Frederik 6 (1768-1839)

Kong Christian 7 1749-1808

=>

Kong Frederik 6 1768-1839

Frederik 6 var søn af Christian 7 og Caroline Mathilde. Allerede i 1772 mistede den fireårige Frederik forbindelsen til sin mor, Caroline Mathilde, som blev bortvist til Celle. Han blev i 1790 gift med sin kusine, Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. I ægteskabet kom otte børn, hvoraf kun to piger overlevede. Gennem hele livet opretholdt Frederik 6 et forhold til Benthe Frederikke Dannemand, et forhold som blev accepteret af hans hustru.

Frederik blev konfirmeret 4. april 1784 og skulle nu have sæde i statsrådet. Det fik han ved et møde 28. april, hvor han pludselig fremlagde resolutioner om at de gamle magthavere, specielt Guldberg, skulle fratræde statsrådet, og at fremtidige love for at være gyldige skulle forsynes med både Christian 7’s og hans egen underskrift. Resolutionerne blev til Arveprins Frederiks store fortrydelse underskrevet af Christian 7, hvorved Guldberg, Arveprins Frederik og enkedronning Juliane Marie mistede deres indflydelse. Frederik støttede sig nu til A.P. Bernstorff og C.D. Reventlow, men efterhånden tog han afstand fra større reformideer, og fik begrænset trykkefriheden.

Landboreformerne var en stor omvæltning i sidste halvdel af 1700 tallet. Stavnsbåndet var indført under Christian 6 i 1733 og bandt en bonde og hans sønner til en bestemt godsejer. Landsbyfællesskabet betød en uhensigtsmæsssig opdelingen af bondens jord og vanskeliggjorde beslutninger om bedre dyrkningsmetoder. Hoverikravet lagde stort beslag på bondens arbejdskraft. Disse ting blev efterhånden afskaffet, og foregangsmændene herfor var ud over kronprins Frederik især C.D. Reventlow og A.P.Bernstorff. En af reformerne var, at stavnsbåndet blev indskrænket til at gælde for bønder i alderen 14-36 år. Denne reform blev indført i 1788, og kaldes (lidt fejlagtigt) for stavnsbåndets ophævelse.

I 1794 brændte det første Christiansborg, så kongefamilien måtte flytte til Amalienborg, men i 1828 kunne man indvie Det andet Christiansborg.

I 1795 brændte København igen, efter at byen også var brændt 67 år tidligere i 1728. Branden startede 5. juni i flådens bygninger på Gammelholm mellem Nyhavn og Holmens Kanal. Herefter bredte ilden sig i et bælte mod vest/nordvest til området ved den nuværende Vester Voldgade. Nikolai Kirke brændte ned til grunden

Københavns 4. rådhus på Nytorv brændte og blev erstattet af det 5. rådhus – også på Nytorv.

Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 havde Danmark holdt sig ude af deltagelse i europæiske krige. Fra 1773 var Danmark i alliance med Rusland imod Sverige, og da Gustav 3 invaderede Rusland i 1788, blev Danmark tvunget til at invadere Sverige med norske soldater. Episoden gik under navnet Tyttebærkrigen, hvilke skyldtes, at de dårligt udrustede norske soldater måtte ernære sig med tyttebær. Episoden fik dog ikke nogen betydning. Efter Gustav 3’s død i 1792 blev forholdet til Sverige bedre, og Danmark, Sverige og Rusland gik sammen om at opretholde neutralitet i konflikten mellem England og Frankrig.

Englandskrigene 1801 og 1807

Neutraliteten betød en økonomisk gevinst, da vi kunne handle med alle parter, men politikken var farlig, De stridene parter begyndte at lade deres skibe sejle under dansk flag, for at forhindre angreb. Efter udenrigsminister A.P. Bernstorfs død i 1797, fik kronprinsen mere magt og fik gennemført, at danske krigsskibe sejlede i konvoj for at beskytte handelsskibene. Dette medførte konfrontationer med England på havet i 1799 og 1800. Danmark indgik så i et væbnet neutralitetsforbund med Preussen, Sverige og Rusland, men det var en udfordring for England, som frygtede, at den danske flåde kunne indgå i Frankrigs styrker.

I marts 1801 sendte England en flåde mod Danmark. Formålet var at tvinge Danmark til at udtræde af Det væbnede Neutralitetsforbund og herefter fortsætte ind i Østersøen og kæmpe mod Sverige og Rusland. Næstkommanderende på den engelske flåde var lord Nelson. Flåden blev beskudt fra Kronborg 30. marts uden resultat. I Sankt Olai Kirke i Helsingør kan man stadig se en kanonkugle i hvælvingerne. Kuglen blev affyret af et engelsk skib under passagen. Den danske flåde var ikke vedligeholdt, men man havde forberedt sig på kampen ved at lægge skibene i forsvarsposition ud for København uden sejlføring men udstyret med kanoner. Det kaldte man blokskibe, og de blev suppleret med nybyggede pramme, som også blev forsynet med kanoner.

Slaget stod 2. april 1801. Den engelske flåde var delt i to dele. Den ene del under kommando af Hyde Parker holdt sig i bero nordøst for Trekroner. Den anden del under kommando af lord Nelson lagde sig syd for Trekroner men vest for Middelgrunden. Umiddelbart vest herfor lå de danske blokskibe og pramme. Kampen mellem Nelsons styrker og de danske varede nogle timer med tab på begge sider. Et af de flydende flådebatterier blev ledet af den kun 17-årige Peter Willemoes, som høstede stor berømmelse for sin indsats. Hyde Parker signalerede til Nelson om at indstille kampen, men Nelson ignorede ordren ved at holde sin kikkert for det blinde øje. Englænderne havde overtaget, og Nelson sendte et brev ind til kronprins Frederik, som iagttog slaget fra Kastellet. I brevet forlangte Nelson våbenhvile mod at undlade af afbrænde de danske blokskibe med mandskab. Frederik, som vidste at Parkers flådeafdeling endnu ikke var indsat, accepterede tilbudet og kamphandlingerne standsede. En uge fandt man ud af, at den russiske zar Paul 1 var myrdet. Herefter blev neutralitetsforbundet opløst, og englænderne kunne sejle hjem. Selv om Danmark altså accepterede de britiske betingelser, opstod hurtigt den myte, at slaget i 1801 endte med dansk sejr.

Her ses våben fra Englandskrigene. Tøjhusmuseet

På Holmens Kirkegård findes en massegrav og et mindesmærke for faldne søfolk ved Slaget på Reden.

Danmark fortsatte med at være neutrale, men mistede i 1807 sin allierede, Rusland, som gik over på Frankrigs side. Frankrig krævede, at Danmark skulle spærre sine farvande for englænderne, som på deres side krævede den danske flåde udleveret. Dette nægtede Danmark, hvorefter englænderne i august lagde en flåde ud for København og sendte tropper i land, som omringede byen. På det tidspunkt havde den kongelige familie med Frederik 6 i spidsen forladt byen og taget ophold i Slesvig. Det var sket til københavnernes store fortrydelse, og mange mente, at kronprinsen var flygtet fra byen i modsætning til Frederik 3, som var blevet i 1658 for at “dø i sin rede”. Der var kampe til søs med deltagelse af små danske kanonbåde og også kampe til lands, hvor englænderne slog de danske styrker ved Køge 29. august 1807 i det såkaldte Træskoslag. Navnet skyldes, at de indkaldte danske bønder hurtigt smed træskoene for at kunne flygte fra de engelske styrker. Ved museet KØS i Køge er opstillet en mindesten for slaget.

De engelske styrker på land og til vands gennemførte et bombardement af København 2-5 september 1807. 6000 granater regnede ind over byen og resulterede i flere døde og sårede samt ødelagte bygninger. Bl.a. brændte spiret på Vor Frue Kirke. Så kapitulerede danskerne og englænderne kunne sejle afsted med den danske flåde.

Efter bombardementet følte Danmark sig tvunget til at indgå en alliance med Napoleons Frankrig. Rusland kom med i alliancen efter zarens død, mens Sverige blev allieret med England.

Den dansk-svenske krig 1808-1809

Da Danmark efter englændernes bombardement og ran af flåden i 1807 afslog en alliance med England, erklærede England Danmark krig 4. november samme år og besatte de danske kolonier i Vestindien og Ostindien (Trankebar). I februar 1808 startede en russisk besættelse af det svenske Finland, og Danmark frygtede, at Sverige ville indlemme Norge som erstatning. Den 14. marts samme år erklærede Danmark Sverige krig. Det var planen at besætte Skåne ved hjæp af en fransk-spansk hjælpestyrke på 30000 mand anført af Jean-Baptiste Bernadotte, den senere svenske konge, Karl 14 Johan. Denne plan måtte dog opgives, da de danske farvande effektivt blev blokeret af englænderne. I stedet blev franskmændene og spanierne indkvarteret i Jylland, og i marts 1808 brændte Koldinghus som følge af, at indkvarterede spanske soldater havde fyret for hårdt i slottets kaminer. I mangel af en egentlig flåde forsøgte danskerne at bryde blokaden med kanonbåde, som var store robåde uden sejlføring forsynet med kanoner. Danmark havde dog stadig enkelte linjeskibe, heriblandt “Prins Christian Frederik”, som havde Peter Willemoes ombord, da det blev sænket ud for Sjællands Odde 22. marts 1808. Sverige invaderede Norge i april 1808, men blev besejret af norske styrker under ledelse af Christian August af Augustenborg. Situationen i Norge blev meget kritisk i løbet af 1808-09. Der var bundet store styrker til forsvar af grænsen mod Sverige, så der manglede folk til høsten. Denne slog også fejl og forbindelsen til Danmark var afbrudt af den engelske blokade samt tilfrysning af Skagerak. Det medførte udbredt hungersnød og udbrud af smitsomme sygdomme. I december 1809 sluttede Danmark og Sverige fred.

På grund handelsblokaden over for britiske varer mistede den danske stat store skatteindtægter. Dette i forbindelse med de store udgifter til krigen bevirkede en kraftig forøgelse af statsgæld og inflation. For at vende denne udvikling gik landet bankerot i januar 1813. Det skal forstås på den måde, at der blev indført en ny valuta og tvungen pengeombytning så pengenes reelle værdi og dermed også statsgælden mindskedes med 90%.

I 1810 døde Christian August af Augustenborg, som ellers var valgt til svensk tronfølger efter den syge og barnløse Karl 13. Både Frederik 6, hans nevø, den senere Christian 8 og Christian Augusts storebror Frederik Christian af Augustenborg bød sig til, men i sidste ende valgte svenskerne som tronfølger den franske marshal Jean Baptiste Bernadotte, som havde været Danmarks allierede i den netop afsluttede krig. Som svensk tronfølger antog han navnet Karl 14 Johan.

Efter Frankrigs nederlag i Rusland i 1812 sluttede de europæiske lande med Rusland og England i spidsen sig sammen i en alliance vendt mod Frankrig. Undtaget var Danmark, som nu stod alene sammen med Frankrig. Også den svenske kronprins, Karl 14 Johan, gik med i den store alliance. Han angreb Holsten i 1813 sammen med russiske styrker med henblik på at underlægge sig Norge. Det sidste slag stod Sehested 10. december, som faktisk endte med danske sejr. Der findes et mindesmærke for slaget på stedet. Holsten blev hurtigt indtaget, og i januar 1814 startede fredsforhandlingerne i Kiel i Karl Johans hovedkvarter. England og Rusland støttede de svenske krav på Norge, og resultatet blev, at Norge blev afstået til Sverige. Danmark beholdt dog Færøerne, Island og Grønland, og fik de svenske besiddelser i Pommern og Rügen, hvilke dog blev byttet til Lauenborg. Norge havde været i union med Danmark siden 1380, hvor Håkon 6 døde og hans og Margrete 1’s mindreårige søn, Oluf 2, som i forvejen formelt var konge i Danmark, også blev norsk konge. En periode på 434 år var nu afsluttet.

I Dänische Strasse 31 i Kiel er opsat et mindesmærke for stedet.

Ved Wienerkongressen 1814-15 blev forholdene mellem de europæiske stater ordnet efter Napoleonskrigene. Danmark var med tabet af Norge en af krigenes største tabere og kunne frygte for sin eksistens. Men det lykkedes at bevare landet, at få truslen fra de russiske styrker i Holsten elimineret samt at erhverve Lauenborg. Holsten blev et hertugdømme under Det tyske Forbund med den danske konge som hertug. Dermed var Helstaten Danmark skabt. En stat bestående af 4 dele + nordatlantske og caribiske besiddelser. En stat med med to sprog (40% tysk og 60% dansk) og to nationaliteter og en stat, hvor to dele, Holsten og Lauenborg, var hertugdømmer under Det tyske Forbund.

I den sidste del af Frederik 6’s regeringstid blev han mødt med stigende ønsker om en folkelig deltagelse i landets ledelse. Disse ønsker var dog modstridende. I hertugdømmerne ønskede man, at disse skulle samles i en selvstændig stat med en fri forfatningen under Det tyske Forbund men i personalunion med kongeriget Danmark (til Kongeåen). En markant fortaler for dette var Uwe Jens Lornsen. Fra dansk side var ønsket en indlemmelse af Slesvig i kongeriget (Danmark til Ejderen), som så skulle indgå i en personalunion med Holsten og have en fri forfatning. Frederik 6 forsøgte at imødekomme kravene ved i 1831 at indføre stænderforsamlinger for Øerne, Nørrejylland, Slesvig og Holsten med mødesteder i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe. Allerede ved fredsslutningen i 1814 havde kongen forpligtet sig til at indføre en stænderforsamling i Holsten, som var medlem af Det tyske Forbund, og nu måtte han altså udbrede ideen til resten af helstaten, Danmark. Stænderforsamlingerne bestod af valgte borgere, og var kun rådgivende over for den enevældige konge. Der var store krav om besiddelse af fast ejendom for at at være valgberettiget og valgbar til Stænderforsamlingerne, hvilket betød, at kun 2,8% af landets befolkning (og kun mænd) havde stemmeret. I resten af 1830’erne voksede den nationalliberale bevægelse med bannerførere som Orla Lehmann, Ditliv Monrad, Tscherning, og kravet om trykkefrihed og fri forfatning tog til, mens den aldrende konge stædigt kæmpede imod.

Markante byggerier fra Frederik 6’s tid:

Markante personligheder på Frederik 6’s tid

• Adam Gottlob Moltke (1710-1792)
• A.P. Bernstorff (1735-1797)
• Ove Høegh Guldberg (1731-1808)
• Peter Willemoes (1783-1808)
• Christian August af Augustenborg (1768-1810)
• Carsten Niebuhr (1733-1815)
• Christian Ditlev Reventlow (1748-1827)
• Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
• H.C. Ørsted (1777-1851)
• Adam Oehlenschläger (1779-1850)
• N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
• Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
• Uwe Jens Lornsen (1793-1838)
• H.C. Andersen (1805-1875)
• Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
• Søren Kierkegaard (1813-1855)
• C.F. Hansen (1756-1845)

Frederik 6 er begravet i Roskilde Domkirke