Kong Svend Tveskæg o.963-1014 | => | Estrid o.1005-1058 | => | Kong Svend Estridsen 1022-1076 |
Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Estrid, og dermed var han dattersøn af Svend Tveskæg. Han efterfulgte Magnus den Gode som konge i 1047. Ved Magnus den Godes død i 1047 efterlod han Norge til sin farbror, Harald Hårderåde, som havde opholdt sig bl.a. i Konstantinopel med en vikingehær siden slaget ved Stiklestad i 1030. I Svends regeringstid, var landet udsat for mange angreb fra Harald Hårderåde. Bl. a. blev Hedeby brændt i 1050, hvor også Aarhus (Aros) blev hærget, og kirken, en forløber for Vor Frue Kirke, blev brændt.
Svend hævdede sin selvstændighed over for biskoppen i Bremen, og fik indflydelse på valget af bisper til landets nyoprettede stifter. De 9 stifter var: Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde, Dalby og Lund. Allerede i 1066 blev Dalby lagt ind under Lund, så der nu var 8 stifter.
De første biskopper i Vendsyssel havde sæde i Vestervig. Senere flyttede bispesædet til Børglum.
Forløberen for Roskilde Domkirke blev bygget i frådsten som afløser for Harald Blåtands Trefoldighedskirke, og man byggede domkirken i Lund samt Dalby Kirke tæt på Lund. Både Lund og Dalby blev stiftsbyer med hver sin biskop. Svend opgav i første omgang at gå i fodsporet på sin morfar, Svend Tveskæg og sin onkel Knud den Store og fætter Hardeknud med hensyn til at genvinde kongemagten i England. Men i 1069 udrustede han en dansk flåde, som ledet af hans bror, Asbjørn, sejlede til England med sønnerne Harald (Hen) og Knud (den Hellige). Her erobrede de York sammen med Edgar Aetheling, som blev indsat som konge. Svend sluttede sig selv til erobrerne i 1070 og hævdede at have arvekrav til den engelske trone, idet han jo var fætter til Harold Godwinson.
Den danske styrke blev dog betalt af Vilhelm Erobreren til at vende hjem, og Edgar flygtede til Skotland.
Ved Svends død i 1074 efterlod han sig i omegnen af 14 sønner med mange forskellige mødre – de fleste friller. Svend havde kortvarigt været gift med Gunhild Svendsdatter, som var enke efter Anund Jacob. Dette ægteskab blev betragtet som blodskam af kirken, og Svend blev tvunget til at opløse det. Grunden var, at Svend og Gunhild skulle være fætter og kusine, idet Svends mor, Estrid og Gunhilds mor, Holmfrid var halvsøstre (døtre af Gunhild Mieszkosdatter). Dette er dog ikke korrekt, da Estrids mor formentlig var en anden en Gunhild. Svend var muligvis også kortvarigt gift med Gunhild og Erik Segersäls datter, Gyda. Svend havde et forhold til stormandsfrue fra Slangerup. Dette resulterede i sønnen Erik Ejegod.
Svend Estridsen er også kendt for at have fortalt om sine forfædre til Adam af Bremen, som skrev værket om Hamborg-bispernes historie. Dette værk indeholder den første samlede fremstilling af Danmarks historie.
Svend Estridsen døde i 1076 i Søderup umiddelbart efter, at han havde holdt ting på Urnhoved.
- Markante personligheder på Svend Estridsens tid
- Estrid (998-1058)
- Biskop Wilhelm (? – 1074)
- Skjalm Hvide (1034-1113)
Svend Estridsen er begravet i Roskilde Domkirke