Øvrige danske beskrivelser

Sibir Foltarsøn (?-986)

Læs mere her: Kilder til 900-tallets historie

Sibir Foltarsøn var ifølge Gesta Wulinensis Harald Blåtands jarl og også svigersøn. Efter Haralds død, deltog Sibir i Toke Gormsøns ekspedition til Uppsala for at kæmpe mod Erik Segersäl. Han havde imidlertid bag om Tokes ryg aftalt med Svend Tveskæg, at han ville forlade Toke med sine mænd. Det gjorde han, men på hjemvejen døde han på Øland, hvor der er opstillet en runesten for ham.

Palnatoke (920’erne-efter 964)

Palnatoke/Toke/Toke Normandie var en vikingehøvding fra 900-tallet, som var hjemmehørende på Fyn. Årstal for fødsel og død er meget usikre og bygger kun på hans levnedsbeskrivelse. Indtil 943 var Palnatoke ifølge Gesta Wulinensis hærfører for Gorm den Gamles nevø og fjende, Harald. Herefter deltog han sammen med Harald i et togt til Normandiet, for at hjælpe Richard 1, hvorefter han vendte han tilbage i 948, blev benådet af Gorm og blev hærfører for Knud Dana-Ast. I den egenskab grundlagde han Jomsborg i 953. Palnatoke var gift med Mscigniewa Mistivojsdatter, som var søster til Tove Mistivojsdatter. Dermed var han Harald Blåtands svoger.

Efter Knuds død i 962 sluttede Palnatoke sig til Knuds søn, Guldharald, som han hjalp med at erobre Skåne i 964.

Uppåkrastenen

Senere kilder, som Snorre, Saxo og Jomsvikingernes saga fortæller en anden historie om Palnatoke. Her skulle han have opfostret Svend Tveskæg og deltaget i dennes kamp med Harald Blåtand. Det skulle være Palnatoke, som affyrede det dræbende pileskud, da Harald Blåtand blev dræbt i et slag i Knebel Vig. Det kan dog ikke passe kronologisk. Et sagn fortæller også, at da Svend Tveskæg var barn, blev Palnatoke af Harald tvunget til at skyde et æble af Svends hoved. Ifølge Adam af Bremen skulle Palnatoke vær far til Ribe-biskoppen, Odinkar.

Palnatokes grav kendes ikke, men et sagn fortæller, at han er begravet i en nu sløjfet gravhøj, Palleshøj, som har ligget lige syd for Vollsmose i Odense.

Pallig Tokesen (940’erne-1002)

Pallig Tokesen var søn af Palnatoke. Han blev gift med sin kusine, Harald Blåtands datter, Gunhild.

Pallig Tokesen deltog sammen med Svend Tveskæg i vikingetogterne til England, hvor han i gik i kong Ethelred den Rådvildes tjeneste for at kæmpe mod vikingerne. Han skiftede dog side igen i 1001, men blev sammen med sin hustru dræbt under massakrerne mod danskerne den 13. november 2002.

Ukendt gravsted.

Thorkild den Høje (964-1025)

Thorkild den Høje var tip-tipoldebarn af Harald Klak. Han var en fremtrædende vikingehøvding under Svend Tveskæg og Knud den Store. Thorkild og hans bror, Siegwald, tilhørte Jomsvikingerne og deltog i slaget ved Hjørungavåg o. 983. Bagefter blev han og Siegwald fænglset af Harald Blåtand og beskyldt for at konspiere mod ham. Thorkild deltog sammen med Svend Tveskæg i den danske invasion i England fra 1009. Han skiftede dog side og gik over til Ethelred den Rådvilde, hvor han kæmpede mod de danske styrker. Så skiftede han side igen og gik over til Knud den Store og deltog sammen med Knud i slaget ved Assendun i 1016, som gav Knud magten over England. Thorkild blev jarl i East Anglia og giftede sig i 1021 med Ethelreds datter, Eadgyth, som var enke efter Eadric Streona. Thorkild blev senere forvist tilbage til Danmark, hvor han igen optrådte som jarl, inden dette hverv overgik til Ulf Jarl. Orkesta Runestenen på billedet er sat af Ulf (nok ikke Ulf Jarl), som fortæller, at han i England bl.a. tjente under Thorkil og Knud. Det må være Thorkild den Høje og Knud den Store

Odinkar Tokesen (før 988 -1043)

Odinkar Tokesen var ifølge Adam af Bremen søn af Toke, jarl i Vendsyssel. Odinkar blev døbt i Bremen og o. 1005 blev han udnævnt til den første danskfødte biskop i Ribe. Han var en overgang også biskop for Aarhus og Slesvig.

Odinkar er begravet i Ribe Domkirke.

Peder Bodilsen (1100-1157)

Peder Bodilsen var søn af Erik Ejegods datter, Bodil Eriksdatter. Han tilhørte den mægtige Bodil-slægt, som tog parti for Erik Emune efter drabet på Knud Lavard. Peder Bodilsen støttede sin halvfætter Eskild i at blive ærkebiskop i 1137 og støttede siden Eskild i opposition til kongemagten.

Peder grundlagde sammen med sine brødre og sin mor Skt Peders Kloster i Næstved. Der lå allerede en kongeligt ejet kirke, som nu blev klosterkirke. Peder Bodilsen er sandsynligvis begravet i denne kirke, som blev forløberen for nuværende Sankt Peders Kirke.

Junker Christoffer (1341-1363)

Junker Christoffer eller Christoffer Valdemarsøn var søn af Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Han deltog i sin fars tilbageerobring af landet og døde som 22 årig af skader,han havde pådraget sig året før ved Kärnan, da Danmark besejrede Hansestæderne, Holsten og Sverige i deres forsøg på at erobre Helsingborg.

Christoffer er begravet i Roskilde Domkirke

Stygge Krumpen (1485-1551)

Stygge Krumpen var en markant personlighed under reformationen og Grevens Fejde. Navnet Stygge skal forstås som Stig. Stygge var katolik og i begyndelsen tilhænger af den katolske konge Christian 2, men efterhånden tog han afstand fra ham og var med i det jyske oprør mod kongen. Han var biskop ved Børglum Kloster fra 1519-36, og her levede han langt fra kirkens krav om cølibat, idet han åbenlyst boedede sammen med en elskerinde. Han blev en stor ejendomsbesidder i Vendsyssel, og skulle have været meget trættekær. Da Skipper Clements bondehær indtog Vendsyssel, blev hans gårde afbrændt, selv om han jo var katolik, ligesom den afsatte Christian 2, som bondehæren kæmpede for. Efter reformationen blev han fængslet ligesom de andre katolske biskopper. Han blev dog løsladt og blev udnævnt til lensmand på Asmild Kloster. Indtil sin død vedblev han med at være katolik.

Stygge Krumpen er begravet i Mariager Kirke.

Prins Frans (1497-1511)

Prins Frans var søn af Hans og Christine. Han var meget knyttet til sin mor og boede sammen med hende på Næsbyhoved Slot. Han døde som 13 årig af pest og blev begravet i Gråbrøde Kirke i Odense. I 1883 blev han overført til Sankt Knuds Kirke.

Prins Hans (1518-1532)

Prins Hans var søn af Christian 2 og Elisabeth. Han fulgte med sine forældre i landflygtighed i 1523. Hans voksede op i Nederlandene, hvor han blev opdraget dels hos statholderen Margrethe af Østrig og dels hos hans morbror Karl den 5‘s hof. Imidlertid døde han ung og blev begravet ved siden af sin mor i Skt. Peters Kloster i Gent. I 1883 blev han overført til Sankt Knuds Kirke.

Anne Hardenberg (1539-1589)

Anne Hardenberg var niece til Peder Skram. Hun blev tilknyttet Christian 3‘s enkedronning Dorothea, som holdt hof på Koldinghus og på Sønderborg Slot. Anna Hardenberg havde frem til 1571 et kærlighedsforhold til Frederik 2. Dette førte dog ikke til noget ægteskab på grund af kongefamiliens modvilje mod, at Frederik skulle gifte sig med en ikke-fyrstelig. I 1573 blev hun gift med adelsmanden, Ole Krognos, som havde bejlet til hende i mange år. Ole Krognos var greve på Bregentved, som Anna Hardenberg arvede efter hans død.

Ole Krognos døde dog samme år, og både han og Anne Hardenberg er begravet i Skt. Bendts Kirke.

Arild Huitfeldt (1546-1609)

Arild Huitfeldt var nevø til HerlufTrolle og rigskansler fra 1586 under Christian 4.

Han skrev Danmarks Riges Krønike, som var en danmarkshistorie, der rakte frem til Christian 3’s død. Den var skrevet på dansk i modsætning til Saxos danmarkshistorie, som var skrevet på latin. Arild Huitfeld sad også i Rigsrådet. Sine sidste år tilbragte han som leder af Herlufsholm Skole.

Arild Huitfeldt er begravet i Herlufsholm Kirke.

Ole Worm (1588-1654)

Ole Worm var videnskabsmand med en bred interesse. Han var uddannet i medicin, men interesserede sig bredt for naturvidenskab og historie. Ole Worm var professor og rektor på Købehavns Universitet og virkede også som læge. Han er kendt for sin omfattende samling af alskens mærkværdigheder inden for bilologi, geologi, arkælologi og kunst. Samlingen hed “Museum Wormanium”, og effekterne kom senere på det kongelige kunstkammer. I dag er den spredt og dele kan ses på Nationalmuseet og Geologisk Museum. Han udgave bl.a. “Monumenta Danica”, hvor han tydede runeindskrifter. Heri findes en afhandling om monumenterne i Jelling, men også den gådefulde Runamo klippe i Blekinge.

Hunnestadsmonumentet

Ole Worm døde i 1654 i en alder af 66 år. Han er begravet i Vor Frue Kirke.

Svend Poulsen Gønge (1610-1679)

Svend Poulsen Gønge, kendt som Gøngehøvdingen, blev født i Gønge Herred i det nordlige Skåne i en lavadelig familie. Under Torstensonkrigen (1643-45) kæmpede han mod den svenske besættelse af Halland sammmen med et hvervet kompagni. Han fortsatte med at kæmpe for Snaphanerne i Skåne efter fredsslutningen i Brømsebro i 1645. I den anden Karl Gustav krig (1658-59) deltog han i 1658 som partisan i Sydsjælland samt ved belejringen af Kronborg og stormen på København.

Lundby

Som tak for sin indsat, fik Svend Gønge Lundbygård, hvor han boede til 1672. Sine sidste år boede han i et hus i Lundby.

Svend Gønge døde i 1679 i en alder af 69 år. Han skulle være begravet syd for koret ved Lundby Kirke, hvor der også er rejst en mindesten for ham.

Thomas Bartholin (1616-1680)

Thomas Bartholin var medicinsk professor ved Københavns Universitet. Han er kendt for at have opdaget det menneskelige lymfesystem. Han var bror til Rasmus Bartholin.

Thomas Bartholin døde i 1680 i en alder af 64 år. Han er begravet i Vor Frue Kirke.

Magdalene Sibylla (1617-1668)

Magdalene Sibylla var datter af kurfyrst Johan Georg 1 i Dresden. Hun blev gift med Prins Christian i 1634, hvor der blev holdt en overdådig fest i København, kendt som “Det store Bilager”. Brylluppet var et led i Christian 4’s planer om at tyske kurfyrster skulle knytte sig til Danmark frem for Sverige.

Schloss Altenburg

Prins Christian døde i 1647, og i 1652 giftede Magdalena Sibylle sig med Hertug Frederik Vilhelm 2 af Sachsen-Altenburg. Hun levede på slottet i Altenburg til sin død i 1668, hvorefter hun blev begravet i slotskirken.

Margrete Pape (1620-1684)

Margrethe Pape var Frederik 3‘s elskerinde og mor til Ulrik Frederik Gyldenløve. Hun blev gift med Daniel Hausmann, som var forvalter på Segeberg.

Margrete Pape døde i 1684 og hendes gravsted er ukendt.

Rasmus Bartholin (1625-1698)

Rasmus Bartholin var medicinsk professor ved Københavns Universitet, men hans interesser lå inden for matematik, fysik og astronomi. Han var bl.a. lærer for Ole Rømer og arbejdede med analytisk geometri. Han er mest kendt for at have opdaget og beskrevet lysets dobbeltbrydning i islandsk spat. Rasmus Bartolin var bror til Thomas Bartholin.

Rasmus Bartholin døde i 1698 i en alder af 73 år. Han er begravet i Vor Frue Kirke.

Christiane Sehested (1626-1670)

Christiane Sehested var datter af Christian 4 og Kirsten Munk. Hun blev gift med Hannibal Sehested i 1642 og boede på Akershus sammen med ham, mens han var statholder i Norge. Da hendes mand blev anklaget for økonomisk underslæb, blev hendes stilling vanskelig. Hun boede adskilt fra ham i Hamborg en årrække.

Sine sidste år boede hun på Lundegård, som hun haved arvet efter sin mor, og hun var ikke med sin mand på hans diplomatiske rejser.

Christiane Sehesteds gravsted er ukendt

Thomas Kingo (1634-1703)

Thomas Kingo blev født i Slangerup i 1634, hvor han også blev præst i 1668 efter at have prædiket for selveste Frederik 3. I 1677 blev han biskop i Odense.

Thomas Kingo skrev salmer, som han udgav i “Åndeligt Sjungekor” (1674 og 1681). I 1699 udgav han en salmebog. Kingos salmer er kendetegnet ved deres levende billedsprog og storladenhed. Han var barokkens digter, og hans digte er ligesom barokkens billedkunst og arkitektur fyldt med storladen teatervirkning. Ved siden af salmerne skrev Kingo hyldestdigte til de enevældige konger.
Bland hans mest kendte salmer findes “Far verden farvel”, “Sorrig og glæde” og “Nu rinder Solen op af østerlide”

Thomas Kingo døde i 1703 i en alder af 66 år. Han er begravet i Fraugde Kirke.

Niels Steensen (1638-1686)

Niels Steensen var videnskabsmand med særlig interesse for anatomi og geologi. Han tilbragte meget tid ved udenlandske universiteter, hvor han foretog banebrydende forskning i kirtler, hjertets muskulatur og hjernen. Han regnes som grundlæggeren af geologien og arbejde også med krystallografi. Niels Steensen konverterede til katolik og antog navnet Nicolaus Steno, og under dette navn blev han helgenkåret i 1953.

Niels Steensen døde i 1686 i en alder af 48 år. Han er begravet i kirken San Lorenzo i Firenze. 302 år efter hans død blev han kåret som helgen af paven Johannes Paul 2 i 1988.

Conrad Reventlow (1644-1708)

Conrad Reventlow var en stor jordbesidder og storkansler under Frederik 4. Han boede på Clausholm ved Randers. Conrad Reventlow var far til dronning Anna Sophie Rewentlow.

Conrad Reventlow er begravet i Slesvig Domkirke

Sophie Amalie Moth (1654-1719)

Sophie Amalie Moth var datter af Frederik 3’s livlæge. Hun var Christian 5’s elskerinde fra 1670 til kongens død i 1699, hvorefter hun trak sig tilbage til herregården Jomfruens Egede. Sophie Amalie fik 5 børn med Christian 5, herunder Christian Gyldenløve, som blev statholder i Norge. Hun nåede at blive grevinde af Samsø.

Sophie Amalie Moth døde i 1719 og blev først begravet i Vor Frue Kirke, men siden overført til Skt. Petri Kirke.

Sophie Amalie von Hahn (1664-1722)

Sophie Amalie von Hahn var dansk adelskvinde. Hun var Conrad Reventlows anden hustru og mor til dronning Anna Sophie Reventlow.

Sophie Amalie von Hahn er begravet sammen med sin mand i Slesvig Domkirke

Ivar Huitfeldt (1665-1710)

Ivar Huitfeldt blev født i Norge. Han var Arild Huitfeldts fætter forskudt i 3 generationer.

Ivar Huitfeldt var dansk søoffice og deltog i Store Nordiske Krig. 4. oktober 1710, fandt et stort søslag sted i Køge Bugt. Herunder mistede Danmark linieskibet, Dannebroge som var under ledelse af Ivar Huitfeldt. Skibet var kommet i brand, men Ivar Huitfeldt ville ikke søge mod land, for ikke at antænde andre danske skibe. Så mens skibet brændte, fortsatte han kampen indtil ilden nåede krudtkammeret og skibet sprang i luften hvorved næsten 600 mand omkom. Ivar Huitfeldt var selv blandt de omkomne, og hans lig skyllede senere op på stranden. Han blev først begravet på Holmens Kirkegård, men efterfølgende overført til familiens gravkapel ved Hurum Kirke i Norge.

Elisabeth Helene von Vieregg (1679-1704)

Elisabeth Helene von Vieregg var datter af den preussiske gesandt i Danmark. Hun var Frederik 4‘s elskerinde og blev viet til ham til venstre hånd i 1703.

Elisabeth Helene døde i 1704 i barselssengen. Hun er begravet i Vor Frelsers Kirke sammen med sin søn, som døde 9 måneder senere. Elisabeth Helene hvilede i krypten under tårnet frem til 2007, hvor mor og søn blev genbegravet neden for den sydlige elefant under orglet.

Vitus Bering (1681-1741)

Vitus Bering stammede fra Horsens. Han kom til søs og blev søofficer i den russiske flåde. Her fik han til opgave at kortlægge den russiske stillehavskyst. Den første ekspedition varede fra 1725-1730, og her lykkedes det Bering at slå fast, at Rusland ikke var landfast med Alaska. I 1733 startede han en ny ekspedition, som endte tragisk med, at Bering sammen med sit mandskab døde på en gold klippeø, som senere fik navnet Berings Ø. Havet mellem Rusland og Alaska fik også navnet Beringshavet.

Ludvig Holberg (1684-1754)

Ludvig Holberg stammede fra Bergen. Han studerede teologi, historie, sprog og jura på Københavns Universitet. I sin ungdom foretog han flere dannelsesrejser i Europa, hvorefter han slog sig ned i København, hvor han fra 1717 blev ansat som professor ved Købehavns Universitet. Han udgav bl.a. “Natur- og Folkeret” om den ret, som er universel og ikke knyttet til bestemte lande. Endvidre skrev han “Danmarks Riges Historie”. Han skrev sine moralske og filosofiske tanker bl.a. i “Epistler” og de satiriske digte og Peder Pårs og Niels Klim. Mest kendt blev han dog for sine komedier, som blev spillet i det nyopførte teater i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade 10), hvor der var plads til 500 tilskuere. Teatret blev opgivet ved Københavns første brand i 1728. Bygningen blev revet ned i 1735 og erstattet af beboelse.

Ludvig Holberg blev velhavende ved selv at udgive sine værker, og han blev baron på herregården, Tersløsegård, som nu er indrettet til Holbergmuseum. Holberg forblev ugift og uden arvinger, så han donerede sin formue til Sorø Akademi.

Ludvig Holberg er begravet i Sorø Klosterkirke.

Hans Egede (1686-1758)

Hans Egede var præst på Lofoten, hvorfra han søgte at skabe interesse hos Frederik 4 for at genopdage Grønland og kristne befolkningen. Grøland havde været koloniseret siden vikingetiden, og der havde været handelsforbindelser frem til o. 1400 i kong Hans‘ tid, men ingen vidste, om der stadigvæk levede efterkommere af de oprindelige nordboere. I 1721 blev han så udsendt af kongen til Grønland, hvor han oprette kolonien “Håbets Ø” på en lille ø ud for det nuværende Nuuk. Beboerne, havde han selv taget med, bestod af 44 mennesker, som skulle grundlægge kolonien. Endvidere 30 soldater og nogle kvinder til deres behov. De byggede deres første huse på Håbets Ø, hvor de boede i 7 år, indtil de forlod øen og grundlagde Godthåb på fastlandet. Der var store udfordringer for mission, herunder særligt sygdom og manglende handelsmuligheder, og han fandt aldrig efterkommere af de oprindelige nordboere. I 1735 døde hans hustru af kobber og i 1736 vendte Hans Egede tilbage til Danmark og blev præst i Stubbekøbing.

Hans Egede døde i 1758 i en alder af 72 år. Han blev bisat fra Stubbekøbing Kirke men begravet ved Nikolaj Kirke i København. Graven er senere nedlagt, men på kirkens ydermur findes et epitafium for ham.

Peder Vessel Tordenskjold (1690-1720)

Peder Vessel blev født i Trondhjem. Som 13 årig tog han hjemmefra og rejste som blind passager til Danmark med et af de skibe som ledsagede Frederik 4 under hans store norgesrejse i 1704. Han kom som 16 årig ud at sejle og fik som 22 årig kommandoen over et dansk skib. Store Nordiske Krig var i gang, og PederVessel erobrede et svensk kaperfartøj. I 1715 deltog han i kampene mod svenskerne ved Fehmern og Rügen, og i den forbindelse foretog han nogle dristige operationer i Østersøen. I 1716 blev han adlet og fik navnet, Tordenskjold. I 1716 lå en svensk styrke ved Frederikshald i Norge. Den behøvede forsyninger, som blev sejlet fra Gøteborg til Dynekilen. Her lykkedes det Tordenskjold at føre en flåde ind i det smalle farvand og tage mange forsyningsskibe fra Sverige. På den lille klippeø i Dynekilen står en mindesten for slaget den 8. juli 1716. Der går en hængebro over til øen.

Året efter var han mindre heldig, idet forsøget på at angribe blokere Göteborg blev forhindret af de svenske styrker, som fra Nya Älfsborg stoppede Tordenskjold indsejling, og senere blev et forsøg på at ødelægge befæstningen af Strømstad også forhindret af svenskerne. Tordenskjold var den første til at overbringe nyheden om Karl 12’s død til Frederik 4 i 1718. I 1719 erobrede han Marstrand med Carlstens Fæstning i forbindelse med et dansk fremstød ned i Bohuslen.

I 1720 flyttede Tordenskjold ind i Strandgade 6 på Christianshavn. Her holdt han vilde og storslåede fester, der bl.a. involverede affyring af kanoner.

Tordenskjold døde i 1720 i en alder af 30 år under en duel med en tysk oberst. Han er begravet i Holmens Kirke.

Duellen fandt sted ved Gleidingen ved Hannover. På stedet står denne mindesten:

Hans Adolf Brorson (1694-1764)

Hans Adolf Brorson var præstesøn fra Randerup ved Løgumkloster. Han udgav sine første salmer som 36 årig i 1732 og i 1739 udgav han “Troens rare Klenodie”, som indeholdt 274 salmer. Brorson var grebet af pietismen ligesom kongen, og allerede i 1741 blev han udnævnt til biskop i Ribe. Blandt Brorsons mange salmer kan nævnes “Den yndigste rose er funden”, som var hans debut, samt “Op al den ting, som Gud har gjort”, “Den store hvide flok vi se” og “Her vil ties, her vil bies”.

Brorson er begravet i Ribe Domkirke.

Nicolai Eigtved (1701-1754)

Nicolai Eigtved kom fra yderst fattige kår på Vejle-egnen. Han blev tilknyttet forskellige herregårde som gartner, og blev efter en udenlandrejse ansat som hofarkitekt i 1732. Under Christian 6 var han arkitekt på det første Christiansborg (sammen med Lauritz de Thura), Prinsens Palæ og Sophienberg. Under Frederik 5 projekterede han Frederiksstaden og var medarkitekt på nogle af Amalienborg-palæerne. Det var Nicolai Eigtved, som indførte rokokko-stilen til landet som erstatning for barokken.

Nicolai Eigtved er begravet ved Skt. Petri Kirke.

Adam Gottlob Moltke (1710-1792)

Adam Gottlob Moltke kom fra Mechlenburg og blev tilknyttet hoffet under Christian 6. Han fik et nært forhold til kronprins Frederik (Frederik 5), og blev med tiden Frederiks hofmarskal. På den måde blev han den mægtigste mand efter kongen, og det var gennem ham, man skulle søge indflydelse. Kongen skænkede ham Bregentved Gods, og han blev yderst velhavende.

Han byggede Moltkes Palæ (senere Christian 7’s Palæ på Amalienborg)

I 1766, samme år som Chistian 7 efterfulgte sin far som konge, blev Moltke afskediget som et led i at forny kabinettet.

A.G. Moltke døde i 1792 i en alder af 79 år. Han er begravet i Karise Kirke.

J.H.E. Bernstorff (1712-1772)

Johann Hartwig Ernst von Bernstorff kom fra en diplomatfamilie i Hannover og blev tilknyttet det danske hof under Christian 6. Her arbejdede han i diplomatiet og avancerede under Frederik 5 til leder af Det tyske Kancelli (Udenrigsministeriet). Kongen var svag uden den store udenrigspolitiske interesse, så Bernstorff havde frie hænder. Han førte en selvstændig udenrigspolitik, hvor han på skift indgik alliance med Frankrig og Rusland. Bernstorff fik foræret en område i nuværende Gentofte, hvor han byggede palæet, Berntstorff Slot.

I 1770 under Christian 7 blev han udmanøvreret af Struensee, hvorefter han forlod landet

J.H.E. Bernstorff døde i 1772 i en alder af 59 år. Han er begravet i Kirche Siebeneichen i Lauenburg.

Ditlev Reventlow (1712-1783)

Ditlev Reventlow var holstensk godsejer, som kom til det danske hof under Christian 6. Han var Anna Sophie Reventlows fætter forskudt et led, og han var Christian Ditlev Reventlows halvfætter forskudt et led. Han var også svoger til Adam Gottlob Moltke.

Ditlev Reventlow blev også minister, men er mest kendt for din rolle i opdragelsen af Christian 7, en gerning han begyndte på i 1755. Hans opdragelsesmetoder var fysisk og psykisk vold, som var meget uegnede for den mentalt svækkede kronprins. I 1770 blev han afskediget af Struensee, hvorefter han vendte tilbage til Holsten.

Ditlev Reventlow døde i 1783 i en alder af 71 år. Han er begravet i Kirche Sarau i det østlige Holsten.

Ove Høegh-Guldberg (1731-1808)

Ove Høegh-Guldberg var født i Horsens. Efter studier på Københavns Universitet og ansættelse på Sorø Akademi blev han i 1764 tilknyttet Juliane Maries hof som lærer for Arveprins Frederik. Han var i stærk opposition til Struensee og oplysningstidens ideer. Ove Høegh-Guldberg var således en ledende kraft i den kommision, som fik Struensee dødsdømt. Han fik en ledende stilling i regereringen efter Struensees fald i 1772. Her tog han parti for enkedronningen, Juliane Marie og hendes søn, Arveprins Frederik, og i 1780 fik han styrtet undenrigsminister A.P. Bernstorff, men i 1784 blev han selv fjernet ved det statskup, som bragte Frederik 6 til magten. Herefter levede han som stiftsamtmand for Aarhus og boede på godset Hald Hovedgård.

Ove Høegh-Guldberg døde i 1808 i en alder af 76 år. Han er begravet på Finderup Kirkegård.

Carsten Niebuhr (1733-1815)

Carsten Niebuhr var født i nærheden af Hannover, og efter naturvidenskabelige studier i Hamborg blev han af den danske gehejmestatsminister J.H.E. Bernstorff udpeget som medlem af Den arabiske Ekspedition (1761-67), som skulle omfatte religion, arkæologi, naturvidenskab og geografi. Ekspeditionen blev ramt af sygdom, og alle de videnskabelige deltagere døde af malaria, undtagen Carsten Niebuhr selv. Da han kom hjem i 1767, havde han været i Ægypten, Arabien, Yemen, Indien, Iran og Tyrkiet. Han indsamlede mange oplysninger og udgav afhandlinger dem. Hans egen videnskabelige indsats bestod først og fremmest i anvende en ny metode til bestemmelse af længdgraden, hvormed han kunne tegne nøjagtige kort over området. Efter hjemkomsten bosatte han sig i Meldorf, hvor han blev justitsråd.

Carsten Niebuhr døde i 1815 i en alder af 78 år. Han er begravet i Sankt Johannes Kirche i Meldorf i Ditmarsken.

Andreas Peter Bernstorff (1735-1797

A.P. Bernstorff kom ligesom sin onkel, J.H.E. Bernstorff fra Hannover. Han fulgte i onklens fodspor og kom til den danske statsadministration under Frederik 5. I 1770 blev han ligesom onklen afskediget af Struensee, men vendte tilbage i 1772, og i 1773 blev han leder af Tyske Kancelli, dvs. udenrigsminister. Som udenrigsminister arbejdede han på at indgå alliance med Rusland mod Sverige, hvor Gustav 3 i 1772 havde tiltaget sig mere magt og pønsede på at erobre Norge. A.P. Bernstorff boede bl.a. på Bernstorff Slot, som var bygget af hans onkel. A.P.Bernstorff var en ivrig fortaler for de landboreformer, som blev indført i slutningen af 1700 tallet.

Andreas Peter Bernstorff døde i 1797 i en alder af 61 år. Han er begravet på kirkegården til Dreilützow Kirche.

Johann Friedrich Struensee (1737-1772)

Johann Friedrich Struensee stammede fra Tyskland. Han fungerede som læge i Altona i det danske Holsten og her blev han tilknyttet Christian 7 som livlæge under dennes europarejse i 1768-69. Han fortsatte tilknytningen til hoffet, hvor han indledte en forhold til dronning Caroline Mathilde med hvem han fik datteren, Louise Augusta. Parret brugte ofte Hirchholm Slot som ramme for deres kærlighedsforhold. Struensee var præget af oplysningstidens ideer om at indrette samfundet efter fornuft i stedet for religion og tradition. Han øvede stor indflydelse på Christian 7, som han fik manipuleret til at opløse statsrådet i 1770 til at gøre ham til Geheimekabinetsminister i 1771, således at Struensee nu havde den egentlige magt i landet. Herunder blev J.H.E. Bernstorff, A.P. Bernstorff og Ove Høegh Guldberg afskediget. Som landets egentlige leder indledte han et stort reformarbejde med indførelse af trykkefrihed og beskæring af godsejernes og militærets magt. Dette skaffede ham mange fjender, særligt Guldberg og enkedronning Juliane Marie. Ved et kup i 1772 blev Struensee arresteret og indsat på Kastellet. Han blev dømt til døden for at have haft et forhold til dronningen, for at have afskaffet statsrådet og for at have ført landets styre ud i kaos. Struensee blev henrettet 28. april 1772 på Øster Fælled. Først blev hans våbenskjold sønderbrudt. Derefter fik han afhugget højre hånd, hvorefter han blev halshugget. Hoved, hånd og kønsdele blev fremsvist for publikum, hvorefter liget blev parteret og opsat på hjul og stage på Vester Fælled. Øster Fælled er i dag Fælledparken og henrettelsesstedet lå i nærheden af den såkaldte Struensee-sten eller Blodsten, som findes tæt på Parken. Vester Fælled var byens gamle henrettelsesplads og lå i området ved nuværende Enghave Park på Vesterbro. Hvad der siden skete med Struensees rester kan man læse om i afsnittet om Vestre Kirkegård.

Johann Struensee er formentlig begravet i Skt. Petri Kirke.

Johan Herman Wessel (1742-1785)

Johan Herman Wessel, som blev født i Norge, var barnebarn af Tordenskjolds bror. Han kom til København i 1761, hvor han ernærede sig som oversætter. Han skrev også skuespil (mest kendt er “Kærlighed uden Strømper”) og digte, som f.eks. “Smeden og Bageren”. Hans digtning er præget af en ironisk distance og er skrevet meget ekvilibristisk.

Johan Herman Wessel døde i 1785 i en alder af 43 år. Han er begravet ved Trinitatis Kirke.

Johannes Ewald (1743-1781)

Johannes Ewald blev født på Vajsenhuset i København som søn af en vajsenhuspræst. Efter studieophold i Slesvig og deltagelse i syv-årskrigen blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1762. I resten af sit korte liv skrev han afhandlinger, drama, kantater, en selvbiografi og digte. Han blev først kendt, da han skrev et sørgedigt ved Frederik 5‘s død i 1766. I dag er han mest kendt for digtet, “Rungsteds Lyksaligheder”, som han skrev undet et ophold på Rungsted Kro (nuværende Rungstedlund) og kongesangen, “Kong Christian stod ved højen Mast”, som var indlagt i hans syngespil, Fiskerne. Sangen blev senere indlagt i “Elverhøj” skrevet af Johan Ludvig Heiberg. Han havde et skrøbeligt helbred, som ikke blev bedre af hans alkoholisme. Livet igennem var han påvirket af et afbrudt forhold til Arendse Hulegaard, som han lærte at kende allerede som 15-årig.

Johannes Ewald døde i 1781 i en alder af 37 år. Han er begravet ved Trinitatis Kirke.

Anna Cathrine Benthagen (Støvlet-Cathrine) (1745-1805)

Anna Cathrine Benthagen voksede op i en skomagerfamilie i København. Hun fik sit tilnavn, fordi hun leverede støvletter fra stedfaderes værksted til byens officerer. Hun var et uægte barn af Prins Georg Frederik Ludvig af Braunschweig-Bevern og Anna Marie Schröder, og dermed var enkedronning Sofie Magdalene hendes fasters svigerinde. Hun blev tidligt prostitueret med Christian 7 som sin mest kendte kunde. Hun fik en særlig indflydelse på den sindsyge konge, da hun kunne indleve sig i hans seksuelle tilbøjeligheder. Parret foretog nogle løsslupne eventyr i det københavnske natteliv, indtil Anna Cathrine blev forvist til Holsten i 1768. I 1770 blev hun benådet og besøgte kortvarigt kongen under hans ophold på Ascheberg i Holsten. Siden bosatte hun sig en overgang i Sorø, hvor hendes hus stadig ligger.

Anna Cathrine Benthagen døde i en alder af 60 år. Hun blev begravet på kirkegården hørende til Nikolajkirche i Pløn. Kirkegården er i dag sløjfet, og der er ingen rester af graven tilbage.

Arveprins Frederik (1753-1805)

Arveprins Frederik var søn af Frederik 5 og Dronning Juliane Marie. Han blev ført frem af sin mor som kandidat til den danske trone, men blev sammen med hende forvist fra hoffet af Struensee i 1770. Fra 1772 til 1784 var han igen tronkandidat, indtil kronprinsen, Frederik 6, endelig tog magten. Herefter boede han i ubemærkethed på Sorgenfri Slot og Amalien borg. Frederik blev gift med Sophie Frederikke af Mecklenburg og var officelt far til Christian 8, men mange mener, at Christian 8’s far i virkeligheden var Sophie Frederikkes elsker, Frederik von Blücher.

Arveprins Frederik er begravet i Roskilde Domkirke.

Sophie Frederikke af Mecklenburg (1758-1794)

Sophie Frederikke af Mecklenburg stammede fra det mecklenburgske fyrstehus. Hun blev gift med Arveprins Frederik i 1774. Hun var vellidt ved hoffet og blev mor til Christian 8. Hun døde efter længere tids svækkelse af tuberkulose.

Sophie Frederikke er begravet i Roskilde Domkirke.

Frederik von Blücher (1760-1806)

Frederik von Blücher var hofchef for Arveprins Frederik og chef for Livgarden til hest. Han var Sophie Frederikkes elsker og menes at være den egentlig far til Christian 8.

Frederik von Blücher døde i København i 1806 i en alder af 46 år. Hans grav er ukendt.

Christian Ditlev Reventlow (1748-1827)

Christian Ditlev Reventlow var Anna Sofie Reventlows grannevø.

Han var også halvfætter forskudt et led til den Ditlev Reventlow, som havde været Christian 7’s onde ånd. Han var godsejer og gehejmestatsminister under Frederik 6, som i praksis var landets regent i stedet for Christian 7 fra 1784. Reventlow var en af hovedmændene bag de landboreformer, som fandt sted i slutningen af 1700 tallet, og han praktiserede selv reformerne på sinde godser. Et af godserne var Pederstrup på Lolland, hvor der i dag er indrettet et Reventlow-museum.

Christian Ditlev Reventlow døde i 1827 i en alder af 79 år. Han er begravet på kirkegården til Horslunde Kirke.

Christian Frederik Hansen (1756-1845)

C.F. Hansen blev den førende arkitekt i første del af 1800 tallet. Han kom fra en skomagerfamilie. Hans mor havde været amme for den senere Christian 7. Men han arbejdede sig op og avancerede til kongelig bygmester, professor og direktør for kunstakademiet. Han satte stort præg på genopbygningen af København efter brande i 1700-tallet og Københavns bombardement i 1807. Hans bygninger er opført i klassicistisk stil, og blandt de mest markante er: Det andet Christiansborg, Københavns Domkirke og Københavns 5. rådhus – nu Københavns Domhus.

C.F. Hansen er begravet i Holmens Kirke.

Peter Willemoes (1783-1808)

Peter Willemoes blev født i Assens.

Han kom allerede som 12-årig på Søkadetakademiet og fik som 17-årig kommandoen over et flydende batteri, som deltog i Slaget på Reden, 2. april 1801. Her kæmpede han mod Lord Nelsons flagskib med en sådan tapperhed, at han blev berømt over hele landet. I 1808 var Willemoes ombord på linjeskibet “Prins Christian Frederik”, som blev angrebet af en engelsk flådeafdeling 22. marts 1808. Skibet blev sat på grund og siden sprængt. Der døde 55 søfolk, herunder Peter Willemos.

Peter Willemos døde i 1808 i en alder af 24 år. Han er begravet på Odden Kirkegård.

Benthe Frederikke Dannemand (1790-1862)

Benthe Frederikke Dannemand var datter af en brøndborer ved Holmen. Hun blev som 15 årig Frederik 6’s elskerinde, medens denne endnu var kronprins. Forholdet fortsatte efter at Frederik blev konge i 1808 og frem til hans død i 1839, dog afbrudt en periode, hvor Frederikke var i et andet forhold. Forholdet var accepteret af dronning Marie Frederikke, som selv havde et svageligt helbred, og efterhånden ikke kunne honorere kongens fysiske krav. Fru Dannemand fik fire børn med kongen.

Benthe Frederikke Dannemand er begravet på Garnisons Kirkegård. døde i 1862 i en alder af 72 år.

Charlotte Frederikke af Mechlenburg-Schwerin (1784-1840)

Charlotte Frederikke var Christian 8‘s kusine, idet hendes far og Christian 8’s mor var søskende.

Charlotte Frederikke blev gift med Christian 8 i 1808, hvor hun var 24 år gammel, og året efter blev hun mor til den senere Frederik 7. Ægteskabet blev kort og stormomsust, og allerede i 1810 blev parret skilt efter at Charlotte Frederikke havde været kongen utro med en sanglærer. Herefter blev hun forvist til Horsens, hvor hun boede indtil 1829. Hun måtte ikke se sin søn, Frederik 7, og hendes opførsel i byen gav hende tilnavnet, “den gale prinsesse”. Herefter flyttede hun til Rom og konverterede til katolik.

Charlotte Frederikke døde i 1840 i en alder af 55 år. Hun er begravet på kirkegården, Campo Santo Teutonico i Vatikanstaten.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844)

Bertel Thorvaldsen kom på Det kongelige danske Kunstakademi allerede som 11-årig, og med et rejselegat fra akademiet kom han til Rom 8. marts 1797. Her tilbragte han 40 år og fejrede hvert år sin anskomstdato som sin anden fødselsdag. Han boede i Via Sistina 46 i Rom og havde arbejdsplads i det nærliggende Palazzo Barberini.

Den verdensberømte Thorvaldsen udførte et stor antal skulpturer, relieffer og buster, alle med tydelige referencer til den klassiske græske kunst.

I 1838 vendte Thorvaldsen hjem til Danmark. Han skænkede sin store samling af egne og antikke kunstværker til det nyopførte Thorvaldsens Museum.

Thorvaldsen døde i 1844 i en alder af 73 år. Han er begravet i gården hørende til Thorvaldsens Museum.

H.C. Ørsted (1777-1851)

Hans Christian Ørsted blev født i Rudkøbing som søn af en apoteker.

Ørsted var allerede som barn interesseret i kemi, og blev uddannet som farmaceut. Han interesserede sig meget for sammenhænge i naturen og tilføjede mange nye ord til det danske sprog, f.eks. ilt for oxygen og brint for hydrogen. Han blev den første, som isolerede grundstoffet Aluminium, men mest kendt er han dog for opdagelsen af elektromagnetismen i 1820. Det lykkedes ham at påvise, at den elektriske strøm kunne påvirke en magnetnål, og derved fik han skabt en sammenhæng mellem to fysiske fænomener, elektricitet og magnetisme. Denne sammenhæng blev yderligere undersøgt i løbet af 1800 tallet, og fandt sin endelige beskrivelse i de maxwelske ligninger, som er det teoretiske grundlag for en stor mængde apparater, f.eks. elektromotoren og generatoren. I 1829 stiftede Ørsted Den polytekniske Læreanstalt, som i dag hedder Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

H.C. Ørsted døde i en alder af 73 år. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Anders Sandøe Ørsted (1778-1860)

Anders Sandøe Ørsted var født i Rudkøbing som lillebror til H.C. Ørsted. Han uddannede sig til jurist, og blev kendt for sit retsvidenskabelige arbejde. Han havde deltaget i ministeriet under Christian 8, og blev også medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han endte dog med at stemme imod grundloven. Efter Første slesvigske Krig blev han premierminister i 1853 i en alder af 75 år. Han var ikke tilknyttet noget parti, men hans synspunkter lå på højrefløjen, og han var tilhænger af en helstatsløsning i modsætning til De Nationalliberale, som ville skille hertugdømmerne og indlemmme Slesvig i kongedømmet. Han gik af i 1854, da hele ministeriet blev afskediget.

A.S. Ørsted er afbildet på Constantin Hansens billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

A.S. Ørsted er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Adam Oehlenschläger var dansk digter og skuespilforfatter, som indvarslede romantikken. Han er mest kendt for digtene, “Guldhornene” og nationalsangen, “Der er et yndigt Land” samt skuespillene, “Aladdin”, “Håkon Jarl hin Rige” og “Hagbard og Signe“. Særligt Aladdin kan ses som en programerklæring for romantikken med modsætningen mellem “geniet”, Aladdin og den logisk tænkende “Noureddin”.

Adam Oehlenschläger døde i 1850 i en alder af 70 år. Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872)

Grundtvig blev blev født som præstesøn i Udby Præstegård på Sydsjælland. Efter bestået teologieksamen blev han huslærer på herregården Egelykke på Langeland. Her medførte en umulig forelskelse i husets frue, Constance Leth, en religiøs og romantisk vækkelse, som kom til at præge resten af hans liv. I 1808-10 udgav han værker om nordisk mytologi centreret om kampen mellem kristendom og hedenskab. I 1810 blev han kapellan i Udby Kirke for sin far. Her begyndte han at skrive sine salmer, samtidig med, at han led af maniodepressivitet, og her skiftede han fokus fra mytologien til kristendommen. De følgende år brugte Grundtvig til at udgive værker om Danmarks historie samt at skrive salmer samtidig med at han kastede sig ud i litterære fejder med datidens førende åndspersonligheder. Grundtvig mente, at grundlaget for kristendommen var “det levende ord”. Dette princip udviklede han til at være grundlaget for den brede folkeoplysning, som begyndte at tage form i nyoprettede højskoler. Han var nært tilknyttet til Christian 8‘s dronning, Caroline Amalie og var således monarkist, men kom alligevel i Rigsdagen efter grundlovens indførelse i 1849. Grundtvigs forfatterskab tæller 1500 salmer, og han fik en stor indflydelse på kristendommen som modvægt mod den stive pietisme. Ved siden af dette står også hans store indflydelse på uddannelse, folkeoplysning og folkestyre.

Grundtvig døde i 1872 i en alder af 90 år. Han er begravet på Claras Kirkegård ved Køge. Clara Sophie Carlsen (1822-1852) var hustru til godsejeren på Gammel Køgegård, Hans Carlsen, hvis søster, Ane Marie, var Grundtvigs 2. hustru.

Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)

Johan Ludvig Heiberg var søn af forfatteren P.A. Heiberg og Thomasine (Gyllemburg). Da faderen i år 1800 blev landforvist pga. sine skrifter mod magthaverne, startede en periode, hvor Johan Ludvig boede skiftende steder gennem sin barndom og ungdom, herunder hos ægteparret Rahbek på Frederiksberg. Her stiftede han bekendskab med tidens førende kulturpersonligheder, bl.a. Oehlenschläger og Ørsted.

Heiberg blev dirketør for Det kongelige Teater og indførte vaudevillen som genre. Han mest kendte værk er Elverhøj, bygget over Fiskerne af Johannes Ewald. Sammen med sin hustru, Johanne Louise Heiberg, skabte han et hjem, som blev mødested for de største af tidens kultupersonligheder.

Johan Ludvig Heiberg er begravet på Holmens Kirkegård.

Christian Albrecht Bluhme (1794-1866)

C.A. Bluhme var uddannet jurist og avancerede hurtigt under Christian 8, så han blev minister i martsregeringen i 1848. Han kom med i Den grundlovgivende Rigsforsamling, og i 1852 blev han premierminister. Fredsaftalen efter Første slesvigske Krig indebar, at Helstaten bestående af Danmark og de tre hertugdømmer skulle fortsætte. Bluhme var som højre-mand også tilhænger af helstaten i modsætning til De Nationalliberale, som ville have adskildt hertugdømmerne og lægge Slesvig ind under Danmark. Bluhmes udfordringer var bl.a. at afgrænse Grundloven af 1849, som man ikke syntes om i hertugdømmerne samt at fastlægge arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Han måtte gå af i 1853 p.g.a. splid i regeringen. I 1864 blev han udnævnt til konseilspræsident efter, at Monrad var afskediget. Han kunne dog ikke få samlet en politik om en revision af grundloven, og han gik af året efter i 1865.

C.A. Bluhme er afbildet på Constantin Hansens billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

C.A. Bluhme er begravet på Holmens Kirkegård.

Olaf Rye (1797-1849)

Olaf Rye stammede fra Norge, men rejste til Danmark i protest mod unionen med Sverige i 1814. Han blev oberst i Første slesvigske Krig, hvor han med stor dygtighed ledte sine styrker i forskellige slag mod oprørsstyrkerne. Han fik trukket de fjendtlige styrker op i Jylland, hvor de blev isoleret, og 6. juli 1849 ledte han de danske styrkers udfald fra Fredericia, hvor han faldt i slaget. I Fredericia er han mindet flere steder.

Olaf Rye er begravet på Garnisons Kirkegård

H.C. Andersen (1805-1875)

Danmarks mest berømte forfatter var søn af en skomagersvend og en vaskekone. Der er dog teorier om, at hans far i virkeligheden var kronsprins Christian, den senere Christian 8, der var gurvernør over Fyn med bopæl på Odense Slot.

14 år gammel rejste H.C. Andersen til København, hvor han uden held forsøgte sig på Det kongelige Teater som sanger, skuespiller og tekstforfatter. Han blev støttet af indlydelsesrige personer og havde en svær tid som elev på latinskolen i Slagelse og Helsingør, men debuterede endelig i 1831 i en alder af 26 år med de første af de eventyr, som skulle gøre ham verdensberømt. Andersen var altid på rejse i Europa eller på ophold hos venner på danske herregårde, og han opnåede stor berømmelse i levende live. Hans første udenlandsrejse gik til Italien i 1833.

Han boede flere steder i København, bl. a. i Nyhavn. Der findes flere statuer af H.C. Andersen. Den mest kendte er opstillet ved Rådhuspladsen/H.C. Andersens Boulevard i København.

H.C. Andersen er begravet på Assistens Kirkegård.

Johanne Louise Heiberg (1812-1890)

Johanne Louise Heiberg (f. Pätges) kom fra yderst fattige kår, men kom alligevel ind på Det kongelige Teaters danseskole, hvor hun afslørede et stort talent. Hun begyndte hurtigt at spille teaterroller, og her blev hun hurtigt beundret for sine store evner. I 1831 giftede hun sig med Johan Ludvig Heiberg, som var direktør for teatret. Han havde skrevet teaterstykker til hende, bl.a. “Et eventyr i Rosenborg Have”, og Agnete i “Elverhøj” var også skræddersyet til hende. Ægteparret Heiberg hørte til den absolutte kulturelite i Guldalderens København. Johanne Louise begyndte selv at skrive, bl.a. vaudevillen, “En søndag på Amager”, men hendes mest kendte værk er den selvbiografiske “Et liv genoplevet i Erindringen.

Johanne Louise Heiberg er begravet på Holmens Kirkegård.

Søren Kirkegaard (1813-1855)

Søren Kirkegaard var en verdensberømt dansk filosof, hvis filosofi var præget af en kristen grundholdning og modsætningen mellem det æstetiske og det etiske. Søren Kirkegaard mente, at hans slægt bar på en forbandelse, som han ikke kunne indvie andre i, og det var årsagen til, at han brød forlovelsen med Regine Olsen. I hans sidste år lå han i en voldsom fejde med kirken, som han anklagede for ikke at være tro mod kristendommen. Han vigtigtse værker er “Enten eller” fra 1843 og “Stadier på livets vej” fra 1845.

Søren Kirkegaard er begravet på Assistens Kirkegård.

Vilhelm af Hessen-Kassel (1787-1867)

Vilhelm af Hessen-Kassel var far til dronning Louise af Hessen. Han var titulær landgreve af Hessen-Kassel, men boede størstedelen af sit liv i Danmark, hvor han var gift med Louise Charlotte.

Vilhelm døde i 1867 i en alder af 79 år- Han er begravet ved Slosskirche Rumpenheim

Louise Charlotte (1789-1864)

Louise Charlotte var mor til dronning Louise af Hessen. Hun var datter af Arveprins Frederik og Sophie Frederikke af Mecklenburg, og var således søster til Christian 8.

Da hendes bror blev konge i 1839, fik hun en betydelig indflydelse ved hoffet. Hun giftede sig i 1810 med landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel. Parret benyttede meget Charlottenlund Slot som sommerophold. Sammen fik de datteren Louise, som blev dansk dronning gift med Christian 9.

Louise Charlotte er begravet i Roskilde Domkirke.

Peter Georg Bang (1797-1861)

P.G. Bang var jurist og fik i 1847 til opgave at udforme en betænkning om indførelse af en fri forfatning og afskaffelse af enevælden. Han blev medlem af martsregeringen i 1848 og blev premierminister, siden konseilspræsident efter A.S. Ørsted i 1854. Det var under hans regering, at Helstatsforfatningen af 1855 blev vedtaget. Det var en forfatning for helstaten bestående af Danmark og de tre hertugdømmer, men hvor junigrundloven kun gjaldt for kongeriget. Lederen af helstaten fik så titlen konseilspræsident. Bang var uden for partierne, men delte mange anskuelser med partiet, Højre. Bang gik af i 1856.

P.G. Bang er afbildet på Constantin Hansens billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling, og han fik den kendte gade, Peter Bangs Vej på Frederiksberg opkaldt efter sig.

P.G. Bang er begravet på Assistens Kirkegård.

Vilhelmine Marie (1808-1891)

Vilhelmine Marie var yngste datter af Frederik 6 og dronning Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. I 1828 blev hun gift med kronprins Frederik, den senere Frederik 7. Ægteskabet blev ulykkeligt og barnløst, og blev allerede hævet i 1834. I 1838 blev hun gift med Hertug Carl af Glücksborg, som var bror til den senere kong Christian 9. Også dette ægteskab var barnløst, og efter Carls død i 1878 levede Vilhelmline Marie i 13 år som enke.

Vilhelmine Marie døde i 1891 i en alder af 83 år. Hun er begravet på Neuer Friedhof i Glücksborg.

J.C. Jacobsen (1811-1887)

Jacob Christian Jacobsen havde et bryggeri i Brolæggerstræde 5 i København. Her eksperimenterede han med forbedrede gærtyper, og i 1847 flyttede han bryggeriet til Valby og kunne sælge de først typer af den nye øltype, bayersk øl. Sønnen Carl Jacobsen stiftede i 1880’erne bryggeriet Ny Carlsberg, som konkurrede med faderens Gamle Carlsberg. De to bryggerier blev først sluttet sammen i 1906. Bryggerierne er ejet af Carlsbergfondet, som også støtter naturvidenskab, og som financierede genopbygningen af Frederiksborg Slot efter branden i 1859. Carl Jacobsen var en ivrig kunstsamler og skænkede sin samling til den danske stat, hvor de blev grundlaget for Ny Carlsberg Glyptoteket, som blev grundlagt i 1897.

J.C. Jacobsen døde i 1887 i en alder af 75 år. Han er begravet i krypten under Jesuskirken i Valby. Der ligger Carl Jacobsen også begravet.

Carl Christopher Georg Andræ (1812-1893)

C.C.G. Andræ var matematiker og ansat ved militæret. Han underviste i landmåling ved Den militære Højskole og blev direktør for Den danske Gradmåling, som senere blev til Geodætisk Institut. Han deltog i Den grundlovgivende Rigsforsamling og blev minister under P.G. Bang. Herefter blev han konseilspræsident i 1856. Politisk tilhørte han venstrefløjen, altså Bondevennerne, men han havde et meget praktisk syn på tingene. Han var i sin regeringstid tilhænger af helstatsløsningen, men oplevede, at stemningen mere og mere svingede over i en løsning, hvor Slesvig blev tilknyttet kongeriget. Dette bevirkede, at han søgte sin afsked efter 7 månder i 1857.

C.C.G. Andræ er med på billedet af Den grundlovgivende Rigsforsamling af Contantin Hansen.

C.C.G. Andræ er begravet på Assistens Kirkegård.

Carl Christian Hall (1812-1888)

Carl Christian Hall var jurist og tilsluttede sig Den Nationalliberale. Han var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling og var efterfølgende en ivrig fortaler for at politikken om “Danmark til Ejderen”, som indebar en løsrivelse af Holsten og Lauenborg og en tilknytning af Slesvig til kongeriget. Alligvel var han minister under P.G. Bang, som indførte helstatsforfatningen i 1855. Han fortsatte under ministeriet C.C.G. Andræ, indtil han selv blev konseilspræsident i 1857. Han var så regeringsleder frem til nytåret 1863, kun afbrudt af ministeriet Rotwitt, som fungerede nogle måneder i 1859-60. Halls ministerium fremsatte forslaget til novemberforfatningen i 1863. Den blev vedtaget 13. november men blev først underskrevet af Christian 9, da Frederik 7 døde to dage efter. Hall fortsatte i Folketinget, og nåede at blive kultiminister i regeringen Holstein-Holsteinborg fra 1870-1874.

C.C. Hall er afbildet på Constantin Hansens maleri af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

C.C. Hall er begravet på Herlufsholm Kirkegård.

Carl Eduard Rotwitt (1812-1860)

C.E. Rotwitt var jurist og medlem af Folketinget fra 1849. Han var formand for Folketinget fra 1853-59, og dannede regering i 1859 efter Hall. Hans død få måneder efter satte dog et brat punktum for hans politiske karriere. Rotwitt tilhørte Bondevennerne, men stemte alligevel tit imod lovforslag fra disse.

C.E. Rotwitt er begravet på Assistens Kirkegård.

Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz (1821-1876)

Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Streelitz tilhørte fyrstefamilien Mecklenburg-Strelitz. I Danmark var hun kendt som prinsesse Mariane. Hun blev gift med Frederik 7 i 1841, men ægteskabet blev opløst i 1846, da Frederik ikke havde nogen følelser for hende, og på det tidspunkt havde truffet Louise Rasmussen, den senere Grevinde af Danner. Resten livet levede hun tilbagetrukket i Neustrelitz.

Mariane døde i 1876 i en alder af 55 år. Hun er begravet i Mirows Johanitterkirche.

Louise, grevinde af Danner (1815-1874)

Louise Rasmussen var det udenomsægteskabelige resultat af en forbindelse mellem en tjenestepige og en grosserer. Som 11-årig kom hun til Det kongelige Teater, hvor hun var ansat til 1841. Her mødte hun Carl Berling, ugiveren af Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. Efter at have født dennes uægte søn, blev hun fritaget fra teateret og etablerede sig som modehandlerske.

Hun havde mødt Frederik 7 allerede i 1830’erne og efter to forliste ægteskaber fik kongen i 1850 gennemtrumfet, at han kunne gifte sig med hende på trods af regeringens modstand. Kongen trumfede sin vilje igennem med ordene “Hende til kone eller jeg er ikke konge mere”. Louise havde en modererende indflydelse på den temperamentsfulde konge og dæmpede hans store alkoholforbrug. Parret købte Jægerspris Slot, som efter hendes død blev indrettet som børnehjem. Hun oprettede også “Kong Frederik den Syvendes stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden”. Huset stod først færdig året efter hendes død, og er i dag kendt som Dannerhuset, som modtager voldsramte kvinder.

Grevinde Danner døde i 1874 i en alder af 58 år. Hun er begravet i slotshaven ved Jægerspris Slot.

Døden indtraf på et hotel i Genova, hvortil grevinden var rejst. Hun døde af rosen, ligesom sin mand 11 år tidligere. Infektionen havde hun muligvis fået, da hun havde kastet sig over Frederik 7’s lig. Grevindens lig blev transporteret til Danmark, hvor bisættelsen fandt sted i Holmens Kirke. Hun ligger i højen i en marmorsarkofag udfærdiget af J.T. Zelner, som også havde stået for udfærdigelsen af hendes mands egetræskiste i Roskilde Domkirke.

Orla Lehmann 1810-1870

Orla Lehmann var uddannet jurist og blev kendt for sin store veltalenhed og sit engagement for at få indført tale- og trykkefrihed, en fri forfatning og for at få Slesvig indlemmet i kongeriget. Han var en ledende skikkelse i Den nationalliberale bevægelse og i Bondevennerne. Efter Christian 8’s død i 1848 øgedes presset for at indføre et folkeligt styre, og her holdt Orla Lehmann den 11. marts en berømt tale i Casinobygningen (lå på hjørnet af Amaliegade og Toldbodgade). I talen argumenterede han for at indlemme Slesvig i kongeriget og afskaffe enevælden. Dagen efter, den 12. marts, talte han i Hippodromen (lå i Nørregade, hvor nu Folketeatret ligger). Her lovede han at arbejde for almindelig valgret. Han blev medlem af martsregeringen og var sammen med D.G. Monrad forfatter til Grundloven. I 1861 blev han minister i ministeriet C.C. Hall. Her arbejdede han for Ejderpolitikken, som gik ud på at indlemme Slesvig i kongeriget og udskille Holsten og Lauenborg. Denne politik var i modstrid med helstatspolitikken, som var påtvunget Danmark efter afslutningen af Første Slesvigske Krig, og som gik ud på at danne en stat bestående af kongeriget og de tre hertugdømmer, som ikke måtte adskilles. Lehmanns tid som minster sluttede 31. december 1863, hvor Hall ministeriet trådte tilbage. Lehmann er afbildet på Constantin Hansens maleri af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

Orla Lehmann er begravet på Holmens Kirkegård.

Ditlev Gothard Monrad (1811-1887)

D.G. Monrad var født i Norge, og uddannede sig til teolog i Danmark, men blev kendt i offentligheden for sine artikler i bl.a. Fædrelandet. Her argumenterede han stærkt for enevældens afskaffelse og indførelse af en fri forfatning. Sammen med Orla Lehmann skrev han udkastet til junigrundloven, ligesom han også var medlem af martsregeringen. Monrad er afbildet på Constantin Hansens maleri af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

Monrad var som nationallieberal tilhænger af, at indlemme Slesvig i Danmark. Han overtog regeringsmagten efter Hall 31. december 1863 og var under hele 2. slesvigske krig fortaler for ikke at give op over for den tyske overmagt. Dette synspunkt blev mere og mere uholdbart i løbet af 1864 og tillige med Monrads manio-depressive sind førte det til hans afskedigelse 8. juli.

Fra 1865-1869 levede Monrad i New Zealand som nybygger.

Efter hjemkomsten deltog han stadigvæk i politik og blev også udnævnt til biskop i Nykøbing Falster.

Monrad døde i 1887 i en alder af 75 år. Han blev begravet på en nu nedlagt kirkegård i Nykøbing Falster. Kirkegården lå, hvor nu Kvickly ligger. Mindestenen for Monrad er nu opstillet på Østre Kirkegård i Nykøbing Falster.

Adam Wilhelm Moltke (1785-1864)

A.W. Moltke var barnebarn af A.G. Moltke og ejede herregården Bregentved. Han var statsminister i regeringen fra 1831-1848 under Frederik 6, Christian 8 og Frederik 7. Fra 1848 var han premierminister i 4 regeringer frem til 1852. De blev kaldt hhv. marts-, november-, juli- og oktoberministeriet. Han var ikke tilknyttet nogen af partierne i Rigsdagen, men blev anset som moderat liberal. A.W. Moltke er afbildet på Constantin Hansens maleri af Den Grunlovgivende Rigsforsamling.

A.W. Moltke er begravet i Karise Kirke.

C.F. Tietgen (1829-1901)

Carl Frederik Tietgen kom fra fattige kår i Odense, men skabte sig en handelsmæssig karriere. Han blev i 1857 valgt som direktør for den nystiftede Privatbanken, som var Danmarks første bank ved siden af Nationalbanken. Herefter blev han stifter og medstifter af adskillige foretagender, f.eks. DFDS, Store Nordiske Telegrafselskab og Tuborg. Han bekostede færdiggørelsen af Frederikskirken, som var påbegyndt i 1749.

C.F. Tietgen døde i 1901 i en alder af 72 år. Han er begravet på den gamle kirkegård ved Lyngby Kirke.

Christian de Meza (1792-1865)

Christian de Meza startede som kadetelev som 12-årig i 1803. Han deltog i 1. slesvigske Krig, hvor han fik rang af oberstløjtnant og siden general. Bl.a. deltog han i udfaldet fra Fredercia 6.juli 1849 og i Slaget på Isted Hede 25. juli 1850. Ved udbruddet af 2. slesvigske var de Meza overgeneral for de danske styrker ved Dannevirke. Her indså han, at stillingen ikke kunne forsvares mod de fjendtlige styrker, og organiserede et tilbagetog den 5. februar 1864. Tilbagetoget var militærteknisk korrekt, og reddede den danske hær fra udslettelse. Alligevel blev de Meza afskediget den 29. februar. På dette tidspunkt havde han folkestemningen imod sig og blev tillagt hovedansvaret for nederlaget, men hans indsats er senere blevet anerkendt. Han døde dog året efter inden denne anerkendelse blev til virkelighed.

Christian de Meza er begravet på Garnisons Kirkegård.

Anton Frederik Tscherning (1795-1874)

Anton Frederik Tscherning var søn af en inspektør ved kanonstøberiet i Frederiksværk. Han startede som kadetelev i 1809 og avancerede efterhånden til oberst i 1848. Tscherning var en kontroversiel figur i militæret, som han mente skulle nyorganiseres efter nederlaget i 1807. Han deltog i bevægelsen for mere frihed i 1840’erne og kom med i den grundlovgivende rigsforsamling i 1848. Tscherning er afbildet på C.F. Hansen billede. Han blev krigsminister i martsministeriet Moltke i 1848. Her organiserede han hæren i starten af 1. slesvigske krig, men måtte gå af, da Moltke dannede novemberministeriet samme år.

Tschernings politiske ståsted var venstrefløjen, hvor han var den første leder af partiet, Bondevennerne. Efter sin afgang som minister fortsatte han i rigsdagen til 1864, hvor han var en ivrig talsmand for en decentralisering af styret og for en helstatsløsning. Det sidste bragte ham i kraftig opposition til De Nationalliberale men mere på bølgelængde med Højre.

Tscherning er begravet på Garnisons Kirkegård.

Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896)

C.E. Frijs var som godsejer på Frijsenborg med tilhørende godser landets største jordbesidder. Han overtog regeringen i 1865 som leder af Højre og fik gennemført den reviderede grundlov af 1866. Det var et demokratisk tilbageslag, idet de store jordbesiddere fik fortrinsret til landstinget.

C.E. Frijs døde i 1896 i en alder af 77 år. Han er begravet i parken til Frijsenborg Slot.

Ludvig Holstein-Holsteinborg (1815-1892)

Ludvig Holstein-Holsteinborg var godsejer og startede politisk som medlem af Højre. Det var dog som leder af Mellempartiet, at han blev konsejlspræsident efter C.E. Frijs i 1870. Han formåede at holde Danmark neutral under Den fransk-tyske Krig.

Ludvig Holstein-Holsteinborg døde i 1892 i en alder af 76 år.

Han er begravet på Holsteinborg Kirkegård

Chresten Andreas Fonnesbech (1817-1880)

Chresten Andreas Fonnesbech var godsejer og overtog posten som konsejlspræsident efter Ludvig Holstein-Holsteinborg, som trådte tilbage i 1874. Han kunne dog heller ikke få sin politik igennem Folketinget, hvor partiet, Det forenede Venstre havde absolut flertal. Han trådte tilbage året efter.

C.A. Fonnesbech døde i 1880 i en alder af 62 år. Han er begravet på Jorløse Kirkegård.

Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913)

J.B.S. Estrup var godsejer på Skaføgård ved Randers og Kongsdal ved Holbæk. Han blev konsejlspræsident i 1874 og bestred posten i 20 år frem til 1894. Som godsejer og leder af Højre, der havde flertal i Landstinget, bekæmpede han Venstre, som havde flertal i Folketinget. Finanslovene blev stemt ned af Folketinget, men blev alligevel gennemført som provisoriske finanslove. At Estrup kunne blive siddende på trods af, at han havde et folketingsflertal imod sig, skyldtes, at parlamentarismine endnu ikke var gennemført. Estrup var også tilhænger af et stært forsvar og fik gennemført befæstningen af København i 1880’erne, hvor Vestvolden blev bygget. 21. oktober 1885 forsøgte en typografelev at dræbe Estrup med skud ud for hans hjem i Toldbodgade. Attentatforsøget mislykkedes, men gav anledning til at oprette et berygtet politikorps, De blå Gendarmer. Estrup havde i hele perioden Christian 9’s fulde støtte. Han gik af i 1894.

J.B.S. Estrup døde i 1913 i en alder af 88 år. Han er begravet på Undløse Kirkegård.

Tage Reedtz-Thott (1839-1923)

Tage Reedtz-Thott var godsejer på Gavnø ved Næstved. Han var medlem af Højre og overtog posten som konseilspræsident i 1894 efter Estrup. Reedtz-Thott var mere kompromissøgende end sin forgænger over for Venstre, men kunne ikke komme igennem med sin politik og gik af i 1897.

Tage Reedtz-Thott døde i 1923 i en alder af 84 år. Han er begravet på Vejlø Nye Kirkegård.

Hugo Egmont Hørring (1842-1909)

H.E. Hørring var embedsmand i centraladministrationen og blev som højre-mand minister under Reedts-Thott. Ved dennes afgang i 1897 blev Hørring ny konseilspræsident, men han kunne lige så lidt som sin forgænger få gennemført sin politik i en rigsdag med venstre-flertal i Folketinget.

H.E. Hørring døde i 1909 i en alder af 66 år. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.

Hannibal Sehested (1842-1924)

Hannibal Sehested var godsejer på Broholm Slot ved Gudme. Han var efterkommer i 7. led af Mogens Sehested af Holmgaard (1598-1657), som var bror til Christian 4‘s svigersøn, staholder i Norge og rigsskatmester Hannibal Sehested. Højre-manden Hannibal Sehested blev konseilspræsident i 1900, hvor Hørring måtte gå af. Han ville fortsætte med at regere med provisoriske finanslove, men måtte gå i 1901, hvorefter Højre tabte stort ved et folketingsvalg og måtte overgive magten til Venstre, hvorefter parlamentarismen blev indført.

Hannibal Sehested døde i 1924 i en alder af 81 år. Han er begravet på Gudme Kirkegård.

Christen Berg (1829-1891)

Christen Berg var uddannet skolelærer og kom i Folketinget i 1866. Han var aktiv i dannelsen af Det forenede Venstre, hvor han var lederfigur frem til sin død. Han kæmpede især for indførelse af parlamentarisme og stod som Estrups hovedmodstander. Han måtte dog også navigere i de forskellige fraktioner, som Venstre blev opsplittet i. Herunder kom han i modsætning til Hørup og Brandes. Som et led i kampen for parlamentarisme grundlagde Berg en række dagblade, kaldet de Bergske blade, herunder Kolding Folkeblad og Frederiksborg Amts Folkeblad. Berg formåede at samle mange mennesker om den folkelige modstand mod regeringen, og i forbindelse med en episolde ved et møde i 1885 blev Berg idømt et halvt års fængsel. Dette skete uden at hans immunitet blev ophævet og fængselsopholdet var kun med til at øge hans popularitet i befolkningen.

Christen Berg døde di 1891 i en alder af 69 år. Han begravet på Kolding Gamle Kirkegård.

Viggo Hørup (1841-1902)

Cand. Jur. Viggo Hørup kom i Folketinget i 1876 som medlem af Det forenede Venstre. Han kom dog i opposition til en anden venstre-leder, Christen Berg, som han anså for at være for samarbejdsvillig over for regeringen. Hørup tilsluttede sig de mest yderliggående venstre-fraktioner, og regnes som en af ophavsmændene til Det radikale Venstre, som dog først blev grundlagt i 1905. Hørup var især modstander af øgede militærudgifter, herunder Københavns befæstningen og er kendt for udtalelsen: “Hvad kan det nytte?”. Han var grundlægger af dagpladet Politiken sammen Edvard Brandes. Ligesom Berg blev Hørup også fængslet. Han opnåede at blive minister i regeringen Deuntzer i 1901.

Hørup døde i 1902 i en alder af 60 år. Han er begravet på Gentofte Kirkegård.

Edvard Brandes (1847-1931)

Edvard Brandes var bror til forfattereren og kritikeren, Georg Brandes. Han kom i Folketinget i 1880 for Venstre, men var ikke enig med Berg om den politiske retning. Han var i 1905 medstifter af Det radikale Venstre, og han var sammen med Hørup grundlægger af dagbladet Politiken. Han er kendt for at have afholdt en duel med skuespilleren, Schyberg, som han havde fornærmet. Ingen kom til skade, men Brandes måtte 14 dage i fængsel. Senere blev han minister i ministerierne Zahle

Edvard Brandes døde i 1931 i en alder af 84 år. Han er begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård.

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918)

J.H. Deuntzer var jurist og blev i 1901 den første konseilspræsident for partiet Venstre. Han var ikke leder af partiet og forekom spiselig for den konservative Christian 9. Med Deuntzer indførtes parlamentarismen som princip, så en regering ikke måtte have et folketingsflertal imod sig. Dette princip blev dog ikke nedskrevet, men kom først med i grundloven i 1953. Efter sin afgang i 1905 nærmede Deuntzer sig Det radikale Venstres synspunkter, og han blev også medlem af partiet.

J.H. Deuntzer døde i 1918 i en alder af 73. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård, men gravstedet er sløjfet.

Jens Christian Christensen (1856-1930)

J.C. Christensen (udtales I.C. Christensen) var bondesøn fra Vestjylland. Han blev læreruddannet og kom i 1890 i Folketinget for Venstre. Her tilsluttede han sig den Bergske fløj og blev minister i regeringen Deuntzer i 1901. Her var han regeringens egentlige leder, og blev i 1905 også dens formelle leder som konseilspræsident. Han måtte dog gå af allerede i 1908 på grund af Albertiskandalen, som medførte en rigsretsanklage. Han var fortsat Venstres leder og blev minister under både Zahle og Neergård.

J.C. Christensen døde i 1930 i en alder af 74 år. Han er begravet på Hee Kirkegård.

Enrico Mylius Dalgas (1828-1894)

E.M. Dalgas var dansk officier, som særlig er kendt for at have igangsat tilplantning af den jyske hede efter nederlaget i 1864. Han stiftede Det danske Hedeselskab, hvis oprindelige formål var at “fremme frugtbagørelsen af af de jyske heder”. Han er kendt for udtalelsen: “Hvad udad tabes, skal indad vindes”.

E.M. Dalgas døde i 1894 i en alder af 65 år. Han er begravet på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Georg Brandes (1842-1927)

Georg Brandes skabte med forelæsningsrækken og senere udgivelsen: “Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur” en position som datidens fremmeste kritiker. Han opponerede mod romantikken og formulerede, at litteraturens formål var “at sætte problemer under debat”. Han dannede sammen med sin bror, Edvard Brandes og Viggo Hørup grundlaget for “Det moderne gennembrud” i 1870’erne og kulturradikalismen i mellemkrigstiden.

Georg Brandes døde i 1927 i en alder af 85 år. Hans aske er strøet ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven.

H.N. Andersen (1852-1937)

H.N. Andersen stiftede ØK (Østasiatisk Kompagni) i 1897. Det blev et stort handelsselskab med linjeskibe mellem Europa og det sydøstlige Asien. H.N. Andersen støttede venstre i forbindelse med systemskiftet i 1901.

H.N. Andersen er begravet på Vestre Kirkegård.

Louis Pio (1841-1894)

Louis Pio regnes som stifteren af Socialdemokratie. Mere præcist stiftede han i 1871 “Den internationale Arbejderforening i Danmark”. Han var inspireret af Pariserkommunen i 1871, som var et socialistisk styre i Paris, der varede i 71 dage. Louis Pio udgav ugeavisen, Socialisten, som blev forgænger for avisen, Aktuelt. I 1872 gennemførte han et folkemøde i Fælledparken. Her blev han anholdt og det kom til tumulter. Pio sad fængslet til 1875. I 1877 udvandrede han til USA.

Louis Pio er begravet på Vestre Kirkegård.

Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Henrik Pontoppidan var en dansk forfatter, som b.a. er kendt for romanerne Lykke Per og De dødes Rige. Han tilhørte i sin ungdom Det moderne Gennmbrud (se Georg Brandes). I 1917 fik han Nobelprisen i litteratur. På sine ældre dage var hans romaner mindre samfundskritiske og mere kredsende om ham selv.

Henrik Pontoppidan døde i 1943 i en alder af 86 år. Han er begravet i på Rørvig Kirkegård.

Herman Bang (1857- 1912)

Herman Bang er en dansk forfatter, som bl.a. er kendt for romanerne Ved Vejen, Håbløse Slægter, Ludvigsbakke samt novellesamlingen, Stille Eksistenser. Værkerne var nyskabende med deres ekspressionistiske stil. Håbløse Slægter blev berygtet for angreb på sædeligheden, og gav Herman Bang en fængselsstraf. Han blev angrebet og latterliggjort for sin homoseksualitet, som var utænkelig i datidens Danmark. I øvrigt ernærede han sig som journalist og foredragsholder. Han døde under en foredragsturne i USA.

Herman Bang er begravet på Vestre Kirkegård.

Carl Nielsen (1865-1931)

Carl Nielsen er en verdensberømt dansk komponist. Han startede som violinist og blev kapelmester i Det kongelige Kapel. Carl Nielsens kompositioner omfatter adskillelige symfonier, klaverværker, kammermusik, operaer og melodier til danske sange.

Carl Nielsen er begravet på Vestre Kirkegård

Niels Neergaard (1854-1936)

Niels Neergaard var uddannet historiker. Han blev folketingsmedlem for Venstre og finansminister under J.C. Christensen i 1908. Da J.C. Christensen måtte gå af samme år på grund af Albertiskandalen, blev Neergaard konseilspræsident. Han måtte dog gå af året efter på grund af stridigheder mellem fraktionerne i Venstre om forsvarsspørgsmålet. I 1920 dannede Neergaard igen regering, som sad frem til 1924.

Niels Neergaard er begravet på Assistens Kirkegård.

Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912)

Ludvig Holstein-Ledreborg kom i Folketinget i 1872 for partiet Venstre. Han afløste Neergaard som konseilspræsident i 1909 for at bilægge striden mellem de forskellige venstre-fraktioner om forsvarssagen. Allerede to måneder efter måtte han træde tilbage efter et mistilidsvotum.

Ludvig Holstein-Ledreborg døde i 1912 i en alder af 72 år. Han er begravet i den private park ved Ledreborg Slot og graven er ikke offentlig tilgængelig.

Carl Th. Zahle (1866-1946)

Carl Theodor Zahle blev valgt til Folketinget for Venstre i 1895. I 1905 var han medstifter af udbryderpartiet, Det radikale Venstre, hvor han blev partiets første formand. Han var med til at vælte venstre-regeringen Ludvig Holstein-Ledreborg i 1909. Herefter dannede han en radikal regering, som sad frem til folketingsvalget i 1910. I 1913 dannede Zahle igen en radikal regering, som sad frem til 1920 med støtte fra Socialdemokratiet. Under denne regering blev Grundloven af 1915 vedtaget, hvilket bl.a. indebar, at kvinder fik valgret til rigsdagen. Regeringen opretholdt Danmarks neutralitet under Første Verdenskrig. Den 29. marts 1920 afskedigede Christian 10 Zahles regering imod Folketingets flertal. Begrundelsen var et ønske om at få Flensborg med til Danmark ved den kommende genforening. Carl Th. Zahles fars kusine var i øvrigt Natalie Zahle, som grundlagde Zahles Skole i 1851.

Carl Th. Zahle døde i 1946 i en alder af 80 år. Hans aske er strøet i Øresund.

Klaus Berntsen (1844-1927)

Klaus Berntsen var friskolemand fra Fyn. Han kom i Folketinget for Venstre i 1873 og sad ialt i 51 år. I 1910 overtog han posten som konseilspræsident fra Carl Th. Zahle efter et folketingsvalg. I 1913 overgav han igen magten til Zahle. Han arbejdede for en revision af grundloven, som først kom i 1915.

Klaus Berntsen døde i 1927 i en alder af 82 år. Han er begravet på Højby Kirkegård.

Otto Liebe (1860-1929)

Otto Liebe var højesteretssagfører og blev udnævnt til statsminister af Christian 10, efter at denne havde afskediget ministeriet Zahle, hvorved Påskekrisen var udløst. Ministeriet sad kun i 8 dage fra 29. marts til 5. april 1920, hvorefter det blev afskediget igen efter pres fra Det radikale Venstre, Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Herefter blandede Liebe sig ikke mere i politik.

Otto Liebe er begravet på Garnisons Kirkegård.

Michael P. Friis (1857-1944)

Michael P. Friis var statsembedsmand. Han blev udnævnt til statsminister efter Otto Liebe 5. april 1920, hvormed Påskekrisen var afsluttet. Hans opgave var at organisere et nyt folketingsvalg, og efter afholdelsen af dette, gik M.P. Friis af 5. maj 1920.

Michael P. Friis er begravet på Vestre Kirkegård.

Thorvald Stauning (1873-1942)

Thorvald Stauning var cigarsorterer. Han var aktiv i fagbevægelsen og i den socialdemokratisk bevægelse. Stauning blev formand for Københavns Borgerrepræsentation og blev også minister i regeringen Zahle. I 1920 spillede han en afgørende rolle i Påskekrisen, hvor hans gode forhold til Christian 10, men også hans trusler om generalstrejke fik kongen til at afskedige ministeriet Liebe, som var indsat af kongen i modstrid med parlamentarismen. I 1924 dannede Stauning en socialdemokratisk regering, som dog kun sad frem til 1926. I 1929 dannede Stauning igen regering sammen med Det Radikale Venstre. Der var økonomisk krise, men i 1933 indgik regeringen og Venstre et forlig, som indebar store indrømmelser til landbruget og sociale reformer, bl.a. indførelse af aldersrente. Forliget blev indgået i Staunings lejlighed i Kanslergade, og kaldes derfor Kanslergadeforliget. Efter 1933, hvor Hitler kom til magten i Tyskland, voksede truslen fra syd. Regeringen fandt det nytteløst at opruste, men forsøgte at stå på god fod med Tyskland. Da Danmark blev besat i 1940, dannede de fire partier i Folketinget en samlingsregering med Stauning som statsminister.

Thorvald Stauning er begravet på Vestre Kirkegård.

Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943)

Thomas Madsen-Mygdal var aktiv indenfor organiseringen af dansk landbrug. Han havde en liberalistisk indstilling, som han udtrykte i sætningen: “Lad falde, hvad ej kan stå” I1926 dannede han en venstre-regering med støtte af De Konservtive. Regeringen blev hårdt angrebet af oppositionen for sociale nedskæringer, og måtte gå af i 1929.

Thomas Madsen-Mygdal døde i 1943 i en alder af 66 år. Han er begravet på Smørum Kirkegård.

Wilhelm Buhl (1881-1954)

Wilhelm Buhl var juridisk uddannet og blev finansminister under Stauning. Efter dennes død i 1942, overtog Buhl ledelsen af samlingsregeringen, men forholdet til Tyskland forværredes hurtigt på grund af, af Christian 10 havde svaret meget kortfattet på en lykønskning fra Hitler i anledning af kongens 30 års regeringsjubilæum. Dette var den såkaldte “telegramkrise”, som resulterede i, at tyskerne krævede ændringer i den danske regering. Resultatet blev, at Buhl trak sig tilbage 9. november 1942 og blev afløst af Eric Scavenius. På befrielsesdagen, 5. maj 1945 blev samlingsregeringen under Scavenius afløst af en ny samlingsregering under ledelse af Buhl. I denne indgik også medlemmer fra DKP og befrielsesbevægelsen. Denne regering sad frem til 7. november samme år. I Buhls regeringstid tilsluttede Danmark sig FN i 1945.

Wilhelm Buhl er begravet på Vestre Kirkegård.

Erik Scavenius (1877-1962)

Erik Scavenius var af godsejerslægt og grandfætter til den tidligere konsejlspræsident, Jacob Estrup. Scavenius var som medlem af Det radikale Venstre udenrigsminister under Zahle. Senere meldte han sig ud af partiet, og i 1942, da Buhl måtte gå af som følge af telegramkrisen, blev Scavenius statsminister for samlingsregeringen frem til befrielsen i 1945. Scavenius anses som eksponent for samarbejdspolitikken, hvor man gik langt for at opretholde et tåleligt forhold til besættelsesmagten. 29. august 1943 indgav regeringen sin afskedsbegæring til kongen, som ikke imødekom den. Regeringen fortsat så kun formelt, mens den reelle regeringsmagt blev foretaget af departementscheferne.

Erik Scavenius døde i 1962 i en alder af 85 år. Han er begravet på Voer Kirkegård i nærheden af herregården, Voergård, som han ejede fra 1914-1946.

Knud Kristensen (1880-1962)

Knud Kristensen sad i Folketinget for Venstre fra 1920-1949. Han var minister i Buhls samlingsregeringer og blev statsminister for en venstre-mindretalsregering efter folketingsvalget i 1945. Knud Kristensen mente, at man efter befrielsen skulle arbejde på at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Dette var dog ikke hans regerings officielle politik, og efter et mistillidsvotum, måtte han gå af i 1947. I 1953 forlod han Venstre og dannede partiet De Uafhængige.

Knud Kristensen døde i 1962 i en alder af 81 år. Han er begravet på Humlebæk Kirkegård. Han havde nemlig gården Biviumgård i Humlebæk, hvor Humlebæk Ungdomsskole i dag har til huse.

Karen Blixen (1885-1962)

Karen Blixen blev født som datter af militærmanden, eventyreren, politikeren og godsejeren, Wilhlem Dinesen. Hendes barndomshjem var Rungstedlund, hvor hun voksede op i velhavende omgivelser. I 1914 flyttede hun til Kenya og giftede sig med baron Bror von Blixen-Finecke. Parret etablerede en kaffeplantage, men blev skilt i 1925. I 1931 flyttede Karen Blixen tilbage til Rungstedlund, hvor hun boede resten af sit liv. Hun havde allerede fået udgivet nogle historier inden afrejsen, men efter hjemkomsten udviklede hendes forfatterskab sig, hvor de mest kendte værker er “Syv fantastiske fortællinger” og “Den afrikanske farm”. Hun skrev under pseudonymet, “Isak Dinesen”, og historierne gjorde hende verdensberømt, særligt i USA. I det meste af sit liv var Karen Blixen mærket af sygdommen syfilis, som invaliderede hende mere og mere.

Karen Blixen er begravet i parken til Rungstedlund.

Johannes V. Jensen (1873-1950)

Johannes V. Jensen er født i Farsø i Himmerland. Hans barndomhjem er nu indrettet til museum for forfatteren og søsteren, Thit Jensen. Johannes V. Jensen begyndte hurtigt at skrive artikler og noveller. Hans mestkendte værker er novellesamlingen, Himmerlandshistorier og romanden Kongens Fald. Men han har også skrevet en lang række danske sange, bl. a. fædrelandssangen, Hvor smiler fager den danske kyst. Han modtog Nobels litteraturpris i 1944.

Johannes V. Jensen døde i 1950 i en alder af 77 år. Hans aske er nedsat i den gamle fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård.

Niels Bohr (1885-1962)

Niels Bohr blev doktor i teoretisk fysk ved Københavns Universitet i 1912 i en alder af 27 år. I de følgende år udviklede han en banebrydende teori for atomets opbygning, som forklarede dets stabilitet og energiudveksling med omgivelserne. Han udviklede også dualietetsprincippet, som indebærer, at et fysisk fænomen kan opfattes på to modstridende måder, afhængig af iagttageren. Dette var grundlaget for kvantemekanikken. Bohr teorier var afgørende for forståelse af energiforholdene i atomkerner og herunder for udviklinge af udnyttelsen af kerneenergi, både fredeligt og atomvåben.

Niels Bohr er begravet på Assistens Kirkegård.

A.P. Møller (1876-1965)

Arnold Peter Møller blev født i 1876 i Dragør som søn af skibsrederen Peter Mærsk Møller. Efter en handelsuddannelse med udstationering flere steder stiftede han i 1904 Damskibsselskabet Svendborg, som sammen med Damskibsselskabet af 1912 kom til at udgøre grundstammen i A.P. Møller koncernen. Under besættelsen blev redereriet styret af sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller fra USA. En del af skibenene blev overtaget af den amerikansk flåde til troppetransporter. Ved sin død i 1965 havde firmaet 10000 ansatte og omfattede Nordens største rederi samt Odense Stålskibsværft. I 1962 fik A.P. Møller koncession på udvinding af olie og gas i Nordsøen, hvilket blev grundlag for Dansk Undergrunds Consortium (DUC) og senere Mærsk Olie og Gas.

A.P. Møller er begravet på Hellerup Kirkegård.

Arveprins Knud (1900-1976)

Arveprins Knud var den yngste af Christian 10‘s to sønner. Da kongen døde i 1947, blev han dermed nr. 1 i tronfølgen efter sin storebror, kong Frederik 9, idet denne ikke havde drengebørn. Ved grundlovsændringen i 1953 mistede han denne stilling til fordel for Frederik 9’s ældste datter, Margrete. Knud giftede sig i 1933 med prinsesse Caroline Mathilde, som var hans kusine. Parret boede på Sorgenfri Slot ved Lyngby.

Arveprins Knud er begravet i Roskilde Domkirke.

Hans Rostgård (1625-1684)

Hans Rostgård var ridefoged på Kronborg, da Sverige besatte Danmark under Karl Gustav Krigene. Under belejringen af København smuglede han forsyninger ind til byen og han var leder af en sammensværgelse for at befri Kronborg fra svenskerne. Sammmensværgelsen blev opdaget og Hans Rostgård blev fængslet. Det lykkedes ham at undslippe svenskerne, som forfulgte ham til nuværende Danstrup Hegn. Her skød han sin hest og smurte sin kappe ind i blodet, hvorefter han stak af til fods. Svenskerne troede at han var død, men han undslap og fik efter krigen overdraget herregården, Krogerup ved Humlebæk af Frederik 3.

Hans Rostgård er begravet i Skt. Olai Kirke.

Henrik Gerner (1629-1700)

Henrik Gerner var præst i Birkerød, da svenskerne besatte landet i 1658. Han deltog i en sammensværgelse med bl.a. Hans Rostgård. Sammensværgelsen gik ud på at få et engelske kompagni soldater, som var hyret af svenskerne, til at gå over på dansk side og angribe det svensk besatte Kronborg. Sammensværgelsen blev imidlertid opdaget og Henrik Gerner blev torteret og fængslet på Kronborg, hvor han sad i over et år. Senere blev han biskop i Viborg.

Henrik Gerner er begravet i Viborg Domkirke

Hans Hedtoft (1903-1955)

Hans Hedtoft kom som ung ind det faglige arbejde i Aarhus og kom i Folketinget i 1935 for Socialdemokratiet. Han blev statsminister fra 1947-1950, hvor han arbejdede for en nordisk forsvarsunion, men under indtryk af det stigende pres fra Sovjetunionen, blev Danmark medlem af Nato i 1949. I 1950 overtog Erik Eriksen regeringsmagten, men måttet igen overlade til til Hedtoft i 1955.

Hans Hedtoft er begravet på Vestre Kirkegård.

Erik Eriksen (1902-1972)

Erik Eriksen kom fra landbruget og blev medlem af Folketinget i 1935 for Venstre. Han dannede VK-regeringen sammen med De Konservative i 1953. I Erik Eriksens regeringsperiode gennemførtes en grundlovsændring, som bl.a. indebar en afskaffelse af Landstinget, en nedsættelse af valgretesalderen til 23 år og en ændring af tronfølgeloven, som indebar kvindelig arvefølge. Dermed rykkede Frederik 9’s ældste datter, Margrete op som nr. 1 i arvefølgen på bekostning af Arveprins Knud. Erik Eriksen måtte afgive magten i 1953 til Hans Hedtoft.

Erik Eriksen døde i 1972 i en alder af 69 år. Han er begravet på Ringe Kirkegård.

H.C. Hansen (1906-1960)

H.C. Hansen kom fra arbejderbevægelsen og blev medlem af Folketinget i 1936. Da Hans Hedtoft døde i 1955, overtog han statsministerposten. H.C. Hansen var stærk tilhænger af Nato og samarbejdet med USA, og han stod stærkt over for fagbevægelsen. I hans regerinstid invaderede Sovjetunionen Ungarn i 1956, hvilket resulterede i mange ungarske flygtninge til landet.

H.C. Hansen er begravet på Vestre Kirkegård.

Viggo Kampmann (1910-1976)

Viggo Kampmann var akademisk uddannet og startede i 1950 som finansminister. Da H.C. Hansen døde i 1960 overtog han statsministerposten. Allerede i 1962 måtte han trække sig fra posten på grund at sygdom.

Viggo Kampmann er begravet på Vestre Kirkegård.

Jens Otto Krag (1914-1978)

Jens Otto Krag var akademisk uddannet og kom i Folketinget i 1947, hvor han i skiftende regeringer var handelsminister, økonomiminister, arbejdsminister og udenrigsminister. I 1962 blev Krag statsminister, da Viggo Kampmann måtte træde tilbage på grund af sygdom. I 1966 dannede han påny regering med støtte fra SF, det såkaldte “røde kabinet”, men måtte opgive magten i 1968, da SF blev splittet. I 1971 kunne Krag igen danne regering, som arbejdede på at Danmark optaget i EF (senere EU). Dagen efter at dette var vedtaget ved folkeafstemningen 2. oktober 1972, trådte Krag tilbage fra statsministerposten.

Jens Otto Krag er begravet på Vestre Kirkegård.

Hilmar Baunsgaard (1920-1989)

Hilmar Baunsgaard var uddannet inden for handel og blev medlem af Folketinget i 1957 for Det radikale Venstre. Han var handelsminister under Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, og kunne i 1968 danne den såkaldte trekantregering bestående af Det radikale Venstre, Venste og De Konservative. Efter et folketingsvalg i 1971 måtte regeringen dog gå af og vige pladsen for Jens Otto Krag.

Hilmar Baunsgård døde i 1989 i en alder af 69 år. Han er begravet på Ordrup Kirkegård.

Mærsk McKinney Møller (1913-2012)

Mærsk McKinney Møller var søn af A.P. Møller. Under krigen ledede han rederiet drift af de skibe, som var uden for dansk farvand under besættelsen. Han blev partner i firmaet og overtog efterhånden mere og mere ledelsen, indtil han ved faderens død i 1965 stod som bestyrelsesformand for firmaets forskellige afdelinger. Han fik firmaet involveret i detailhandel, idet han fik majoritet i virksomheden, Jysk Supermarked, som omfattede Føtex, Bilka, Netto og Salling. Denne virksomhed blev dog frasolgt i 2017. En stor del af A.P. Møller gruppens aktiviteter bestod i af udvinding af olie og gas fra Nordsøen. Denne virksomhed, Dansk Undergrunds Consortium (DUC) – senere Mærsk Olie og Gas blev frasolgt i 2018.

Mærsk McKinney Møller er begravet på Hellerup Kirkegård.

Harald Knudsøn (Guldharald) (o.945-970)

Læs mere om Guldharald her: Kilder til 900-tallets historie

Harald Knudsøn (Guldharald) var søn af Knud Dana Ast og var dermed nevø til Harald Blåtand. Navnet Guldharald skyldes en gylden hjelm, som han fik som gave under en ekspedition til de slaviske lande ved Østersøen.

Guldharald erobrede sammen med Toke Normandie (Palnatoke) den sydvestlige del af Skåne, herunder Uppåkra i 964. Landet havde indtil da været bestyret af stormanden, Bjørn Jarl. Efter 964 bestyrede Guldharald området på vegne af sin onkel, Harald Blåtand. Han byggede en ringborg og en kirke viet til Sankt Clemens. Herefter tvangsforflyttede han muligvis indbyggerne i Uppåkra til området ved borgen og kirken og grundlagde her byen Lund.

Skt. Clemens Kirke. Lunds først kirke.

Guldharald var nu blevet så mægtig, at han krævede at blive Harald Blåtands medkonge. Det kunne kongen ikke acceptere, så han fik ham dræbt ved en list, som også involverede Norge: I første omgang lokkede Harald Blåtand Guldharald til at sejle til Limfjorden med sin flåde for at kæmpe mod Harald Gråfell, som var norsk konge i vestlandet. Lokkemidlet var, at så kunne Guldharald overtage Gråfells område. Planen lykkedes, og Gråfell blev besejret og dræbt i et søslag i Limfjorden. Men Blåtand havde yderligere en plan, som involverede Håkon Jarl, der var Blåtands jarl i Trøndelagen omkring Trondhjem. Efter aftale med Blåtand sejlede Håkon ind i Limfjorden og besejrede Guldharalds flåde ved Hals, hvorefter han hængte Guldharald i en galge på stedet. Herefter stod Harald Blåtand som sejrherre. Han havde elimineret både Gråfell og Guldharald og havde kontrol over Norge med den loyale Håkon Jarl som underregent. I Gesta Wulinensis fortælles historien anderledes. Ifølge denne skulle Guldharald have dræbt Harald Gråfell, fordi denne ikke ville konspirere med ham og dræbe Harald Blåtand. Efterfølgende blev han fanget af Harald Blåtand og henrettet.

Harald Knudsøn døde i 970 i en alder af o. 25 år.

Ved Hals findes en gravhøj, som kaldes Guldharalds høj. Her skulle den dræbte høvding ligge begravet.

Inskriptionerne virker anakronistiske, da de er skrevet i det ældre runealfabet, ældre furthark, som i 700 tallet blev afløst af det yngre runealfabet, yngre furthark.

Oluf Haraldsøn (?-1141)

Oluf Haraldsøn var søn af Harald Kesja. Da Erik Emune i 1135 dræbte Harald og de fleste af hans børn, lykkedes det Oluf at undslippe – efter sigende forklædt som kvinde. . Han lod sig udråbe til konge i Skåne o.1139 og kæmpede mod Erik Lam om kongemagten i hele riget. Herunder dræbte han en biskop fra Roskilde i dennes hus i Ramløse.

Borgerkrigen sluttede i 1143, hvor Oluf blev dræbt under et slag mod Erik Lams styrker ved Tjute Å.

På stedet, hvor Oluf blev dræbt er rejst et mindekors med en inskription. Korset står 1 km nord for Tågarp ved Landskrona – vest for rute 110 ved Rönnehälls Bygdegård.

Olaf Haraldsøn døde i 1143. Hans gravsted kendes ikke.

Prins Henrik (1934-2018)

Prins Henrik blev født som Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat som søn af den franske erhvervsmand, André de Laborde de Monpezat og dennes hustru, Renee Yvonne de Monpezat. Han blev gift med Margrethe 2 i 1967, da hun stadig var tronfølger. Prins Henriks status var prinsgemal, og han indgik således ikke i arvefølgen. Prins Henrik havde kunstneriske evner for digtekunst og skulptur, og her havde han interessefælleskab med sin hustru, hvis kunstneriske evner omfatter malerkunst.

Prins Henrik døde i 2018 i en alder af 83 år. Hans aske er dels spredt i danske farvande og dels begravet i slotshaven hørende til Fredesborg Slot.

Anker Jørgensen (1922-2016)

Anker Jørgensen voksede op i København i fattige kår. Begge hans forældre døde, da han var lille. Anker Jørgensen var med i modstandsbevægelsen og blev senere fagligt aktiv som lagerarbejder og avancerede til formand i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. Han blev indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet i 1964. I 1972, dagen efter folkeafstemningen om EF, trak Jens Otto Krag sig tilbage og overlod statsministerposten til Anker Jørgensen. Efter Jordskredsvalget i 1973 måtte han overlade regeringsmagten til Poul Hartling fra Venstre, men allerede i 1975 vendte han tilbage som statsminister. Her sad han indtil 1982 som leder af socialdemokratiske mindretalsregeringer – dog sammen med Venstre fra 1978-79. Anker Jørgensens økonomiske politik var ikke tilstrækkelig til at løse landets problemer, og da han i 1982 mistede støtten både fra fagbevægelsen og fra de radikale, trak han sig tilbage og overlod regeringsmagten til Poul Schlüter.

Anker Jørgensen døde i 2016 i en alder af 93 år. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Poul Hartling (1914-2000)

Poul Hartling var uddannet cand. theol og blev rektor for Zahles Seminarium. Han kom i Folketinget i 1957 og overtog formandsposten for Venstre efter Erik Eriksen i 1964. I 1968 holdt han “Svanningetalen”, som betød en tilnærmelse til Det radikale Venstre, og som dannede grundlag for VKR-regeringen 1968-71, hvor Hartling var udenrigsminister. Efter Jordskredsvalget i 1973 blev han statsminister for en Venstre-regering, men måtte i 1975 overlade tøjlerne til Anker Jørgensen. Poul Hartling blev FN’s flygtningehøjkommissær fra 1978-85.

Poul Hartling døde i 2000 i en alder af 85 år. Han er begravet på Hørsholm Kirkegård.

Gravsten for Poul Hartling og hans hustru Elsebeth Hartling

Poul Schlüter (1929-2021)

Poul Schlüter var uddannet jurist. Han kom i Folketinget for Det konservative Folkeparti i 1964 og blev partiets leder i 1974. Han blev statsminister i 1982 efter Anker Jørgensen som leder af den såkaldte Firkløverregering bestående af Konservative, Venstre, Radikale og Centrumsdemokraterne. Hans største opgave var at lede landet ud af de økonomiske problemer, som efterhånden var opstået under Anker Jørgensens regering. I 1993 måtte han gå af som statsminister og overlade ledelsen til socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen. Årsagen var, at han havde holdt hånden under sin justitsminister Erik Ninn Hansen i den såkaldte Tamilsag.

Poul Schlüter døde i 2021 i en alder af 92 år. Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Carl Th. Dreyer (1889-1968)

Carl Th. Dreyer blev født som uægte barn af en svensk kvinde i København og bortadopteret. Han blev filminstruktør og manuskriptforfatter og er mest kendt for filmene Jeanne d’Arc, Vredens Dag, Ordet og Gertrud. Han kæmpede til sin død for at skabe en Jesus-film, men det lykkedes ikke at få den financieret. Han er kendt for sin langsomme fortællestil og stramme billedkomposistion.

Carl Th. Dreyer døde i 1968 i en alder 79 år. Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Piet Hein (1905-1996)

Piet Hein havde en baggrund i studier i teoretisk fysik og filosofi. Han er kendt for sine gruk, som er små digte, der udtrykker hverdagsfilosofi på en sommetider overraskende måde. Han er også kendt for superellipsen og superægget. Superellipsen er matematisk en mellemting mellem en cirkel og et rektangel, og superægget fremkommer som omdrejningsfigur af en superellipse. Superellipsen er bl.a. anvendt som form på Sergels Torg i Stockholm.

Piet Hein døde i 1996 i en alder af 90 år. Hans aske er strøet i Lillebælt.

Bodil Ipsen (1889-1964)

Bodil Ipsen startede på Det kongelige Teaters Elevskole som 19 årig og spillede gennem et langt liv et utal af roller på teatrene (Det Kongelige Teater og Folketeatret) og på film. Bl.a. havde hun et mageårigt samarbejde med Poul Reumert. Hun regnes for det 20. århundredes største kvindelig skuespiller og modtog et hav af priser for sine roller. Hun modtog bodilpriser (opkaldt efter hende selv og Bodil Kjer) for sin medvirken i filmene, Støt står den danske Sømand, Café Paradis og Det sande ansigt. Hun fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for teaterstykket, Tro, håb og Troldom. Endvidere arbejdede hun som filminstruktør.

Bodil Ipsen døde i 1964 i en alder af 75 år. Hun er begravet på Grønholt Kirkegård i Fredensborg. Her har hun ingen personlig gravsten, da hun er begravet i kirkegårdens fællesgrav.

Arne Jacobsen (1902-1971)

Arne Jacobsen var arkitekt og uddannet fra Kunstakademiet i København. Han måtte som jøde flygte til Sverige i 1943. Arne Jacobsen er en af arkitekterne bag Aarhus Rådhus, men han er også kendt for sine møbler, f,eks. Ægget og Svanen, som blev tegnet til SAS Royal Hotel i København, som han også var arkitekt for.

Arne Jacobsen døde i 1971 i en alder af 69 år. Han er begravet på Ordrup Kirkegård

Asger Jorn 1914-1973

Asger Jorn kom fra et lærerhjem og blev selv uddannet som lærer. Efter uddannelsen begyndte han at arbejde som kunstner. Han skabte et unikt billedsprog og dannede kunstnergruppen Copra sammen bl.a. Carl-Henning Pedersen og Henry Heerup. Han boede til dels i Italien, men en stor del af hans kunst, malerier og keramik er udstillet på Jorn-Museet i Silkeborg, hvortil han havde en stærk tilknytning.

Asger Jorn døde i 1973 i en alder af 59 år. Han er begravet på Grötlingbro Kirkegård på Gotland.

Henning Larsen (1925-2013)

Henning Larsen var arkitekt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole. Han står bag en række markante byggerier i Danmark og i udlandet, bl.a. Udenrigsministeriet i Ryadh, Moesgård Museum i Aarhus, Bølgen i Vejle og Operaen i København

Henning Larsen døde i 2013 i en alder af 87 år. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård i Fællesgraven. Han har altså ikke et personligt gravsted.

Kaj Munk (1898-1944)

Kaj Munk blev forældreløs som ganske lille og voksede op hos en plejefamilie. Han blev Cand. Theol. i 1924, hvorefter han blev præst i Vedersø. Han er kendt som dramatiker og digter og har bl.a. skrevet teaterstykkerne Ordet, Kærlighed og Før Cannæ. Han havde i tredieverne sympatier for nazismen, men det ændrede sig i 1938, hvorefter han på skrift og tale tog afstand fra denne bevægelse. Denne holdning kom til at koste ham livet, da han 4. januar 1944 blev hentet af Gestapo i præstegården og kørt til Hørbylunde Bakker ved Silkeborg, hvor han blev skudt.

Kaj Munk døde i 1944 i en alder af 45 år. Han er begravet på Vedersø Kirkegård.

Martin Andersen Nexø (1869-1954)

Martin Andersen Nexø voksede op i fattige kår i Nexø på Bornholm. Det prægede hans forfatterskab, som var drevet af en dyb indignation over klasseforskellene i Danmark. Hans betydeligste romaner er Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Som erklæret kommunist flyttede han til til Østtyskland og blev æresborger i Dresden.

Martin Andersen Nexø døde i 1954 i en alder af 84 år. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Poul Reumert (1883-1968)

Poul Reumert var en dansk karakterskuespiller, som spillede et utal af store roller på forskellige teatre, mest på Det kongelige Teater, hvor han var fast ansat fra 1937. Han havde et mangeårigt samspil med Bodil Ipsen. Hans nok mest kendte rolle er som Gamle Levin i Indenfor Murene. I sine yngre år havde han mange roller i stumfilm.

Poul Reumert døde i 1968 i en alder af 85 år. Han er begravet på Mariebjerg Kirkegård.

Godtfred Kirk Christiansen (1920-1995)

Godtfred Kirk Christiansen var søn af Legos grundlægger, Ole Kirk Christiansen. Han blev udlært maskinsnedker i sin fars virksomhed og overtog direktørposten efter faderens død i 1958. Det var Godtfred Kirk Christiansen, som opfandt det patenterede modulsystem for legoklodser, som blev grundlaget for Legos verdensomspændende succes. Han boede hele sit liv i Billund, hvor han også grundlagde forlystelsesparken, Legoland.

Godtfred Kirk Christiansen døde i 1995 i en alder af 75 år. Han er begravet på Grene Kirkegård i Billund.

Knud Rasmussen (1879-1933)

Knud Rasmussen blev født i Grønland, men flyttede som 12-årig til Danmark. Han viede sit liv til at udforske Grønland og dokumentere den inuitiske kultur. I perioden 1912 til sin død i 1933 ledede han ialt 7 ekspeditioner, de såkaldte Thule-ekspeditioner. Ekspeditionerne fik en stor videnskabelig betydning og gav også Knud Rasmussen et gennembrud som folkehelt.

Knud Rasmussen døde i 1933 i en alder af 54 år. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Klaus Rifbjerg (1931-2015)

Klaus Rifbjerg var en modernistisk forfatter, som spændte over mange genrer. Han har skrevet et utal af romaner, hvoraf nogle af de mest kendte er debutromanden, Den kroniske Uskyld, fra 1958 og Esbern fra 2005. Han udgav digtsamlinger fra 1966 til 2014, hvoraf en af de mest kendte er Amagerdigte fra 1965. Han har bl.a. modtaget De gyldne Laurbær, Nordisk Råds Litteraturpris og Modersmålsprisen.

Klaus Rifbjerg døde i 2015 i en alder af 83 år. Han er begravet på Rørvig Kirkegård.