Tove Mistivojsdatter. Hun var gravid med Knuds barn, som hun fødte, nu som Haralds hustru. Harald blev dermed fosterfar til Svend Tveskæg. Ifølge Saxo var Harald gift med Gunhild. Det er muligvis en anden end Tove, men kan også være den samme. Harald var også på et tidspunkt gift med Gyrithe Olofsdatter, som tilhørte den svenske kongeslægt.

I starten af 960’erne havde den ellers kristne Gorm opgivet den kristne tro og var vendt tilbage til asa-troen. Det samme havde mange af landets indbyggere. Gorm døde i 964 og for at genindføre den kristne tro i landet, fornyede Harald sin tro ved at lade sig døbe af Popo, den senere biskop af Slesvig. Ifølge krønikeskriveren, Widukind af Corvey, foregik det ved, at Popo bar jernbyrd, altså havde en glødende varm jernhandske på hånden. Hånden forblev uskadt, hvilket Harald tog som bevis for den kristne guds overlegenhed. Herefter lod Harald sig døbe. Fortællingen er fremstillet på 7 guldplader, som blev opsat i Tamdrup Kirke ved Horsens. Dåben er nok foregået senest i 965, hvor Otto 1 bestemte, at bispesæderne i Slesvig, Ribe og Aarhus ikke skulle svare skat til den tyske kejser. Et dåbssted i Danmark kan have været ved Popostenen syd for Flensborg. Popostenen er en stendysse beliggende ved siden af bækken, Helligbek.

Politik og krige

Harald skriver selv på sin runesten, at han vandt hele Danmark og Norge. Hvad Danmark angår, må det vel betyde, at han fik de lokale høvdinge til at anerkende hans overhøjhed. Ifølge Gesta Wulinensis fik Harald også herredømmet i Skåne i 964 ved hjælp af sin nevø, Guldharald. I Norge fik Harald magten ved at både Harald Gråfell og Håkon Jarl anerkendte hans overhøjhed. I 970 eliminerede han imidlertid både Guldharald og Harald Gråfell. Se søslagene i Limfjorden. Efter 974 ser det dog ud til, at Harald har mistet kontrollen over Norge til Håkon Jarl.

Haralds rige var truet af det tysk-romerske kejserrige, selv om hans genkristning af landet o. 965 fratog Otto 1 et påskud for at invadere landet med henblik på mission. I 973 afholdt Otto 1 et møde i Quedlingburg mellem udsendinge fra mange Europæiske lande, herunder Danmark med det formål at slutte en varig fred, men i 974 udnyttede Harald, at Otto 1 var død, og at efterfølgeren på den tysk-romerske kejsertrone var den kun 19-årige Otto 2. Harald angreb det tyske rige og trængte ned til Ejderen, men han blev trængt tilbage, og tyskerne erobrede Hedeby og Dannevirke. Herefter har Harald formentlig været lydkonge under Otto 2, og fund af mønter præget i Hedeby må betyde, at Harald fortsat har haft kontrol over byen.

Harald udvidede sin magt til Skåne, som blev erobret i 964 af hans nevø, Harald Knudsøn, kaldet Guldharald. Guldharald begyndte efterhånden af kræve, at Harald delte hele kongeriget med ham. I Norge havde Harald Blåtand magten i Viken, som er området fra Oslo og ned til ca. nuværende Göteborg, men hans indflydelse var også gældende i Trøndelagen ved Trondhjem, som blev styret af Håkon Jarl. Håkon Jarl var jarl under Harald Blåtand, men i Vestnorge sad Harald Gråfell på magten. I 970 gennemførte Harald Blåtand en aktion, som på én gang eliminerede Harald Gråfell og Guldharald. De nærmere omstændigheder kan læses her: Øvrige danske beskrivelser. I 970 var Vestnorge og Trøndelagen altså styret af Håkon Jarl på vegne af Harald. Håkon Jarl kæmpede også på Danmarks side mod Otto 2 i 974, men da han ikke ville kristnes, blev han efterfølgende Haralds fjende og hærgede i Skåne. I 983 blandede Harald sig i stridigheder i det Tysk-Romerske rige og angreb sachserne i Holsten. Samme år gik Svend Tveskæg også ind i kampene sammen med Haralds svigerfar, obodritfyrsten, Mistivoj. Herunder indtog Svend Hedeby.

Harald forsøgte også at udvide sin magt til Sverige. Han støttede Styrbjørn Olofson i oprøret mod Erik Segersäl, hvor også Haralds bror, Toke, deltog. Oprøret endte efter Haralds død i 985 med, at Erik vandt i slaget på Fyrisvallarne, hvor både Styrbjørn og Toke faldt.

Byggerier

Harald Blåtand er Danmarks store entreprenør. I løbet af en kort årrække byggede han ringborgene Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Nonnebakken på Fyn, Trelleborg og Borgring på Sjælland og Trelleborg og Borgeby i Skåne. Ringborgene skulle befæste Haralds magt i landet over for de siddende lokale høvdinge men også over for hans egen søn, som ledede et oprør mod kongen. Byggeriet foregik efter, at Harald havde tabt kampen mod Otto 2 i 974. Harald var da lydkonge under den tyske kejser og befæstede sin magt ved at lade udenlandske lejetropper befolke borgene. Analyse af begravede i Trelleborg ved Slagelse har vist, at de kom fra det vendiske område, så ringborgene har hovedsageligt været bemandet med folk syd for Østersøen, hvilket dækker over jomsvikingerne men også tyske lejesoldater. Fælles for ringborgene var, at de kun fik en kort levetid. I samme periode byggede han den 740 meter lange Ravning bro nær Jelling og den 6,5 km lange vold Kovirke syd for Dannevirke.

Harald forbandt også halvkredsvolden om Hedeby med det eksisterende Dannevirke, og han forstærkede befæstningen af Aarhus.

Endelig færdiggjorde han monumentområdet i Jelling. Her findes en nærmere omtale af Jelling-monumenterne.

Fra Harald Blåtands tid kendes mange nedgravede skatte og skatte fundet som gravfund. Her kan man se udpluk af skatte fundet i vikingetiden. Et af de største gravfund stammer fra Bjerringhøj ved Mammen, som ligger i nærheden af Viborg. I denne høj var begravet en meget rig stormand, som har hørt til inderkredsen om Harald Blåtand.

På Nationalmuseet kan man se kopier af to skrin, som Harald Blåtand muligvis har haft med sig på sin sidste rejse til Jomsborg.

På Harald Blåtands tid var der flere magtcentre og økonomiske centre i lande, herunder Hedeby, Ribe, Jelling, Aarhus, Odense, Lejre, Roskilde og Lund. Lejre var landets gamle magtcentrum fra hedensk tid. Når Harald ønskede at opføre et monument for landets overgang til kristendommen, var dette sted derfor ikke velegnet. Gorm havde allerede valgt Jelling, hvor der ikke var nogen tidligere bebyggelse, så Harald valgte denne by som hjemsted for sit monumentale anlæg. Det stod dog kun kort, for allerede under Svend Tveskæg (963-1014) flyttede man magtcentret til Roskilde, som også blev afløser for Lejre.

I 980’erne var situationen den, at Harald fortsatte kristningen af landet støttet af udenlandske lejetropper på ringborgene. Det skabte utilfredshed i befolkningen, som støttede Svend Tveskæg i et at erobre magten ifølge Adam af Bremensom. Ifølge Saxo stod der et søslag, muligvis i Knebel Vig. Harald gik i land for at forette sin nødtørft, og blev såret af en pil affyret af Palnatoke som hævn over uretfærdigheder. I Jomsvikingernes Saga fra 1200 tallet hedder det, at Harald ville varme sig ved et bål, og blev spiddet af en pil affyret af Palnatoke.

Harald sejlede herefter til Jomsborg, (det nuværende Wolin i Polen), hvor han døde.

Ifølge Gesta Wulinensis erobrede Svend Hedeby som led i oprøret, og opgøret mellem Svend og Harald foregik i 983 i nærheden af Roskilde. Svends hær omfattede også Toke Gormsøn, der sad som hersker i Lund. Efter en våbenhvile kæmpede Harald og Svend en tvekamp, som Harald vandt, men hvor Svend blev skånet. Efterfølgende blev Harald alligevel såret i knæet af et vådeskud affyret af en kriger Ulf, søn af Glibir, fra Skåne, som var ankommet sammen med Toke. Poppo, som i sin tid havde døbt Harald, var med på togtet og forsøgte at læge såret, men hårdt såret sejlede Harald til Jomsborg (Wolin). Forinden havde Harald overladt styret i Danmark til sin svigersø, jarlen Sibir Foltarsøn. I Jomsborg var Harald reelt i landflygtighed. Han havde tabt Norge til Håkon Jarl, og hans magt i Danmark var baseret på udenlandske lejetropper på ringborgene. Harald døde året efter.

Harald Blåtand blev ifølge Saxo begravet i den trækirke i Roskilde, som han selv havde grundlagt. Det skulle så være forløberen for Roskilde Domkirke.

Den svenske arkæolog Sven Rosborn har i bogen “Vikingekongens Guldskat” argumenteret for, at Harald ligger begravet ved kirken i Wiejkowo.

På øen Hiddensee har man fundet guldsmykker, som menes at stamme fra denne grav.

• Markante personligheder på Harald Blåtands tid
• Knud Dana-Ast (o.930-962)
• Guldharald (?-o.970)
• Toke Gormssøn (o.951-o.986)
• Palnatoke (?)

Harald Blåtand døde o.985 og er begravet i Roskilde Domkirke eller ved kirken i Wiejkowo